Gå ikke glip af Svend Brinkmanns socialkonservatisme

BOGKRITIK Svend Brinkmann præsenterer et veloplagt forsvar for de gamle dyder. Men hvordan indstille sig på noget nyt uden at omstille sig? Forstander Simon Axø har læst Brinkmanns seneste bog Gå glip.

brinkmann
AF Simon Axø, forstander på Testrup Højskole

Svend Brinkmann er uden tvivl den person i Danmark, der har kritiseret konkurrencestaten og optimeringskulturen mest slagfærdigt og med bredest folkelig appel. Tak for det! Nu er han på banen igen med den tredje livsfilosofiske bog Gå glip i kølvandet på gennembrudsværket Stå fast fra 2014, og Ståsteder fra 2016. Stå fast skulle få os til at sige nej, og Ståsteder svarede på, hvilke eksistentielle forankringspunkter med selvstændig værdi og betydning vi skulle stå fast på. Det er eksempelvis størrelser som kærlighed, værdighed, løftet og tilgivelsen.

 

Gå glip fortsætter i samme spor med en grundlæggende kritik af dynamiske fænomener som (selv)udvikling, omstillingsparathed og social acceleration, mens robuste og "statiske" dyder som mådehold støves af og genintroduceres for den moderne læser. Mens den antikke mand skulle lære at lade være med at slå andre og nøjes med de territorier og slaver, han havde, handler mådeholdet og selvbegrænsningen for det moderne menneske om at sige nej til endnu en iPad, fest eller selfiedokumenteret middelhavsferie. Det er lettere sagt end gjort i en markedsdomineret tid, hvor vi uafbrudt opfordres til at forbruge flere genstande, oplevelser og relationer. Alt kan potentielt erhverves i det rige vesten. Intet er helligt, og derfor sætter Brinkmann alle sejl i en introduktion til begrænsningens kunst i en grænseløs tid, som er undertitlen på bogen.

 

Fem argumenter for at gå glip

Bogen er bygget op omkring fem argumenter for værdien af at gå glip af noget. Befriende og fornyende i forhold til Stå fast og Ståsteder begynder bogen med en politisk vision for det bæredygtige samfund. Det politiske argument slår på vigtigheden af en fælles genopdagelse af fortidige dyder som nøjsomhed, mådehold og kunsten at gå glip af noget som modvægt til den sociale acceleration og dens skadevirkninger. Endvidere at vi som individer og samfund lærer at affinde os med mindre, end der tilkommer os. Den tilgang skal kultiveres med udgangspunkt i de almindelige demokratiske institutioner og gennem en dannelsesproces, hvor friheden forudsætter en villighed til at give afkald på noget, hvor det er til fordel for en anden, der har mere brug for det.

 

Andet kapitel tager livtag med Søren Kierkegaard og Løgstrup i det, som Brinkmann kalder det eksistentielle argument. Vi skal turde at give vores liv en form. En livs-form, vi kan hvile i og stå inde for. Med Kierkegaards bestemmelse af hjertes renhed som det at ville det gode, der altid er ét og helt, fordi det ikke vælges med noget andet det gode for øje, understreges muligheden for at navigere fri af de gøremål og eksistensvalg, der altid tjener noget andet - eksempelvis karriere, penge eller materielle goder. Vi bør betænke værdien af at ville ét - at ville det gode - ved at lægge større vægt på sandheden end på at vinde diskussionen eller på at elske det andet menneske også uden garanti for, at den anden elsker én den anden vej. Løgstrup flettes ind i ræsonnementet igennem understregningen af, at de vigtigste forhold i tilværelsen ikke tåler formløshedens tyranni. Det gælder såvel diskussioner som kærlighed.

 

I tredje kapitel udfoldes værdien af dyder som mådehold og generøsitet i en etisk sammenhæng. Brinkmann trækker igen på Kierkegaard, når han betoner vigtigheden af at kunne lytte, hvilket forudsætter selvbegrænsning i form af tavshed. Vi træder i karakter som etiske individer, når vi lærer selvbegrænsningens kunst frem for samtidens diktat om selvoverskridelse og stigende forbrugskrav. Afslutningsvis i kapitlet hedder det: At have mådeholden moralsk karakter, der muliggør etisk handling, forudsætter et velartikuleret følelsesliv, hvor man har lært at glædes ved det glædelige, frygte det frygtelige og føle skyld i situationer, hvor man er skyldig.

