Højskolebladet

227 år

Charlotte Kjærholm Pedersen — Thu, 02 Sep 2010 13:49:22 GMT

På onsdag, den 8. september, fylder Grundtvig 227 år. Og det er jo ingen alder. Det lader i hvert fald ikke til, at den går ubemærket hen, for den aldrende herre er aktuel som altid og bliver fejret på behørig vis. Blandt andet af Grundtvigsk Forum, der har beliggenhed i Vartov. Her byder man på fælles morgenmad og besøg af forskellige gæster, som på den ene eller anden måde har et forhold til Grundtvig. Blandt andet kan man høre om ”Grundtvig i Rusland”, hvor Lida Shkorkina fra Moskva, og danske Gudmund Bager og Jørgen Hinsby vil fortælle om et russiske Grundtvig-projekt. På Vartov får man også besøg af Integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, som vil fortælle om sin bog ”Gud, Grundtvig og Grundloven”. Men det er ikke kun i Vartovs historiske bygninger, at Grundtvig bliver fejret. Også i Liselund ved Slagelse bliver dagen markeret. Her kommer Mette Bock, der er tidligere programdirektør i DR, og taler om Grundtvig. Af andre steder kan Grundtvig.dk også melde om arrangementer på Grundtvigs Mindestuer i Udby, Skærum Mølle og Rønnebæksholm ved Næstved. Sker der noget, der hvor du bor?

Apatiens tid

Thomas Koefoed — Wed, 25 Aug 2010 08:49:38 GMT

Den folkelige drivkraft og engagement er feset ud af den demokratiske samfundsballon, og apatien er blevet vor tids egentlige kendetegn. Sådan synes det dystre billede at tegne sig, når man skal kortlægge den politiske kulturs tilstand i dagens Danmark. Tre samfundskritikere giver deres bud på, hvad der er gået galt. af Andreas Tonnesen Så længe det går godt og samfundskagen vokser, så er alle glade. Men efter flere år med international og hjemlig krise, kunne man tro, at protesterne for alvor ville begynde at blive hørbare. Flere og flere mister job, mens der er blevet pumpet enorme pengesummer ind i et bank- og finansvæsen, som har spillet en ikke uvæsentlig rolle for selvsamme krise. Nu skal regningen betales, og med den fremlagte Genopretningspakke vanker der markante besparelser på centrale dele af velfærdsydelserne. Overraskende nok er pakken dog blevet mødt meget få protester i den brede befolkning. Hvad er pakken - ikke mindst den overraskende stilhed, som den i det store hele er blevet mødt med - egentlig symptomer på? Hvad siger de om den politiske kulturs tilstand i dagens Danmark? En politisk kultur uden visioner Genopretningspakken er udtryk for en politik, der grundlæggende mangler evnen til at tænke nyt. Det mener forlægger og forfatter Lene Andersen. Ifølge hende justerer vi på de knapper, som vi allerede har i stedet for at diskutere, om vi skulle udvikle en række nye knapper til at opererer med. For hende at se, er det er kernen af problemet. Om beløbene på besparelserne er store eller små, er ikke synderligt interessant, og om dagpengeperioden falder fra fire til to år, det synes Lene Andersen ærligt talt er noget klynk at pive over. ”Det kan jeg overhovedet ikke hidse mig op over. Det der derimod virkelig skræmmer mig i det her land, er at man overhovedet ikke har nogen vision for, hvordan tingene skal se ud om tyve år. Det er som om, Danmark er, som det altid har været, og så er der lidt færre penge, end der var i går. Det, jeg synes, er virkelig katastrofalt. Den politiske kultur i Danmark er éndimisionel, den er åndsforladt og visionsløs og mangler udsyn.” Frederik Christensen har med et langt liv inden for højskoleverdenen især blik for den uddannelsespolitiske side af sagen. I den visionsløse politik står højskolen svagt og splittet, mener han, da højskolerne ikke længere spiller en selvfølgelig rolle i samfundslivet. At politikerne priser højskolerne som en historisk institution gør ikke at de tænker den som et egentligt satsningsområde, forklarer han. I stedet har regeringen har gennem hele sin regeringsperiode skåret i folkeoplysningssiden af uddannelsessystemet og gjort Pisa-galskaben til et værende element, der præger forståelsen af uddannelse i vor tid. ”Uddannelse er idag i høj grad at forstå som en forberedelse til samfundsproduktionen. Den hårde konkurrencetænkning i uddannelsessystemet tager ikke højde for den enkeltes liv og den sammenhæng, der skal eksisterer mellem uddannelse og de værdier, der knytter sig til den enkeltes eget levede liv. Det skaber en kløft mellem eliten og befolkningen.” mener han. ”Tag bare den nylige hjemmeplejeskandale som eksempel. Kan vi klare sådan et problem ved hjælp af Pisa-undersøgelser? Er det problemet her, at der er noget de ikke har fået lært i skolen? Nej, det er nogle andre værdier, som vi skal passe meget på ikke at miste. Det bliver for alvor dyrt, hvis vi ikke tager hånd om disse værdier”, understreger Frederik Christensen. Den folkelige apati Hvis man skal gå i rette med den kultur, som præger det politiske etablissement i Danmark, så må man også kigge på fundamentet for denne kultur, nemlig på den danske befolkning som i sidste ende oppebærer og legitimerer magthaverne. Enhver befolkning har de politikere, som den fortjener. Sådan ser Lene andersen på det. Hun synes at kunne konstatere, at danskerne har bildt hinanden ind, at det er tilstrækkeligt at læse krimier, bygge udestuer og spise sammen med naboen. ”Men det er det ikke. Magt er ikke noget man får, det er noget man tager,” advarer Lene Andersen. ”Hvis man gerne vil have politik, der er langsigtet og tager ordentligt hånd om samfundet, så er man nødt til at sætte sig ind i sagerne, og så må man se at få udfordret sig selv og sit verdensbillede. Det er det nære, som vi spontant og umiddelbart interesserer os for, og det er jo meget menneskeligt,” forklarer hun og understreger, at der et problem i forhold til samfundsværdier. Dem, der er interesseret i magt, holder den for sig selv. Man er altså til en vis grad nødt til at interessere sig for politik og udvide sin horisont. Det er der virkelig mange, som har det skidt med. Fordi det kræver, at man TÆNKER. Det at tænke har i sig selv ikke særlig høj status i dag. Det har højere status at lave god mad. Vi har jo en masse tv-kokke, vi har ikke en masse tv-filosoffer. I den brede offentlighed, i popkulturen, er der masser af kokke og livsstilseksperter, men der er jo ikke en eneste filosof. Der er jo ikke nogen der taler om, hvad der er det fundamentale, det der giver mening og retning og som hører til det at være menneske.” Måske derfor er det er et tidstypisk tegn, at markante politiske tiltag mødes med en tilsvarende stilhed i den brede befolkning. Ifølge Ole Krarup, der et langt liv har været engageret i Folkebevægelsen mod EU, er det en ond cirkel. ”Jo mere apatisk befolkningen bliver, desto større bliver politikernes spillerum og desto større bliver også de øreklappe, som de har på. Argumentresistensen og den mentale døvhed på magthavernes side går hånd i hånd med den folkelige apati. Måske er det et moderne dilemma, at vi skal tage stilling til alt hvad der sker i den ”globale landsby”, men samtidig oplever det som mere og mere umuligt at handle og reagere på alt det, vi bliver vidne til?” spørger han. Forargelseskulturen i dansk politik Når formiddagsaviserne eksempelvis blæser politikernes privatøkonomiske situation op på forsiden handler det ifølge Frederik Christensen om forargelse. For ham at se er forargelseskulturen en af tidens tendenser, som har indfundet sig i det politiske rum og som på mange måder hindrer det ægte engagement i at komme til udfoldelse. Det medfører, at politiske emner og sager ofte får personlige vinkler og der fokuseres mere på det skandaløse end på det politisk uretfærdige. ”Denne forargelseskultur er fremtrædende i vor tid og i medierne. Det er selvfølgelig noget som politikerne udnytter, men med jævne mellemrum bliver de også selv ofre for den”, mener Frederik Christensen. Der er nogle alvorlige konsekvenser ved det faktum, at politik i dag i den grad er kendetegnet ved det personfikserede og skandaløse. Skandalen er i Ole Krarups øjne så populært nyhedstof, fordi det er en del af en vor tids helt store kulturelle drivkræfter, nemlig underholdningsindustrien. Men skandalen fører i udgangspunktet ikke til noget politisk. ”Den kan måske afsløre noget om politikernes moral og eller dobbeltmoral, den gør folk forarget, men angiver ingen politisk retning. Bagsiden er så bare udviklingen af en slags markedsdemokrati, hvor det handler om at fastholde taburetten og finde ud af, hvor man kan fiske flest stemmer. I sidste ende medfører det en politisk debat, hvor man vinder mere på de andres bommerter end på egne argumenter.” forklarer han. Når man snakker om folkeligt engagement og folkelig apati er det også for Lene Andersen interessant at betragte, i hvor høj grad politik i dag spiller på følelser. Hun ser eksempelvis det stigende antal af indsamlingshows, der år for år formår at indsamle større og større pengesummer, som værende et udtryk for et folkeligt engagement, men mener, at faren er, at deres stigende succes også skyldes, at flere og flere sidder foran skærmene lørdag aften og beskræfter sig selv. ”Og der sidder vi altså og føler os åh så gode, for nu har vi givet penge til nogle sultne og nødlidende mennesker. Vi har en dejlig følelse i kroppen og er blevet dybt rørt, for vi har set nogle børn med store våde øjne. Al ære og respekt for disse indsamlingsshows, men i stedet for at sidde lørdag aften og føle, at vi svømmer over af godhed, kunne vi også engagere os i politik og være med til at sikre, at vi fører en ordentlig u-landspolitik.” er hendes råd. Folkeligt engagement og manglende udblik Et andet aktuelt og spændende eksempel på et ægte folkeligt engagement i den politiske debat er det nyligt dannet parti Fælleslisten. Her har det såkaldte ”udkantsdanmark” netop rejst sig for at gøre sin indflydelse gældende og udfordre det politiske etablissement. Lene Andersen er delvist enig i den betragtning. ”Fælleslisten er på mange måder et udtryk for, at en gruppe almindelige borgere melder sig ind i den politiske sfære. Men jeg savnede dem bare, da vi indledte krigen i Irak, eller da Lømmelpakken blev vedtaget, for der gik vi virkelig på kompromis med nogle meget væsentlige principper. Det er kendetegnende, at hvis ikke lige at man selv er i Irak, eller selv falder ind under lømmelkategorien, så er det fuldstændig abstrakt at forholde sig til de to vedtagelser.” siger hun og tilføjer, at dannelsen af Fælleslisten afspejler manglende udsyn. ”Det som også er interessant ved Fælleslisten er det faktum, at det er de helt konkrete og nære sager, som sat gang i dannelsen af dette parti. Og det tror jeg hænger sammen med en bred tendens i samfundet i dag. Man ynder ikke så gerne at udvide sin horisont og tage den abstrakte overbygning med, men er kun engageret i det, som er konkret og som har at gøre med ens egen by. Det principielle i hvorvidt man bør medvirke i en angrebskrig uden FN i ryggen og det principielle i at ændre retssikkerheden for visse borgere, det forholder man sig ikke til, for det er abstrakt og besværligt. Jeg synes det er fantastisk, at der nu er nogle mennesker, der begynder at beskæftige sig med politik, men jeg synes altså også, at det er sigende, at det er det her, som får dem til det.” Den svære opskrift Derfor er det vigtigt at sikre, at kløften mellem den politiske elite og den brede befolkning ikke bliver afgrundsdyb. Ifølge Lene Andersen er centralnerven i det danske demokrati samtalekulturen, der gennemløber hele samfundet på kryds og tværs. ”I sidste ende er det jo vores egen skyld, at der er så stor en afstand mellem den politiske sfære og den almindelige brede befolkning,” påpeger hun. ”Alle og enhver kan jo melde sig ind i en vælgerforening og være med til at udpege, dem som skal stille op. Og det synes jeg faktisk, at folk skulle tage at gøre.” Hun mener, at det er en del af opskriften på at komme tidens poltiske apati til livs. Hun pointerer også, at det er vigtigt at spørge sig selv, hvor det er, at man kan bidrage til noget i samfundet. Uanset om det er lokalt eller globalt. Det vigtigste er, at man tager stilling til at den tillid, der skal være mellem mennesker, så vitterligt er der. Kort sagt er Lene Andersens opskrift på at komme tidens apati til livs og fastholde et levende og folkeligt rodfæstede demokrati lige så enkel som besværlig: ”Hver eneste af os har til opgave at blande sig, og hvis ikke ligefrem tage magten, så i hvert fald tage del i det politiske magtspil for at sikre, at det er et spil med flest mulige deltagere.” Blå bog Lene Andersen F. 1968. Civiløkonom, frafalden stud.teol. og forfatter til bogserien Baade-Og. Kvinden bag forlaget Det Andersenske Forlag. Frederik Christensen Tidligere forstander på den nu nedlagte Kerteminde Højskole og forfatter til bogen Med livet i højskolen. Ole Krarup F. 1935. Professor i Retsvidenskab og tidligere europarlamentariker for Folkebevægelsen mod EU.

