Blog

Oppositionstænkning

System — Thu, 29 Sep 2011 11:30:03 GMT

Højskolerne skal droppe oppositionslogikken i forhold til det øvrige uddannelsessystem, sagde rektor stefan hermann i det forrige nummer af bladet. I dette nummer tager Jørgen Carlsen til genmæle: Højskolen skal være i opposition til det øvrige uddannelsessystem. For højskolens egen skyld, men også for resten af uddannelsesverdenens skyld. Med Folketingsvalget overgik knap 80 procent af de ansatte på landets højskoler fra at være i politisk oppositionen til at støtte den siddende regering. Men med den nye regering lander også et nyt syn på højskolen. I skrivende stund vides det ikke, hvem der bliver ny undervisningsminister. Givet er det dog, at socialdemokraterne kommer til at have en god del indflydelse på området. Og givet er det, at man hos socialdemokraterne har en positiv indstilling over for højskolerne. Givet er det imidlertid også, at i hvert fald dele af Socialdemokratiet ser højskolen som et væsentligt element i uddannelsessystemet. Nemlig som et centralt led i opfyldelsen af 95 %-målsætningen. Højskolen skal med andre ord hjælpe det øvrige uddannelsessystem med at gøre de unge bedre rustede. Det gør højskolen i høj grad allerede. En lang række initiativer og projekter har både dokumenteret og sandsynliggjort, at unge, der har været på højskole, er mere motiverede og i det hele taget bedre rustede til at gennemføre en uddannelse. Det er i udgangspunktet ganske positivt. Men faren består nu i, at højskolens politiske legitimitet bliver betinget af dens evne til at fodre uddannelsessystemet med studiedygtige unge. For i det øjeblik den politiske dagsorden ændrer sig, eller arbejdsmarkedet ser anderledes ud, vil højskolerne være overflødiggjort. Derfor har oppositionstænkningen stadig sin berettigelse. Uanset hvilken farve regeringen har.

Endegyldigt farvel til fyrtårnet

System — Mon, 07 Feb 2011 12:15:46 GMT

Af Andreas Harbsmeier Det oftest anvendte argument blandt forstandere, når man spørger dem, hvorfor de ikke ”blander sig mere i debatten”, er: ”Jeg mener, at det er vigtigt, og jeg ville rigtig gerne, men jeg har vanskeligt ved at få tid til det.” Det betyder i praksis, at den form for offentlig aktivitet, der er et af de væsentligste kendetegn for den gamle forestilling om forstanderen som ”fyrtårn”, står nederst på prioriteringslisten, når en forstander skal administrere sin tid. Før det kommer ting som administration, markedsføring, personaleledelse, kursusplanlægning, økonomistyring, indrapportering, indholdsplaner og andet godt. Men spøgelset rumsterer stadig hos iagttagere af højskoleverdenen og blandt den afgåede ældre generation af forstandere, der oprigtigt mente, at de havde noget at byde ind med og nød en privilegeret status i åndslivet. Det er den generation, nutidens forstander skal leve op til. Og han – for det var altid en mand – ser nogenlunde således ud: Han har rundet de 50; han er solidt funderet i det akademiske, er belæst ud i teologien, litteraturen og de humanistiske kundskaber, har et folkeligt formidlingstalent ud over det sædvanlige og besidder en ganske solid portion karisma og selvtillid. Hvor mange nuværende forstandere kan genkende sig selv i den karakteristik? De færreste må man formode. Så måske er forstanderen anno 2011 så belastet af andre opgaver, at fyrtårnsaktiviteterne må være et gøremål i den fritid, der heller ikke er for meget af – og derfor bliver det heller ikke til så meget. Eller måske tænker forstanderen anno 2011 ikke, at hun eller han har noget særligt at byde ind med? Sandheden er selvfølgelig, at forstandere er lige så forskellige nu, som de givetvis altid har været. Og at højskolerne langt fra har den samme privilegerede status som åndsinstitutioner, hvis værdier var efterspurgte, når der diskuteres samfund og værdier i en bredere sammenhæng. Så måske er tiden inde til endegyldigt at få lagt fyrtårns-spøgelset i graven – og i stedet skabe en ny fortælling om ”forstanderen”, der svarer bedre til de faktiske forhold – hvor beklagelige de end måtte være.

