Nyheder

Ret ryggen og tal sandhed

System — Mon, 23 Jan 2012 13:06:04 GMT

INDSPARK At bowle alene bidrager muligvis til at fjerne hængemaver, men ikke til at frembringe social kapital. Sandhed er den vigtigste kilde til sundhed Af Ove Korsgaard Fastelavnsmandag den 25. februar 1884 blev der afholdt en gymnastikfest på Vallekilde Højskole, der skulle gå over i historien. Mens en 700-800 mennesker sang Hostrups nye sang ”Vi fik ej under tidernes tryk, et bøjet mod, en ludende ryg” marcherede 56 mandlige elever ind i det nye øvelseshus under ledelse af højskolelærer N.H. Rasmussen. Med den svenske gymnastiks indtog blev gymnastikken for alvor inddraget i højskolens arbejde på at udvikle en sund ungdom. Denne gymnastik skulle, som skolens forstander Ernst Trier formulerede det i sin tale, befri mennesker ”for den hænge-mave, der kun alt for meget synes at tynge mennesket nedad”. Gymnastikken skulle imidlertid mere end fjerne hængemaver, den skulle også være sund i en mere omfattende betydning. En gymnastisk bevægelse skulle ikke kun være funktionel i kropshygiejnisk forstand, den skulle også have æstetisk form og social betydning. Ved at forme bevægelserne æstetisk var det nemlig ikke kun legemets, men også sjælens behov, der blev tilgodeset. At smukke bevægelser nærer sindet, var en bærende tankegang i højskolernes arbejde med gymnastik. Den svenske gymnastik var ikke en individuel idræt, men en holdidræt, hvilket blev tillagt stor betydning. Dermed blev den enkelte gymnasts forhold til holdet et centralt omdrejningspunkt. Gymnastikholdet blev et billede på et folkeligt-demokratisk samfund, hvor det enkelte individ indordnede egne interesser under helheden. Denne følelse af, at ens handlinger var afgørende, kaldte på en ny form for subjektivitet og selvbevidsthed. Den disciplinering af kroppen, som gymnastikken bidrog til, hænger sikkert sammen med udvikling af et folkeligt-demokratisk samfund. Demokratiets og folkelighedens ’bagside’, den nødvendige selvdisciplinering, lå så at sige indlejret i den form for individualitet, som den svenske gymnastik var med til at frembringe. Den svenske gymnastik var uden tvivl med til at producere det, som i dag kaldes social kapital. Jeg hævder dermed, at der er en forbindelse mellem sundhed i mere omfattende betydning og social kapital. Hvorvidt der i nutidens samfund produceres tilstrækkelig ny social kapital, eller der tæres på kapitalen, er genstand for stor forskningsmæssig interesse. Den amerikanske sociolog og filosof Robert Putnam har undersøgt niveauet af social kapital i både Italien og USA. Resultaterne fra undersøgelsen i USA publicerede han i en artikel fra 1995 med titlen ”Bowling Alone: America’s Declining Social Capital” og derefter i en bog fra 2000. Titlen indikerer følgende: At bowle alene bidrager muligvis til at fjerne hængemaver, men ikke til at frembringe social kapital. Lad mig til sidst vende tilbage til højskolens forsøg på at fastholde et dobbelt sundhedsbegreb, der knytter en forbindelse mellem kropslig sundhed og sundhed i mere omfattende betydning. N.H. Rasmussen, der som nævnt introducerede den svenske gymnastik på Vallekilde Højskole i 1884, rejste senere til København, hvor han byggede gymnastikhuset på Vodroffsvej. Over indgangsdøren fik han hugget et manende motto: ”Ret ryggen og tal sandhed”. Det var hans måde at markere, at gymnastikken både skulle bidrage til en ret ryg og en rank holdning. Med mottoet siger H.N. Rasmussen med andre ord, at der er en forbindelse mellem sundhed og sandhed – ja, vel i virkeligheden, at sandhed i sidste instans er den vigtigste kilde til sundhed.

Ud i lyset

System — Mon, 23 Jan 2012 12:49:13 GMT

KOMMENTAR Højskolen befinder sig i offentligheden, og dens undervisningsform er udveksling med samfundet og konkret demokratisk erfaring. Hvorfor vil Stefan Hermann og Jørgen Carlsen lukke den inde i en osteklokke, som den for længst er brudt ud af? Af Aske Birkelund Erbs og Andreas Ullum Kristensen Som to unge mennesker med højskoleopholdet i frisk erindring, med et stort engagement i elevforeningsarbejdet og som kommende højskolelærere, synes vi, at vi har aktier i debatten om højskolens legitimitetsgrundlag. Men vi har desværre måttet konstatere, at debatten kørte fast i uklædeligt personfnidder og floromvundne luftkasteller, endnu før den nåede at komme rigtigt i gang. Stefan Hermann anklagede højskolerne for en ødelæggende og stagnerende oppositionstænkning. Bag dette synspunkt ligger en række, desværre meget udbredte, fordomme om den moderne højskole, som ifølge Hermann allierer sig “med de dele af kulturlivet, der synes, at det hele går ad helvede til”, og som med en slet skjult antydning bliver beskyldt for “traditionsfetichisme”. Det må være højskolens pligt at gendrive disse fordomme, hvis den vil legitimere sin undervisningsform. Det har Jørgen Carlsen forsøgt at gøre, og vi nikker med vores højskolehoveder, når han afbalanceret belærer om højskolernes evne til at “reformulere deres eksistensberettigelse på en ny tids betingelser” og om det problematiske ved en assimilering med resten af uddannelsessystemet. Men at udbasunere højskolerne som “samfundets samvittighedsværksted” er en isolerende etikette, der ikke dækker den højskoleoplevelse, vores generation af højskoleelever har haft. Jørgen Carlsens tanke er, at højskolerne skal være en slags modsætning til og vagthund over for et uddannelsessystem, der er “ideologisk ensrettet af neoliberal virksomhedstænkning”. Med idéen om et “samfundets samvittighedsværksted” fornemmer man dog, at det ikke kun er uddannelsessystemet, Jørgen Carlsen tænker højskolerne i opposition til, men hele samfundet. Vi mener, at man skal vare sig for at afskære højskolerne fra resten af samfundet og lukke dem inde i en osteklokke. Med Carlsens ekskluderende og arrogante bemærkning om, at der på højskoler simpelt hen er ånd til forskel, trækker han højskolerne med op i det træ, hvor de bliver sårbare over for anklager om navlepilleri og selvforherligelse. Ikke fordi man skal have højskolernes folkelighed til at rime på suverænitet og styre, som Hermann plæderer for, men fordi højskoleformen i dag består af en konstant udveksling med den verden, der omgiver den. En åben eller lukket klub? I vores højskolers respektive elevforeninger er det netop udvekslingen, vi har oplevet. Her har vi arbejdet med en ny foreningstanke, der er det stik modsatte af en lukket klub, der fortaber sig i indadskuende diskussioner om metafysik og Grundtvigs salmer. Før i tiden var det en selvfølge at melde sig ind i foreningen og oprette kredse landet over, og ofte var foreningen indirekte styret af forstanderen. Nu skal elevforeningerne vise deres værd og konkurrere på lige vilkår med andre af senmodernitetens flydende fællesskaber. Det er et arbejde, der retter sig mod at samle elever på tværs af årgange og engagere dem i arrangementer både på og uden for højskolen. Dette vidner ikke om et indelukket oppositionsfællesskab, men om en demokratisk dannelse med fokus på den praktiske anvendelse af livsoplysningen. En sådan foreningstanke, mener vi, ligger i forlængelse af højskoleformen, som den rent faktisk ser ud i dag. Vi husker den konkrete lærdom, udsprunget af praktisk afprøvning af kreative oplysningskampagner, af besøg i forskellige aktivistmiljøer, asylcentre eller danske dagblade. Det er mellemøstrejser eller ture til USA og Istanbul, der er med til at forme vor tids højskoleophold: At stå ansigt til ansigt med store konflikters involverede parter i Jerusalem, på Tahrir-pladsen og i Amman. For et år siden inviterede Grundtvigs Højskole til debat om højskolens kerneværdier. Her var resultatet en vision om Højskole 2.0, en skole, der samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner og omverdenen generelt. Det har resulteret i blandt andet bande-seminarer, integrationsdage på Nørrebro og policy slam på Christiansborg. Disse eksempler vidner om højskoler, der naturligt betragter sig selv som en del af deres omgivelser og ser deres fornemmeste opgave i at lære gennem udveksling og konkret demokratisk erfaring. Demokratisk dannelse i det faktisk levede liv Den moderne højskole er ikke længere en kulturel smeltedigel, hvor alle samfundslag mødes under samme idé om harpens kraft. Moderne højskoleelever er et privilegeret folkefærd af ressourcestærke 4.g’ere på vej fra gymnasiet til en videregående uddannelse. Den demokratiske dannelse, højskolerne i dag er i stand til at give disse unge mennesker, finder ikke sted på højskolen, men gennem højskolens udadrettethed og i selve udøvelsen af demokrati. Denne indsigt kan måske give mere substans til Jørgen Carlsens luftige idé om højskolernes forbindelse til “det faktisk levede liv”. Det kan også være, at den kan afdække de tanker, der ligger bag Carlsens vage formulering om, at højskolen skal sætte de unge i en “overskudstilstand”, men i så fald kommer hans pointe ikke tydeligt frem, hvis de unge samtidig er manet op i en oppositionel krog. Med et blik for denne udveksling mellem højskole og samfund, mener vi, at man kan besvare Hermanns kritik uden at pådutte ham et fintfølende ideologisk enten-eller. Vi mener ganske enkelt, at det er forkert, når Hermann påstår, at højskolerne ikke er til stede i offentligheden. Højskolerne underviser netop i et samspil med offentligheden. Højskolen lærer om livet gennem praktisk erfaring i verden. Faktum er, at højskolerne ikke består af lukkede klubber og menigheder. Spørgsmålet er, om et fokus på den udveksling med verden, der i dag foregår på højskolerne, ikke er et mere konstruktivt udgangspunkt for debatten om højskolernes eksistensberettigelse.