Højskolerne går hårde år i møde

Charlotte Kjærholm Pedersen — Tue, 24 Aug 2010 14:09:16 GMT

Som ventet bliver højskolerne hårdt ramt af Finanslovsforslaget for 2011. Dog har regeringen lyttet til FFD’s forslag så besparelserne bliver fordelt mere ligeligt skolerne imellem. Af Charlotte Kjærholm Pedersen Da Genopretningsaftalen i foråret blev præsenteret, så det sort ud for højskolerne. Især ”Udkantdanmark” og seniorhøjskolerne ville blive hårdt ramt af de markante besparelser i tilskud til korte kurser og så ikke store chancer for at overleve nedskæringerne. FFD udsendte en resolution, som udtrykte frustration over forslaget, og en anden model for besparelserne blev foreslået. Og det har regeringen – og Undervisningsministeriet tilsyneladende lyttet til. I al fald er den oprindelige plan for højskolerne forkastet til fordel for en model, hvor besparelserne er mere ligeligt fordelt mellem tilskuddene til korte og mellemlange kurser. Undervisningsminister Tina Nedergaard siger i en pressemeddelelse, ”Vi har lyttet til den kritik af genopretningsaftalen, som højskolerne har fremført. Efter drøftelser med højskolerne er den fremtidige model for tilskud til højskolerne derfor blevet justeret. Jeg er glad for, at vi i fællesskab har fundet en model, der på væsentlige områder imødekommer højskolernes ønsker, uden at det bryder med genopretningsaftalen.” Stadig svært I praksis betyder det, at alle skoler bliver ramt af en reducering i grundtilskud, mens tilskud til både korte og mellemlange kurser bliver reduceret mellem 30 og 35 %. Tilskud til længere kurser beholdes som oprindeligt. Men fremtiden bliver ikke let for højskolerne, ”Forslaget til finansloven indeholder som ventet alvorlige reduktioner på folkehøjskolernes område. Undervisningsministeren og partierne bag Genopretningsplanen udviste lydhørhed over for foreningens ønsker om at fordele besparelserne, så vi i højere grad kan undgå skolelukninger. Men tilbage står, at højskolerne stadig skal spare mere end 10 pct. af det samlede tilskud i 2011. Dette vil give alvorlige udfordringer,” skriver FFD på deres hjemmeside. Dagens overraskelse er, at mens Genopretningsaftalen gjorde sig gældende til og med 2013, har Finansloven også har sat 2014 på papiret. Her er nedskæringerne på 52 millioner ligesom de andre år. Undervisningsministeriet kalder det for en ”omstillingsreserve”, som er til ”omprioriteringer og nye initiativer på ministerområdet”.

Off game

Andreas Harbsmeier — Thu, 19 Aug 2010 08:21:49 GMT

KRONIK De vækstlag, demokratiet dannes af, skabes ikke i det dagsaktuelle politiske spil, men ude i virkeligheden, hvor mennesker tør diskutere mere end forsimplet retorik om økonomi og optimering Af Helga Kolby Kristiansen, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark For kort tid siden sad jeg og snakkede med en pige, der ved uheldighedernes sammentræf var droppet ud af gymnasiet. Hun fortalte, at det var svært at leve med den stigmatisering, der ligger i, at hun var en af hindringerne for, at politikerne kunne nå målet om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Hun følte sig reduceret til den uheldige procentdel, som politikerne taler om, når de siger, at det er vigtigt at få de sidste med, hvis Danmark skal klare sig i en globaliseret verden. Det er et stort ansvar at lægge på en 19-årigs usikre skulder. Eller drengen, der siden 6 klasse havde stående på sin handlingsplan, at han skulle være læge og indrettede sine fag derefter, men nu stod med en studentereksamen, der fortalte, at han aldrig blev læge. En identitetsudfordring, der ikke bare løses ved snak om ”hurtigt igennem” Igen rasles der fra politisk side med belønning til de stærke selvkørende i form af bedre SU, kontante bonusser og højere eksamenskarakter ved studiestart efter 1 år. Sidder politikerne mon ved deres skriveborde og tegner livet i grafer og søjler og skubber rundt med unge som rangervogne. Tænker de på, at der står levende mennesker bag beregningerne? Unge, der er stoppet – ikke på grund af ulyst til uddannelse – men fordi de er stødt på forhindringer, der spærrer for, at en uddannelse kan klares på rekordtid: skilsmisse i familien, et dødsfald, mobning i skolen. Helt almindelige unge, der kan være sårbare, men også er ambitiøse og målrettede. Politik for fremtiden? På de områder har en række institutioner, heriblandt højskolerne, lagt et stort stykke arbejde. For højskolerne bidrager gerne til at ruste eleverne fagligt til uddannelsessystemet, men finder det også nødvendigt i solidaritet med unge at sige, at et menneskes potentiale er ikke alene identisk med dets evne til at betale skat. Det er en grundtanke i al højskolevirksomhed, hvad enten det gælder unge på lange kurser eller andre aldersgrupper på de korte kurser. Den hviler på respekten for, at vi som samfundsborgere evner at tænke selv og handle ansvarligt, også når det gælder de store udfordringer, Danmark står over for. Klimaforandringerne udfordrer os. Hvad skal vi leve af? Hvor skal vi bo? Hvad skal de bærende værdier være, når nogle samfund går under, og nye skal bygges op, sådan som det allerede sker rundt om i verden. Klimatopmødet viste, at forandringer ikke kommer oppe fra, men højskolens historie fortæller, at forandringer kan komme nedefra, og at folkeligt pres kan skabe forandringer. Internationalt melder sig også store spørgsmål: Hvordan forholder vi os, når Europa og USA må afgive retten til at være verdens eneste magtcentre? Er svaret alene, at af frygt for at miste skal vi blive verdensmestre i alt muligt? Velfærdssamfundets værdier er også på dagsordenen. Omsorg, uddannelse, sundhed synes reduceret til en forsimplet retorik om økonomi og optimering. Økonomi er vigtig. Det skal på ingen måde anfægtes, men der findes også andre værdier, og det er højskolens opgave at sætte et stopskilt op, når økonomien breder sig ind på områder, hvor det handler om menneskelighed. Fælles for de nævnte temaer er, at løsningen eller mangel på samme rækker langt ind i fremtiden, og her er det beskæmmende, at det forekommer næsten umuligt at få politikere til at se længere end til næste valg. Den evige valgkampsstemning synes at spærre for, at der laves politik for fremtiden. Off game På Silkeborg Højskole har vi spillet et rollespil: ”Kampen om Danevang”. Spillet starter med, at alle går ”in game”, men en regel siger, at den enkelte spiller kan erklære sig ”off game”, når der skal ordnes noget i den virkelige verden. Under spillet kom jeg til at tænke på, at det ville være meget enklere, hvis politikerne havde et tilsvarende system: Når de tog deres ”in game” skilt på, vidste vi, at nu spiller de bare. Det er ikke fordi, de selv tror på, at virkeligheden ser sådan ud. Det er noget gamet kræver, når fokusgrupper og Go’ Morgen Danmark vil lege med dem. Så kunne vi almindelige borgere slappe af, og vente på, at de går ”off game” og forholder sig alvorligt til den virkelige verden. Forholder sig til os som selvberoende borgere, der kan tænke og tage ansvar. Forholder sig til, at konturerne af det samfund, vi ønsker at videregive til de næste generationer, skal tegnes nu. Højskolerne har en væsentlig opgave i at fastholde dem selv og politikerne på, at det virkelige liv – livet ”off game” – er afgørende for, om der overhovedet er noget liv. Det er ”off game” – uden for spil og spin – at de vækstlag dannes, som demokratiet vokser af. Højskolerne ønsker ikke at genoplive den klassiske tanke om de store folkelige fællesskaber, men udfordringen er lige nu at fastholde højskolerne som mødesteder. Mødesteder, hvor ingen ikke går fri af: At få sat kritisk lys på egne holdninger og blive bedre til at deltage i en verden af mangeartede fællesskaber; at få øje på mangfoldighedens nødvendighed; at tage stilling til, hvor stor radius skal være i egen solidaritetscirkel. Kun i kraft af det kan højskolerne være der for både den unge pige, der er droppet ud af gymnasiet, for drengen, hvis lægedrømme brast, og for alle andre, der er del af det samfund, vi lever i. For højskolerne er mødesteder, der danner ramme om en kvalificeret debat om samfundets indretning og fællesskabets udvikling, nationalt og globalt, for alle aldersgrupper. Højskolen ønsker både at være demokratiets underskov og magtens kritiske modrøst.

En genopretningsplan for højskolebevægelsen

Andreas Harbsmeier — Thu, 19 Aug 2010 08:18:01 GMT

KOMMENTAR Højskolernes overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter er nu afsløret, skriver Simon Lægsgaard. Derfor opfordrer han den samlede højskolebevægelse til at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed. Af Simon Lægsgaard, forstander, Brandbjerg Højskole Forskønnede omskrivninger Tænk at ”genopretning” kan være så trist en affære. Det lyder ellers så flot og visionært, næsten på linje med termer som ”udlændingeservice” og ”motivationsfremmende foranstaltninger”, og med omtrent samme bivirkning som præstationsfremmende stoffer. Ideen om at give ting med ubehagelige følger spiselige navne er rigtig god, for bliver man ved med at kalde en spade for en forvokset suppeske, så ender den jo nok med at blive det. Ideen er formentlig inspireret af den amerikanske hærs mangeårige brug af eufemismer såsom ”servicing the target”, der dækker over en smuk bombning af udvalgte mål, eller ”friendly fire”, der dækker over noget så skønt som soldater, der kommer til at skyde på deres egne. Når nogle af os, som trods de forskønnende omskrivninger, kan have svært ved at se storheden, så skyldes det givetvis manglende overblik og tendens til at hænge sig i detaljer. Den detalje jeg er blevet hængt i er en detalje til 55 mio. kroner. Den kan jeg i princippet hænges i hvert år de næste 3 år, men i praksis er der kun en lille sandsynlighed for, at jeg overlever den første hængning. 55 mio. kroner er det beløb, der varsles, at højskolerne skal lettes for de næste 3 år. Det er noget af en lettelse, og så uden at røre en finger. Det kalder jeg service. Velbegrundet mistanke Årsagen til at netop de i forvejen meget trængte højskoler også skal have en bid af genoprettelseskagen kan være lidt svær at gennemskue for den uindviede, men man må som almindeligt menneske acceptere, at der bare er nogle ting, der er så kloge, at de ikke er til at forstå. Samtlige 55 mio. genoprettelseskroner hentes i statsstøtten til de korte kurser, og begrundelsen er: At der er blevet så mange af dem de sidste år. At dette ikke er et statistisk faktum er jo ligegyldigt, for der er skrevet så meget om de korte kurser i aviserne, at det i hvert fald føles sådan, og i et Jantelovsland skriger det jo i sig selv efter politisk indgriben. Så frem med genopretningskniven, før højskolerne sætter sig på hele markedet. I sommer skrev alle aviserne i rosende vendinger om de mange fantastiske sommerkurser, der var blevet danskernes foretrukne ”ferieform”. Man fik straks den mistanke, at vi i dette land har større grupper af mennesker, som faktisk vil bruge deres ferie på noget så unaturligt som at drage af sted for at dygtiggøre sig, udvide horisonten og netværket og bruge tid og penge på egen dannelse, formentlig med den skumle agenda, at fylde skattekroner i nogle af ”Udkants-Danmarks” største kulturinstitutioner. Det kan vi simpelthen ikke have. Argumenterne imod er overvægtige. Det kunne jo gå ud over charterturismen i Udkants-Europa. Klaphatte og ministerrokade Det arbejde, der ligger bag er enestående. Det var Ekstrabladet, der spandt den første tråd til det smukt arrangerede baggrundstæppe for hele denne teaterforestilling. Man kan jo blive så uendelig træt af at høre om stakkevis af vellykkede korte kurser, at man simpelthen bliver nødt til at ”servicere målet” lidt. Et seriøst fodboldkursus omskrives med et pennestrøg til et klaphat-kursus, for klaphatte er bare så yt. Og reaktionerne udeblev da heller ikke. I Danmark støtter vi jo ikke fodbolden… I hvert fald ikke i højskoleregi. Politikere sagde: ”Fodboldkurser med useriøse [omskrevne] titler kan ikke være almendannende, heller ikke selv om de på indholdssiden lever op til kravet om almendannende undervisning”. Højskolefolk sagde: ”En meget uheldig sag på et meget uheldigt tidspunkt for hele Højskolebevægelsen”. Men det var nu slet ikke noget uheldigt tidspunkt, at den slet ikke uheldige sag blev taget op. Faktisk kunne baggrundstæppet med motivet af en gidseltaget fynsk højskole ikke passe bedre til den efterfølgende 55 mio. kroners forestilling. Timingen mellem ministerrokade og genoprettelsesplan var simpelthen perfekt. Det er håbløst naivt at tro, at fodboldkurset i sig selv har skadet højskolebevægelsen. Balladen om klaphatten har blot tjent som hammer i den hånd, der, som en lille del af genoprettelsesplanen, har slået på søm til en del højskolers ligkister. Havde det ikke været en fodbold, der blev til 5 klaphatte, havde det været en tango, der blev til 3 stripdansere og en lommetyv. Sagen gik sin planlagte gang. Lov eller medier? At visse korte kurser viser sig at være fuldt legale trods nedgørende omskrivninger og dårlig omtale, gør dem jo ikke nødvendigvis til gode kurser. Det er klart. Der er nemlig forskel på lovens bogstav og lovens intention. Det ved enhver smagsdommer. Det er jo indlysende, at med så stor en tematisk bredde i de korte kursusudbud er nogle kurser mere alment dannende end andre. For at sikre et højt alment bundniveau og den rigtige brug af skattekroner er enhver højskole derfor forpligtet til at lave indholdsplaner for hvert enkelt kursus, der viser at mindst 50 % af kurset opfylder målsætningen om almen dannelse. Indholdsplanerne er til brug for Undervisningsministeriets kontrol. Den ordning er vi glade for i Højskoledanmark. Det betyder nemlig, at det er lovgivning og ikke mediedækning, der bedømmer om kurserne er gode nok til at opnå statstilskud. Men den slags detaljer hænger man sig ikke i på de skrå brædder. Listesko eller bullshit-fri zone? Nu kunne man forestille sig, at højskolernes åbenlyse afhængighed af statstilskud nemt kunne friste nogen til at træde forsigtigt i udkanten af den offentlige bevågenhed, af frygt for at man blev vejet og fundet for let. Den tid er nu forbi. Vi er opdaget! Vi var for lette! Nu da der ikke er grund til at skjule vores overfladiske og ikke-lødige forretningskoncepter længere, vil jeg derfor opfordre den samlede højskolebevægelse til, at bruge denne opbyggelige anledning til genopretning af højskolebevægelsens stolthed. Vi trænger til at veje lidt tungere på vægtskålen. Det er så ærgerligt at gå og skjule noget, som ikke har nogen gavn af skygge, men som tværtimod har behov for luft og lys for at gro sig stærkt. Det er tid til, uden skam at vise frem hvad vi har at byde på og ikke være bange for at forsvare det, vi har dedikeret vores liv til. For højskolerne i Danmark bygger ikke alene videre på et fantastisk koncept. Der laves også hver dag et stort og samfundsberigende stykke arbejde gennem såvel lange som korte kurser. Det er tid til at tage bladet fra munden og dømme bullshit-fri zone på de danske højskoler. Vi har ingenting at skamme os over. Mener andre noget andet, så er det med at få det frem i lyset, for det er her, højskolerne hører hjemme.

Overvågning på grund af anonymt tip

Charlotte Kjærholm Pedersen — Thu, 12 Aug 2010 10:57:34 GMT

En betjent mente, det ”meget vel kunne passe, ligesom der udmærket kunne afholdes skydeøvelse uden at det ville blive bemærket af de omboende”. Så alvorligt blev et anonymt tip fra en mand, hvis datter havde hørt rygter om, at Tidens Højskoles område blev brugt til afholdelse af skydeøvelser med sovjetiske våben, taget. Det var imidlertid ikke sandt, men alligevel blev skolen overvåget gennem længere tid. Overvågningen fandt sted i sommeren 1975, og den tidligere forstander på skolen, Poul Simonsen, var blandt de overvågede. Han var nævnt i PET-kommissionens rapport, hvilket fik ham til at søge aktindsigt. Gennem 6 A4-sider kunne han læse om sig selv og sine foretagender, som dog ikke involverer skyderier eller andet mistænkeligt, hvilket, sammen med ”flere pålidelige kontakter” der ikke oplever noget mistænkeligt, får PET til at afslutte overvågningen. Det skriver Dagbladet Information. Poul Simonsen siger til Arbejderen, efter at have set sig selv beskrevet i PET-arkiver, at det er ”meget kritisabelt, at man kan blive registreret hos PET på baggrund af anonyme rygter”. /cp

Færre tager sabbatår

Charlotte Kjærholm Pedersen — Thu, 12 Aug 2010 10:57:27 GMT

Færre unge forventes i år at tage sabbatår, viser en ny undersøgelse lavet af Gallup. Omkring en tredjedel af alle unge, som afslutter en ungdomsuddannelse i år, vil gå direkte i gang med en videregående uddannelse. Blandt mændene drejer det sig næsten om halvdelen, mens lidt flere kvinder benytter sig af et sabbatår. Her er det ca. 30 %, der går den direkte vej. Det stemmer godt overens med Københavns Universitet, som gennem de seneste mange år også har oplevet, at gennemsnitsalderen ved studiestart er faldet. Gennemsnitsalderen er faldet en måned fra 1998 til 2008. Studiechef på Københavns Universitet, Claus Nielsen, fortæller, at han mener, at det er på grund af, at hele optagelsessystemet på universiteterne er lavet om. Så når det ikke giver mange ekstra chancer at tage på højskole eller andet som kvalificerer til kvote 2, benytter man sig ikke af det, dernæst at hvis man bruger for mange sabbatår, mister man muligheden for at gange sit karaktergennemsnit med 1,08. Lars-Henrik Schmidt, idehistoriker og forskningsdirektør på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole vurderer, at der også handler om en samfundstendens, som handler om at være målrettet og effektiv. /cp

Den sidste idealist

Charlotte Kjærholm Pedersen — Thu, 12 Aug 2010 10:57:21 GMT

Den verdenskendte fotograf Jan Grarup er drevet af indignation og humanistisk idealismen. Derfor kan han ganske enkelt ikke lade være med at rejse til Darfur, Rwanda, Bosnien, Gaza - glemte brændpunkter, hvor mennesker på den ene eller den anden måde er i klemme. Han er en visuel folkeoplyser og grundlæggende humanist, der mener, at vi som privilegerede vesterlændinge har en forpligtelse over for mindre bemidlede dele af verden. Af Andreas Harbsmeier Ambitionen er at lave et portrætinterview af en mand, der helst ikke vil tale om sig selv. Fotografen Jan Grarup er i sig selv en rigtig god historie. For vi fascineres af mennesker, der sætter deres liv på spil i den gode sags tjeneste. Idealisterne, der brænder for en sag så meget, at de er villige til at betale store omkostninger for at oplyse og skildre social uretfærdighed, mennesker, der er udstødt eller lever under vanskelige vilkår på grund af krige, katastrofer eller politisk undertrykkelse. Men Grarup vil helst ikke tale om sig selv og om, hvor farligt hans arbejde er, da Højskolebladet møder ham på fotokursus på Grundtvigs Højskole, hvor han er kursusleder. ”Jeg har det ambivalent med at tale om det, fordi det hurtigt bliver til røverhistorier. Mine billeder handler ikke om mig – det handler om de mennesker, jeg fotograferer. Og jeg vil gerne beholde fokus på dem.” Billedet af machoreporteren, der render rundt i verdens krigszoner for, at vi derhjemme kan se og forstå, hvad det er, der egentlig foregår, er nærmest blevet en kliché. Og Grarup vil meget nødigt indlemmes i den, selv om han står tilbage som en af de få, der gør lige præcis det. Visuel folkeoplysning For Jan Grarup er en visuel folkeoplyser. Han bruger fotomediet til at fortælle de historier, han mener er vigtige. I haven på Grundtvigs Højskole tager han imod i bar mave og med en smøg i kæften. Han er netop vendt tilbage fra en opgave i Berlin, der handlede om tyske soldaters krigstraumer i forhold til Afghanistan – og det offentlige Tysklands syn på soldater. Og han har været vidt omkring i sin karriere. Han har dækket katastrofer og krige på adskillige kontinenter. Senest var han på Haiti for at skildre konsekvenserne af jordskælvet. Siden han startede som 15-årig som freelance-fotograf på Helsingør Dagblad, er det gået hurtigt for Grarup, der er en særdeles rutineret fotograf, selv om han kun er et par og fyrre. Sidste år gik han fra en fast stilling på Dagbladet Politiken for at blive freelance. Nu leverer han i stedet til anerkendte, internationale magasiner: Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker, italienske og spanske magasiner og for New York Times. På højskolen render håbefulde fotografer rundt og deltager i workshops og arbejder med deres egne projekter. Alle deltagere på kurset er optaget af fotografi, men det er ikke en lukket kreds for nørder. For det handler om de historier, der skal fortælles, og langt mindre om hvilket udstyr, man bruger, eller hvilke specifikke teknikker, man bruger. For selv om Grarup er kendt og respekteret for sine meget smukke, æstetiserede reportagebilleder, er det altid historien, det handler om: ”Kameraet er bare værktøjet til det, man i virkeligheden gerne vil. Som en hammer, hvis du er tømrer. Man skal ikke forveksle reportagefotoet med kunst. Det er det ikke for mig. Det er en fortællegenre, hvor man kommer meget tæt på andre menneskers liv og møder dem med en form for respekt. Det er mig, der fortæller jer om noget, jeg har oplevet – om nogle andre menneskers liv. Mit projekt er det samme, som det altid har været: At sætte fokus på mennesker, som lever i svære situationer, så deres historie også bliver fortalt.” Hvad kan fotografiet? Billeder fylder så uendeligt meget i den måde, vi opfatter og forstår verden. Gennem tv-mediet og gennem de fotos, vi bliver præsenteret for i aviser, magasiner og andre steder, dannes vores billede af verden. Men til trods for billedstormen, har fotoet på ingen måde mistet sin kraft. Tværtimod, mener Grarup: ”Tænk på, hvor mange gange i historien fotografiet har været medvirkende til at ændre folkestemninger. Om ikke andet står de i historiebøgerne som dokumentation for Auschwitz, Vietnam og så videre. Billederne fra Abu Ghraib fik en voldsom opmærksomhed og står nok som de vigtigste billeder i det seneste årti. Der er aldrig blevet taget så mange billeder, som der bliver taget nu. Alle folk har fået mobiltelefoner og kameraer. Der ligger tonsvis af billeder rundt omkring, og mange af dem er sikkert ikke engang blevet set endnu, selv om de på et tidspunkt vil få en betydning." Grarup mener ikke, at ”demokratiseringen” af fotomediet betyder, at de professionelle bliver overflødige. Tværtimod: ”Det er mange professionelle fotografer, der er nervøse for den udvikling. Sådan har jeg det ikke. I takt med at flere og flere mennesker tager billeder, får de også en interesse for stillfotoet. Alle er fotografer. Lige så snart du får et kamera i hånden, er du fotograf. Sådan er det. Og det er en god ting.” Grarup kan ganske enkelt ikke lade være med at dokumentere den virkelighed, han mener, at vi i al for ringe grad er opmærksomme på: ”Jeg render ikke rundt med en illusion om, at jeg forandrer verden. Men der er en del idealisme i mig, forstået på den måde, at det har store personlige konsekvenser at bevæge sig rundt i de områder, jeg gør. Og så er der jo en grad af idealisme i det. Jeg tror på, at den slags fotografier, jeg laver, kan være med til at åbne folks øjne og få dem til at reflektere lidt over nogle af de historier, som der ellers ikke er særligt meget fokus på. Min politiske overbevisning kan vel bedst beskrives som en grundlæggende humanisme. Det er egentlig enkelt: Vi lever i den meget, meget velbjergede del af verden. Og med velstand følger også et meget stort ansvar. Og jeg mener ikke, at vi i den vestlige verden lever op til det ansvar. Vi skal engagere os i de her ting, meget mere end vi gør – uden at tænke på egne interesser.” Det er indignationen, der driver værket: ”Indignation er et fantastisk brændstof. Det bruger jeg meget. Det at være indigneret over noget er en vigtig ting i forhold til at lave noget arbejde, som er vigtigt, ærligt og tæt på. Jeg er vokset på med en generation af indignerede journalister, men de findes næsten ikke længere. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Men det er jo ikke nok bare at være indigneret. Der er en masse ting, der skal gå op i en højere enhed for at man kan komme ud og lave de ting. Jeg har gennem 5 år lavet et projekt i Darfur, som i høj grad er drevet af en vrede over ligegyldigheden fra det internationale samfund: ’det er bare negere, der slås’-holdningen. Det pisser mig helt vildt af, fordi jeg også dækkede folkemordet i Rwanda i 1994, hvor det internationale samfund efterfølgende gik ind og sagde: aldrig mere. Og sker det samme igen – på sjette år.” Idealisten Journalisten Lasse Jensen sagde engang, at han blev nødt til at holde op med at rejse rundt og skrive fra krige, fordi han ellers enten var blevet kyniker eller alkoholiker. Der er Jan Grarup ikke endt: ”Det er masser af journalister og fotografer, der er kyniske, og det bærer deres tekster og deres billeder også præg af. Empati er kodeordet. Hvis du ikke er i besiddelse af det, så bliver dine billeder og dine tekster også noget lort. Jeg kan godt blive bekymret over det danske mediebillede. En klog mand har en gang sagt, at et land har de medier, det fortjener. Hvis det er tilfældet, ser det virkelig skidt ud herhjemme. Og jeg kan godt blive bekymret over, hvad det er, der sælger, hvad det er, unge mennesker ser i fjernsynet. For det har godt nok ikke meget med journalistik at gøre. Det danske mediebillede er rent ud sagt til at lukke op og skide i. Det er blevet meget fokuseret på, at folk skal sælge et produkt. Der er meget langt mellem de store gennemarbejdede ting.” Den måde at arbejde på, kræver et enormt engagement, men kan også have store omkostninger: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været gået ned med stress og noget, der senere er blevet diagnosticeret som posttraumatisk stress, som jeg er medicineret for. Så jo, det har kolossale personlige omkostninger for mig som menneske. Omvendt tror jeg aldrig, at jeg ville kunne komme i en situation, hvor jeg ville kunne leve uden det.” Og her nærmer vi os Grarup som idealist. Det handler ikke om ham: ”Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke var bange. Jo, for fanden. Hvis man ikke bliver bange, så skal man finde på noget andet at lave. Så begynder det at nærme sig noget suicidalt. Og jeg bliver ofte spurgt: Har du nogensinde været i livsfare? Ja, det har jeg været rigtig mange gange. Er der nogensinde blevet skudt efter dig? Ja, det er der rigtig mange gange. Men det er der, hvor det bliver røverhistorier. Jeg gør ikke det her for at fortælle røverhistorier, men fordi jeg har noget på hjerte. Jeg har ikke nogen ambition at komme til skade. Jeg har tre børn, jeg gerne vil se vokse op. Men det er farligt på mange måder. En ting er den rent fysiske del, når man rejser sådan nogle steder hen, som jeg gør. En anden del er, at det også er psykisk belastende. Jeg har været i situationer, hvor jeg tænkt, at hvis jeg kommer ud af det her, så findes der et eller andet, som holder hånden over mig. Og jeg har været i situationer, hvor jeg har tænkt: aldrig mere. Sådan er det, når man er i krig. Det er forfærdeligt og meget uhyggeligt. Det er meget ubehageligt at være i en situation, hvor der er nogle mennesker, som prøver at slå dig ihjel. Krigen i Bosnien var meget voldsom – ligesom i Rwanda i 1994 og i Darfur.” Jan Grarup Født 1968. Dansk fotograf. Har tidligere været ansat på Ekstra Bladet og Politiken. Arbejder nu for en lang række magasiner som Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker. Udgav i 2006 den retrospektive bog Shadow Land på Politikens forlag. Har modtaget et hav af priser for sine reportagefotos. Fotokursus I juni afholdt Grundtvigs Højskole i samarbejdet med Das Büro et intensivt ugekursus med en lang række af de bedste danske fotografer – med Jan Grarup som kursusleder. Deltagerne kunne blandt andre møde Jes Larsen, Tine Harden, Mads Nissen, Pixelsmed, Trine Søndergaard, Henrik Saxgren, Nicolai Howalt, Casper Balslev, Lea Meilandt, Claus Bjørn Larsen, Per Folkver, Carsten Ingemann, Erik Refner, Philip Blinkensop samt Lars Bech, Carsten Ingemann og Ulrik Jantzen.

Lukket skole genåbner

Charlotte Kjærholm Pedersen — Thu, 05 Aug 2010 10:34:34 GMT

En solgt bygning og opbakning blandt lærergruppen har resulteret i en genåbning af Ærø Højskole Af Charlotte Kjærholm Pedersen Forstander Henrik Hartvig skal det næste halve år arbejde alene på Ærø Højskole. Ikke med skoledrift eller afholdelse af kurser, men med at skaffe elever til næste års kursus. Fremtiden så ellers ikke lys ud for Ærø Højskole. I foråret måtte skolens bestyrelse meddele, at de ikke længere så sig i stand til at fortsætte højskoledriften efter at have afsluttet det lange forårskursus. Beslutningen blev taget efter en tid med svigtende elevtal. Lokalbefolkningen på Ærø beklagede den udmelding, da højskolen har givet øen liv. En arbejdsgruppe, som skulle undersøge mulighederne for skolens forsatte virke, blev nedsat i løbet af foråret. De kom frem til, at skolens profil skulle skærpes yderligere. Og på en generalforsamling i juli blev fremtiden for skolen endnu engang diskuteret. På skolen har lærere, trods en opsigelse gældende fra 31. juni, bakket op om forstanderen. Ifølge Fyns Amts Avis har det været medvirkende til, at bestyrelsen forsøgte at finde penge til at Henrik Hartvig kunne blive på skolen. Og det er lykkes. Efter grundige overvejelser og konsultation hos en revisor har skolen valgt at frasælge en bygning, hvorfor skolen kan overleve på trods af flere års underskud. Det var et krav for, at skolen kunne komme ovenpå økonomisk, og fremtiden har været afhængigt af, om salget kunne gennemføres. Det giver Henrik Hartvig et halvt år til at skaffe elever nok til næste års kursus. Man regner med at mellem 25 og 30 elever vil få skolens økonomi til at hænge sammen. De faste lærere, som er opsagte, kan se frem til en genansættelse med start fra 1. januar, dog ikke med så mange timer, som tidligere.

Klaphat-kursus godkendt

Andreas Harbsmeier — Tue, 22 Jun 2010 09:13:59 GMT

Tilbage i april kunne Ekstrabladet bringe historien om, at man på Ryslinge Højskole afholdt et sommerkursus under VM i fodbold med elementer som ”sy din egen klaphat” og ”vælg din kampøl” og ”få kvalitetshotdog til kampen”. Det skabte en del røre og kritik af ikke mindst markedsføringen af kurset. Undervisningsminister Tina Nedergaard var ikke begejstret for, at staten skulle yde støtte den form for kursusvirksomhed – uanset om det levede op til lovens krav. Hun indledte derfor et tilsyn, der skulle klargøre, om kurset var i overensstemmelse med loven. Efterfølgende er det generelle tilskud til de korte kurser blevet reduceret kraftigt som led i Regeringens såkaldte Genopretningsplan. Resultatet af tilsynet foreligger nu, og heraf fremgår det, at kurset er fuldstændig lovligt og i orden. Forstander for Ryslinge, Asser Amdissen, ser sig dog nødsaget til at aflyse kurset – fordi der endnu ikke er nok tilmeldinger. Han skriver som svar til ministeriet: ”Desværre kommer ministeriets godkendelse for sent til, at vi kan gennemføre kurset. Om den megen polemik, ministerens forhastede og overdrevne kommentarer til kurset og den lange sagsbehandlingstid har påvirket deltagerantallet negativt, er umuligt at sige med sikkerhed, men den har næppe bidraget positivt. Under alle omstændigheder ser vi os nødsaget til at aflyse kurset.”

Panik før lukketid

Andreas Harbsmeier — Fri, 11 Jun 2010 09:07:56 GMT

Handlekraft synes at være det herskende politiske credo. Og det i en sådan grad, at det er muligt at gennemføre omfattende ændringer uden at kunne begrunde dem med noget, der minder om gode argumenter. De besparelser, der fra næste år bliver gennemført som et led i den såkaldte Genopretningsaftale, er udtryk for netop det: Man handler først – i et lønligt håb om, at netop den egenskab bliver belønnet af først og fremmest markedet og befolkningen. Først bagefter forsøger man at finde frem til de mulige konsekvenser af selve handlingen. Resultatet er, at man stort set handler i blinde og uden perspektiv. Det er givetvis ingen dårlig ide at få skabt balance på de offentlige budgetter. Og det er givet, at de berørte områder bliver utilfredse. Således også højskolerne. Men får besparelserne karakter af magtdemonstration uden mulighed for dialog, bliver konsekvenserne langt værre end nødvendigt. Kun at udvise handlekraft – uden at tage sig tid til at begrunde den – endsige tage ansvar for den, er udtryk for svaghed. Jo mere en regering – og dens ministre har behov for at markere, hvem der bestemmer, jo svagere er dens udgangspunkt. Genopretningspakken, der ikke kun skal genoprette den danske økonomi, men også skulle genoprette tilliden til regeringens ansvarlighed og kompetence, er blevet lige nøjagtig det modsatte. Det positive er imidlertid, at højskolerne, der i forvejen har rigeligt med argumenter, bliver tvunget til at sige måske ligefrem være med til at præge den offentlige debat igen.

De grå hjelme holder kulturgryden i kog

Andreas Harbsmeier — Fri, 11 Jun 2010 08:59:22 GMT

Den typiske gæst til et foredragsarrangement en kvinde mellem 50 og 69 år. For det er de midaldrende kvinder, der forbruger kulturen, mens det er mændene, der producerer den. Og de ihærdigste af kulturforbrugerne sluger alt råt – lige fra klassiske koncerter over biografture og til foredragsarrangementerEn kulturel altæder Annelise Sylvestersen er en af de kvinder, som i høj grad nyder godt af det danske kulturliv. Hun er 65 år gammel, pensioneret pædagog og har et +1 årskort til både Tivoli og Louisiana, hvilket betyder, at hun gratis må tage en ven med. ”Jeg fandt ud af, at Niels Jørgen Steen var dirigent i Tivolis Big Band, som spiller derinde alle dage undtagen fredag, og man skal jo kun gå derind tre gange, så er årskortet betalt. Derudover er der jo Fredagsrock; blandt andet spiller Lis Sørensen, og Dalton-brødrene har lige givet koncert. Og så er haven altså meget smuk med alle de fine blomsteropsætninger.” Sådan forklarer Annelise Sylvestersen sit årskort til Tivoli. Det, der bedst kendetegner Annelise Sylvestersens kulturforbrug, er, at hun ”bruger kulturlivet på et bredt plan”, som hun formulerer det. Hun siger: ”Jeg er vild med al kultur. Måske lige bortset fra musicals og videokunst. Men jeg tvinger mig til at se videokunst for at følge lidt med i genren.” Med sit brede kulturforbrug minder hun om den gruppe af kulturforbrugere, som i en undersøgelse fra SFI bliver kaldt ’altæderen’. Mads Meier Jæger, som stod bag undersøgelsen, forklarer: ”Altæderne forbruger alt, hvad de kan komme i nærheden af kulturelt. Der er over 50 % sandsynlighed for, at de har benyttet alle de seks kulturtilbud, vi har målt på, i løbet af det seneste år – biografen, klassisk koncert, opera, teater, museum/galleri og avislæsning. Det er altså en gruppe, som ikke er snobbet i sådan en klassisk forstand. I stedet har de en bred smag. Den ene dag går de på Bakken, og den næste dag i Det Kgl. Teater og ser Wagner.” Mads Meier Jæger fortæller, at denne gruppe i 2004 bestod af 16 % af befolkningen, mens den i 1960’erne udgjordes af bare 1 % af danskerne, men at der i hele perioden er flere kvindelige såkaldte altædere end mænd. Desuden er der en overrepræsentation af unge i gruppen af altædere, men i løbet af årene er der blevet stadig flere ældre i gruppen. Kvinder forbruger og mænd producerer Trine Bille fortæller: ”Meget finkultur har kvinder i de lidt ældre aldersgrupper som den typiske kulturforbruger. Det gælder for eksempel klassiske koncerter og museumsbesøg, men det gælder også for læsning af skønlitteratur, deltagelse på aftenskole og i debatarrangementer.” En nylig undersøgelse fra Kulturarvstyrelsen viser, at den typiske museumsgæst er en 55-årig kvinde fra hovedstadsområdet, der arbejder som folkeskolelærer og engagerer sig i samfundet. Bortset fra, at Annelise Sylvestersen er over gennemsnitsalderen for den typiske museumsgæst, så matcher hun nøjagtig det billede. Da Højskolebladet besøger hende i hendes lejlighed midt på Nørrebro, fortæller hun begejstret om et møde, hun lige har været til i andelsforeningens gårdlaug om at lave legeplads i gården. ”Det er så vigtigt at gøre gården hyggelig og brugbar, så der er flere, der får lyst til at bruge den”, siger hun. Ud over engagementet i gårdlauget sidder hun i andelsforeningens bestyrelse, og derudover er hun engageret i Mellemfolkeligt Samvirke, som hun har været i Kenya med to gange, og desuden har hun netop meldt sig som frivillig medhjælper i et galleri. I det hele taget er hendes hverdag præget af engagement. Annelise Sylvestersen fortæller, at hun går meget på både gallerier og museer, og når hun bliver spurgt, om hun helst går alene eller sammen med nogen, siger hun: ”Jeg gør begge dele. Altså, jeg gider ikke følges med nogen, hvor jeg skal forklare alt, hvad jeg ser, eller hvis de skal læse alt op på skiltene og sådan noget. Jeg nyder at gå alene, men også at tage nogen med til noget, jeg har været begejstret for, og som de normalt ikke ville komme til.” Lektor ved institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, Peter Duelund, forklarede i forbindelse med Kulturarvstyrelsens undersøgelse museernes slagside til fordel for kvinderne. Han udtalte: ”Det er for eksempel også kvinder, der fortsat læser mest skønlitteratur. I det gamle Danmark gik borgerskabets kvinder hjemme i intimsfæren og havde tid og overskud til at danne sig og læse og dyrke kultur, mens mændene var ude i det hårde businessliv. Det er et gammelt kulturmønster, der er ved at ændre sig, men fortsat er en realitet.” Mads Maier Jæger fremhæver endvidere, at kvinder over 60 er den befolkningsgruppe, der har den laveste arbejdsmarkedsdeltagelse, og som dermed har tid til at bruge kulturlivet. ”På mange måder bekræfter undersøgelser af de typiske kulturforbrugere de traditionelle kønsforskelle og ’fordomme’. Dette gælder også i vid udstrækning i produktionen af kultur”, forklarer Trine Bille. Om end mændene er underrepræsenterede blandt museumsgæsterne, så er de til gengæld overrepræsenterede på museernes vægge og direktionsgange. En undersøgelse af de største danske museers indkøb af malerier i perioden 1989-1998 viste, at kun 6,5 % af museernes indkøb af malerier i denne periode var lavet af kvindelige malere. Også i eksempelvis musik- og filmbranchen dominerer mændene på produktionssiden. Trine Bille fortæller: ”Flere undersøgelser viser, at det er mændene, der dominerer de ledende stillinger indenfor såvel kulturproduktion som inden for mange andre erhverv.” Demokrati og kultur Højskolebladet spørger Mads Meier Jæger, om det er et demokratisk problem, at det er en snæver gruppe af danskere, der eksempelvis bruger museerne. I undersøgelsen ”Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter” fremgår det således, at 52 % af mændene ikke har været til hverken kunstudstilling, klassisk koncert eller i teatret i 2004. For kvinder er tallet 41 %. Og i undersøgelsen fra SFI fremgår det, at 36 % af den voksne befolkning ikke deltager i det danske kulturliv ud over en sjælden tur i biografen eller på biblioteket. ’Sofaløverne’ kalder Mads Meier Jæger denne gruppe. Han siger: ”Nej, det er ikke et stort demokratisk problem. I Danmark bliver kulturlivet støttet rimelig bredt, og dermed er der noget for alle. Desuden er vi det land i verden med lavest indkomstulighed. Vi har en omfordeling til middelklassen, og det er faktisk denne gruppe, som går mest i teatret. Selvfølgelig kan man altid spørge, om man får nok for pengene.” Han fortsætter: ”Der er sket en demokratisering af kulturlivet. Gruppen af kulturelle altædere er vokset kraftigt i løbet af de seneste 40 år og er samtidig blevet en mere broget skare. Tidligere var det kun eliten og det fine borgerskab, der var altædere, mens den brede middelklasse i dag er blevet føjet til gruppen.” Højskolebladet spørger, om denne gruppe ikke blot er en ny form for elite, der viser sit overskud både økonomisk og kulturelt ved at gå til så meget forskelligt som muligt. Mads Meier Jæger siger: ”Det er en mulighed. I hvert fald består gruppen i vid udstrækning af folk med et højt uddannelsesniveau, en relativt høj indkomst, og så er der en overrepræsentation af unge. Faktisk er denne altædende gruppe opstået i hele Europa, og man forsøger rundt omkring at få hold på den. Men man kan i hvert fald sige, at den er et tegn på, at danskerne er langt mere ens i dag end for 40 år siden, når det gælder socioøkonomiske forhold. Fordi de sociale skel er mindre synlige, er det mindre vigtigt for en direktør at differentiere sig kulturelt fra folkeskolelæreren.” Direktør for Købehavns Bymuseum, Jette Sandahl, mener til gengæld, at det er et demokratisk problem. Hun siger: ”Når vores institutioner (museerne, red.) systematisk ikke har kontakt med cirka en tredjedel af befolkningen, og det er den samme tredjedel hele tiden, så må det fra vores side være en aktiv udelukkelse. Det må være noget bestemt, vi gør. Det må være nogle bestemte måder, vi positionerer os på, så vi systematisk ikke er relevante for en meget stor del af befolkningens liv. Og da må vi spørge os selv: Hvad er det, vi gør for at sørge for at holde dem væk?” Endvidere slår Jette Sandahl fast, at det er en vigtig del af museernes forpligtelse at tænke i, hvordan de kan tiltrække et bredere publikum, da det er grundlæggende i både dansk og københavnsk kulturpolitik, at kulturen skal være for alle. Hun siger endvidere: ”I de sidste 100 år har museerne gået og ventet på, at folk skulle ændre sig, så de passede til museumsinstitutionen, men nu er det på tide, at museerne begynder at være opmærksomme på folks behov og tænke over, hvordan de kan blive relevante for folk. Vi tænker i museerne ofte, at det er kommunikationen, den er gal med – altså at vi ikke får vores budskaber godt nok ud –, men måske det i stedet er kernen, der er noget galt med. Vi tænker, at det næsten er naturgivent, at museer består af ting i en montre, men for mig at se er det vigtigt at gentænke institutionen og tænke meget mere på tværs af genrer og at være i kontakt med befolkningen, og hvilke behov folk har.” Opdrages til kunsten Annelise Sylvestersen mener, at befolkningen skal opdrages til at bruge kunst. ”Jeg synes, det er frygteligt, når jeg møder mennesker, der ikke kan læse en bog. Som kun kan spille bipbip- spil og læse dameblade. Ja, det kan selvfølgelig være godt nok, men ikke hvis det står alene.” Ifølge Annelise Sylvestersen er skolerne et godt sted at starte. ”Som det er i dag, er der en tendens til, at børnenes fantasi stækkes. Når vi beder dem tegne deres hus, så siger vi, at det ligner jo slet ikke, og på den måde ødelægger vi folks evne til udfoldelse. Jeg har været heldig at vokse op i et hjem, hvor kunst fyldte en masse. Min far elskede kunst og tog mig ofte med på besøg i gallerierne i Borgergade. Vi havde så mange malerier hjemme, men ofte forsvandt de igen et par uger senere – så skulle vi have rugbrød på bordet. Men der var altid noget pænt at se på, selvom pengene var små.” Også Peter Duelund mener, at skolen spiller en stor rolle. Han siger: ”Især for kunstmuseer betyder uddannelse meget for, om folk kommer. Derfor er samarbejdet med skolerne et sted at starte, hvis man vil brede kultur ud til alle og ikke blot til den snævre elite.”

Gellerup på tynd is

Andreas Harbsmeier — Fri, 11 Jun 2010 08:59:22 GMT

Gellerup Højskole skulle være åbnet den 1. august. Det eneste skolen ventede på, var at blive godkendt til at købe en del af Hejredalskollegiet til brug for højskolen. Det har de til gengæld vente enormt længe på. 5 en halv måned for at være mere præcis. Nu har højskolen fået afslag af Socialministeriet, som har behandlet ansøgningen. Begrundelsen lyder, at købet ikke kan godkendes, fordi det ikke vil nedbringe kollegiets gæld, da det er finansieret med pantebrev. Det er et problem for både højskolen og kollegiet, da højskolen skal eje deres egne bygninger til undervisning og beboelse for at blive godkendt, mens kollegiet risikerer at skulle lukke. Højskolen vil nu arbejde videre på at finde en løsning, men siger til JP Århus, at det bliver svært. Det så ellers lovende ud for Gellerup Højskole, som netop har ansat en ny kommunikationsmedarbejder, Mette Marie Karlberg. Hun er skolens anden ansatte, for ud over hende er kun forstanderen Kasper Graarup indtil videre tilknyttet skolen. Planen var, at de nu skulle i gang med at søge lærere, som kan undervise på skolen, hvis fokus er naturvidenskabelig med linjer inden for klima og miljøteknologi, sundhed og ernæring, computerspil og elektronisk legetøj samt arkitektur og konstruktion.

Højskole får starthjælp i Haslev

Andreas Harbsmeier — Fri, 11 Jun 2010 08:59:22 GMT

Haslev Kommune virker opsat på, at et farvel til Haslev Udvidede Højskole ikke er ensbetydende med farvel til højskoledrift i det midtsjællandske. Kommunen har vist stor interesse for, at højskoledriften føres videre, hvilket initiativtagerne for den nye skole også får brug for. De budgetterer med 5 millioner kroner, hvoraf de 2 millioner er til etablering, og det er de penge, som kommunen muligvis kan hjælpe med at stille en garanti for. Og der er flere grunde til, at Henrik Vilsbøll, som er initiativtager til skolen, håber at finde en løsning snarest. Den 21. juni går Haslev Udvidede Højskole i betalingsstandsning, og det vil medføre betydelige omkostninger til den nye køber, fordi man skal søge tilladelse til at drive højskole på ny. Derudover håber han på at kunne åbne skolen allerede den 1. august og afholde det første lange kursus i januar 2011. Den nye højskole havde i første omgang fået navnet Højskolen uden Alder, men er nu blevet til Kultur- og Uddannelseshøjskolerne. Henrik Vilsbøll fortæller til Dagbladet Køge, at skolens værdigrundlag handler om fællesskab. ”Det er i bund og grund for at skabe en større forståelse for fællesskabets egenskaber, at et rigtigt fællesskab er et, hvor man får og giver noget. Det er også et væsentligt element ved en højskole,” siger han.

Ude hvor kragerne vender

Andreas Harbsmeier — Fri, 11 Jun 2010 08:59:22 GMT

REPORTAGE: I den såkaldte rådne banan, i Udkantsdanmark på Falster, ligger seniorhøjskolen Marielyst. Genopretningsaftalen betyder sandsynligvis farvel til højskoledrift derude, hvor der ellers ikke er så meget andet tilbage Af Charlotte Kjærholm Pedersen Når man går gennem københavn en lørdag morgen kl. 8.30 er der tomt og stille. Det er der ikke i toget mod Nykøbing Falster. Kupeen er indtaget af fire unge, selv om man larmen taget i betragtning skulle tro, at der er flere. De har været i byen hele natten, og i takt med at toget ruller sydpå og deres McDonald’s mad er indtaget, får man efterhånden øjne som koffeinen breder sig i kroppen, mens deres forsvinder. Og så er der stille lige indtil Næstved, hvor de slingende vakler ud. De er allerede på vej væk nu. Hvis de følger mange andre unge i området, ryger de snart permanent til København. Sydsjælland har det svært ligesom resten af den rådne banan. Under vand Det meste af Sjælland er flad som en pandekage. Det gælder også de sydsjællandske øer Lolland/Falster – man kan faktisk sige, at det går ned af. I al fald i Marielyst, hvor Højskolen Marielyst ligger cirka en meter under vandoverfladen. Hvis det ikke var for diget, ville vand fra Østersøen gøre jorden til sump. Området blev i 1872 oversvømmet – og omkring den gamle firelængede gård kunne jorden ikke længere dyrkes og blev ombygget til badehotel – i 1971 blev den til højskole. Seniorhøjskole. Men det er måske ved at være slut. Med regeringen finanslovsudspil, Genoprettelsesaftalen, er det mere tale om nedbrydning af højskolerne, og især seniorhøjskolerne er hårdt ramt, fordi de kun udbyder korte kurser. Forstander på Højskolen Marielyst Hans Jørgen Møller forklarer, at hans første reaktion var chok over forslaget. Det har nu foretaget sig lidt, og han er mere trist over det, men absolut ikke parat til at acceptere forslaget, ”Vi er lidt i koma og rigtig kede af det. Og meget trætte,” siger han med et trist smil. Ligesom andre højskolefolk var han godt klar over, at der muligvis var besparelser i vente i Finanslovsforlaget for 2011, men han havde ikke fantasi til at forestille sig, at det var så slemt, at det højst sandsynlig vil resultere i lukning, hvis de gennemføres. Det forkerte sted at spare Den gamle gård er i dag tom for kursister. De er på tur. I Marielyst tager man for det meste på højskole i 14 dage. Kursisterne ligger i alderen 60 år og op efter. Mange af dem er gengangere, nogle kommer endda to eller tre gange om året. Siden Genoprettelsesaftalen blev offentliggjort, har Hans Jørgen Møller haft mange ulykkelige og bekymrede kursister i røret. De vil vide, hvad det kommer til at betyde for skolen. Det ser ikke godt ud for dem. De har det allerede svært. I modsætning til andre skoler, har skolen ikke haft fremgang de sidste par år. Hans Jørgen Møller forklarer, at den ældre generation bliver bekymret, når de hører ordet krise: ”Vi har kunnet mærke nedgang det seneste år, for der er blevet snakket så meget krise. Denne her generation har oplevet 2. Verdenskrig, og når de hører ordet krise, så lukker de pengepungen i. De tager det meget alvorligt, for de har før oplevet trænge tider,” forklarer han. For ham at se, er seniorhøjskolerne enormt vigtige. Han oplever mange ældre, som ser frem til kurset, fordi de er ensomme til dagligt. ”Mange af dem sidder alene i deres lejlighed, og så siger vi nu til dem, at de også godt kan vinke farvel til den her glæde. Det er ikke rimeligt. Vi har jo kursister, som kommer her og siger: ”Hvis jeg ikke kommer herned en eller to gange årligt, bliver jeg idiot at sidde alene derhjemme. Men når jeg har været hernede, får jeg ladet op og får overskud igen,” forklarer han. Derfor har han svært ved at forstå, at Tina Nedergaard kalder sig for grundtvigianer: ”Mange af vores kursister har kun haft syv års skolegang og i mange år haft et job, som ikke krævede mere af dem. Nu er de blevet pensioneret, og mange sidder meget alene. Her kan højskolen gøre en forskel. For det er ikke sjovt at tage til Mallorca og til grisefest alene. Her kommer man ned, bliver sat ved et bord – efter tre dage siger de alle sammen, at de sidder ved det bedste bord. Der er folk, som bliver kærester og flytter sammen bagefter. Der bliver dannet netværk, hvor man lærer nye folk at kende, folk kommer igen for at mødes. Og det er da i Kold og Grundtvigs ånd, at vi har et mødested, hvor man kan få åbnet sit sind,” mener han. De ressourcesvage bliver ramt Han giver ikke meget for Tina Nedergaards forklaring i Højskolebladet om, at de ældre ikke bliver ramt på andre måder – det vil sige, at ældrechecken ikke røres. For ham at se er problemet, at de, der får mest ud af opholdet, er dem, som kan få svært ved at få råd: ”Nogle spørger om det ikke er ok, at folk betaler for at tage på højskole. Og jo, det er det selvfølgelig, men det gør de jo også. Det her kommer til at gå ud over dem, som ikke er ressourcestærke. De, som kun har deres folkepension, kan få svært ved at få råd til et ophold, hvis de ikke har andet. Dem, jeg tænker mest på er dem, som kun lige har penge nok til et ophold nu – og det er måske dem, som får allermest ud af det,” siger han og understreger, at modellen med de korte kurser er det eneste, som fungerer for skoler for ældre, men han generelt synes, at lange kurser er vigtige: ”Jeg synes bestemt, at de lange kurser er gode. Jeg kan også godt forstå, at Tina Nedergaard gerne vil styrke de lange kurser. Men for 40 år siden besluttede man, at fire skoler kunne benytte sig af kun korte kurser, fordi vi henvender os til ældre, og det ikke muligt for dem at være væk hjemmefra et halvt år. Dengang var tanken, at man gerne vil holde ældre skærpet. Derfor er det utilsigtet, når man så pludselig skærer så voldsomt i de korte kurser. Jeg ville respektere, hvis man sagde: ’Vi vil ikke støtte højskoleophold til ældre’. Det ville i det mindste være ærligt og bygge på en holdning, at vores samfund ikke har råd til det. Det her giver ikke mening.” Fejltagelse af dimensioner Hans Jørgen Møller tror, at det er et ugennemtænkt forslag, og at regeringen godt selv kan se, at det ikke hænger sammen. Når Tina Nedergaard siger til Højskolebladet, at fx sundhedsforebyggelse er blevet opprioriteret, mener forstanderen, at eksempelvis højskoler sagtens kan gøres deres på den måde: ”Jeg tror, man i sidste ende vil spare sundhedsudgifter ved at holde ældre aktiveret. Ikke bare ved højskole, men på alle mulige andre måder. Folk bliver depressive, når der ikke længere er brug for dem, og de sidder derhjemme og er overflødige,” siger han og tilføjer, at han synes, det er problematisk, at regeringen ikke tænker på andet end økonomi: ”Samfundet får flere tilfredse mennesker, og det kan vel kun være et mål. Tilfredse mennesker er sjældent syge. Det er umuligt at regne ud i kroner og ører, men man sætter ikke penge af ved at gøre det. Men er det ikke også noget, vi skylder de ældre? De har været med til at byge vores velfærdssamfund op,” mener han. Det forladte land Hans Jørgen Møller er uddannet folkeskolelærer og journalist og er ligesom sin kone fra Lolland/Falster, men flyttede, da han var 17 år. For halvandet år siden vendte han tilbage som forstander, men er nødt til at flytte igen, hvis skolen lukker. Falster er en del af udkantsdanmark, og der er ingen jobs at få, ”I vores storkommune truer de med at lukke hver fjerde folkeskole, så deres første tanker går nok ikke til os, hvor end de gerne vil. Hvis skolen lukker, er vi nødt til at flytte herfra – især hvis de lukker hver fjerde folkeskole,” siger han. Det er derfor også uforståeligt for ham, hvorfor det er på områder som højskolen, der bliver skåret. Højskolen giver arbejde til omkring 30 personer: ”I en tid, hvor man taler om Den rådne banan osv., er det jo absurd at tale om at lukke de velfungerende ting i områderne. Vi har jo akademikere ansat blandt lærerne, uuddannede mennesker i køkkenet, håndværkere som pedeller og gartnere, så vi repræsenterer jo alle arbejdsgrupper,” forklarer han. Højskolen Marielyst er også med til at opretholde kulturelt liv – på Grundlovsdag inviterer skolen alle indenfortil kanelsnegle og kaffe og tale – i år af Villy Søvndal, forklarer Hans Jørgen Møller, mens han viser gårdhaven i midten af den firelængede gård frem. Hvis vejret er godt, regner man med, at der kan komme op til 1000 mennesker. Derudover har en tre år gammel koncertsal medført mange koncerter og folkeuniversitet holder til på skolen. Selvom man ikke kan se havet, er det der. Lige bag træerne og en række huse. I vinters var det svært at komme derned med svagtgående ældre mennesker med al sneen, nu skal den måske ikke mere besøges af ældre højskolekursister, Hans Jørgen Møller synes, regeringen er fordummende: ”Bare fordi vi bliver fattigere, er vi ikke nødt til at blive dummere.” Hvis det eneste, vi skal koncentrere os om i det her dejligere land, er, om ting kan betale sig, så synes jeg for alvor, at vi er blevet forarmet og fattige.”

Undervisningsministeren forsvarer besparelser

Andreas Harbsmeier — Wed, 09 Jun 2010 13:06:19 GMT

INTERVIEW: Undervisningsminister Tina Nedergaard begrunder besparelser med, at højskolernes korte kurser ikke bidrager til 95%-målsætningen - og at det er længe siden, der har været effektiviseringer i højskolen. Hun ville dog hellere have været besparelser på højskoleområdet foruden og lægger op til en dialog med højskolerne Af Andreas Harbsmeier Den såkaldte Genopretningsaftale lægger op til massive besparelser på en lang række områder. På højskoleområdet har man valgt at reducere støtten til de korte kurser. Det giver sammenlagt en besparelse på området inklusive Hus- og Håndarbejdsskolerne på 55 millioner. Det har skabt stor vrede og opstandelse blandt højskolerne, hvor flere er truet på eksistensen. Tina Nedergaard beklager besparelserne, men henviser til, at højskolerne må holde for, lige som alle andre: "Den eneste grund til besparelserne er, at vi i øjeblikket er ved at skærme dansk økonomi af. Der er en regning, der skal betales nu, og det er der rigtig mange, der skal medvirke til – og altså også højskolerne." Fra højskolerne synes der at være forståelse for, at området også skal være med til at spare. Men besparelserne er meget voldsomme – 10 % af det samlede tilskud – det vil sige markant mere end på beslægtede områder. Hvilke overvejelser ligger bag den prioritering? "Der ligger blandt andet den overvejelse, at der ikke har været effektiviseringer i højskolen, som der har været på en række andre sektorer de senere år. Det er den ene ting. Den anden ting er, at jeg lige siden jeg blev minister har haft ét uddannelsespolitisk mål: 95 %-målsætningen. Derfor har jeg ønsket at skærme kvaliteten af i de uddannelser, der medvirker til, at vi får flere gennem ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Derfor har jeg prioriteret, at vi får et stigende tilskud til de lange kurser, som jeg bestemt mener bidrager til de to målsætninger. Det mener jeg derimod ikke, at de korte kurser gør." Politisk felttog? Folkehøjskolernes Forening har kaldt besparelserne et politisk felttog mod de korte kurser – og ikke blot led i de generelle besparelser? Har det noget på sig? "Nej, det har det ikke. Men jeg kan da godt forstå bekymringen. Jeg sidder med et sted mellem 1/3 og 1/4 af statsbudgettet. Vi friholder forsvaret, fordi vi har folk i Afghanistan, og vi har fuldstændig friholdt kommunerne, fordi vi ikke vil røre kernevelfærden. Og vi har sagt, at vi afsætter 5 milliarder kroner til regionerne til at skabe bedre sundhed. Derfor bliver det i højere grad mit område, der skal hjælpe med at løfte. Det er ikke et politisk korstog mod hverken den ene eller den anden aktivitet i det danske samfund. Jeg har ikke siddet med en lup og set på, hvad kan jeg ikke lide i uddannelsessektoren. Jeg ved godt, at det er ulige fordelt mellem skoleformerne. Men det er vigtigt for mig at sende det signal til Folkehøjskolerne, at jeg sætter så stor pris på deres kerneaktivitet, at jeg benytter øvelsen til at vise, at det er meget vigtigt, hvad højskolerne foretager sig på de lange kurser. Men i en situation, som vi er i i Danmark lige nu, er det ikke en offentlig opgave, at hjælpe folk på en uges kursus på en højskole." Aftaletekst ikke del af beslutningsgrundlag I Genopretningsaftalen står, at det er ”på baggrund af de senere års stigning i de korte kurser” at man har reduceret tilskuddet. "Ja, man kan sige, at det også er derfor, at der noget at hente. Man kan meget let risikere at få problemer, når man har stor succes på et område. Der en hel del mere indhold i at tage på en dansk højskole, end at tage til solkysten. Det er vigtigt. Men det må den enkelte selv tage stilling til. Situationen er i dag sådan, at der er en del af det, vi tidligere har kunnet glæde os over at kunne give, som vi ikke kan give i en årrække." Men ifølge tal som Folkehøjskolernes Forening har modtaget fra Undervisningsministeriet har der ikke været nogen fremgang på de korte kurser de seneste fem år. Tværtimod. "Jeg kan sige, at jeg ikke personligt har brugt den begrundelse." I aftalen står der: ”På baggrund af de senere års stigning i de korte kurser på folkehøjskolerne gennemføres en omlægning og reduktion af tilskuddene til folkehøjskoler og husholdnings og håndarbejdsskoler.” Og i de tal, der kommer fra ministeriet fremgår det, at antallet af årselever er faldet en smule set over de sidste 4 år? "Den begrundelse har ikke været en del af mit beslutningsgrundlag. Det, der har været helt afgørende for mig, er: Hvad bidrager til 50 %-målsætningen, og hvad bidrager til 95 %-målsætningen? Jeg har ønsket at sende et politisk signal til højskolerne om, at jeg og regeringen værdsætter højskolerne indsats i det danske samfund ved at indsætte en 4 %-stigning på de lange kurser – i øvrigt som den eneste stigning på hele området." Skolelukninger Men man må jo nok kalkulere med, at der er en del skoler, der må lukke på baggrund af besparelserne. Foreningen vurderer, at op mod 10-15 skoler må lukke som følge af besparelserne. Og dermed ryger jo også en del af de lange kurser? "Jeg mener ikke, at de korte kurser bidrager til 50 og 95 %-målsætningen. Det mener jeg, at de lange kurser gør, og de fleste skoler har lange kurser. Når der kommer en stigning i statsstøtten til de lange kurser, så er det der, højskolerne skal lægge indsatsen. Jeg skal ud og forklare mange ting. Det skal regeringen også, det skal Dansk Folkeparti også. Sådan er det, når man tager hånd om dansk økonomi. Jeg mener, at det er forsvarligt uddannelsespolitisk. Hvis man skal på pensionisthøjskole, skal man glæde sig over, at dansk folkeparti har fjernet enhver form for besparelse over for ældre og pensionister. Derfor har man også bedre råd til at tage på højskole. Mange af de pensionister, som også kunne være en interessant målgruppe – nemlig de dårligt stillede – har hvert år fået forbedret ældrechecken, så man har bedre mulighed for at tage på kurserne. Hele økonomien hænger jo sammen. Risikerer man ikke, at højskolerne i stedet nu vil afholde kurser uden for loven – og således ikke er forpligtet på lovgivningen og kravet om alment perspektiv – og at der så går mere klaphat og golfkurser i den? "Det er fuldstændig korrekt. Der kan være en risiko for. Men jeg har jo også borgere, jeg skal forklare over for. Og det er bare svært at forklare, at staten skal betale for den type kurser – også selv om de holder sig inden for lovens regler. Det eneste man kan gøre, er at drøfte det med højskolerne snarest muligt. Så kan vi diskutere, om der er nogle ting, vi skal se på i forlængelse af besparelserne. Det gør jeg så snart, de overhovedet har lyst til det. Det ligger i det her ikke på nogen måde en underkendelse af nogens arbejde." Højskoleudvalgets anbefalinger To på hinanden følgende højskoleudvalg nedsat af den nuværende regering har anbefalet de korte kurser som væsentlige folkelige mødesteder, man burde værne om. Hvordan skal den anbefaling ses i forhold til besparelserne? "Man kan sige det på den måde, at vi til gengæld har adskillige kommissioner, som har siddet i årevis og brugt millioner af kroner og peger, at det også er vigtigt, at man tager hånd om økonomien. Man kan jo bare kigge ud over Europa. Det her har ikke noget med et Folkehøjskoleudvalg at gøre. Det har ikke noget med Folkehøjskolerne som en god organisation at gøre. Det har ikke noget med gode og onde mennesker at gøre. Det har at gøre med, at hvis ikke vi får strammet op, så behøver vi ikke engang at bekymre os om EU. Det her var aldrig kommet fra mig, hvis ikke vi var i gang med en genopretningsplan. Det ville have været sjovere, at være minister i de år, hvor man kunne fyre flere og flere penge af. Men jeg er til gengæld glad for at være minister i en regering, der tager hånd om de økonomiske problemer. Alt andet ville være uanstændigt."

Genopretningsaftalen hviler på falskt grundlag

Andreas Harbsmeier — Mon, 31 May 2010 09:16:04 GMT

Aftalen om besparelser på højskoleområdet hviler på forkerte tal – og Undervisningsministeren siger til Højskolebladet, at hendes begrundelse for at spare på højskoleområdet er en helt anden end den, der fremgår af selve aftalen Af Andreas Harbsmeier Genopretningsaftalen, der i sidste tirsdag blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, indebærer blandt andet massive besparelser på tilskuddet til højskolernes korte kurser. Men den del af aftalen hviler tilsyneladende på et falsk grundlag. Af aftaleteksten, der er blandt andet er tilgængelig på Undervisningsministeriet hjemmeside, fremgår det, at der blandt andet skal spares 55 millioner årligt på højskoleområdet de næste tre år for at sikre forbedringer på Sundhedsområdet. Det er i aftaleteksten begrundet således: "På baggrund af de senere års stigning i de korte kurser på folkehøjskolerne gennemføres en omlægning og reduktion af tilskuddene til folkehøjskoler og husholdnings og håndarbejdsskoler.” Men ifølge Undervisningsministeriets egne tal har der slet ikke har været nogen stigning i de korte kurser de senere år. Tværtimod har der været et fald i perioden 2006-2009 på 32 Årselever, hvilket groft omregnet svarer til 1200 kursister. Med andre ord er ministeriets egne oplysninger er i direkte modstrid med det grundlag, aftalen er indgået på. Konfronteret med de oplysninger, siger Undervisningsminister Tina Nedergaard noget overraskende i et interview til Højskolebladet om baggrunden for aftalen, at hun ”ikke personligt har brugt den begrundelse”, og at aftaleteksten ”ikke har været en del af hendes beslutningsgrundlag.” Kendte forligsparterne overhovet til begrundelserne? Spørgsmålet er, om forligspartierne overhovedet er klar over, på hvilket grundlag aftalen er blevet til, når selv Undervisningsministeren ifølge hende selv har en anden dagsorden end den, der fremgår af aftalen? Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, undrer sig over forholdene i aftalen, men kender ikke til detaljerne i aftaleteksten. Heller ikke De Konservatives vikarierende uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov, kan opklare på hvilket grundlag, aftalen er indgået. Han har slet ikke har fået set på aftalen endnu, da Højskolebladet taler med ham fredag eftermiddag – fire dage efter at aftalen er offentliggjort. Marlene Harpsøe henviser i stedet til Kristian Thulesen Dahl, der var den politiker hos Dansk Folkeparti, der repræsenterede partiet ved forhandlingsbordet. Trods flere henvendelser har det endnu ikke været muligt at få en kommentar for Thulesen Dahl. Opdateres…

Regeringen slagter korte kurser

Andreas Harbsmeier — Tue, 25 May 2010 21:47:45 GMT

Oven på et forår med diskussioner i pressen om indholdet i enkelte af højskolernes korte kurser, har Undervisningsministeren nu taget konsekvensen og vil spare en stor del af tilskudet til de korte kurser væk. I følge den såkaldte Genropretningsaftale, indgået mellem Regeringen og Dansk Folkeparti, skal der spares 55 millioner på højskoleområdet: "På baggrund af de senere års stigning i de korte kurser på folkehøjskolerne gennemføres en omlægning og reduktion af tilskuddene til folkehøjskoler og husholdnings og håndarbejdsskoler. Tilskuddet til kortere kurser på 4 uger eller derunder samt tilskuddene til husholdnings- og håndarbejdsskolerne reduceres. Samtidig forhøjes tilskuddet til lange kurser over tre måneder. Forslaget tilvejebringer samlet 55 mio. kr. årligt i 2011-2013." I første omgang vil besparelsen betyde, at op mod 10-15 højskoler må lukke, lyder vurderingen fra FFD. Sikkert er det, at landets fire seniorhøjskoler må lukke, da de kun driver korte kurser. På længere sigt kan det betyde, at op mod hver tredje højskole må dreje nøglen om. Beslutningen om den massive besparelse kommer noget overraskende, da der så sent som i april på et møde mellem Undervisningsministeren og FFD blev lagt op til en dialog om, hvor højskolerne kunne bidrage til besparelser på det offentlige budget.

Lynggaard: Sangbogsudvalget er selvfede

Andreas Harbsmeier — Wed, 19 May 2010 08:31:40 GMT

10 skarpe til Klaus Lynggaard Klaus Lynggaard jordede for nylig den seneste udgave af Højskolesangbogen i Dagbladet Information. Han er hverken imponeret over valget af sange eller medlemmerne af sangbogens redaktionsudvalg. De er ude af stand til at tage imod kritik Klaus Lynggaard (f. 1956) er rockanmelder på Dagbladet Information. Har blandt andet skrevet Verdens 25 bedste rock- og popalbums, 1952-1975. Han er desuden forfatter til en række skønlitterære bøger, bl.a. Martin & Victoria. Af Charlotte Kjærholm Pedersen 1. Du skriver, at Højskolesangbogen er en slags Frilandsmuseum. Bagefter udpeger du de største syndere i Dagbladet Information. Sig mig; er du lidt forurettet over, at du ikke blev spurgt til råds, da den blev lavet? Nej, det er jeg ikke. Er der noget jeg hader, så er det udvalgsarbejde. Det er stolpe og stolpe ned. 2. Du siger, at du elsker højskolerne. Hvad er problemet? Det er ikke højskolerne, der er noget galt med. Det er Højskolesangbogen. For mig at se, er problemet, at den nye udgivelse i 2006 tilførte Højskolesangbogen 166 nye sange. De var bare ikke særlig godt valgt. Jeg synes, at man med Højskolesangbogen har svigtet de sidste 50 års populærmusik til fordel for en lang række obskure valg. Hvem får glæde af det? 3. Kritikken af dig har været, at du bare mangler nogle af dine egne yndlingssange i Højskolesangbogen. Det er vel ikke sådan, man udvælger? Fandeme ja! Jeg mangler nogle af mine yndlingssange. Det handler jo om sange af kvalitet, som har vist sig levedygtige, og som folk kender. Det er de kriterier, som jeg sætter op for, hvad der bør vælges. 4. Kan du nævne de tre vigtigste sange, der mangler? Nej, jeg vil ikke nævne sange, men de tre vigtigste kunstnere, som overhovedet ikke er repræsenteret i Højskolesangbogen, og som burde være det, er Anne Linnet, C.V. Jørgensen og Steffen Brandt. Jeg vil ikke komme med sange på stående fod, men det er mig fuldstændig uforståelig, hvorfor de ikke er repræsenteret. I stedet er der 12 sange af en, der hedder Jens Rosendahl, der knap nok kan skrive dansk. Det er jo grotesk. 5. Vil de gøre sig godt til fællessang?Man er selvfølgelig nødt til at diskutere og afprøve. Det, jeg mener, er, at hvis man kan affærdige fx hele Anne Linnets produktion, så er der noget galt. 6. Der er også nogle, der har nævnt, at din smag faktisk er lidt gammeldags og ude af trit med de unges smag. Hvad siger du til det?Jeg er ude efter kvalitet, ikke at tækkes de unge. Det handler ikke om, at det skal være en ungdomsbibel. Det, jeg peger på, er de sidste 50 års rocktradition, som er blevet fuldstændig ignoreret. Der står ikke noget om ungdom i min artikel, det må være et imaginært argument, som er taget ud af den blå luft, fordi man ikke kan forholde sig til kritikken. 7. Man siger også at du ikke helt har forstået højskolefolkelighed. Hvordan forstår du folkelighed? Folkelighed handler om ting, der vedrører den danske befolkning. Derudover handler det om ting, som har kvalitet og er bæredygtige. 8. Men hvad med almen dannelse – er det ikke i orden, at man lærer nogle sange at kende, som man ikke kendte på forhånd? Jo, det har jeg aldrig sagt. De skal bare være gode. 9. Det virker ikke til at redaktionen af Højskolesangbogen helt tager kritikken til sig. Hvorfor ikke, tror du? Det handler om selvfedme. De reaktioner, der er kommet, forholder sig på ingen måde til min kritik. De klapper bare sig selv på skuldrene i et væk. Der er ingen grænser for, hvor fede de er i egen optik. Det er rystende. På den måde minder de om den borgerlige regering. De hører ikke, hvad der bliver sagt, inden de afviser kritikken. 10. Vil du sige ja, hvis du blev spurgt om du vil være med til at opdatere Højskolesangbogen? Det kommer an på under hvilke forudsætninger, det bliver fremlagt.

Træplantning for bedre miljø

Andreas Harbsmeier — Thu, 13 May 2010 22:17:49 GMT

April har været en god måned for træplantningen. Skoler landet rundt har plantet over 7.000 af slagsen i forbindelse med projektet Genplant Planeten. Iblandt skolerne var Andebølle Ungdomshøjskole at finde. De er gået med i projektet for at øge opmærksomheden af miljøet for deres elever, og give dem en følelse af, at de er med til at gøre en forskel. Projektet blev sat i gang på skolen den 13. april, hvor 200 træer blev plantet på skolens areal. Genplant Planeten er et projekt, som skal vise børn og unge, at de selv kan handle i forhold til et bedre klima – og at plantning af træer og bæredygtigt skovbrug er vigtige elementer for et bedre klima. Bag projektet står blandt andet Ballerup Kommune, forskellige planteskoler, Friluftsrådet og Undervisningsministeriet.