Godt nytår

System — Thu, 06 Jan 2011 10:37:23 GMT

Af Andreas Harbsmeier 2010 har været et mildest talt interessant år for landets højskoler. Årets i særklasse dårligste nyhed var, at der på det politiske plan var opbakning til en genopretningsaftale og en finanslov, hvor højskolerne måtte holde for i en grad, der vidner om en voldsom mangel på politisk anerkendelse af det arbejde, landets højskoler gør. Den gode nyhed – og det er virkelig en god nyhed – er imidlertid, at der stadig kommer flere elever på de lange kurser. Det bør man glæde sig over. Men selv den gode nyhed har en bagside. Samlet set er der nemlig stadig mange tomme senge på landets skoler; der er stadig plads til flere elever. Et relevant synspunkt, som af indlysende årsager sjældent bliver fremført, kunne være, at der stadig findes alt for mange højskoler. Tendensen er, at de skoler, der klarer sig godt, klarer sig bedre – og at de der ikke klarer sig så godt, får det vanskeligere. For når mange med et begrænset kendskab til skoleformen stadig har et billede af højskolerne som en branche i krise, hænger det sammen med, at lukninger og klagesange om økonomiske problemer stadig når ud fra højskolernes maskinrum, er det et reelt problem for mange skoler. Det er beklageligt, når nu højskolerne stadig er, hvad statsligt tilskud angår, en ualmindelig dyr skoleform. Den politiske legitimitet må nødvendigvis primært hentes i højskolernes evne til at gøre sig selv uundværlige for unge, der af den ene eller den anden grund vælger at tage på højskole – og ikke i evnen til at agere i det politiske rum. Højskolevenstre er snart en saga blot – og det sandsynlige regeringsskifte vil ikke bringe nye højskolefolk til magten. Derfor bliver 2011 utvivlsomt også interessant. Så hermed ønskes et rigtig godt nytår.

Hvilket demokrati?

System — Wed, 15 Dec 2010 09:43:05 GMT

Leder Af Andreas Harsbmeier, redaktør Det hele var bedre i gamle dage. Den fornemmelse får man ofte, når man taler med højskolefolk. Dengang højskolerne havde masser af kursister og stor politisk opbakning og indflydelse. Hvor højskolerne havde trofaste venner langt ind i det politiske, og hvor der virkelig blev lyttet, når højskolerne mente noget – om sig selv og om politiske forhold. De seneste massive besparelser på højskoleområdet har med al tydelighed vist, at det er så som så med den politiske opbakning. I højskolernes formålsparagraf står, at de skal arbejde for ”demokratisk dannelse”. Og det gør højskolerne også i udpræget grad. På Løgumkloster Højskole og rundt omkring på landets skoler dannes mennesker i fællesskab på tværs af forskelligheder i alder, køn, religion, klasse og hvad. Sådan er idealet, og sådan er praksis på de fleste af landets skoler. På både lange og korte kurser kommer kursister til højskolen – ikke blot som passive modtagere af undervisning, men som aktive medspillere i et mikrokosmos – at være en del af en demokratisk proces og forstå og ikke mindst erfare, hvordan det hele hænger sammen. Hvilken form for demokrati danner højskolerne borgere til? De politiske spilleregler har ændret sig, og politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af helt andre forhold end tidligere. Lidt polemisk kunne man sige, at man efterhånden har større politisk indflydelse ved en gang at deltage i en meningsmåling, end ved årelangt engagement i organisations- og foreningslivet. Kernen i højskolernes selvforståelse som en demokratisk institution arbejder stadig inden for det gamle system – det gode gamle dobbeltdemokrati, som halter gevaldigt. Det betyder i praksis, lidt hårdt trukket op, at højskolerne som institution er komplet uden for indflydelse, fordi man ikke vil anerkende de nye spilleregler – og derfor er mere eller mindre usynlige i en bred offentlighed, der mere eller mindre kritikløst indretter sig efter de nye forhold. Så kunne man spørge sig selv: Er det et problem? Så længe de elever, der ankommer og rejser igen, er beriget fagligt og som mennesker. Jo, det er et problem – for højskolerne har brug for politisk anerkendelse. Derfor er de i den lidet misundelsesværdige situation, at de enten må give køb på en central del af deres fundament eller risikere liv og lemmer i omfattende kritik af det bestående for dog på den måde at have et fast ståsted. Det er ikke et nemt valg. Ind til nu har man placeret sig godt og grundigt mellem to stole. Udfordringen for højskolen i dag er derfor: Er man villig til for alvor at forsvare dobbeltdemokratiet og de gode gamle dage – eller vil man mere ukritisk tilpasse sig den nye politiske virkelighed.