En sundhed med mening, tak

System — Mon, 23 Jan 2012 12:17:56 GMT

TENDENS Højskolelever sover lidt og drikker meget. Alligevel bliver de sundere mennesker. Det gør de i kraft af fællesskabet, konkluderer en ny undersøgelse af højskolernes forhold til sundhed Af Andreas Harbsmeier For et par år siden fortalte forfatteren Lise Nørgaard i en tv-udsendelse om sin mor, der levede en temmelig asketisk tilværelse uden at lade sig friste af nydelser af nogen art. Moderen blev 98 år og så efter sigende forrygende ud til det sidste. Ikke et liv med de store armbevægelser, men et langt liv. Det lignede et godt argument for det sunde liv. Skulle man tro. Men Nørgaard fortalte så også historien om moderens søster, der som noget nær den rene modsætning mere eller mindre permanent trak vejret gennem en cerut og gladeligt tog for sig at de våde varer. Det påfaldende var, at denne søster også blev 98 og angiveligt var en ganske attraktiv størrelse til det sidste. De fleste kender sådanne historier, og de bruges gerne af rygere og andet godtfolk som et værn mod diverse kampagner fra Sundhedsstyrelsen eller Kræftens bekæmpelse. For sundhed opfattes i dag primært som et spørgsmål om at undgå sygdom. Vejen dertil går gennem motion, rigtig kost, nul cigaretter, nul alkohol. Her handler det nemlig om at forblive sund, så man som borger er tilgængelig for arbejdsmarkedet hele tiden og så længe som muligt. Flere forskere har dog peget på, at den entydige fokus på den fysiske sundhed fra officielt hold ofte har lige nøjagtig den modsatte effekt. Derfor tales der ofte om et sundhedstyranni. Den fysiske sundhed kan ikke være et mål i sig selv. Alligevel er det en almindeligt udbredt forestilling, at sundhed er af det gode, samtidig med, at der tilsyneladende ikke findes en bred diskussion af, hvad sundhed i grunden er. Er sundhed det gode liv, eller er det kun et spørgsmål om forebyggelse af fysiske og psykiske skavanker? Ny undersøgelse Karen Wistoft, der er lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Århus Universitet, er ved at lægge sidste hånd på en større undersøgelse af højskolefællesskabets forhold til sundhedsbegrebet. Undersøgelsen har til formål at indfange nogle af de sundhedsfaktorer, som ikke rummes af det smalle sundhedsbegreb, der gør sig gældende på andre uddannelsesinstitutioner, eksempelvis i Folkeskolen. Her handler det om, at børnene skal bevæge sig, de må ikke blive for tykke og ikke spise for meget fedt og så videre. Men hvordan de har det med sig selv, er ikke det, man laver sundhedsindsatser i forhold til. Karen Wistoft forklarer, at man med undersøgelse vil forsøge at finde frem til ”et sundhedsbegreb, som ikke kun handler om at undgå sygdom, men også om at leve et godt liv i fællesskab med andre”. ”Kan vi finde fællesskaber, hvor man får oplevelsen af at leve et godt liv. Og kan man overhovedettolke det som et sundt liv?,” spørger hun retorisk. Spørgsmålet er altså, om fællesskab kan føre til et sundere liv? Ifølge undersøgelsen er det i høj grad tilfældet. Tre fjerdedele af højskolerne svarer, at højskolen, ”via fællesskabet og højskoleånden giver ny mening og dermed også mulighed for at revidere en traditionel (fysisk) sundhedsopfattelse.” Og mere end halvdelen af højskolerne svarer, at højskolens fællesskab giver anledning til, at elever og lærere oplever at leve et sundere liv. Det peger i retning af, at de fleste skoler opfatter sundhed som noget mere og andet end blot fysisk sundhed. Sundhed i højskolens regi beskrives af mere end tre ud af fire højskoleforstandere som sundhed i form af sund kost, som sundhed via fællesskab og højskoleånd og som værende muligt via gode rammer for fysisk udfoldelse. Ca. 60 procent af forstanderne vurderer, at højskolerne bibringer eleverne et sundere liv. Langt de fleste tilføjer dog uddybende kommentarer, hvor de ligesom de mange der svarer ”ved ikke” præciserer, at det er mere komplekst end som så. Mangel på søvn og et stort alkoholforbrug trækker i den anden retning. Og det er jo som bekendt udbredte fænomener i højskolelivet. Store forskelle Overordnet falder højskolernes forhold til sundhed ifølge undersøgelsen i tre kategorier. De, der har en overvejende positiv holdning til sundhedsbegrebet; de, der har en negativ holdning til sundhed og de, der har en neutral holdning. Blandt de skoler, der har et positivt forhold til sundhed, finder man ikke overraskende de såkaldte livsstilshøjskoler. ”Man bliver ikke lykkelig af at tabe sig, men man taber sig, når man er lykkelig, er udgangspunktet for den gruppe,” forklarer Karen Wistoft. De skoler er optaget af at eleverne får lagt deres liv om. Men det er fællesskabet, der kommer først. ”Det er højskoler, hvor man arbejder helt bevidst med skabe vendepunkter i folks liv. Hvor man bruger fællesskabet til at skabe et sundere liv for den enkelte,” fortæller hun videre. De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, betragter samtidig sundhed som et smalt sygdomsforebyggende begreb, der udelukkende tjener til at effektivisere mennesker ind i konkurrencesamfundet. ”Vi har elever, der i den grad trænger til at få rystet noget af deres fokus på sundhed af sig, så de kan få et mere rigt og facetteret liv,” siger en forstander blandt andet i undersøgelsen. ”Min oplevelse er nok bare den, at de, der går mest op i sundhed, i virkeligheden har nogle røvdårlige liv,” lyder det også meget direkte fra samme forstander. ”De skoler, der har et negativt forhold til sundhed, ser det som højskolens fornemmeste opgave at befri eleverne fra samfundets sundhedsregime. De skal komme her og drikke som de vil, motionere som de vil og dannes til frie mennesker,” forklarer Karen Wistoft. ”I virkeligheden lærer de deres elever at sige nej tak. De lærer dem ikke at underlægge sig de dominerende præstationskrav.” På de skoler, der i undersøgelsen betegnes som neutrale, føler man sig ikke forpligtede til at forholde sig til sundhed. ”Disse skoler føler sig lidt ophøjede. De behøver ikke tage sundhedsbegrebet ad notam. De er politiske, de er musiske, de er filosofiske. De er en smule hævede over det, som resten af samfundet er optaget af – noget så simpelt som sundhed. Det viser sig så, at de højskoler alligevel er optaget af god mad, smukke omgivelser og god omgangstone. Men selve spørgsmålet om sundhed behøver de ikke at have noget med at gøre. De er neutrale på en lidt ophøjet måde,” fortæller Karen Wistoft. Fælles for de tre tilgange til sundhed er dog, at sundhed aldrig må være et moraliserende præstationskrav til den enkelte. Højskolepædagogikken som ideal Undersøgelsen viser dog, at langt de fleste højskoler arbejder med et temmelig nuanceret sundhedsbegreb. I udgangspunktet er ”fællesskab andet end sundhed. Det er dybest set også at prøve noget usundt, hvilket eleverne gør, fordi det også skaber fællesskab, fx byture, videoaftener med slik etc.,” som en forstander forklarer. ”Jeg mener, at sundhed det er noget fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. Og det bliver kombineret her. Og jeg mener, at hvis man skal have det godt, hvis man skal have sundhed, så skal man afbalancere på alle planer,” siger en elev desuden i undersøgelsen. Karen Wistoft uddyber: ”Alle steder siger eleverne, at de tør være sig selv. At de ikke skal præstere for andre, men for dem selv. De er forpligtede over for fællesskabet. De har en betydning for andre, der ikke er båret af præstationskrav - til stor forskel fra det øvrige uddannelsessystem. Højskolepædagogikken abonnerer på nogle andre pædagogiske idealer, som gør, at dem der arbejder med sundhed får nogle andre resultater, end dem, man ser i samfundet. Det er ikke for at styre andre, men for at lære dem noget. I den forstand er højskolerne meget tro mod deres pædagogik.” Karen Wistoft ser gode muligheder i at bringe nogle af de erfaringer og pædagogiske praksisser, man har i højskoleregi, ind i andre sammenhænge: ”Højskolerne er suverænt gode til at arbejde med pædagogiske praksisser, der ikke er styret af politiske eller moralske dagsordener.”

Seniorhøjskole flash mobber

System — Thu, 05 Jan 2012 14:22:43 GMT

Højskolen Marielyst gør, hvad de kan i disse økonomiske svære tider. I dag tog en gruppe lærere, kursister og venner af seniorhøjskolen ind på Københavns Hovedbanegård og lavede en flash mob. Det er en mørk formiddag den 5. januar. Det regner og rusker udenfor. Men pludselig ankommer den ene festklædte musikant efter den anden til Højskolernes Hus. Det er lærere, kursister og venner fra Højskolen Marielyst – for aktive seniorer. Stemningen i kantinen, hvor de samles, er munter, men afventende. Det er nemlig planen, at de fremmødte skal lave en flash mob på Nytorv. De kigger ud af vinduerne på en øde plads, hvor kun en enkelt foroverbøjet person strider sig gennem regn og blæst. Hmm, det ser ikke så godt ud, lyder det fra musikerne. Skal vi aflyse? Nej, så hurtigt giver de ikke op på Marielyst. Der bliver ringet til Hovedbanegården, og mens der ventes på svar, fortæller lærer Michael Mondrup om projektet. Han er i dagens anledning dirigent og iført sort smoking, hat og dirigentstav. ”Vi skal lave en flash mob herude på Nytorv, men nu prøver vi at rykke det til Hovedbanegården. I begyndelsen skal der kun være én, der spiller – så kommer der hele tiden flere til. Vi har en rolle hver og så improviserer vi der fra. Én skal hele tiden følge efter damerne, en anden spiller forkert toneart osv. Samtidig deles der flyers med tilbud og kataloger ud. Faktisk er der mange af dem, der er kommet for at hjælpe, kursister og venner af højskolen, som har set vores opslag på Facebook. Det er virkelig dejligt. Vi vil gerne gøre opmærksom på Marielyst Højskole. Det er svære tider for højskoler med korte kurser, fordi vi ikke får så mange midler som tidligere, så vi vil gerne trække nye kursister til. Der er jo ikke så mange seniorhøjskoler tilbage. På Marielyst er der meget musik, og hver morgen spiller lærerne. Her vil vi så give mulighed for at opleve lidt af højskolestemningen i vores flash mob.” ”Vi tager til Hovedbanegården! Der er givet grønt lys,” lyder det ovre fra telefonen. Alle samler deres ting sammen og tager af sted. Vi følger med og ser dirigenten og resten af orkesteret give den hele armen til forundring og morskab for de forbipasserende. Med en fløjte forsøger dirigenten at holde styr på sin udisciplinerede trop af glade musikanter, der lader sig rive med og spiller forkert, eller bliver distraheret af de forbipasserende – og ganske rigtigt også en kvindes gode bagdel. ”Er det ikke lidt overdrevet med en dirigent til kun to spillemænd – hov, der kommer der sørme én til, der vil være med – ej hvor sjovt, mon de kender hinanden?”, lyder det fra en midaldrende herre til kollegaen. Mange af banegårdens rejsende stopper og filmer med deres mobiltelefoner. En lille pige får endda lov til at lege dirigent for hele ensemblet. Der bliver klappet og uddelt kuponer og kataloger, og selvom det drypper ned gennem taget, glemmer man hurtigt den grå januar udenfor.

