Nyheder

227 år

System — Thu, 02 Sep 2010 13:49:22 GMT

På onsdag, den 8. september, fylder Grundtvig 227 år. Og det er jo ingen alder. Det lader i hvert fald ikke til, at den går ubemærket hen, for den aldrende herre er aktuel som altid og bliver fejret på behørig vis. Blandt andet af Grundtvigsk Forum, der har beliggenhed i Vartov. Her byder man på fælles morgenmad og besøg af forskellige gæster, som på den ene eller anden måde har et forhold til Grundtvig. Blandt andet kan man høre om ”Grundtvig i Rusland”, hvor Lida Shkorkina fra Moskva, og danske Gudmund Bager og Jørgen Hinsby vil fortælle om et russiske Grundtvig-projekt. På Vartov får man også besøg af Integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, som vil fortælle om sin bog ”Gud, Grundtvig og Grundloven”. Men det er ikke kun i Vartovs historiske bygninger, at Grundtvig bliver fejret. Også i Liselund ved Slagelse bliver dagen markeret. Her kommer Mette Bock, der er tidligere programdirektør i DR, og taler om Grundtvig. Af andre steder kan Grundtvig.dk også melde om arrangementer på Grundtvigs Mindestuer i Udby, Skærum Mølle og Rønnebæksholm ved Næstved. Sker der noget, der hvor du bor?

Apatiens tid

System — Wed, 25 Aug 2010 08:49:38 GMT

Den folkelige drivkraft og engagement er feset ud af den demokratiske samfundsballon, og apatien er blevet vor tids egentlige kendetegn. Sådan synes det dystre billede at tegne sig, når man skal kortlægge den politiske kulturs tilstand i dagens Danmark. Tre samfundskritikere giver deres bud på, hvad der er gået galt. af Andreas Tonnesen Så længe det går godt og samfundskagen vokser, så er alle glade. Men efter flere år med international og hjemlig krise, kunne man tro, at protesterne for alvor ville begynde at blive hørbare. Flere og flere mister job, mens der er blevet pumpet enorme pengesummer ind i et bank- og finansvæsen, som har spillet en ikke uvæsentlig rolle for selvsamme krise. Nu skal regningen betales, og med den fremlagte Genopretningspakke vanker der markante besparelser på centrale dele af velfærdsydelserne. Overraskende nok er pakken dog blevet mødt meget få protester i den brede befolkning. Hvad er pakken - ikke mindst den overraskende stilhed, som den i det store hele er blevet mødt med - egentlig symptomer på? Hvad siger de om den politiske kulturs tilstand i dagens Danmark? En politisk kultur uden visioner Genopretningspakken er udtryk for en politik, der grundlæggende mangler evnen til at tænke nyt. Det mener forlægger og forfatter Lene Andersen. Ifølge hende justerer vi på de knapper, som vi allerede har i stedet for at diskutere, om vi skulle udvikle en række nye knapper til at opererer med. For hende at se, er det er kernen af problemet. Om beløbene på besparelserne er store eller små, er ikke synderligt interessant, og om dagpengeperioden falder fra fire til to år, det synes Lene Andersen ærligt talt er noget klynk at pive over. ”Det kan jeg overhovedet ikke hidse mig op over. Det der derimod virkelig skræmmer mig i det her land, er at man overhovedet ikke har nogen vision for, hvordan tingene skal se ud om tyve år. Det er som om, Danmark er, som det altid har været, og så er der lidt færre penge, end der var i går. Det, jeg synes, er virkelig katastrofalt. Den politiske kultur i Danmark er éndimisionel, den er åndsforladt og visionsløs og mangler udsyn.” Frederik Christensen har med et langt liv inden for højskoleverdenen især blik for den uddannelsespolitiske side af sagen. I den visionsløse politik står højskolen svagt og splittet, mener han, da højskolerne ikke længere spiller en selvfølgelig rolle i samfundslivet. At politikerne priser højskolerne som en historisk institution gør ikke at de tænker den som et egentligt satsningsområde, forklarer han. I stedet har regeringen har gennem hele sin regeringsperiode skåret i folkeoplysningssiden af uddannelsessystemet og gjort Pisa-galskaben til et værende element, der præger forståelsen af uddannelse i vor tid. ”Uddannelse er idag i høj grad at forstå som en forberedelse til samfundsproduktionen. Den hårde konkurrencetænkning i uddannelsessystemet tager ikke højde for den enkeltes liv og den sammenhæng, der skal eksisterer mellem uddannelse og de værdier, der knytter sig til den enkeltes eget levede liv. Det skaber en kløft mellem eliten og befolkningen.” mener han. ”Tag bare den nylige hjemmeplejeskandale som eksempel. Kan vi klare sådan et problem ved hjælp af Pisa-undersøgelser? Er det problemet her, at der er noget de ikke har fået lært i skolen? Nej, det er nogle andre værdier, som vi skal passe meget på ikke at miste. Det bliver for alvor dyrt, hvis vi ikke tager hånd om disse værdier”, understreger Frederik Christensen. Den folkelige apati Hvis man skal gå i rette med den kultur, som præger det politiske etablissement i Danmark, så må man også kigge på fundamentet for denne kultur, nemlig på den danske befolkning som i sidste ende oppebærer og legitimerer magthaverne. Enhver befolkning har de politikere, som den fortjener. Sådan ser Lene andersen på det. Hun synes at kunne konstatere, at danskerne har bildt hinanden ind, at det er tilstrækkeligt at læse krimier, bygge udestuer og spise sammen med naboen. ”Men det er det ikke. Magt er ikke noget man får, det er noget man tager,” advarer Lene Andersen. ”Hvis man gerne vil have politik, der er langsigtet og tager ordentligt hånd om samfundet, så er man nødt til at sætte sig ind i sagerne, og så må man se at få udfordret sig selv og sit verdensbillede. Det er det nære, som vi spontant og umiddelbart interesserer os for, og det er jo meget menneskeligt,” forklarer hun og understreger, at der et problem i forhold til samfundsværdier. Dem, der er interesseret i magt, holder den for sig selv. Man er altså til en vis grad nødt til at interessere sig for politik og udvide sin horisont. Det er der virkelig mange, som har det skidt med. Fordi det kræver, at man TÆNKER. Det at tænke har i sig selv ikke særlig høj status i dag. Det har højere status at lave god mad. Vi har jo en masse tv-kokke, vi har ikke en masse tv-filosoffer. I den brede offentlighed, i popkulturen, er der masser af kokke og livsstilseksperter, men der er jo ikke en eneste filosof. Der er jo ikke nogen der taler om, hvad der er det fundamentale, det der giver mening og retning og som hører til det at være menneske.” Måske derfor er det er et tidstypisk tegn, at markante politiske tiltag mødes med en tilsvarende stilhed i den brede befolkning. Ifølge Ole Krarup, der et langt liv har været engageret i Folkebevægelsen mod EU, er det en ond cirkel. ”Jo mere apatisk befolkningen bliver, desto større bliver politikernes spillerum og desto større bliver også de øreklappe, som de har på. Argumentresistensen og den mentale døvhed på magthavernes side går hånd i hånd med den folkelige apati. Måske er det et moderne dilemma, at vi skal tage stilling til alt hvad der sker i den ”globale landsby”, men samtidig oplever det som mere og mere umuligt at handle og reagere på alt det, vi bliver vidne til?” spørger han. Forargelseskulturen i dansk politik Når formiddagsaviserne eksempelvis blæser politikernes privatøkonomiske situation op på forsiden handler det ifølge Frederik Christensen om forargelse. For ham at se er forargelseskulturen en af tidens tendenser, som har indfundet sig i det politiske rum og som på mange måder hindrer det ægte engagement i at komme til udfoldelse. Det medfører, at politiske emner og sager ofte får personlige vinkler og der fokuseres mere på det skandaløse end på det politisk uretfærdige. ”Denne forargelseskultur er fremtrædende i vor tid og i medierne. Det er selvfølgelig noget som politikerne udnytter, men med jævne mellemrum bliver de også selv ofre for den”, mener Frederik Christensen. Der er nogle alvorlige konsekvenser ved det faktum, at politik i dag i den grad er kendetegnet ved det personfikserede og skandaløse. Skandalen er i Ole Krarups øjne så populært nyhedstof, fordi det er en del af en vor tids helt store kulturelle drivkræfter, nemlig underholdningsindustrien. Men skandalen fører i udgangspunktet ikke til noget politisk. ”Den kan måske afsløre noget om politikernes moral og eller dobbeltmoral, den gør folk forarget, men angiver ingen politisk retning. Bagsiden er så bare udviklingen af en slags markedsdemokrati, hvor det handler om at fastholde taburetten og finde ud af, hvor man kan fiske flest stemmer. I sidste ende medfører det en politisk debat, hvor man vinder mere på de andres bommerter end på egne argumenter.” forklarer han. Når man snakker om folkeligt engagement og folkelig apati er det også for Lene Andersen interessant at betragte, i hvor høj grad politik i dag spiller på følelser. Hun ser eksempelvis det stigende antal af indsamlingshows, der år for år formår at indsamle større og større pengesummer, som værende et udtryk for et folkeligt engagement, men mener, at faren er, at deres stigende succes også skyldes, at flere og flere sidder foran skærmene lørdag aften og beskræfter sig selv. ”Og der sidder vi altså og føler os åh så gode, for nu har vi givet penge til nogle sultne og nødlidende mennesker. Vi har en dejlig følelse i kroppen og er blevet dybt rørt, for vi har set nogle børn med store våde øjne. Al ære og respekt for disse indsamlingsshows, men i stedet for at sidde lørdag aften og føle, at vi svømmer over af godhed, kunne vi også engagere os i politik og være med til at sikre, at vi fører en ordentlig u-landspolitik.” er hendes råd. Folkeligt engagement og manglende udblik Et andet aktuelt og spændende eksempel på et ægte folkeligt engagement i den politiske debat er det nyligt dannet parti Fælleslisten. Her har det såkaldte ”udkantsdanmark” netop rejst sig for at gøre sin indflydelse gældende og udfordre det politiske etablissement. Lene Andersen er delvist enig i den betragtning. ”Fælleslisten er på mange måder et udtryk for, at en gruppe almindelige borgere melder sig ind i den politiske sfære. Men jeg savnede dem bare, da vi indledte krigen i Irak, eller da Lømmelpakken blev vedtaget, for der gik vi virkelig på kompromis med nogle meget væsentlige principper. Det er kendetegnende, at hvis ikke lige at man selv er i Irak, eller selv falder ind under lømmelkategorien, så er det fuldstændig abstrakt at forholde sig til de to vedtagelser.” siger hun og tilføjer, at dannelsen af Fælleslisten afspejler manglende udsyn. ”Det som også er interessant ved Fælleslisten er det faktum, at det er de helt konkrete og nære sager, som sat gang i dannelsen af dette parti. Og det tror jeg hænger sammen med en bred tendens i samfundet i dag. Man ynder ikke så gerne at udvide sin horisont og tage den abstrakte overbygning med, men er kun engageret i det, som er konkret og som har at gøre med ens egen by. Det principielle i hvorvidt man bør medvirke i en angrebskrig uden FN i ryggen og det principielle i at ændre retssikkerheden for visse borgere, det forholder man sig ikke til, for det er abstrakt og besværligt. Jeg synes det er fantastisk, at der nu er nogle mennesker, der begynder at beskæftige sig med politik, men jeg synes altså også, at det er sigende, at det er det her, som får dem til det.” Den svære opskrift Derfor er det vigtigt at sikre, at kløften mellem den politiske elite og den brede befolkning ikke bliver afgrundsdyb. Ifølge Lene Andersen er centralnerven i det danske demokrati samtalekulturen, der gennemløber hele samfundet på kryds og tværs. ”I sidste ende er det jo vores egen skyld, at der er så stor en afstand mellem den politiske sfære og den almindelige brede befolkning,” påpeger hun. ”Alle og enhver kan jo melde sig ind i en vælgerforening og være med til at udpege, dem som skal stille op. Og det synes jeg faktisk, at folk skulle tage at gøre.” Hun mener, at det er en del af opskriften på at komme tidens poltiske apati til livs. Hun pointerer også, at det er vigtigt at spørge sig selv, hvor det er, at man kan bidrage til noget i samfundet. Uanset om det er lokalt eller globalt. Det vigtigste er, at man tager stilling til at den tillid, der skal være mellem mennesker, så vitterligt er der. Kort sagt er Lene Andersens opskrift på at komme tidens apati til livs og fastholde et levende og folkeligt rodfæstede demokrati lige så enkel som besværlig: ”Hver eneste af os har til opgave at blande sig, og hvis ikke ligefrem tage magten, så i hvert fald tage del i det politiske magtspil for at sikre, at det er et spil med flest mulige deltagere.” Blå bog Lene Andersen F. 1968. Civiløkonom, frafalden stud.teol. og forfatter til bogserien Baade-Og. Kvinden bag forlaget Det Andersenske Forlag. Frederik Christensen Tidligere forstander på den nu nedlagte Kerteminde Højskole og forfatter til bogen Med livet i højskolen. Ole Krarup F. 1935. Professor i Retsvidenskab og tidligere europarlamentariker for Folkebevægelsen mod EU.

Højskolerne går hårde år i møde

System — Tue, 24 Aug 2010 14:09:16 GMT

Som ventet bliver højskolerne hårdt ramt af Finanslovsforslaget for 2011. Dog har regeringen lyttet til FFD’s forslag så besparelserne bliver fordelt mere ligeligt skolerne imellem. Af Charlotte Kjærholm Pedersen Da Genopretningsaftalen i foråret blev præsenteret, så det sort ud for højskolerne. Især ”Udkantdanmark” og seniorhøjskolerne ville blive hårdt ramt af de markante besparelser i tilskud til korte kurser og så ikke store chancer for at overleve nedskæringerne. FFD udsendte en resolution, som udtrykte frustration over forslaget, og en anden model for besparelserne blev foreslået. Og det har regeringen – og Undervisningsministeriet tilsyneladende lyttet til. I al fald er den oprindelige plan for højskolerne forkastet til fordel for en model, hvor besparelserne er mere ligeligt fordelt mellem tilskuddene til korte og mellemlange kurser. Undervisningsminister Tina Nedergaard siger i en pressemeddelelse, ”Vi har lyttet til den kritik af genopretningsaftalen, som højskolerne har fremført. Efter drøftelser med højskolerne er den fremtidige model for tilskud til højskolerne derfor blevet justeret. Jeg er glad for, at vi i fællesskab har fundet en model, der på væsentlige områder imødekommer højskolernes ønsker, uden at det bryder med genopretningsaftalen.” Stadig svært I praksis betyder det, at alle skoler bliver ramt af en reducering i grundtilskud, mens tilskud til både korte og mellemlange kurser bliver reduceret mellem 30 og 35 %. Tilskud til længere kurser beholdes som oprindeligt. Men fremtiden bliver ikke let for højskolerne, ”Forslaget til finansloven indeholder som ventet alvorlige reduktioner på folkehøjskolernes område. Undervisningsministeren og partierne bag Genopretningsplanen udviste lydhørhed over for foreningens ønsker om at fordele besparelserne, så vi i højere grad kan undgå skolelukninger. Men tilbage står, at højskolerne stadig skal spare mere end 10 pct. af det samlede tilskud i 2011. Dette vil give alvorlige udfordringer,” skriver FFD på deres hjemmeside. Dagens overraskelse er, at mens Genopretningsaftalen gjorde sig gældende til og med 2013, har Finansloven også har sat 2014 på papiret. Her er nedskæringerne på 52 millioner ligesom de andre år. Undervisningsministeriet kalder det for en ”omstillingsreserve”, som er til ”omprioriteringer og nye initiativer på ministerområdet”.

Overvågning på grund af anonymt tip

System — Thu, 12 Aug 2010 10:57:34 GMT

En betjent mente, det ”meget vel kunne passe, ligesom der udmærket kunne afholdes skydeøvelse uden at det ville blive bemærket af de omboende”. Så alvorligt blev et anonymt tip fra en mand, hvis datter havde hørt rygter om, at Tidens Højskoles område blev brugt til afholdelse af skydeøvelser med sovjetiske våben, taget. Det var imidlertid ikke sandt, men alligevel blev skolen overvåget gennem længere tid. Overvågningen fandt sted i sommeren 1975, og den tidligere forstander på skolen, Poul Simonsen, var blandt de overvågede. Han var nævnt i PET-kommissionens rapport, hvilket fik ham til at søge aktindsigt. Gennem 6 A4-sider kunne han læse om sig selv og sine foretagender, som dog ikke involverer skyderier eller andet mistænkeligt, hvilket, sammen med ”flere pålidelige kontakter” der ikke oplever noget mistænkeligt, får PET til at afslutte overvågningen. Det skriver Dagbladet Information. Poul Simonsen siger til Arbejderen, efter at have set sig selv beskrevet i PET-arkiver, at det er ”meget kritisabelt, at man kan blive registreret hos PET på baggrund af anonyme rygter”. /cp

Færre tager sabbatår

System — Thu, 12 Aug 2010 10:57:27 GMT

Færre unge forventes i år at tage sabbatår, viser en ny undersøgelse lavet af Gallup. Omkring en tredjedel af alle unge, som afslutter en ungdomsuddannelse i år, vil gå direkte i gang med en videregående uddannelse. Blandt mændene drejer det sig næsten om halvdelen, mens lidt flere kvinder benytter sig af et sabbatår. Her er det ca. 30 %, der går den direkte vej. Det stemmer godt overens med Københavns Universitet, som gennem de seneste mange år også har oplevet, at gennemsnitsalderen ved studiestart er faldet. Gennemsnitsalderen er faldet en måned fra 1998 til 2008. Studiechef på Københavns Universitet, Claus Nielsen, fortæller, at han mener, at det er på grund af, at hele optagelsessystemet på universiteterne er lavet om. Så når det ikke giver mange ekstra chancer at tage på højskole eller andet som kvalificerer til kvote 2, benytter man sig ikke af det, dernæst at hvis man bruger for mange sabbatår, mister man muligheden for at gange sit karaktergennemsnit med 1,08. Lars-Henrik Schmidt, idehistoriker og forskningsdirektør på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole vurderer, at der også handler om en samfundstendens, som handler om at være målrettet og effektiv. /cp

Den sidste idealist

System — Thu, 12 Aug 2010 10:57:21 GMT

Den verdenskendte fotograf Jan Grarup er drevet af indignation og humanistisk idealismen. Derfor kan han ganske enkelt ikke lade være med at rejse til Darfur, Rwanda, Bosnien, Gaza - glemte brændpunkter, hvor mennesker på den ene eller den anden måde er i klemme. Han er en visuel folkeoplyser og grundlæggende humanist, der mener, at vi som privilegerede vesterlændinge har en forpligtelse over for mindre bemidlede dele af verden. Af Andreas Harbsmeier Ambitionen er at lave et portrætinterview af en mand, der helst ikke vil tale om sig selv. Fotografen Jan Grarup er i sig selv en rigtig god historie. For vi fascineres af mennesker, der sætter deres liv på spil i den gode sags tjeneste. Idealisterne, der brænder for en sag så meget, at de er villige til at betale store omkostninger for at oplyse og skildre social uretfærdighed, mennesker, der er udstødt eller lever under vanskelige vilkår på grund af krige, katastrofer eller politisk undertrykkelse. Men Grarup vil helst ikke tale om sig selv og om, hvor farligt hans arbejde er, da Højskolebladet møder ham på fotokursus på Grundtvigs Højskole, hvor han er kursusleder. ”Jeg har det ambivalent med at tale om det, fordi det hurtigt bliver til røverhistorier. Mine billeder handler ikke om mig – det handler om de mennesker, jeg fotograferer. Og jeg vil gerne beholde fokus på dem.” Billedet af machoreporteren, der render rundt i verdens krigszoner for, at vi derhjemme kan se og forstå, hvad det er, der egentlig foregår, er nærmest blevet en kliché. Og Grarup vil meget nødigt indlemmes i den, selv om han står tilbage som en af de få, der gør lige præcis det. Visuel folkeoplysning For Jan Grarup er en visuel folkeoplyser. Han bruger fotomediet til at fortælle de historier, han mener er vigtige. I haven på Grundtvigs Højskole tager han imod i bar mave og med en smøg i kæften. Han er netop vendt tilbage fra en opgave i Berlin, der handlede om tyske soldaters krigstraumer i forhold til Afghanistan – og det offentlige Tysklands syn på soldater. Og han har været vidt omkring i sin karriere. Han har dækket katastrofer og krige på adskillige kontinenter. Senest var han på Haiti for at skildre konsekvenserne af jordskælvet. Siden han startede som 15-årig som freelance-fotograf på Helsingør Dagblad, er det gået hurtigt for Grarup, der er en særdeles rutineret fotograf, selv om han kun er et par og fyrre. Sidste år gik han fra en fast stilling på Dagbladet Politiken for at blive freelance. Nu leverer han i stedet til anerkendte, internationale magasiner: Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker, italienske og spanske magasiner og for New York Times. På højskolen render håbefulde fotografer rundt og deltager i workshops og arbejder med deres egne projekter. Alle deltagere på kurset er optaget af fotografi, men det er ikke en lukket kreds for nørder. For det handler om de historier, der skal fortælles, og langt mindre om hvilket udstyr, man bruger, eller hvilke specifikke teknikker, man bruger. For selv om Grarup er kendt og respekteret for sine meget smukke, æstetiserede reportagebilleder, er det altid historien, det handler om: ”Kameraet er bare værktøjet til det, man i virkeligheden gerne vil. Som en hammer, hvis du er tømrer. Man skal ikke forveksle reportagefotoet med kunst. Det er det ikke for mig. Det er en fortællegenre, hvor man kommer meget tæt på andre menneskers liv og møder dem med en form for respekt. Det er mig, der fortæller jer om noget, jeg har oplevet – om nogle andre menneskers liv. Mit projekt er det samme, som det altid har været: At sætte fokus på mennesker, som lever i svære situationer, så deres historie også bliver fortalt.” Hvad kan fotografiet? Billeder fylder så uendeligt meget i den måde, vi opfatter og forstår verden. Gennem tv-mediet og gennem de fotos, vi bliver præsenteret for i aviser, magasiner og andre steder, dannes vores billede af verden. Men til trods for billedstormen, har fotoet på ingen måde mistet sin kraft. Tværtimod, mener Grarup: ”Tænk på, hvor mange gange i historien fotografiet har været medvirkende til at ændre folkestemninger. Om ikke andet står de i historiebøgerne som dokumentation for Auschwitz, Vietnam og så videre. Billederne fra Abu Ghraib fik en voldsom opmærksomhed og står nok som de vigtigste billeder i det seneste årti. Der er aldrig blevet taget så mange billeder, som der bliver taget nu. Alle folk har fået mobiltelefoner og kameraer. Der ligger tonsvis af billeder rundt omkring, og mange af dem er sikkert ikke engang blevet set endnu, selv om de på et tidspunkt vil få en betydning." Grarup mener ikke, at ”demokratiseringen” af fotomediet betyder, at de professionelle bliver overflødige. Tværtimod: ”Det er mange professionelle fotografer, der er nervøse for den udvikling. Sådan har jeg det ikke. I takt med at flere og flere mennesker tager billeder, får de også en interesse for stillfotoet. Alle er fotografer. Lige så snart du får et kamera i hånden, er du fotograf. Sådan er det. Og det er en god ting.” Grarup kan ganske enkelt ikke lade være med at dokumentere den virkelighed, han mener, at vi i al for ringe grad er opmærksomme på: ”Jeg render ikke rundt med en illusion om, at jeg forandrer verden. Men der er en del idealisme i mig, forstået på den måde, at det har store personlige konsekvenser at bevæge sig rundt i de områder, jeg gør. Og så er der jo en grad af idealisme i det. Jeg tror på, at den slags fotografier, jeg laver, kan være med til at åbne folks øjne og få dem til at reflektere lidt over nogle af de historier, som der ellers ikke er særligt meget fokus på. Min politiske overbevisning kan vel bedst beskrives som en grundlæggende humanisme. Det er egentlig enkelt: Vi lever i den meget, meget velbjergede del af verden. Og med velstand følger også et meget stort ansvar. Og jeg mener ikke, at vi i den vestlige verden lever op til det ansvar. Vi skal engagere os i de her ting, meget mere end vi gør – uden at tænke på egne interesser.” Det er indignationen, der driver værket: ”Indignation er et fantastisk brændstof. Det bruger jeg meget. Det at være indigneret over noget er en vigtig ting i forhold til at lave noget arbejde, som er vigtigt, ærligt og tæt på. Jeg er vokset på med en generation af indignerede journalister, men de findes næsten ikke længere. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Men det er jo ikke nok bare at være indigneret. Der er en masse ting, der skal gå op i en højere enhed for at man kan komme ud og lave de ting. Jeg har gennem 5 år lavet et projekt i Darfur, som i høj grad er drevet af en vrede over ligegyldigheden fra det internationale samfund: ’det er bare negere, der slås’-holdningen. Det pisser mig helt vildt af, fordi jeg også dækkede folkemordet i Rwanda i 1994, hvor det internationale samfund efterfølgende gik ind og sagde: aldrig mere. Og sker det samme igen – på sjette år.” Idealisten Journalisten Lasse Jensen sagde engang, at han blev nødt til at holde op med at rejse rundt og skrive fra krige, fordi han ellers enten var blevet kyniker eller alkoholiker. Der er Jan Grarup ikke endt: ”Det er masser af journalister og fotografer, der er kyniske, og det bærer deres tekster og deres billeder også præg af. Empati er kodeordet. Hvis du ikke er i besiddelse af det, så bliver dine billeder og dine tekster også noget lort. Jeg kan godt blive bekymret over det danske mediebillede. En klog mand har en gang sagt, at et land har de medier, det fortjener. Hvis det er tilfældet, ser det virkelig skidt ud herhjemme. Og jeg kan godt blive bekymret over, hvad det er, der sælger, hvad det er, unge mennesker ser i fjernsynet. For det har godt nok ikke meget med journalistik at gøre. Det danske mediebillede er rent ud sagt til at lukke op og skide i. Det er blevet meget fokuseret på, at folk skal sælge et produkt. Der er meget langt mellem de store gennemarbejdede ting.” Den måde at arbejde på, kræver et enormt engagement, men kan også have store omkostninger: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været gået ned med stress og noget, der senere er blevet diagnosticeret som posttraumatisk stress, som jeg er medicineret for. Så jo, det har kolossale personlige omkostninger for mig som menneske. Omvendt tror jeg aldrig, at jeg ville kunne komme i en situation, hvor jeg ville kunne leve uden det.” Og her nærmer vi os Grarup som idealist. Det handler ikke om ham: ”Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke var bange. Jo, for fanden. Hvis man ikke bliver bange, så skal man finde på noget andet at lave. Så begynder det at nærme sig noget suicidalt. Og jeg bliver ofte spurgt: Har du nogensinde været i livsfare? Ja, det har jeg været rigtig mange gange. Er der nogensinde blevet skudt efter dig? Ja, det er der rigtig mange gange. Men det er der, hvor det bliver røverhistorier. Jeg gør ikke det her for at fortælle røverhistorier, men fordi jeg har noget på hjerte. Jeg har ikke nogen ambition at komme til skade. Jeg har tre børn, jeg gerne vil se vokse op. Men det er farligt på mange måder. En ting er den rent fysiske del, når man rejser sådan nogle steder hen, som jeg gør. En anden del er, at det også er psykisk belastende. Jeg har været i situationer, hvor jeg tænkt, at hvis jeg kommer ud af det her, så findes der et eller andet, som holder hånden over mig. Og jeg har været i situationer, hvor jeg har tænkt: aldrig mere. Sådan er det, når man er i krig. Det er forfærdeligt og meget uhyggeligt. Det er meget ubehageligt at være i en situation, hvor der er nogle mennesker, som prøver at slå dig ihjel. Krigen i Bosnien var meget voldsom – ligesom i Rwanda i 1994 og i Darfur.” Jan Grarup Født 1968. Dansk fotograf. Har tidligere været ansat på Ekstra Bladet og Politiken. Arbejder nu for en lang række magasiner som Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker. Udgav i 2006 den retrospektive bog Shadow Land på Politikens forlag. Har modtaget et hav af priser for sine reportagefotos. Fotokursus I juni afholdt Grundtvigs Højskole i samarbejdet med Das Büro et intensivt ugekursus med en lang række af de bedste danske fotografer – med Jan Grarup som kursusleder. Deltagerne kunne blandt andre møde Jes Larsen, Tine Harden, Mads Nissen, Pixelsmed, Trine Søndergaard, Henrik Saxgren, Nicolai Howalt, Casper Balslev, Lea Meilandt, Claus Bjørn Larsen, Per Folkver, Carsten Ingemann, Erik Refner, Philip Blinkensop samt Lars Bech, Carsten Ingemann og Ulrik Jantzen.

Lukket skole genåbner

System — Thu, 05 Aug 2010 10:34:34 GMT

En solgt bygning og opbakning blandt lærergruppen har resulteret i en genåbning af Ærø Højskole Af Charlotte Kjærholm Pedersen Forstander Henrik Hartvig skal det næste halve år arbejde alene på Ærø Højskole. Ikke med skoledrift eller afholdelse af kurser, men med at skaffe elever til næste års kursus. Fremtiden så ellers ikke lys ud for Ærø Højskole. I foråret måtte skolens bestyrelse meddele, at de ikke længere så sig i stand til at fortsætte højskoledriften efter at have afsluttet det lange forårskursus. Beslutningen blev taget efter en tid med svigtende elevtal. Lokalbefolkningen på Ærø beklagede den udmelding, da højskolen har givet øen liv. En arbejdsgruppe, som skulle undersøge mulighederne for skolens forsatte virke, blev nedsat i løbet af foråret. De kom frem til, at skolens profil skulle skærpes yderligere. Og på en generalforsamling i juli blev fremtiden for skolen endnu engang diskuteret. På skolen har lærere, trods en opsigelse gældende fra 31. juni, bakket op om forstanderen. Ifølge Fyns Amts Avis har det været medvirkende til, at bestyrelsen forsøgte at finde penge til at Henrik Hartvig kunne blive på skolen. Og det er lykkes. Efter grundige overvejelser og konsultation hos en revisor har skolen valgt at frasælge en bygning, hvorfor skolen kan overleve på trods af flere års underskud. Det var et krav for, at skolen kunne komme ovenpå økonomisk, og fremtiden har været afhængigt af, om salget kunne gennemføres. Det giver Henrik Hartvig et halvt år til at skaffe elever nok til næste års kursus. Man regner med at mellem 25 og 30 elever vil få skolens økonomi til at hænge sammen. De faste lærere, som er opsagte, kan se frem til en genansættelse med start fra 1. januar, dog ikke med så mange timer, som tidligere.

Klaphat-kursus godkendt

System — Tue, 22 Jun 2010 09:13:59 GMT

Tilbage i april kunne Ekstrabladet bringe historien om, at man på Ryslinge Højskole afholdt et sommerkursus under VM i fodbold med elementer som ”sy din egen klaphat” og ”vælg din kampøl” og ”få kvalitetshotdog til kampen”. Det skabte en del røre og kritik af ikke mindst markedsføringen af kurset. Undervisningsminister Tina Nedergaard var ikke begejstret for, at staten skulle yde støtte den form for kursusvirksomhed – uanset om det levede op til lovens krav. Hun indledte derfor et tilsyn, der skulle klargøre, om kurset var i overensstemmelse med loven. Efterfølgende er det generelle tilskud til de korte kurser blevet reduceret kraftigt som led i Regeringens såkaldte Genopretningsplan. Resultatet af tilsynet foreligger nu, og heraf fremgår det, at kurset er fuldstændig lovligt og i orden. Forstander for Ryslinge, Asser Amdissen, ser sig dog nødsaget til at aflyse kurset – fordi der endnu ikke er nok tilmeldinger. Han skriver som svar til ministeriet: ”Desværre kommer ministeriets godkendelse for sent til, at vi kan gennemføre kurset. Om den megen polemik, ministerens forhastede og overdrevne kommentarer til kurset og den lange sagsbehandlingstid har påvirket deltagerantallet negativt, er umuligt at sige med sikkerhed, men den har næppe bidraget positivt. Under alle omstændigheder ser vi os nødsaget til at aflyse kurset.”

De grå hjelme holder kulturgryden i kog

System — Fri, 11 Jun 2010 08:59:22 GMT

Den typiske gæst til et foredragsarrangement en kvinde mellem 50 og 69 år. For det er de midaldrende kvinder, der forbruger kulturen, mens det er mændene, der producerer den. Og de ihærdigste af kulturforbrugerne sluger alt råt – lige fra klassiske koncerter over biografture og til foredragsarrangementerEn kulturel altæder Annelise Sylvestersen er en af de kvinder, som i høj grad nyder godt af det danske kulturliv. Hun er 65 år gammel, pensioneret pædagog og har et +1 årskort til både Tivoli og Louisiana, hvilket betyder, at hun gratis må tage en ven med. ”Jeg fandt ud af, at Niels Jørgen Steen var dirigent i Tivolis Big Band, som spiller derinde alle dage undtagen fredag, og man skal jo kun gå derind tre gange, så er årskortet betalt. Derudover er der jo Fredagsrock; blandt andet spiller Lis Sørensen, og Dalton-brødrene har lige givet koncert. Og så er haven altså meget smuk med alle de fine blomsteropsætninger.” Sådan forklarer Annelise Sylvestersen sit årskort til Tivoli. Det, der bedst kendetegner Annelise Sylvestersens kulturforbrug, er, at hun ”bruger kulturlivet på et bredt plan”, som hun formulerer det. Hun siger: ”Jeg er vild med al kultur. Måske lige bortset fra musicals og videokunst. Men jeg tvinger mig til at se videokunst for at følge lidt med i genren.” Med sit brede kulturforbrug minder hun om den gruppe af kulturforbrugere, som i en undersøgelse fra SFI bliver kaldt ’altæderen’. Mads Meier Jæger, som stod bag undersøgelsen, forklarer: ”Altæderne forbruger alt, hvad de kan komme i nærheden af kulturelt. Der er over 50 % sandsynlighed for, at de har benyttet alle de seks kulturtilbud, vi har målt på, i løbet af det seneste år – biografen, klassisk koncert, opera, teater, museum/galleri og avislæsning. Det er altså en gruppe, som ikke er snobbet i sådan en klassisk forstand. I stedet har de en bred smag. Den ene dag går de på Bakken, og den næste dag i Det Kgl. Teater og ser Wagner.” Mads Meier Jæger fortæller, at denne gruppe i 2004 bestod af 16 % af befolkningen, mens den i 1960’erne udgjordes af bare 1 % af danskerne, men at der i hele perioden er flere kvindelige såkaldte altædere end mænd. Desuden er der en overrepræsentation af unge i gruppen af altædere, men i løbet af årene er der blevet stadig flere ældre i gruppen. Kvinder forbruger og mænd producerer Trine Bille fortæller: ”Meget finkultur har kvinder i de lidt ældre aldersgrupper som den typiske kulturforbruger. Det gælder for eksempel klassiske koncerter og museumsbesøg, men det gælder også for læsning af skønlitteratur, deltagelse på aftenskole og i debatarrangementer.” En nylig undersøgelse fra Kulturarvstyrelsen viser, at den typiske museumsgæst er en 55-årig kvinde fra hovedstadsområdet, der arbejder som folkeskolelærer og engagerer sig i samfundet. Bortset fra, at Annelise Sylvestersen er over gennemsnitsalderen for den typiske museumsgæst, så matcher hun nøjagtig det billede. Da Højskolebladet besøger hende i hendes lejlighed midt på Nørrebro, fortæller hun begejstret om et møde, hun lige har været til i andelsforeningens gårdlaug om at lave legeplads i gården. ”Det er så vigtigt at gøre gården hyggelig og brugbar, så der er flere, der får lyst til at bruge den”, siger hun. Ud over engagementet i gårdlauget sidder hun i andelsforeningens bestyrelse, og derudover er hun engageret i Mellemfolkeligt Samvirke, som hun har været i Kenya med to gange, og desuden har hun netop meldt sig som frivillig medhjælper i et galleri. I det hele taget er hendes hverdag præget af engagement. Annelise Sylvestersen fortæller, at hun går meget på både gallerier og museer, og når hun bliver spurgt, om hun helst går alene eller sammen med nogen, siger hun: ”Jeg gør begge dele. Altså, jeg gider ikke følges med nogen, hvor jeg skal forklare alt, hvad jeg ser, eller hvis de skal læse alt op på skiltene og sådan noget. Jeg nyder at gå alene, men også at tage nogen med til noget, jeg har været begejstret for, og som de normalt ikke ville komme til.” Lektor ved institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, Peter Duelund, forklarede i forbindelse med Kulturarvstyrelsens undersøgelse museernes slagside til fordel for kvinderne. Han udtalte: ”Det er for eksempel også kvinder, der fortsat læser mest skønlitteratur. I det gamle Danmark gik borgerskabets kvinder hjemme i intimsfæren og havde tid og overskud til at danne sig og læse og dyrke kultur, mens mændene var ude i det hårde businessliv. Det er et gammelt kulturmønster, der er ved at ændre sig, men fortsat er en realitet.” Mads Maier Jæger fremhæver endvidere, at kvinder over 60 er den befolkningsgruppe, der har den laveste arbejdsmarkedsdeltagelse, og som dermed har tid til at bruge kulturlivet. ”På mange måder bekræfter undersøgelser af de typiske kulturforbrugere de traditionelle kønsforskelle og ’fordomme’. Dette gælder også i vid udstrækning i produktionen af kultur”, forklarer Trine Bille. Om end mændene er underrepræsenterede blandt museumsgæsterne, så er de til gengæld overrepræsenterede på museernes vægge og direktionsgange. En undersøgelse af de største danske museers indkøb af malerier i perioden 1989-1998 viste, at kun 6,5 % af museernes indkøb af malerier i denne periode var lavet af kvindelige malere. Også i eksempelvis musik- og filmbranchen dominerer mændene på produktionssiden. Trine Bille fortæller: ”Flere undersøgelser viser, at det er mændene, der dominerer de ledende stillinger indenfor såvel kulturproduktion som inden for mange andre erhverv.” Demokrati og kultur Højskolebladet spørger Mads Meier Jæger, om det er et demokratisk problem, at det er en snæver gruppe af danskere, der eksempelvis bruger museerne. I undersøgelsen ”Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter” fremgår det således, at 52 % af mændene ikke har været til hverken kunstudstilling, klassisk koncert eller i teatret i 2004. For kvinder er tallet 41 %. Og i undersøgelsen fra SFI fremgår det, at 36 % af den voksne befolkning ikke deltager i det danske kulturliv ud over en sjælden tur i biografen eller på biblioteket. ’Sofaløverne’ kalder Mads Meier Jæger denne gruppe. Han siger: ”Nej, det er ikke et stort demokratisk problem. I Danmark bliver kulturlivet støttet rimelig bredt, og dermed er der noget for alle. Desuden er vi det land i verden med lavest indkomstulighed. Vi har en omfordeling til middelklassen, og det er faktisk denne gruppe, som går mest i teatret. Selvfølgelig kan man altid spørge, om man får nok for pengene.” Han fortsætter: ”Der er sket en demokratisering af kulturlivet. Gruppen af kulturelle altædere er vokset kraftigt i løbet af de seneste 40 år og er samtidig blevet en mere broget skare. Tidligere var det kun eliten og det fine borgerskab, der var altædere, mens den brede middelklasse i dag er blevet føjet til gruppen.” Højskolebladet spørger, om denne gruppe ikke blot er en ny form for elite, der viser sit overskud både økonomisk og kulturelt ved at gå til så meget forskelligt som muligt. Mads Meier Jæger siger: ”Det er en mulighed. I hvert fald består gruppen i vid udstrækning af folk med et højt uddannelsesniveau, en relativt høj indkomst, og så er der en overrepræsentation af unge. Faktisk er denne altædende gruppe opstået i hele Europa, og man forsøger rundt omkring at få hold på den. Men man kan i hvert fald sige, at den er et tegn på, at danskerne er langt mere ens i dag end for 40 år siden, når det gælder socioøkonomiske forhold. Fordi de sociale skel er mindre synlige, er det mindre vigtigt for en direktør at differentiere sig kulturelt fra folkeskolelæreren.” Direktør for Købehavns Bymuseum, Jette Sandahl, mener til gengæld, at det er et demokratisk problem. Hun siger: ”Når vores institutioner (museerne, red.) systematisk ikke har kontakt med cirka en tredjedel af befolkningen, og det er den samme tredjedel hele tiden, så må det fra vores side være en aktiv udelukkelse. Det må være noget bestemt, vi gør. Det må være nogle bestemte måder, vi positionerer os på, så vi systematisk ikke er relevante for en meget stor del af befolkningens liv. Og da må vi spørge os selv: Hvad er det, vi gør for at sørge for at holde dem væk?” Endvidere slår Jette Sandahl fast, at det er en vigtig del af museernes forpligtelse at tænke i, hvordan de kan tiltrække et bredere publikum, da det er grundlæggende i både dansk og københavnsk kulturpolitik, at kulturen skal være for alle. Hun siger endvidere: ”I de sidste 100 år har museerne gået og ventet på, at folk skulle ændre sig, så de passede til museumsinstitutionen, men nu er det på tide, at museerne begynder at være opmærksomme på folks behov og tænke over, hvordan de kan blive relevante for folk. Vi tænker i museerne ofte, at det er kommunikationen, den er gal med – altså at vi ikke får vores budskaber godt nok ud –, men måske det i stedet er kernen, der er noget galt med. Vi tænker, at det næsten er naturgivent, at museer består af ting i en montre, men for mig at se er det vigtigt at gentænke institutionen og tænke meget mere på tværs af genrer og at være i kontakt med befolkningen, og hvilke behov folk har.” Opdrages til kunsten Annelise Sylvestersen mener, at befolkningen skal opdrages til at bruge kunst. ”Jeg synes, det er frygteligt, når jeg møder mennesker, der ikke kan læse en bog. Som kun kan spille bipbip- spil og læse dameblade. Ja, det kan selvfølgelig være godt nok, men ikke hvis det står alene.” Ifølge Annelise Sylvestersen er skolerne et godt sted at starte. ”Som det er i dag, er der en tendens til, at børnenes fantasi stækkes. Når vi beder dem tegne deres hus, så siger vi, at det ligner jo slet ikke, og på den måde ødelægger vi folks evne til udfoldelse. Jeg har været heldig at vokse op i et hjem, hvor kunst fyldte en masse. Min far elskede kunst og tog mig ofte med på besøg i gallerierne i Borgergade. Vi havde så mange malerier hjemme, men ofte forsvandt de igen et par uger senere – så skulle vi have rugbrød på bordet. Men der var altid noget pænt at se på, selvom pengene var små.” Også Peter Duelund mener, at skolen spiller en stor rolle. Han siger: ”Især for kunstmuseer betyder uddannelse meget for, om folk kommer. Derfor er samarbejdet med skolerne et sted at starte, hvis man vil brede kultur ud til alle og ikke blot til den snævre elite.”

Gellerup på tynd is

System — Fri, 11 Jun 2010 08:59:22 GMT

Gellerup Højskole skulle være åbnet den 1. august. Det eneste skolen ventede på, var at blive godkendt til at købe en del af Hejredalskollegiet til brug for højskolen. Det har de til gengæld vente enormt længe på. 5 en halv måned for at være mere præcis. Nu har højskolen fået afslag af Socialministeriet, som har behandlet ansøgningen. Begrundelsen lyder, at købet ikke kan godkendes, fordi det ikke vil nedbringe kollegiets gæld, da det er finansieret med pantebrev. Det er et problem for både højskolen og kollegiet, da højskolen skal eje deres egne bygninger til undervisning og beboelse for at blive godkendt, mens kollegiet risikerer at skulle lukke. Højskolen vil nu arbejde videre på at finde en løsning, men siger til JP Århus, at det bliver svært. Det så ellers lovende ud for Gellerup Højskole, som netop har ansat en ny kommunikationsmedarbejder, Mette Marie Karlberg. Hun er skolens anden ansatte, for ud over hende er kun forstanderen Kasper Graarup indtil videre tilknyttet skolen. Planen var, at de nu skulle i gang med at søge lærere, som kan undervise på skolen, hvis fokus er naturvidenskabelig med linjer inden for klima og miljøteknologi, sundhed og ernæring, computerspil og elektronisk legetøj samt arkitektur og konstruktion.