Off game

System — Thu, 19 Aug 2010 08:21:49 GMT

KRONIK De vækstlag, demokratiet dannes af, skabes ikke i det dagsaktuelle politiske spil, men ude i virkeligheden, hvor mennesker tør diskutere mere end forsimplet retorik om økonomi og optimering Af Helga Kolby Kristiansen, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark For kort tid siden sad jeg og snakkede med en pige, der ved uheldighedernes sammentræf var droppet ud af gymnasiet. Hun fortalte, at det var svært at leve med den stigmatisering, der ligger i, at hun var en af hindringerne for, at politikerne kunne nå målet om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Hun følte sig reduceret til den uheldige procentdel, som politikerne taler om, når de siger, at det er vigtigt at få de sidste med, hvis Danmark skal klare sig i en globaliseret verden. Det er et stort ansvar at lægge på en 19-årigs usikre skulder. Eller drengen, der siden 6 klasse havde stående på sin handlingsplan, at han skulle være læge og indrettede sine fag derefter, men nu stod med en studentereksamen, der fortalte, at han aldrig blev læge. En identitetsudfordring, der ikke bare løses ved snak om ”hurtigt igennem” Igen rasles der fra politisk side med belønning til de stærke selvkørende i form af bedre SU, kontante bonusser og højere eksamenskarakter ved studiestart efter 1 år. Sidder politikerne mon ved deres skriveborde og tegner livet i grafer og søjler og skubber rundt med unge som rangervogne. Tænker de på, at der står levende mennesker bag beregningerne? Unge, der er stoppet – ikke på grund af ulyst til uddannelse – men fordi de er stødt på forhindringer, der spærrer for, at en uddannelse kan klares på rekordtid: skilsmisse i familien, et dødsfald, mobning i skolen. Helt almindelige unge, der kan være sårbare, men også er ambitiøse og målrettede. Politik for fremtiden? På de områder har en række institutioner, heriblandt højskolerne, lagt et stort stykke arbejde. For højskolerne bidrager gerne til at ruste eleverne fagligt til uddannelsessystemet, men finder det også nødvendigt i solidaritet med unge at sige, at et menneskes potentiale er ikke alene identisk med dets evne til at betale skat. Det er en grundtanke i al højskolevirksomhed, hvad enten det gælder unge på lange kurser eller andre aldersgrupper på de korte kurser. Den hviler på respekten for, at vi som samfundsborgere evner at tænke selv og handle ansvarligt, også når det gælder de store udfordringer, Danmark står over for. Klimaforandringerne udfordrer os. Hvad skal vi leve af? Hvor skal vi bo? Hvad skal de bærende værdier være, når nogle samfund går under, og nye skal bygges op, sådan som det allerede sker rundt om i verden. Klimatopmødet viste, at forandringer ikke kommer oppe fra, men højskolens historie fortæller, at forandringer kan komme nedefra, og at folkeligt pres kan skabe forandringer. Internationalt melder sig også store spørgsmål: Hvordan forholder vi os, når Europa og USA må afgive retten til at være verdens eneste magtcentre? Er svaret alene, at af frygt for at miste skal vi blive verdensmestre i alt muligt? Velfærdssamfundets værdier er også på dagsordenen. Omsorg, uddannelse, sundhed synes reduceret til en forsimplet retorik om økonomi og optimering. Økonomi er vigtig. Det skal på ingen måde anfægtes, men der findes også andre værdier, og det er højskolens opgave at sætte et stopskilt op, når økonomien breder sig ind på områder, hvor det handler om menneskelighed. Fælles for de nævnte temaer er, at løsningen eller mangel på samme rækker langt ind i fremtiden, og her er det beskæmmende, at det forekommer næsten umuligt at få politikere til at se længere end til næste valg. Den evige valgkampsstemning synes at spærre for, at der laves politik for fremtiden. Off game På Silkeborg Højskole har vi spillet et rollespil: ”Kampen om Danevang”. Spillet starter med, at alle går ”in game”, men en regel siger, at den enkelte spiller kan erklære sig ”off game”, når der skal ordnes noget i den virkelige verden. Under spillet kom jeg til at tænke på, at det ville være meget enklere, hvis politikerne havde et tilsvarende system: Når de tog deres ”in game” skilt på, vidste vi, at nu spiller de bare. Det er ikke fordi, de selv tror på, at virkeligheden ser sådan ud. Det er noget gamet kræver, når fokusgrupper og Go’ Morgen Danmark vil lege med dem. Så kunne vi almindelige borgere slappe af, og vente på, at de går ”off game” og forholder sig alvorligt til den virkelige verden. Forholder sig til os som selvberoende borgere, der kan tænke og tage ansvar. Forholder sig til, at konturerne af det samfund, vi ønsker at videregive til de næste generationer, skal tegnes nu. Højskolerne har en væsentlig opgave i at fastholde dem selv og politikerne på, at det virkelige liv – livet ”off game” – er afgørende for, om der overhovedet er noget liv. Det er ”off game” – uden for spil og spin – at de vækstlag dannes, som demokratiet vokser af. Højskolerne ønsker ikke at genoplive den klassiske tanke om de store folkelige fællesskaber, men udfordringen er lige nu at fastholde højskolerne som mødesteder. Mødesteder, hvor ingen ikke går fri af: At få sat kritisk lys på egne holdninger og blive bedre til at deltage i en verden af mangeartede fællesskaber; at få øje på mangfoldighedens nødvendighed; at tage stilling til, hvor stor radius skal være i egen solidaritetscirkel. Kun i kraft af det kan højskolerne være der for både den unge pige, der er droppet ud af gymnasiet, for drengen, hvis lægedrømme brast, og for alle andre, der er del af det samfund, vi lever i. For højskolerne er mødesteder, der danner ramme om en kvalificeret debat om samfundets indretning og fællesskabets udvikling, nationalt og globalt, for alle aldersgrupper. Højskolen ønsker både at være demokratiets underskov og magtens kritiske modrøst.