 

Det fjerde argument kalder Brinkmann for det psykologiske. Det former sig som en kritik af den opportunistiske og mulighedsafsøgende persontype. Pointen er, at vores lyst- eller lykkeniveau altid falder tilbage til et normalniveau, selvom vi opsøger stadig større og vildere oplevelser. Der er tale om en hedonistisk tilvænning, og målet for Brinkmann er derfor at anvise en vej ud af den hedonistiske trædemølle. Løsningen er at opbygge kulturelle landskaber i hjemmene, skolerne og på arbejdspladserne med færre konstante invitationer, uden at det præciseres nærmere. Dog får læseren på detailplan anbefalet, hvordan man på arbejdspladsen med fordel kan indføre e-mailpolitik, der begrænser mængden af læsestof.

 

Bogen sluttes af med en af heltene fra Stå fast-bogen, den franske idehistoriker Michel Foucault. Brinkmann trækker på den sene Foucaults forståelse af livet som et kunstværk, der kalder på selvteknikker til at disciplinere vores tilværelse. Det kræver afkald, afgrænsning og en fokusering på, at det æstetiske korrekt forstået (nemlig som en livs-kunst, hvor livet bliver et kunstværk) er en forudsætning og ikke en forhindring for det etiske. Det værdige er smukt, og det smukke er værdigt, etik og æstetik hænger sammen.

 

Brinkmann bakser med det samme problem som sociologen Zygmunt Bauman. Hvordan kan livet gøres helligt i en afsakraliseret tidsalder? Hvordan geninstallerer vi næstekærligheden på verdslige præmisser? Kan det overhovedet lade sig gøre?
Brinkmann supplerer afslutningsvis psykologen Barry Schwartz med anbefalinger om at gøre dine beslutninger irreversible, øv dig i taknemmelighed, forvent tilvænning, og lad være med at sammenligne så meget. Endelig forsvares konserverende og systemtro maintainers som kustoder, kuratorer og djøfére som centrale aktører i den påkrævede samfundsmæssige stabilitet og historiske forankring, vi skal stå fast på. Brinkmann slår samtidig et slag for ritualernes betydning for en kollektiv identitet, ligesom folkeskolen og uddannelsessystemet ikke skal være bange for at rekonstruere og reproducere fortidens erfaringer. Det betyder sikkert noget andet end revselsesret, terperi og det patriarkalske uddannelseshierarki, som ungdomsoprøret angreb uddannelsessystemet for i 70erne.

 

Modgiften mod vor tids grænseløse kultur har altså både en individuel og kollektiv dimension, og Brinkmann opsummerer sine tanker således: Vi bør derfor tilstræbe at skabe en kulturel økologi med æstetisk appellerende ritualer, som muliggør en etisk baseret livsform. Det kan alle fra direktørgangene til dovne Robert så prøve at fordøje sammen og hver for sig.

 

Hellere JOMO end FOMO

Brinkmann rammer igen plet med sit på én gang samfundskritiske og livskloge blik. Ikke mindst i højskoleverdenen, hvor elever plages af FOMO og nydelseskrav, som Brinkmann veloplagt bekæmper med introduktionen af JOMO - joy of missing out. Bogen er letlæst og oplagt som undervisnings- og diskussionsstof over for optimeringsplagede højskoleelever- og lærere. For hvem kender ikke den nagende tvivl, der slår ned, hver gang vi vælger noget spændende fra? Vi vil gerne have natur, men ikke gå glip af storbyens glæder. Vi vil gerne have tryghed og intimitet i parforholdet, men ikke slippe friheden til at gøre, som vi vil. Vi vil gerne vise overskud og offline-ro, men ikke misse livet og statusopdateringerne på de sociale medier. Ethvert fravalg føles som et martrende afsavn, som vi har svært ved at leve med. Derfor laver vi halve aftaler, skaber foreløbige relationer, holder igen på hengivelsen i kærligheden, så vi undgår at gå glip af noget.