55 højskoleforstandere i fælles protest mod finanslovsaftalen

System — Thu, 08 Dec 2011 14:26:55 GMT

I en fælles udtalelse protesterer 55 højskoleforstandere fra hele landet mod aftalen om næste års finanslov: Trods klare udmeldinger fra alle regeringspartierne om det modsatte inden valget, er besparelserne på højskoleområdet i Genopretningspakken ikke blevet rullet tilbage. ”Den 20. november blev der indgået aftale om næste års finanslov, og den lovede tilbagerulning af den tidligere regerings kraftige besparelser på højskolerne har ikke fundet sted”, skriver forstanderne, hvis højskolerne sammen med de øvrige frie skoler blev ramt ekstraordinært hårdt med en samlet besparelse på 9 % af højskolernes bevilling. ”Både i forbindelse med disse besparelser og i løbet af den nylige valgkamp har de tre regeringspartier og Enhedslisten ved flere lejligheder givet tydeligt udtryk for, at Genopretningspakken ville blive rullet tilbage på vores område, så snart de fik magt hertil,” udtaler forstanderne med henvisning til, at S, SF og R i løbet af valgkampen ved flere lejligheder lovede besparelserne rullet tilbage. Besparelserne rammer de godt 50.000 danskere, der hvert år opholder sig på et længere eller kortere højskoleophold. Den fælles udtalelse lyder i sin helhed: Den 20. november blev der indgået aftale om næste års finanslov, og den lovede tilbagerulning af den tidligere regerings kraftige besparelser på højskolerne har ikke fundet sted. I forsommeren 2010 blev der med Genopretningspakken vedtaget besparelser på højskolerne på 40 mio. kr. årligt svarende til 9 % af højskolernes bevilling. Højskolerne blev således sammen med de andre frie skoler ramt ekstraordinært hårdt, og besparelserne har ramt alle højskoler. Både i forbindelse med disse besparelser og i løbet af den nylige valgkamp har de tre regeringspartier og Enhedslisten ved flere lejligheder givet tydeligt udtryk for, at Genopretningspakken ville blive rullet tilbage på vores område, så snart de fik magt hertil. Flere end 50.000 danskere opholder sig hvert år på et højskolekursus på en folkehøjskole. Mennesker i alle aldre, fra alle dele af landet og med vidt forskellige sociale og uddannelsesmæssige baggrunde bruger tid på at mødes, blive klogere på hinanden og på verden omkring dem. Det er en stor gevinst for det danske demokrati, at sådanne mødesteder findes. Vi skal på den baggrund opfordre til, at regeringen inden endelig vedtagelse af finansloven prioriterer at finde de 40 mio.kr, som blev taget fra os, og som vi er blevet stillet i udsigt at få tilbage. Udtalelsen er tiltrådt af: Aage Augustinus, Ole Damgaard, Michael Nielen, Dieter Küessner, Vibeke Lundbo, Helga og Carsten Kolby Kristiansen, Claus Bo Andreasen, Henrik Løvschall, Betina Møgeltoft Christiansen, Simon Lægsgaard Madsen, Lars Sonne Hansen, Uffe Strandby, Kurt Willumsen, Mogens Godballe, Søren Børsting, Ulla Fisker, Mette Grønnegaard og Hans-Jørgen Møller, Lisbeth Trinskjær, Else Mathiassen, Axel Lasthein Madsen, Heidi Vølcker, Rikke Forchhammer, Søren Launbjerg, Torben Østergaard, Ole Kobbelgaard, Mads og Anja Rykind-Eriksen, Søren Stein Brinck, Mogens Sommer Madsen, Kurt Finsten, Mette Damgaard Sørensen, Jacob Kjærsgaard, Vibeke Hundborg, Henrik Nymann Eriksen, Erling Joensen, Nina og Thue Kjærhus, Søren Ernst Lüdeking, Tyge Mortensen, Claus Kjær Brandstrup, Louis Mogensen, Vibeke Lundbo, Jakob Mejlhede Nielsen, Geert Bruno Sørensen, Vita Storborg, Ole Toftdahl, Helle Mogensen, Jørgen Carlsen, Pia Schnoor, Ole Dedenroth, Vita Andreasen og Bent Andreasen, Jakob Bonderup

56 højskoleforstandere i fælles protest mod finanslovsaftalen

System — Thu, 08 Dec 2011 14:26:26 GMT

I en fælles udtalelse protesterer 56 højskoleforstandere fra hele landet mod aftalen om næste års finanslov: Trods klare udmeldinger fra alle regeringspartierne om det modsatte inden valget, er besparelserne på højskoleområdet i Genopretningspakken ikke blevet rullet tilbage. ”Den 20. november blev der indgået aftale om næste års finanslov, og den lovede tilbagerulning af den tidligere regerings kraftige besparelser på højskolerne har ikke fundet sted”, skriver forstanderne, hvis højskolerne sammen med de øvrige frie skoler blev ramt ekstraordinært hårdt med en samlet besparelse på 9 % af højskolernes bevilling. ”Både i forbindelse med disse besparelser og i løbet af den nylige valgkamp har de tre regeringspartier og Enhedslisten ved flere lejligheder givet tydeligt udtryk for, at Genopretningspakken ville blive rullet tilbage på vores område, så snart de fik magt hertil,” udtaler forstanderne med henvisning til, at S, SF og R i løbet af valgkampen ved flere lejligheder lovede besparelserne rullet tilbage. Besparelserne rammer de godt 50.000 danskere, der hvert år opholder sig på et længere eller kortere højskoleophold. Den fælles udtalelse lyder i sin helhed: Den 20. november blev der indgået aftale om næste års finanslov, og den lovede tilbagerulning af den tidligere regerings kraftige besparelser på højskolerne har ikke fundet sted. I forsommeren 2010 blev der med Genopretningspakken vedtaget besparelser på højskolerne på 40 mio. kr. årligt svarende til 9 % af højskolernes bevilling. Højskolerne blev således sammen med de andre frie skoler ramt ekstraordinært hårdt, og besparelserne har ramt alle højskoler. Både i forbindelse med disse besparelser og i løbet af den nylige valgkamp har de tre regeringspartier og Enhedslisten ved flere lejligheder givet tydeligt udtryk for, at Genopretningspakken ville blive rullet tilbage på vores område, så snart de fik magt hertil. Flere end 50.000 danskere opholder sig hvert år på et højskolekursus på en folkehøjskole. Mennesker i alle aldre, fra alle dele af landet og med vidt forskellige sociale og uddannelsesmæssige baggrunde bruger tid på at mødes, blive klogere på hinanden og på verden omkring dem. Det er en stor gevinst for det danske demokrati, at sådanne mødesteder findes. Vi skal på den baggrund opfordre til, at regeringen inden endelig vedtagelse af finansloven prioriterer at finde de 40 mio.kr, som blev taget fra os, og som vi er blevet stillet i udsigt at få tilbage. Udtalelsen er tiltrådt af: Aage Augustinus, Ole Damgaard, Michael Nielen, Dieter Küessner, Vibeke Lundbo, Helga og Carsten Kolby Kristiansen, Claus Bo Andreasen, Henrik Løvschall, Betina Møgeltoft Christiansen, Simon Lægsgaard Madsen, Lars Sonne Hansen, Uffe Strandby, Kurt Willumsen, Mogens Godballe, Søren Børsting, Ulla Fisker, Mette Grønnegaard og Hans-Jørgen Møller, Lisbeth Trinskjær, Else Mathiassen, Axel Lasthein Madsen, Heidi Vølcker, Rikke Forchhammer, Søren Launbjerg, Torben Østergaard, Ole Kobbelgaard, Mads og Anja Rykind-Eriksen, Søren Stein Brinck, Mogens Sommer Madsen, Kurt Finsten, Mette Damgaard Sørensen, Jacob Kjærsgaard, Vibeke Hundborg, Henrik Nymann Eriksen, Erling Joensen, Nina og Thue Kjærhus, Søren Ernst Lüdeking, Tyge Mortensen, Claus Kjær Brandstrup, Louis Mogensen, Vibeke Lundbo, Jakob Mejlhede Nielsen, Geert Bruno Sørensen, Vita Storborg, Ole Toftdahl, Helle Mogensen, Jørgen Carlsen, Pia Schnoor, Ole Dedenroth, Vita Andreasen og Bent Andreasen, Jakob Bonderup, Søren Winther Larsen

Udfordringen

System — Thu, 24 Nov 2011 10:56:10 GMT

INTERVIEW Væk med Tvind-loven og højskolen som social parkeringsplads og ind med opdrift og genopfindelse, mener Kulturminister Uffe Elbæk. Han udfordrer samtidig højskolerne til at glæde sig over de penge de faktisk får Af Andreas Harbsmeier og Sara Peuron-Berg Fra denne måned er højskolerne endeligt flyttet til kulturministerens kontor. Og det er også der, Højskolebladet møder ham. Uffe Elbæk glæder sig over flytningen. Han er da også selvhøjskolebarn. ”Jeg er både vokset op på højskole, har gået på højskole, og mine forældre er tidligere højskolelærere – så jeg har fået det ind med modermælken. Jeg synes jo, det er en fantastisk opfindelse, og det er helt bevidst, at jeg siger opfindelse. Det, som er så interessant, og som trækker tråde op til i dag er, at højskolen er et eksempel på en socialt fænomen, som fuldstændig opfandt en ny måde at organisere sig på, at lære på og at formulere sig på. På et tidspunkt, hvor man gik fra landbrug til industri. Man skulle finde ud af, hvordan den nye samfundsform skulle se ud. Og et eller andet sted har nutiden samme politiske udfordring. Hvis man skulle forestille sig at lave en højskolen, geration 2.0, hvordan skulle den så se ud? Er der brug for den?” Hvilke specifikke forestillinger eller holdninger har du taget med dig? ”Det handler blandt andet om at være i et socialt rum, hvor der er rigtig højt til loftet. Hvor der er en mangfoldighed af holdninger, sociale erfaringer og kulturelle ståsteder, som kan finde ud af at være i samme rum og have en levende samtale med hinanden. Noget af det, der går igen, når man snakker med gamle højskoleelever, er, at deres liv, i kraft af at de kom på højskole, tog en helt ny drejning, fordi der pludselig åbnede sig nogle døre, de slet ikke troede, de kunne gå ind af. Når højskolen er bedst, skaber den en kreativ pause, fordi eleverne faktisk finder ud, at verden er meget større, end de troede.” Hvis du skulle beskrive, hvorfor højskolerne er vigtige i dag, hvad ville du så pege på? ”Hvis vi havde brug for den kreative tænkepause dengang, så har vi det da ved Gud også i dag. Der er ligheder med den samfundsmæssige udfordring, vi står over for. Om højskolerne kommer til at være en social katalysator for det nye, der er på vej ,eller de ikke gør – det er op til højskolerne selv. Jeg siger bare, at det er en mulighed. Der var nogle, der så den mulighed for 150 år siden, og det er den samme samtale man har brug for i dag.” Dermed sagt, at du ikke synes de bruger den mulighed i dag? ”Det har jeg ikke sagt noget om. Jeg siger bare, at der er en fantastisk mulighed for højskolerne til at spille en meget vigtig rolle i samfundet i dag. Vi skal arbejde anderledes, vi skal uddanne os anderledes, vi skal bo anderledes, vi skal transporteres anderledes, vi skal tænke anderledes og vi skal organisere os anderledes. Og højskolerne kan spille en aktiv rolle, de har en historik, de har gjort det før og hvorfor skulle de så ikke gøre igen?” Men du mener der er brug for en højskolen version 2.0? ”Jeg tror, at alle, uanset om det er højskoler eller andre uddannelsesinstitutioner, bliver nødt til at genopfinde sig selv igen og igen i og med, at den samfundsmæssige situation, man indgår i ændrer sig. Til gengæld skal man også huske, hvor man kommer fra, og hvad det var, der gjorde, at man blev til. Nu lyder jeg simpelthen så altmodisch. Men det vigtige er den levende samtale, det med at kunne sætte sig i den andens sted. Og ikke være presset til at skulle præstere, fordi man skal have en bestemt karakter, men at man faktisk har mulighed for at tænke sig om og finde ud af: Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Og hvor vil jeg gerne hen? At man dybest set får mulighed for både at have en indre samtale med sig selv og have en samtale med nogle, man ikke regnede med at have en samtale med.” Nu siger du, at det er højskolerne selv, der skal udvikle sig på det område, men hvordan mener du, de skal gøre det? ”Højskolerne har altid været i konstant samtale med sig selv om, hvad de skal, hvad der er den rigtige højskole, og hvem der har gjort sig fortjent til at fåde bevillinger, de får. I 70erne spillede en del af højskolerne ind i samfundet. Vi så en række røde højskoler, blandt andet St. Restrup Højskole, hvor jeg selv var barn, der var meget langt fremme.” Og Tvind… ”Tvind er et eksempel. Man brugte højskolems måde at organisere sig på til at forholde sig til det samfund, man var en del af. Og nogle havde mere succes med det projekt end andre. Så skete der noget igen omkring Oure. Her var spørgsmålet: Hvornår overskrider man grænsen fra at være en ’almindelig højskole’ til at blive en kompetencegivende højskole. Spørgsmålet er, hvad fokus er. Er det den levende samtale, eller er det at blive helt vildt god windsurfer? Så der er altid en dynamik i at positionere sig i forhold til dels det øvrige uddannelsessystem og dels den samtid, man er en del af. Er det et problem, hvis højskolen nærmer sig det kompetencegivende? ”Overhovedet ikke. Og Oure er et godt eksempel på en gentænkning af højskolen. Man skal hele tiden skal være bevidst om, hvor grænsen går? Hvordan sikrer man sit eget kulturelleog værdimæssige ståsted? Det ligger jo i lovgivningen, at man ikke må holde eksamener og undervisningen skal have bred almen karakter... ”Man kan jo godt blive nørdet og kigge på, hvad loven siger. Det skal man jo også, fordi man skal kunne leve op til det tilskud, man får. Det kan godt være, at højskolerne på nogle områder er gået helt hen til kanten i forhold til det kompetencegivende forløb. Omvendt kan man på den anden side af hegnet se et uddannelsessystem, der førhen var ekstremt kompetencefokuseret, men som nu begynder at udvide deres forståelse af, hvad det vil sige at lære på den gode måde. Det er sjovt, at på begge sider af hegnet er institutioner, som arbejder med, hvordan man skaber læring, hvordan man udvikler mennesker, hvordan vi gør nogle mennesker mere nysgerrige på dem selv og den omverden, de er en del af, hvordan vi gør dem mere kritiske og så videre. Den dynamik, tror jeg vil blive ved med at være der.” Det er jo en central diskussion i højskoleverdenen - at man på den ene side gerne vil tilnærme sig det formelle system, repræsenteret af Oure, og en fløj, der mener det vil være højskolens langsomme død. ”Min gode radikale byrådskollega i Aarhus, Peter Thyssen, sagde altid til mig: Uffe, sandheden ligger ikke i mig eller dig – sandheden ligger imellem os. Og det mener jeg også i denne her sammenhæng. Man må møde den person, dér, hvor personen er. Vi har unge i dag, som finder mening i at blive fagligt dygtige og samtidig godt kan være i den kreative pause. Det ser jeg ikke noget problem i. Højskolen må være nysgerrig på de unge eller ældre mennesker, som bruger den. Der er i øvrigt forskel på, om man er nitten år og går på højskole, eller om man er 85, som min mor er. Hun tager på pensionisthøjskole hver sommer og har kæmpe fornøjelse af det. Hun bliver ved med at komme der, fordi hele hendes sociale virkelighed og venner tager derned. Så man skal også være der, hvor eleverne er.” Hvordan kan de korte kurser spille ind i forhold til højskolen som en kreativ pause? ”Det er jo en økonomisk udfordring, højskolerne har lige nu. De nedskæringer, man har fået i den tidligere regering, er jo ikke er blevet løftet ud i den nuværende. Og det har jo specielt ramt de korte kurser. Jeg tror, at de korte kurser har en stor værdi for rigtig mange mennesker. Fra familier, der kan komme med deres børn på et kortere højskoleophold og får en fantastisk oplevelse ved at være i nogle rammer, hvor de både kan være forældre og hygge sig og samtidig blive inspireret og blive klogere, til pensionister, der stadigvæk er nysgerrige og interessered i, hvad er det for et samfund, vi er i. De korte kurser har en helt klar berettigelse. Men igen, hvis man skal skære alt væk, hvad er så tilbage? Højskolernestartede med at være et sted, hvor unge mennesker kunne komme i en længere periode og få en oplevelse af både at blive dygtigere, mere nysgerrige og mere sociale. Og det er på de lange kurser, at de virkelig får det puf ud over kanten.” Skal flytningen til kulturministeriet ses som udtryk for, at man vil fremhæve de bredere mere folkeoplysende del af højskolen? ”Ja, det tror jeg. Man siger, at de er en del af kulturområdet med folkeoplysningen og højskolerne og hele dannelsesaspektet, og det er noget andet end det øvrige uddannelsessystem. Vi har også fået lov til at beholde – heldigvis – enkelte kunstneriske uddannelser, fordi de har nogle andre optagelseskrav. Så jeg er helt sikker på, at den beslutning beror på, at man mener, at højskolerne og folkeoplysningen ligger rigtigt godt i Kulturministeriet. Så vi har et holdningsministerium, et dannelsesministerium. Jeg skal ikke sætte grænser op for, hvad en højskole kan være. Nu så jeg lige - jeg ved ikke hvad præmissen er - at man er ved at oprette en højskole i Berlin. Der er givetvis en masse lovmæssige problemstillinger i det, ikke mindst fordi Tvind-loven stadig skygger. Det, synes jeg i øvrigt, er dybt problematisk. Det er altid ærgerligt, hvis man laver lovgivning på en enkelt sag. Som så efterfølgende har en masse sidekonsekvenser, man ikke lige i situationen havde forudset. Nu tænker jeg også på min tid med kaospiloterne, hvor andet år på uddannelsen i en periode var lagt i udlandet. Vi sendte hele holdet ud et sted i verden, hvor der skete noget vigtigt og fagligt relevant. På et tidspunkt kunne vi ikke gennemføre den form for uddannelse og tænkning på grund af Tvind-loven, fordi man var bange for, om statens penge blev brugt på den rigtige måde. Nationalstatstænkning har jo også konsekvenser i forhold til den måde, man tænker uddannelsespolitik på. Derfor blev jeg så glad for idéen om at lave en højskole i Berlin.” Tror du højskolen kunne udfylde en rolle i forhold til arbejdsmarkedspolitikken? ”Jeg skal have nogle diskussioner med Christine Antorini, og der er i gang med at blive formuleret rammerne for en ny flexuddannelse. Der ligger også nogle tanker om, hvordan man kan bruge et højskoleophold som element. Og hvorfor ikke? Det, man skal være opmærksom på, er, at højskolerne ikke bliver en social parkeringsplads. De, som kommer, skal også ville noget med det. Fra at man i 50erne og 60erne som ung sparede op til at komme på højskole, fordi det havde høj social status, og det var noget, man gjorde, til at man 20-30 år senere sagde: Nå ja, hvis jeg alligevel får penge for det, så kan jeg da godt tage på højskole. Så skrider det, fordi man udvander kvaliteten af det, der foregår. Hvordan spiller højskolerne ind og bliver en aktiv stemme i en tid med store sociale udfordringer uden at udvande sit udgangspunkt?” Man har gode erfaringer på mange højskoler med at hjælpe grupper af unge, der har vanskeligt ved at komme videre i det formelle uddannelsessystem... ”Uanset om det er højskolerne eller en anden uddannelsesinstitution, er det vigtigt, at der er den rigtige kritiske masse af det, man kunne kalde opdriftsenergi, at der skal være tilpas mange overskudsunge, fordi det trækker resten med op. Hvis der bliver for stor overvægt af unge med en socialt belastet baggrund, så har det faktisk den modsatte effekt. Og det kender jeg også fra min tid som socialarbejder på gadeplan for 30 år siden i Århus. Og jeg tror givetvis, der er nogle højskoler, på grund af, at de er økonomisk pressede, tænker, at det er penge ind på kontoen nu. Det kan faktisk være starten på en deroute for skolen.” Man modvirker den kreative pause ved at politisk at presse på, for at de skal så hurtigt igennem systemet som muligt. Hvordan ser du det? ”Jeg mener, det er en legitim debat, for der er nogle økonomiske overvejelser, der siger, at det er vigtigt, i og med demografien ændrer sig. Det er én måde at forholde sig til de problemer, vi står over for – det er økonomi og logistik. Men hvis jeg som uddannelsesmand skal kigge på det, så har jeg et andet perspektiv. Både min egen erfaring, men også forskningsresultater, viser, at dem, der er mere modne, når de starter på uddannelse, faktisk gennemfører hurtigere og er mere motiverede. Så jeg vil godt udfordre den tænkning. Jeg har respekt for det andet legitime standpunkt, fordi vi står over for nogle massive økonomiske udfordringer. Omvendt ved jeg, at det ikke gør noget, at folk har nogle flere erfaringer med sig, inden de vælger. Men igen, sandheden ligger givetvis et sted midt imellem.” Man har jo lagt op til, både fra Socialdemokraterne og SF, at besparelserne fra genopretningspakken skulle tilbageføres til højskolerne. Det er ikke sket. ”Det tror jeg, at alle er kede af. Man kan man sige at det er løftebrud, men jeg er dødtræt af den retorik. Fordi det, der skete da den nye regering kom til, var at man begyndte at lave et gennemsyn af det, man kalder kassebeholdningen. Så viser det sig, at den økonomiske udfordring var meget meget større. Der var bare ikke de penge, vi havde håbet på. Men der er alligevel lavet en prioritering i forhold til eksempelvis efterskolerne… ”Jo jo, men det er jo politikernes lod både i glæde og forbandelse. Vi skal jo prioritere, og det vil sige, der er nogle der bliver glade og nogle, der bliver kede af det. Vi vil blive nødt til at sætte ind for at få de unge godt i gang, og der spille efterskolerne en helt central rolle. Samme retorik kunne man bruge om højskolerne, men der går vi bare ind og siger, at vi vil starte tidligere. Der er jo ikke noget, vi hellere ville, end at støtte højskolerne, men virkeligheden er bare en anden. Man kan sætte sig hen og være sur, og det er der givetvis også nogen, der gør. Men det ændrer ikke den virkelighed, der er derude. Jeg vil hellere udfordre højskolerne og medarbejderne. Prøv lige at forestille jer, hvis I nu ikke kendte til noget som helst, og så fik at vide: Her får I nogle dejlige bygninger, I får mulighed for at lave et fantastisk undervisningsforløb, og I har de og de penge til det. Gå i gang! Hvem ville sige nej til det?” Hvor se du højskolerne om ti - femten år? ”Jeg har to scenarier, et positivt og et negativt. Et positivt er, at vi forstår kraften i fællesskabet og sammen kan løse de udfordringer, vi står over for. Det negative er en øget individualisering, en øget marginalisering og en øget ghettoisering. Både lokalt og globalt. Så forhåbentlig finder vi ud af, at vi er en kreativ og opfindsom befolkning, som faktisk godt kan få rigtig gode idéer - og en af dem var højskolebevægelsen.”

Højskolen som drømmefanger

System — Thu, 24 Nov 2011 10:05:46 GMT

GENSYN MED 70ERNE Han satte selv advarsler på nitritholdige pølser og stak antiatomkraftsaviser i folks postkasser. Ole Vind ser tilbage på højskolens rolle gennem et årti fyldt med frisind, politiske aktioner, euforiserende stoffer og drømme om et bedre samfund Af Ole Vind, Dr. phil., Grundtvigs Højskole ”Når dragonhesten hører trompetlyd, bliver den kåd”, lyder et gammelt dansk ordsprog. Årets folkelige demonstrationer verden over og ikke mindst Besæt Wall Street kampagnen vækker minder hos os, der i 60erne og 70erne demonstrerede på gade og vej. Foran USA’s ambassade mod Vietnam-krigen, foran Sovjets mod invasionen af Tjekkoslovakiet, på landevejen mod Barsebäck, på Rådhuspladsen mod atomoprustning, ja endog foran den schweiziske ambassade! Sidstnævnte var en reaktion på fængslingen i 1971 i Schweiz af den amerikanske lsd-guru Timothy Leary. De ’psykedeliske stoffer hørte tiden til på linje med de ”udenomsparlamentariske” aktioner. Som unge, ofte studerende, havde vi tid og kræfter til sådanne aktiviteter, som ikke blot betød politisk engagement for en bedre verden, men samtidig gav vores eget liv en større mening end den blotte stræben efter villa, volvo, viv og vovse. Den grundtvigske højskole — med det traditionelle frisind, højt til loftet, ingen pensumkrav, statsstøtte også til samfundskritiske aktiviteter og nærhed mellem bolig, familieliv og arbejde — syntes ideel til at fange denne 70ertidsånd. Selv kom jeg efter et par år som lærer i gymnasie- og seminarieverdenen i 1976 til Grundtvigs Højskole. ”Advarsel: pølsen indeholder nitrit!”, stod der på de mærkater, som vi klistrede på pølserne i Brugsen en efterårsdag i 1977. Som ung højskolelærer underviste jeg i et af tidens hotte emner: miljø. Jeg var selv med i ”græsrodsbevægelsen” NOAH og inddrog nu eleverne i en ’aktion’: vi vandrede til den lokale brugsforening, og uden at spørge om lov klistrede vi NOAH’s manende mærkater på pølser og andre varer med advarsler mod skadelige tilsætningsstoffer. Sammen med elever har jeg vandret i Hillerøds gader i vintervejr for at stikke OOA’s antiatomkraftaviser i byens brevsprækker. Og mit første bidrag til Grundtvigs Højskoles årsskrift 1976 handlede om Poul la Cour, fysiker og højskolelærer, hvis forsøg på Askov Højskole med elproducerende vindmøller i 1890erne vidner om en pionerindsats på det område, som i 1970erne blev et modsvar til atomkraftlobbyen. Oprør og aktivisme Der var jo højskoler, der i 70erne rejste egne vindmøller — mest markant Amdi Petersens Rejsende Højskole i Tvind, hvor hele 400 elever i 1975 med teskeer påbegyndte udgravningen til fundamentet for verdens dengang største vindmølle, der siden 1978 har leveret strøm. Det var helt bogstaveligt græsrødderne — på grundtvigsk ”folket” — der skulle tage skeen i egen hånd for at virkeliggøre drømmen om et bæredygtigt og retfærdigt samfund. Som højskolelærer var der inspiration at hente i Ebbe Kløvedal Reichs bog fra 1972, Frederik, hvor Grundtvig blev tolket som folkelig frihedskæmper, frigjort kvindesagsfortaler og psykedelisk digter — alt i en kosmisk-religiøs ramme og i Helligåndens navn! Sex, sindssyge og salmevers spiller sammen i denne dybt originale bog, der er det mest særprægede udtryk for ”ånden fra 68” på dansk. Og bag 1970ernes højskoleaktivisme ligger 1968 og ”ungdomsoprøret”. Oprøret var et stormløb mod borgerlighedens materialistiske skinverden, med dens angst for kroppen, dens fantasiforladthed og åndløshed. Oprøret krævede, med brosten og med blomster, en ny verden, der kunne rumme det liv, man mærkede i sig selv. Oprøret drømte om en ny virkelighed i menneskers syn og samvær, og dermed et nyt samfund - bygget på samliv og solidaritet i stedet for det lurende had fra den fri konkurrences vildtløbende mølle. Som Peter Øvig Knudsen i sin nye bog Hippie beretter, så kulminerede oprøret i 1970 med Det Ny Samfunds sommerlejr i Thy - mit livs skæveste sommer. I løbet af få år lagde oprørets bølge sig, og vandene sank. Fantasiens mest kulørte blomster visnede, og tilbage blev en række adskilte bække i det tørre flodleje som universitetsmarxisme, rødstrømper, miljøbevægelser, EF-modstand, kollektiver og nyreligiøsitet — strømninger, som også banede sig vej i højskolen i 1970erne. Det gik ikke altid stille af, da det faldt sammen med den hidtil største omvæltning i de grundtvigske højskolers historie. I løbet af få år forvandledes de fra reservater for en døende landlandbokultur med kristeligt og nationalt værdigrundlag til et frirum for eksperimenter med demokrati, kreativitet, politisk aktivisme, nyreligiøsitet, rusmidler og sex – side om side med nyttefag og hjemlig hygge. Højskolernes traditionelle frihed fra statslig styring gav rum for eksperimenterne, der jo også sikrede højskolernes overlevelse ved at tiltrække den byungdom, man ikke tidligere havde nået. Men når så mange højskoler kastede sig ud i utraditionelle aktiviteter, så hænger det også sammen med en dybere klangbund i det grundtvigske miljø og de strenge, som Ebbe Kløvedal Reich så dristigt havde anslået. Med vanlig ironisk distance skrev professor P. G. Lindhardt om ungdomsoprøret som en vækkelse helt i stil med de gamle missionske og grundtvigianske vækkelser – med samme ”pietistiske oplevelsesreligiøsitets missionsaktivisme, veludviklede sans for ’skellet’ og behov for nye kollektiver af ligesindede”. Hippiehår som en ny tids grundtvigianerhatte! Det var jo ikke kun 1970’ernes politiske aktivisme, der fandt vej til højskolen, men også den nyreligiøse bølge, løftet af oplevelser på hash og lsd. En højskole blev åbnet i Rørvig grundet på Transcendental Meditation og med portrætter af Grundtvig og Maharishi Mahesh Yogi side om side i foredragssalen. Selv var jeg med til på Grundtvigs Højskole at planlægge mange temadage med emner fra bevidsthedsudvikling og drømmetydning til jungianske arketyper og astrologi. Det er lige så let i dag som dengang at latterliggøre slige tiltag — som andre af ungdomsoprørets skæve drømme. Men den nyreligiøse bølge fra 70’erne vidner om et åndeligt tomrum i Danmark, som folkekirken stod helt tomhændet over for. Og uden tidssvarende åndelig respons blev 70ernes nyreligiøsitet som ung vin på gamle lædersække – og dermed spildt. Samtidens potentiale Siden 70erne har den åndløse, materialistiske forbrugerkultur fejret uhørte triumfer. Potentialet i dag for Besæt Wall Street kampagnen med det enkle budskab ”mod grådighed og uretfærdighed” kan synes ubegrænset. Og højskolerne som åndehul og drømmenes legeplads midt i tidens præstationsræs skulle jo give oplagte muligheder for at knytte an til denne kampagne? Helt enig! Men lidt historisk besindelse hører med. Ungdomsoprøret var født af overflod og optimisme: Vi tilhørte en velbjerget og håbefuld generation, der blot stillede tiden til regnskab for sine egne idealer. Og som til sin egen overraskelse opdagede, at den religiøse dimension ikke kun betød forældet tankespind, men også sansen for det dybe i menneskesjælen, som røbede sig under eksperimenter med psykedeliske stoffer, men som i grunden bærer hele vores liv. I dagens globaliserede verden er et oprør mod grådigheden, uretfærdigheden og åndløsheden mere nødvendigt end i 1970’erne. Men tidens krisebevidsthed skaber ikke samme overskud af oprørsk fantasi som dengang. Der er i dag måske lige så meget brug for tålmodig modning af inspiration, håb og drømme som for spektakulære mediestunts. Det, der dengang skete med ungdomsoprøret, overraskede alle - også os selv. Det var som et bevidsthedsskred i dybet så uforudset som en tsunami, der pludselig udløses. Og dog må det have været forberedt gennem lang tids tavs ophobning af spændingsfyldte erfaringer og drømme gennem de autoritetstro 50ere og 60ernes spirende samfundskritik. Og højskolen i dag? Jo, indsatsen må gerne sigte dybere end dagens horisont. Højskolen som samvittighedsværksted med Jørgen Carlsens velvalgte udtryk. Eller, på hippiesprog: Højskolen som de indianske drømmefangere, der filtrerer nattens drømme, så kun de bedste og stærkeste slipper igennem nettet for at synke ned i sjælens skabende dyb.

Gensyn med 70erne

System — Thu, 24 Nov 2011 09:22:11 GMT

GENSYN MED 70ERNE Vestens unge er på barrikaderne igen. Her genoptager de den kamp imod kapitalismens vækstideologi, som bedsteforældrene i hippiebevægelsen måtte opgive. Problemet er blot, at de intet alternativ har at sætte i stedet Af Johannes Henriksen Vi har haft en nå-generation, en generation x og en generation fucked up. Fælles for dem alle var, at de ikke orkede at kæmpe for noget eller nogen. Højst for sig selv. Men den tid kan meget vel være forbi. De unge er nemlig igen gået på gaden under paroler som “We are Too Big to Fail”, “Human Need, Not Corporate Greed”, “No More Money for Wars”. Protesterne mod kapitalismens grådighed og den galoperende gæld genlyder fra New York over Athen til Rådhuspladsen. I London kæmper de i gaderne, Mellemøsten henligger i kaos, mens de økonomiske supermagter får nedjusteret kreditværdigheden, og krisens tegn langsomt, men sikkert smiger sig ind på os. Det lyder alt sammen som noget, vi har hørt før. Det ligner nemlig 1970erne, som var præget af borgerkrige, oliekrise og langvarig økonomisk elendighed. Men også af miljøbevidsthed, Love-Ins, og demonstrationer mod alt fra Vietnam-krigen til Verdensbanken. Og de gamle, gråhåredehippier fra dengang kan da også lide, hvad de ser, siger Peter Øvig Knudsen, som i forbindelse med sit aktuelle tobindsværk Hippie har talt med flere af 1970ernes bannerførere. ”Hippierne holder hele tiden øje med, om der er nogen, der tager den oprørske arv op. Og det er helt klart, at hippierne ser nogle arvtagere i Occupy Wall Street-bevægelsen. Ser man på billederne fra New York, har der da også sneget sig en enkelt hippie ind hist og pist,” siger Peter Øvig Knudsen. Fra ideologi til identitet Men det er ikke kun på overfladen og i parolerne, at de aktuelle demonstrationer bringer mindelser om 1970erne. Også indholdsmæssigt tager Occupy Wall Street-bevægelsen over, hvor hippierne slap. Nemlig i opgøret med kapitalismen. ”Hvor hippierne sejrede på en hel masse felter, med opgøret med autoriteterne som det mest fundamentale, så sejrede de netop ikke, hvad angår kampen mod forbrugerismen og den materialistiske indstilling. Kritikken af kapitalismens blinde tro på vækst og forbrug kan blive indholdet i et nyt ungdomsoprør,” vurderer Peter Øvig Knudsen. I modsætning til Øvig Knudsen har forfatter og lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation - Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet Hans Hauge svært ved at se substansen i de aktuelle demonstrationer og oprør. ”Forskellen mellem 70ernes oprør og i dag er, at de aktuelle protester ikke er i stand til at formulere et alternativ. Hvor hippierne ville skabe en helt ny verden og en anden økonomisk måde at organisere samfundet på, så har nutidens unge intet alternativ til kapitalismen og det liberale demokrati,” siger Hans Hauge. Hvis man endelig skal lave en historisk sammenligning, minder de aktuelle protester i den vestlige verden derfor ifølge Hauge mere om den tidlige beat-bevægelse og 1950ernes Rebels Without a Cause – opkaldt efter James Dean-filmen af samme navn – som netop var kendetegnet ved at gøre oprør uden at have en sag. Men bevægelser som Occupy Wall Street er i virkeligheden snarere udtryk for ønsket om at skabe sin egen identitet i tilknytning til en større sag svarende til Greenpeace eller 1990ernes Attac bevægelse, hævder Hans Hauge. ”Nutidens unge gør brug af en meget individualiseret oprørsform, hvor enhver har sin egen agenda og sit eget tweet. Det handler ikke længere om en ideologisk kamp, men snarere om et identitetspolitisk projekt, hvor det først og fremmest handler om at finde sig selv,” siger han. Smalhals Men selvom der er både ligheder og forskelle i de unges kamp mod borgerskabets diktatur dengang og nu, så er det ikke mindst de strukturelle ligheder i den økonomiske udvikling, som har fået flere eksperter til at tale om 1970ernes genkomst. Dengang blev smalhalsen sparket i gang af oliekrisen i 1973, der kom som et lyn fra en klar himmel efter mere end et årti med heftig højkonjunktur. Præcis som finanskrisen i 2008, der også kom som en stor overraskelse for de fleste politikere og økonomer. Én af de politikere, der har været med i maskinrummet under begge kriser, er Mogens Lykketoft. I 1973 som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i dag som FolketingetsFormand og eks-finansminister. Han påpeger, at man allerede i 1970erne talte om ’grænser for vækst’. ”Diskussionen, som dengang blev igangsat af Rom-klubbens rapporter, vender nu tilbage i en lidt anden forklædning, som er præget af de mange mennesker i især Asien, som griber efter en vestlig levestandard. Det betyder også, at det er blevet endnu mere åbenlyst, end det var i 1970erne, at kloden hverken har energi, råstoffer eller øvrige ressourcer til den hastigt stigende efterspørgsel,” siger Mogens Lykketoft. Derfor forstår han også godt de yngre generationers protester og kapitalismekritik i Occupy Wall Street, som han kalder en ’forståelig folkelig reaktion’. ”Den aktuelle krise er jo ikke nogen naturkatastrofe, men derimod i meget høj grad skabt af et finansielt system, som uden nogen form for regulering leverede en masse dårligt dækkede lån på baggrund af nogle værdistigninger, som forsvandt igen,” siger Mogens Lykketoft. Selvom det ser skidt ud lige nu, så vurderer han, at der er flere strukturelle forhold, som gør den aktuelle situation mindre slem end 1970erne. ”Dengang havde vi blandt andet dyrtidsreguleringen, som betød, at vi, i takt med at staten blev fattigere, fordi oliepriserne eksploderede, samtidigt bevilgede hinanden lønforhøjelse. Det endte selvfølgelig i tårnhøj inflation, som siden omsatte sig i meget høje renter. Modsat i dag, hvor både inflationen og renten er lav,” understreger Mogens Lykketoft. Men det betyder ikke, at det er blevet nemt at føre os ud af krisen, påpeger han. For siden 1970erne er vi også blevet langt mere afhængige af, hvad der sker i andre lande. Ikke mindst udviklingen i Sydeuropa og næste års præsidentvalg i USA har enorm indflydelse på Velfærdsdanmarks fremtid, uanset hvad vi måtte finde på af tiltag og reguleringer. Den usynlige krise Men selvom krisen for længst har bidt sig fast på de finansielle markeder, og forbrugerne holder på pengene, så er den aktuelle krise i modsætning til 70ernes krise stadig langt hen ad vejen en usynlig krise. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. ”Ingen kan rigtigt mærke krisen. Selv de studerende sidder med deres dyre iPad og tager på vinterferie. Man får at vide, at der ikke er flere penge, men de enorme tal, man hører, er uvirkelige, og lufthavnen er jo stadig fyldt med mennesker. Krisebevidstheden har ikke indfundet sig,” siger Hans Hauge. Derfor er der ifølge ham heller ikke rigtigt nogen, der protesterer. Og de få, der gør det, vil i virkeligheden ikke have det anderledes. De vil bare have mere af det samme, hævder Hans Hauge. ”Det skyldes, som Fukuyama allerede hævdede i Historiens afslutning i starten af 1990erne, at du ikke længere kan få noget andet, men kun mere af det samme. Hvad kommer efter friheden? Mere frihed. Hvad kommer efter demokratiet? Mere demokrati,” siger Hans Hauge. Protestkulturen er blevet en acceptkultur, siger han. Alt fra Roskilde Festival til Bob Dylan-koncert i Jyske Bank Boxen, der tidligere var protesthandlinger, er i dag blevet til en oplevelsesøkonomisk accept af det bestående. ”Der er ingen reel modstand i samfundet længere. For ingen vil have et samfund uden deres iPad og pc. Der er heller ingen modstand mod teknologien, der er ingen kritik af medierne, ingen kritik af underholdningsindustrien. Alle de klassiske kritikformer er forsvundet,” siger Hauge. Mens mange i 1970erne faktisk ønskede et andet samfund uden biler og moderne bekvemmeligheder, så er det i dag blevet en svag drøm, som udleves ved at se ”Bonderøven” og drikke økologisk mælk fra Harmonie med Morten Korch-motiv på kartonen. Ifølge Hauge er der tale om en slags venstreorienteret konservatisme, som i virkeligheden først og fremmest kæmper for status quo. ”Den danske ungdom har jo indtil videre reageret på krisen ved at sætte deres kryds ved dem, der lover mere tryghed. Velfærdsstaten skal blive ved med at være, som den altid har været. Den tryghedssøgen er selvfølgelig en form for reaktion, men den er snarere motiveret af en frygt for det, som skal ske, end et egentligt oprør mod en ny dagsorden,” siger Hans Hauge. Måske kommer nutidens unge demonstranter derfor på paradoksal vis til at gå i kapitalismens tjeneste. Men også i den forstand slægter de hippiebevægelsen på. Deres kapitalismekritik endte nemlig med at bane vejen for en ny og mere opdateret kapitalisme. ”Som en af hippierne sådan lidt desillusioneret sagde til mig, så sørgede hippiebevægelsen i sluttresserne for en modernisering af kapitalismen, som i lang tid ikke havde fulgt med udviklingen. Men med nye ledelses- og organisations- og samværsformer, sørgede hippierne for ny olie til kapitalismens maskiner,” siger Peter Øvig Knudsen.

Fra isolation til dialog

System — Mon, 21 Nov 2011 10:19:34 GMT

KOMMENTAR Det er afgørende, for højskolernes fremtid, at de indgår i dialog med det øvrige uddannelsessystem, skriver skoleledelsen på Oure i debatten om højskolernes selvkritik Af skoleledelsen på Oure Sport & Performance Carsten Petersen, højskoleforstander Allan Kruse, gymnasierektor Ole Hjorth, efterskoleforstander Højskolen, der jo har oplysning og demokratisk dannelse som hovedformål, og som ser det som sin hovedopgave at medvirke til, at de unge udvikler sig til myndige, kritiske og ansvarlige medborgere og verdensborgere (vores udlægning), må opfatte selvkritik og kritik som en livsnødvendighed. En fortløbende selvkritisk og reflekterende virksomhed er særlig vigtig, når højskolerne er under pres, og hvor globaliseringen stiller store krav til de unges evner til at gennemskue komplicerede kulturelle, sociologiske og naturvidenskabelige problemstillinger. Derfor er det befriende og opløftende, at Stefan Hermann har givet sig tid til at formulere et yderst relevant og begavet udspil til højskolerne. SH sætter fingeren på højskolens ømme punkter, når han anholder den manglende evne til selvkritik, manglen på nødvendige selvopgør med traditionen og den højtidelige, oppositionelle position. SH har desuden ret i, at højskolerne i løbet af nogle tiår har bevæget sig ud i en marginaliseret position. At Højskolebladet bringer sådanne indlæg, er udtryk for en positiv udvikling, når man tænker tilbage på 80’erne og 90’ernes grundtvigianske menighedsblad af samme navn. Yngre læsere har ganske givet ikke dybere kendskab til perioden. Vi vil derfor tillade os at komme med nogle eksempler på forhold, som højskoleverdenen som sådan ikke har taget selvopgør med. "Grundtvig Original" I 90’erne var der stærke kræfter i den danske højskoleverden, som ønskede at fastholde højskolebevægelsen på det grundtvigske kristen-nationale fundament. Tidligere forstander på Grundtvigs Højskole Ole Jensen slog dengang fast, at de fleste højskoler havde svigtet det grundtvigske grundlag. Derfor blev de betegnet som Grundtvig Light. Højskolerne skulle vedstå sig, at de var del af den teologiske og ikke af den humanistiske kultur, og at dette skulle være grundlaget for højskolernes oplysning. Morten Kvist, som dengang var forstander for Askov Højskole, opstillede 5 teser, som grundlag for højskolerne. Den første af dem lød: ”at forholde sig til den kristne skabelsestanke som en kulturel hovedhjørnesten og et kulturelt problem.” I sin inkvisitoriske retorik kaldte Kvist i øvrigt de uenige for kættere. Ole Jensen, Morten Kvist samt deres støtter og stiltiende sympatisører havde i deres selvforståelse en given autoritativ ret. Grundtvig og den grundtvigske højskolebevægelse anråbte Gud, Folket og Fædrelandet som sandhedsvidner i en aggressiv retorik. De uenige blev opfattet som mennesker uden ånd. Højskoleforeningen udgav i 1996 skriftet: Energien i forskelligheden – folkehøjskolerne i 90’erne. På forsiden var Grundtvig afbildet ikke færre end 11 gange! I den indledende artikel fastslog seminarierektor Bjarne Møller Jørgensen, at der er to slags højskoler: ”Kort og godt. Der findes i dag to slags højskoler i Danmark. Hverken flere eller færre. Der findes de, der er grundlagt på Ånd og de, der grundlagt på tilskudsloven.” Med til historien hører, at forfatteren kun så en enkelt nyere højskole som eksponent for tilskudslovstænkningen. Denne højskole uden ånd fik ingen mulighed for at forsvare sig – Energien i forskelligheden! Tvindskolerne blev i 1996 lukket som følge af den såkaldte Tvindlov. Loven blev støttet af de afgørende og dominerende kræfter i den danske højskole. Andre oppositionelle højskoler oplevede ligeså at være i farezonen for at blive lukket ved lov på grund af tidens fremherskende retorik hos majoriteten i højskoleverdenen. Som bekendt blev loven omstødt af Højesteret i 1999 som brud på Grundloven. Det er vores pointe, at der aldrig er blevet taget et selvkritisk opgør med denne arv fra 90’erne. Det store flertal tog ikke et opgør med den grundtvigske fundamentalisme, det gjorde ikke op med Tvindloven, og det tog ikke et opgør med den emotionelle anvendelse af begrebet ånd, som målestokken for den sande højskole. Derfor står dele af højskoleverdenen ikke godt rustet til at bedrive moderne oplysnings- og demokratisk dannelsesvirksomhed. Siden 90’erne har flere af de mest markante fortalere for det, man vel må betegne som Grundtvig Original, i øvrigt valgt den brogede højskoleverden fra til fordel for den teologiske verden. Oplysning eller forkyndelse? Set i bakspejlet fik den nye højskolelov, der trådte i kraft 2001, vidtrækkende betydning. Det blev slået fast, at skolernes ”virksomhed skal tilrettelægges ud fra deres selvvalgte værdigrundlag”. I den gældende lov er højskolernes hovedsigte følgende: Livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Dette lyder måske ikke særligt revolutionerende. Men det blev nu gjort helt klart, at de danske folkehøjskoler ikke er forpligtet på et bestemt religiøst, nationalt eller ideologisk grundlag. Højskolerne skal gøre rede for deres selvvalgte værdigrundlag, deres oplysnings- og dannelsessyn, deres pædagogiske grundtanker og værdier. Det er altså ikke nok at skrive, at man er en grundtvigsk højskole. Hermed skulle det være gjort klart: Der findes grundtvigske højskoler, altså dem, der har valgt at være det, og så findes der andre, der har valgt et andet værdigrundlag. Den danske højskoleverden består af 70 selvstændige skoler, og den danske højskolebevægelse kan på ingen måde betegnes som en grundtvigsk højskolebevægelse. Dermed er de tider ovre, hvor det store flertal af grundtvigske højskoler udviste frisind ved at tåle tilstedeværelsen af en lille kreds af alternative højskoler, i fald disse udviste passende ydmyghed. Dermed er højskolerne nået til samme korsvej som efterskolen. Snakken er her forstummet om det fælles grundtvig-koldske grundlag, der indtil for nylig på lignende vis er blevet fremført med stor lidenskabelighed og heftighed. Nu tales der om pædagogiske målsætninger, global ansvarlighed og demokratisk dannelse som det fælles udgangspunkt. Modsat højskolen står efterskolen derfor i dag centralt placeret i uddannelsessystemet. Lige et par ord om det ikke-grundtvigske for at undgå trivielle misforståelser. Vi ser Grundtvig som en af de største danske digtere i 1800-tallet, og vi ser ham som en betydningsfuld skikkelse i den danske historie. Derfor indgår han nødvendigvis i et dansk dannelsesprogram på linie med fx Holberg, Kierkegaard og Georg Brandes. Således er problemet ikke højskolernes historie, hvor Grundtvig og hans bibelfundamentalistiske historiesyn har spillet en central rolle. Problemet er den manglende forholden sig til denne arv. Der blev skabt et uhistorisk og ukorrekt billede af Grundtvig og hans tankeunivers med udgangspunkt i bl.a. Kaj Thannings tolkning af Grundtvigs livsanskuelse. Dette blev suppleret med Ebbe Kløvedal Reichs Frederik, der ganske givet gav mange et positivt, men også unuanceret og fortegnet billede af Grundtvig. Med denne ballast har man ikke stået godt rustet til en forståelse af Grundtvigs betydning for danske værdier og den nationale-kristne danske kulturarv. I højskoleverdenen er det almindeligt at høre bemærkninger om, at Grundtvig har skrevet så meget, at han kan tages til indtægt for alle mulige synspunkter. Dette er en hån, ikke bare mod Grundtvig og hans livsanskuelse, men også mod forsøget på at oplyse ud fra en kritisk holdning. Dette bunder enten i, at man ikke har gidet sætte sig ind i Grundtvigs tanker og betydning. Eller også dækker det over en bevidst fordrejning af Grundtvigs religiøse og nationale tankeunivers, der med rette benævnes som bibelfundamentalisme og et dansk national-kristeligt historiesyn. Uanset at Grundtvig på nogle områder var påvirket af den europæiske oplysning, som det bl.a. kommer til udtryk i nogle af hans skoletanker, er det en kendsgerning, at hans bibelfundamentalistiske grundsyn og hans mosaisk-kristne livsanskuelse er i strid modsætning til oplysningen og moderniteten. I øvrigt skal det bemærkes, at Grundtvigs tale om frihed for Loke såvel som for Thor kun inkluderede mennesker af ånd. Oplysning og demokratisk dannelse kan kun realiseres, hvis kritisk stillingtagen og reel indsigt er formålet – hvad enten emnet er Luther, Grundtvig, Darwin, Marx eller den danske grundlov. Ville det ikke være uhæderlig folkeoplysning at benævne sig som kierkegaardsk eksistentialist og samtidig negligere Kierkegaards kristne livssyn, eller kalde sig brandesianer uden at forholde sig til Brandes' elitære menneskesyn? Hvis man slører eller fortier vigtige aspekter og problemstillinger, er der ikke tale om oplysning, men om missionerende og forkyndende virksomhed. For at undgå unødige misforståelser: Vi mener selvfølgelig ikke, at dagligdagen på de danske højskoler er tynget af den grundtvigske arv og ånd. I så fald ville højskolerne ikke have den succes, som de trods alt har. Dygtige højskolefolk udfører dagligt moderne oplysnings- og højskolevirksomhed. Det, vi taler om i dette indlæg, er den retorik og den værdikamp, som toneangivende højskolefolk har stået som eksponenter for. Herunder også dem, som i 90’ernes højskolestrid blev benævnt som Grundtvig Light. Humanismen som grundlag Humanismen er grundlaget for oplysningen på Oure Højskole. En humanisme, som voksede ud af den europæiske renæssance og oplysning, og som blev skabt i et voldsomt opgør med den herskende religiøse og traditionelle tænkning, der med alle midler bekæmpede denne humanisme. En humanisme, som også Luther bekæmpede. Disse problemstillinger er ikke uaktuelle - tværtimod. Sammenblandingen af religion og nationalisme er i dag en afgørende medspiller i de globale konflikter og i den såkaldte danske værdikamp. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at det kun er den ene fløj, der har kunnet bruge Grundtvigs kristeligt-nationale program. Oplysningen er ifølge vores opfattelse et uafsluttet projekt. Set i forhold til verdensbefolkningens 7 milliarder mennesker er den store fortælling om menneskets værd, respekten for det enkelte menneske uanset tro, køn, race eller herkomst, frihed, ytringsfrihed og tolerance yderst aktuel. Oplysningens og modernitetens store fortælling er præget af et sekulariseret syn på mennesket, naturen og samfundet. Dvs. at eksempelvis etik, love og pædagogik ikke bestemmes ud fra Bibelen, Koranen eller traditionen, men ud fra den menneskelige fornuft, følelse, dialog og politiske processer. Humanisme, menneskerettigheder og demokrati bliver følgerne af denne tænkning, og menneskets myndighed og selvstændighed fremhæves i opgøret med traditionen og religionen. Det enkelte individ forholder sig til sine egne valgte værdier. Herunder de eksistentielle spørgsmål om livsmening. Den enkelte højskole danner selvfølgelig ramme om de unges eksistentielle søgen gennem beskæftigelsen med filosofi, videnskab, religion og kunst og gennem det personlighedsudviklende højskoleliv – men højskolens opgave er ifølge vores opfattelse ikke at tage patent på svarene på de eksistentielle spørgsmål. For os, som nyere ikke-grundtvigsk højskole, var kravet om det selvvalgte værdigrundlag derfor en gave. Vi kunne og skulle udfolde vores forestillinger om oplysning, dannelse, pædagogik og perspektivering. Vores opfattelse er ikke, at moderne oplysning kan bedrives ud fra en snæver isme. Vort værdigrundlag bygger på inspiration spændende fra oplysningstidens Spinoza, Locke, Voltaire, Rousseau, Kant og Holberg til Brandes, Sartre, Simone de Beauvoir, Dewey, Habermas og Rawls, Poul Henningsen og Hal Koch. Mange andre kunne være nævnt, og nye vil komme til. Den moderne oplysningstanke bygger på udvikling og nye menneskelige indsigter, som de kommer til udtryk i tænkning, videnskab, kunst og den menneskelige praksis og dialog. Oures dannelsesideal – den myndige og ansvarlige verdensborger - bygger på den erkendelse, at vi i dag, ved siden af vort nationale borgerskab, er blevet en del af verdenssamfundet, hvad enten vi vil det eller ej. Der er ikke færdige og autoritative udlægninger af dannelsesidealet. Begrebet lægger op til stadig dialog, og den enkelte højskoleelev må og skal i sidste instans give og realisere sin udlægning af sit dannelsesideal. En ny strategi Det er derfor al ære værd, at højskoleforeningen lægger op til debat om Første skridt mod en ny strategi. Her tages der ikke udgangspunkt i den særegne grundtvigske arv, men i højskolernes aktuelle situation. Denne strategi må tage udgangpunkt i, at de 70 højskoler har deres selvvalgte værdigrundlag. Opgaven er ikke at udarbejde et metaværdiprogram. Rammen er givet af loven: Oplysning og demokratisk dannelse. Strategien må i høj grad dreje sig om det spørgsmål, Stefan Hermann rejste i forbindelse med højskolernes relation til det øvrige uddannelsessystem. Ifølge vores opfattelse er det rigtigt at gøre op med den selvvalgte oppositionstænkning, der efterhånden fremstår som patetisk og tragikomisk: At de danske højskoler, som de eneste i verden, er alternativet til det kulturelle og dannelsesmæssige forfald, der ifølge nogle højskolefolk kendetegner det øvrige nationale og internationale uddannelsessystem. Højskolernes udfordring er at finde sin nye rolle i forhold til det øvrige uddannelsessystem – som en form for supplement. Udgangspunktet for en sådan dialog må som udgangspunkt bygge på et minimum af gensidig respekt. I starten af sidste tiår blev der gennemført en diskussion om formel kompetencegivende undervisning i højskoleregi. Denne diskussion løb desværre ud i et spørgsmål om nogle mindre tiltag, der ikke har haft nogen større positiv betydning. Dette var slet ikke intentionen fra bl.a. vores side, når vi dengang talte om et samarbejde med det øvrige uddannelsessystem. Vores opfattelse var og er, at højskoleformen – det unikke og intensive dannelses- og læringsmiljø – i sig selv udgør en kvalitet, som af naturlige årsager savnes i det øvrige uddannelsessystem. Det var altså ikke et spørgsmål om eksamen eller ikke eksamen. Lene Tanggaard rejser i Højskolebladet ligeledes tankerne om et formaliseret samarbejde mellem højskolerne og det øvrige uddannelsessystem. Vi kunne tænke os, at det var muligt fx i en læreruddannelse at tilbringe et semester på højskole med et indhold, der er integreret i uddannelsen. Altså hvor det faglige, pædagogiske og dannelsesmæssige forløb på højskolen ikke tilkender højskolerne eksamensopgaven, der stadigvæk er i det formelle uddannelsessystem, men hvor en form for evaluering gennemføres. Højskolernes styrke er at håndtere dannelse i et udviklende læringsmiljø. Derfor står højskolerne stærkt i argumentationen om den dannelses- og uddannelsesmæssige værdi af og det nyttige i et sådant tilbud for den enkelte studerende. Højskolerne har hidtil vist deres store betydning i at støtte unge i overgangen fra en uddannelses- og/eller arbejdsmæssig situation til en anden. Denne betydning er stadigvæk en hovedopgave for højskolerne, men en direkte dialog med det øvrige uddannelsessystem vil, hvis man ellers tror på højskoleformens fortrin, kunne betyde en ny offensiv strategi. Denne måde at tænke på vandt ikke forståelse og opbakning i sidste runde i diskussionen om højskolernes rolle, og en sådan strategi kan selvfølgelig kun gennemføres, hvis højskolerne selv ønsker det. Det øvrige uddannelsessystem handler naturligvis ud fra deres egeninteresser. Derfor skal vi ikke forvente, at de bare vil give højskolerne en ny position. Hvis højskoleformen skal have en fremtid, er det nødvendigt at komme ud af den selvvalgte isolation og indgå i dialog med det øvrige uddannelsessystem og dermed formulere en fælles strategi, der anerkender fremtidens muligheder og udfordringer. Kommentaren er seneste indlæg i debatten om højskolens rolle. Se også: Interview med rektor Stefan Hermann Replik fra forstander Jørgen Carlsen Duplik fra Stefan Hermann (kommentar under Jørgen Carlsens indlæg) Interview med Lene Tanggaard