En genopretningsplan for højskolebevægelsen

System — Thu, 19 Aug 2010 08:18:01 GMT

KOMMENTAR Højskolernes overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter er nu afsløret, skriver Simon Lægsgaard. Derfor opfordrer han den samlede højskolebevægelse til at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed. Af Simon Lægsgaard, forstander, Brandbjerg Højskole Forskønnede omskrivninger Tænk at ”genopretning” kan være så trist en affære. Det lyder ellers så flot og visionært, næsten på linje med termer som ”udlændingeservice” og ”motivationsfremmende foranstaltninger”, og med omtrent samme bivirkning som præstationsfremmende stoffer. Ideen om at give ting med ubehagelige følger spiselige navne er rigtig god, for bliver man ved med at kalde en spade for en forvokset suppeske, så ender den jo nok med at blive det. Ideen er formentlig inspireret af den amerikanske hærs mangeårige brug af eufemismer såsom ”servicing the target”, der dækker over en smuk bombning af udvalgte mål, eller ”friendly fire”, der dækker over noget så skønt som soldater, der kommer til at skyde på deres egne. Når nogle af os, som trods de forskønnende omskrivninger, kan have svært ved at se storheden, så skyldes det givetvis manglende overblik og tendens til at hænge sig i detaljer. Den detalje jeg er blevet hængt i er en detalje til 55 mio. kroner. Den kan jeg i princippet hænges i hvert år de næste 3 år, men i praksis er der kun en lille sandsynlighed for, at jeg overlever den første hængning. 55 mio. kroner er det beløb, der varsles, at højskolerne skal lettes for de næste 3 år. Det er noget af en lettelse, og så uden at røre en finger. Det kalder jeg service. Velbegrundet mistanke Årsagen til at netop de i forvejen meget trængte højskoler også skal have en bid af genoprettelseskagen kan være lidt svær at gennemskue for den uindviede, men man må som almindeligt menneske acceptere, at der bare er nogle ting, der er så kloge, at de ikke er til at forstå. Samtlige 55 mio. genoprettelseskroner hentes i statsstøtten til de korte kurser, og begrundelsen er: At der er blevet så mange af dem de sidste år. At dette ikke er et statistisk faktum er jo ligegyldigt, for der er skrevet så meget om de korte kurser i aviserne, at det i hvert fald føles sådan, og i et Jantelovsland skriger det jo i sig selv efter politisk indgriben. Så frem med genopretningskniven, før højskolerne sætter sig på hele markedet. I sommer skrev alle aviserne i rosende vendinger om de mange fantastiske sommerkurser, der var blevet danskernes foretrukne ”ferieform”. Man fik straks den mistanke, at vi i dette land har større grupper af mennesker, som faktisk vil bruge deres ferie på noget så unaturligt som at drage af sted for at dygtiggøre sig, udvide horisonten og netværket og bruge tid og penge på egen dannelse, formentlig med den skumle agenda, at fylde skattekroner i nogle af ”Udkants-Danmarks” største kulturinstitutioner. Det kan vi simpelthen ikke have. Argumenterne imod er overvægtige. Det kunne jo gå ud over charterturismen i Udkants-Europa. Klaphatte og ministerrokade Det arbejde, der ligger bag er enestående. Det var Ekstrabladet, der spandt den første tråd til det smukt arrangerede baggrundstæppe for hele denne teaterforestilling. Man kan jo blive så uendelig træt af at høre om stakkevis af vellykkede korte kurser, at man simpelthen bliver nødt til at ”servicere målet” lidt. Et seriøst fodboldkursus omskrives