 

Konsekvensen er, at vi fortsat kører rundt i livsmulighedernes rundkørsel og til sidst bliver rundtossede af aldrig at vælge noget helt. Evnen til at hvile i vores fravalg er blevet en sjælden kvalitet, som vi efterhånden kun kan spore hos vores bedsteforældre. Dén psykosociale mentalitetstilstand har Brinkmann et fænomenalt godt blik for, og han undgår på den ene side at individualisere en senmoderne samfundspatologi, mens han på den anden side fastholder individets mulighed for at frigøre sig fra den. Der er med sociologiens terminologi både blik for strukturens magt og den enkelte aktørs frihedspotentiale.

 

En socialkonservativ teori?

Undertegnede efterlades dog med en usikkerhed på, om Brinkmanns gamle dyder og erfaringshorisont nu også tilbyder en fyldestgørende forståelsesramme for en verden og en individforståelse, der er i forandring. I modsætning til de to første bøger er ambitionen i Gå glip ikke blot at tilbyde individuelle klogskabsregler, men også at levere en kritisk opbyggelig samfundsteori om forpligtende fællesskaber præget af mådehold og en respekt for vores socialkulturelle forankring.

 

Inspiratorerne er fortsat Stoikerne, Aristoteles, Løgstrup og Kierkegaard, men kunne ligeså vel have været konservative tænkere som Burke og Oakeshott. Med accenten på gamle dyder som mådehold og nøjsomhed, værdien af traditioner og ritualer, og figurer som kustoden, statsembedsmanden og kuratoren leder Brinkmann tankerne hen på det konservative hovedargument omkring det illusoriske og farlige i at konstruere nye sociale omgangsformer og samfundsmæssige forståelsesrammer uden folkelig forankring.

 

Brinkmanns vej væk fra en pervers forbrugerisme og selvcentreret udviklingstrang henter sit semantiske skyts i den gamle verden. Det er oplagt, men virker samtidig lidt for kategorisk. Ligesom i Stå fast, hvor mavefornemmelsen fik én over nakken, mens intuitionen blev regnet for pålidelig. For hvor ender mavefornemmelsen, og hvor begynder intuitionen reelt? I Ståsteder blev lykken anset for overvurderet, mens mening i livet var afgørende. Men bliver lykken og det meningsfulde liv ikke nødt til at invitere hinanden indenfor? I Gå glip skal vi tilbage til de antikke dyder, men spørgsmålet er, om vi kan forlade os på dem i en verden, hvor den menige borger apatisk betragter migrantstrømme, klimakrise og en erodering af den politiske sammenhængskraft i flere og flere demokratier?

 

Brinkmanns svar er, at de nye udfordringer kun kan håndteres ved at stå fast på det, der har værdi i sig selv, ved at sige nej til fjollede selvudviklingstrends og ved at gå glip af det merforbrug, der tærer på naturens og menneskets resurser. Derudover vil han sikkert sige, at verden altid har været i forandring, og derfor skal vi finde de eksistentielle ståsteder, der har vist sig langtidsholdbare: eksempelvis i kærligheden, værdigheden, løftet og tilgivelsen. Det er en konservativ tænkning, der tager udgangspunkt i, at verden allerede kender til de løsninger, værdier, og forståelseshorisonter, som vi fremover skal knytte an til.

 

Ingen forandring uden bevægelse

Men hvad nu, hvis den forandring vi er vidne til nu netop stiller krav om, at vi fundamentalt set er parate til forandring? Hvad nu hvis forandringerne i verden kræver nyorientering og en grundlæggende omstillingsevne for at håndtere nye problemer, som verden ikke tidligere har kendt til? Hvad nu hvis vi fundamentalt set har brug for at bevæge os i stedet for at stå fast og gå glip? Nysgerrigheden og modet til at eksperimentere med nye samværsformer er i sig selv udtryk for en bevægelse, ligesom højskolebevægelsen i sin spæde begyndelse var en hypermoderne politisk og social samværsform, som verden ikke havde set fortilfælde af før.