med et pennestrøg til et klaphat-kursus, for klaphatte er bare så yt. Og reaktionerne udeblev da heller ikke. I Danmark støtter vi jo ikke fodbolden… I hvert fald ikke i højskoleregi. Politikere sagde: ”Fodboldkurser med useriøse [omskrevne] titler kan ikke være almendannende, heller ikke selv om de på indholdssiden lever op til kravet om almendannende undervisning”. Højskolefolk sagde: ”En meget uheldig sag på et meget uheldigt tidspunkt for hele Højskolebevægelsen”. Men det var nu slet ikke noget uheldigt tidspunkt, at den slet ikke uheldige sag blev taget op. Faktisk kunne baggrundstæppet med motivet af en gidseltaget fynsk højskole ikke passe bedre til den efterfølgende 55 mio. kroners forestilling. Timingen mellem ministerrokade og genoprettelsesplan var simpelthen perfekt. Det er håbløst naivt at tro, at fodboldkurset i sig selv har skadet højskolebevægelsen. Balladen om klaphatten har blot tjent som hammer i den hånd, der, som en lille del af genoprettelsesplanen, har slået på søm til en del højskolers ligkister. Havde det ikke været en fodbold, der blev til 5 klaphatte, havde det været en tango, der blev til 3 stripdansere og en lommetyv. Sagen gik sin planlagte gang. Lov eller medier? At visse korte kurser viser sig at være fuldt legale trods nedgørende omskrivninger og dårlig omtale, gør dem jo ikke nødvendigvis til gode kurser. Det er klart. Der er nemlig forskel på lovens bogstav og lovens intention. Det ved enhver smagsdommer. Det er jo indlysende, at med så stor en tematisk bredde i de korte kursusudbud er nogle kurser mere alment dannende end andre. For at sikre et højt alment bundniveau og den rigtige brug af skattekroner er enhver højskole derfor forpligtet til at lave indholdsplaner for hvert enkelt kursus, der viser at mindst 50 % af kurset opfylder målsætningen om almen dannelse. Indholdsplanerne er til brug for Undervisningsministeriets kontrol. Den ordning er vi glade for i Højskoledanmark. Det betyder nemlig, at det er lovgivning og ikke mediedækning, der bedømmer om kurserne er gode nok til at opnå statstilskud. Men den slags detaljer hænger man sig ikke i på de skrå brædder. Listesko eller bullshit-fri zone? Nu kunne man forestille sig, at højskolernes åbenlyse afhængighed af statstilskud nemt kunne friste nogen til at træde forsigtigt i udkanten af den offentlige bevågenhed, af frygt for at man blev vejet og fundet for let. Den tid er nu forbi. Vi er opdaget! Vi var for lette! Nu da der ikke er grund til at skjule vores overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter længere, vil jeg derfor opfordre den samlede højskolebevægelse til, at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed. Vi trænger til at veje lidt tungere på vægtskålen. Det er så ærgerligt at gå og skjule noget, som ikke har nogen gavn af skygge, men som tværtimod har behov for luft og lys for at gro sig stærkt. Det er tid til, uden skam at vise frem hvad vi har at byde på og ikke være bange for at forsvare det, vi har dedikeret vores liv til. For højskolerne i Danmark bygger ikke alene videre på et fantastisk koncept. Der laves også hver dag et stort og samfundsberigende stykke arbejde gennem såvel lange som korte kurser. Det er tid til at tage bladet fra munden og dømme bullshit-fri zone på de danske højskoler. Vi har ingenting at skamme os over. Mener andre noget andet, så er det med at få det frem i lyset, for det er her, højskolerne hører hjemme.

Panik før lukketid

System — Fri, 11 Jun 2010 09:07:56 GMT

Handlekraft synes at være det herskende politiske credo. Og det i en sådan grad, at det er muligt at gennemføre omfattende ændringer uden at kunne begrunde dem med noget, der minder om gode argumenter. De besparelser, der fra næste år bliver gennemført som et led i den såkaldte Genopretningsaftale, er udtryk for netop det: Man handler først – i et lønligt håb om, at netop den egenskab bliver belønnet af først og fremmest markedet og befolkningen. Først bagefter forsøger man at finde frem til de mulige konsekvenser af selve handlingen. Resultatet er, at man stort set handler i blinde og uden perspektiv. Det er givetvis ingen dårlig ide at få skabt balance på de offentlige budgetter. Og det er givet, at de berørte områder bliver utilfredse. Således også højskolerne. Men får besparelserne karakter af magtdemonstration uden mulighed for dialog, bliver konsekvenserne langt værre end nødvendigt. Kun at udvise handlekraft – uden at tage sig tid til at begrunde den – endsige tage ansvar for den, er udtryk for svaghed. Jo mere en regering – og dens ministre har behov for at markere, hvem der bestemmer, jo svagere er dens udgangspunkt. Genopretningspakken, der ikke kun skal genoprette den danske økonomi, men også skulle genoprette tilliden til regeringens ansvarlighed og kompetence, er blevet lige nøjagtig det modsatte. Det positive er imidlertid, at højskolerne, der i forvejen har rigeligt med argumenter, bliver tvunget til at sige måske ligefrem være med til at præge den offentlige debat igen.

Korte kurser

System — Thu, 15 Apr 2010 14:59:27 GMT

Højskolernes korte kurser har med jævne mellemrum været genstand for debat. De berygtede golf-kurser har af flere omgange været diskuteret og kritiseret. For har golf noget med højskole at gøre? Har bridge? Kan et fodbold-VM-kursus udvise tilstrækkeligt alment perspektiv til at være berettiget til statsstøtte? Undervisningsministeriet har igen kig på tilskuddet til de korte kurser. Givetvis med god grund. Det er i hvert fald ikke så overraskende, at det kan være vanskeligt at finde politisk opbakning til kurser, der markedsfører sig så uovervejet. Noget kunne tyde på, at man rundt omkring igen lige så langsomt har glemt grundlaget for højskolen – i hvert fald i måden, der kommunikeres. Set udefra er der tilsyneladende ingen grænser for, hvilke emner man kan tilføre lidt almen perspektivering og dermed hæve statsstøtte. De korte kurser udgør et væsentlig økonomisk fundament for at drive højskolernes kerneydelse: de lange kurser. Af samme grund opstår mistanken nemt om, at de kun er til for at skabe indtægt for højskolerne, og risikoen for, at kurserne bliver udformet og markedsført udelukkende for at skaffe kunder i butikken – med begrænset blik for et egentligt samfundsnyttigt perspektiv. Alt dette betyder imidlertid ikke, at de korte kurser ikke har nogen berettigelse. Tværtimod. En uge på højskole kan være – og er ofte – ensbetydende med udvidelsen af ens horisont og medvirker til bred demokratisk dannelse. Og den sjældne kvalitet, at de korte kurser ofte er forum for, at mennesker fra forskellige grupper i samfundet, der ellers aldrig ville se hinanden, mødes. Der er der sågar også et marked for – og det burde dermed ikke være noget grund til at pakke det ind i klaphatte og golfkøller.

Den svære balancegang

System — Thu, 11 Mar 2010 15:37:39 GMT

Hvem skal befolke de danske højskoler? Den nye undervisningsminis- ter Tina Nedergaard siger i et interview i dette nummer af Højskolebladet, at højskolernes fornemste opgave er, at være der for dem, man kunne kalde de lidt svagere unge. Dem, der er i fare for ikke at gå videre i det kompetencegivende uddannelsessystem. Og det leder jo videre til spørgsmålet om, hvem højskolernes målgruppe egentlig er. For alle højskoler vil gerne have mange elever, spørgsmålet er bare hvilke elever. Som skoleform står højskolerne mellem på den ene side at skulle finde politisk legitimitet ved at tage socialt ansvar for særlige grupper af unge, som undervisningsministeren siger – og på den anden side at markedsføre sig selv i forhold til den primære målgruppe, nemlig 4. g’erne fra middelklassen, der godt kunne tænke sig et halvt års tid på højskole med liv og glade dage og faglig inspiration, før de starter på en videregående uddannelse. Ideelt set er der ingen modsætning mellem de to målgrupper. For det må være en forudsætning, at højskolernes største elevgruppe er dem med overskud og de bedste forudsætninger. Ellers havde man ikke meget at tilbyde de elever, der tilhører den svagere gruppe. Men i praksis kan det være en vanskelig balanceakt. Højskolerne over en bred kam dækker hele spektret, men ser man på de enkelte højskoler, har de meget homogene elevgrupper. Hvis højskolen fortsat skal være et af de få tilbageværende steder, hvor man faktisk møder nogle, der er anderledes end en selv, er det nødvendigt at tænke i bredere målgrupper. Hvis ikke må man fortsat arbejde med to forskellige dagsordner: en der skaffer politisk legitimitet, og én, der skaffer elever.

Grundtvig igen igen

System — Tue, 22 Sep 2009 12:21:13 GMT

Af Andreas Harbsmeier I dette nummer af Højskolebladet har vi valgt at sætte fokus på højskolernes ideologiske grundlag. Hvor henter højskoleforstanderne deres inspiration fra - og hvad siger det om højskolen lige nu? Resultatet er nærmest overraskende i sin traditionsbundethed, men det kommer trods alt nok ikke bag på så mange, at Grundtvig stadig indtager en suveræn førsteplads. Men som historiker Jes Fabricius Møller siger inde i bladet, så havde man begrædt traditionstabet, hvis han ikke havde været der, men kritiserer manglen på fornyelse, når han stadig står så stærkt. Navnene på den øverste del af listen er gamle kendinge i højskoledanmark. Løgstrup, Kierkegaard, Grundtvig, Hal Koch og så videre. Intet nyt under solen. Og så alligevel. For listen afspejler dermed også, at der faktisk er stor enighed om vigtigheden af det grundlæggende tankegods og den tradition, højskolen har levet af gennem mange år. Hvornår var det lige, at det har været sådan før? Som afsæt for nye tanker og ideer og som samspil med de mere tidssvarende tænkere og inspiratorer, der befolker listens mere sekundære placeringer. Om man kan lide det eller ej: Grundtvig må man forholde sig til - tage afstand eller hylde. Det er givet, at idegrundlaget ikke nødvendigvis siger så meget om den måde, der bliver drevet højskole på i dag - men det understreger dog, at der trods forskelligheder på mange fronter stadig er en tradition, som er fælles. I en tid, hvor ånden definitivt synes at have forladt det politiske liv og den offentlige debat, er det befriende, at højskolerne stadig er i dialog sin fortid, og deri har en glimrende basis for at kaste sig ud i nye tanker, ideer og inspirationskilder.