 

Tidligere tiders politiske modstandskræfter har i opgøret med eksempelvis kvindeundertrykkelsen, modstanden mod atomkraft, i borgerrettighedsbevægelser, studenteroprør og i kampen for social lighed ofte allieret sig med progressive og "omstillingsparate" kræfter inden for de intellektuelle og kunstneriske miljøer. I disse kampe har det altid været forestillingen om, at der skulle ske noget radikalt nyt, der har været drivkraften i det politiske engagement. At den gamle verden ikke havde svarene på den nye verdens problemer. Derfor er nye begreber, ideer og forestillingshorisonter traditionelt blevet lanceret i et eklatant opgør med den gamle verdens normative forståelseshorisont.

 

Historisk set har sociale og økologiske nybrud ikke handlet om at nøjes og om at gå glip, men om at forandre. Derfor har dynamiske fænomener som kamp, modstand, oprør, revolution, utopier, visioner og ikke mindst troen på eksperimentet, og på at verden kunne se anderledes og bedre ud, båret passionen. Det har netop været bevægelser, sporskiftere, der i fremskridtets navn har nægtet at gå glip af muligheden for at gøre tingene anderledes. Eksempelvis har avantgardekunsten, nye musikgenrer, happenings, protester og provokerende udtryksformer fra folk, der har turdet tænke op imod stive vaner, ofte været drivkraften i forandringsbevægelser i alt fra atomkraftmodstand til ligestillingskampe. Og de har rykket de moderne vestlige demokratier, så det, der engang i Danmark var provokerende nytænkning, som eksempelvis PH´s revyviser, nu er hvermandseje. fornyelsesimpulserne har været båret af en fundamental nytænkning, og den savner jeg rummet og blikket for i Brinkmanns skitser til en ny samfundsteori. Pointen er, at de kulturelle og kunstneriske spydspidser altid har været "forandringsparate", men det har Brinkmann ikke øje for med sin generaliserede skepsis over for subversive kræfter.

 

Brinkmann slutter bogen af med at genintroducere den sene Foucaults forståelse af tilværelsen som kunstværk, herunder hans begreb om selvteknikker. Foucault var også samtalepartner i Stå fast, og Brinkmann bruger hans æstetisering af livet som den etiske forståelseshorisont, i hvilken vi kan reflektere vores praktiske liv. Brinkmanns forslag i Stå fast var at læse romaner i stedet for selvhjælpsbøger. Men pointen hos Foucault er, at selvteknikkerne ikke behøver at være kompatible med gældende normalitetskrav, men derimod kan forme sig som subjektive modstandslommer med etisk sprængkraft.

 

Man kunne pege på den farverige eksperimenteren med køn og seksualitet som livspraksisser og selvteknikker, der har sat ringe i vandet og præpareret en etisk horisontudvidelse hos befolkningen, som på sigt sætter nye standarder for juridisk og social accept. Pride-festerne er æstetiseret liv med indbyggede etiske krav om respekt for anderledes levemåder. Det er indbegrebet af Foucaults forståelse af livet som kunstværk, der sætter nye former og standarder for offentlig respekt. Men hele forandringen af den almene forestilling om nye køns- og seksualitetsformer har været båret af et alternativt miljø, der i eksplicit modstand til "de gamle dyder" har opfundet nye selvteknikker i form af nye begreber, talemåder og identitetsforestillinger.

 

Det er en anden form for æstetisering og selvforvaltning end den, Brinkmann trækker Foucualt ind til. Eksemplet med udviklingen af accept inden for alternative køns- og seksualitetsformer peger på kampaspektet fremfor at ville nøjes med det, man har. Denne og mange andre politiske og økologiske kampe vindes kun så længe, der også er progressive kræfter, der med Stephane Hessels ord skaber ved at gøre modstand og gør modstand ved at skabe.

 

Gå glip er bedst og ikke mindst hamrende aktuel i sin kritik. Samtidig bliver det spændende at se, om radikale fornyelsesimpulser og normative nybrud fremover kan trives i Brinkmanns begrebsunivers. Eller om han står fast på de statiske nøjsomhedskategorier, så vi risikerer at gå glip af muligheden for nye ståsteder.

 
 

Søg artikler og indhold

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret med de nyeste interviews, tendenser, debatter og arrangementer.
Se tidligere udgaver af nyhedsbrevet BRIEF her.





KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven