Lærere på herrens mark

REPLIK Da den danske lærerstand var præget af kaldstanken, var lærerne dybt fortrolige med begrebet ”opdragende undervisning”, men med lønmodtagerbevidsthedens fremmarch blev begrebet hjemløst. Ove Korsgaard svarer Stefan Hermann: Man skal skelne mellem viden og dannelse.

Korsgaard
Af Ove Korsgaard

Stor tak til Stefan Herman for kommentaren i sidste nummer af Højskolebladet til min kommentar i forrige nummer om "PISA eller skumfidustesten". Det, jeg primært forholdt mig til, var forholdet mellem dannelse og karakteregenskaber. Jeg hævdede, at kappes forbindelsen mellem dannelse og karakterdannelse, kappes forbindelsen til den klassiske dannelsestænkning. Det synspunkt tilslutter Stefan Herman sig ved at citere Meir Goldschmidts bestemmelse af dannelse som "den udviklede evne til opmærksomhed". Det er dog ikke kun "opmærksomhed", der indgår i Goldschmidts definition, der videre lyder: "Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget…"

 

Mens jeg som sagt primært rettede lyset mod forholdet mellem dannelse og karakteregenskaber, rejser Stefan Herman en meget vigtig diskussion om forholdet mellem dannelse og viden. Er viden og dannelse to sider er samme sag? Eller er der forskel? Der er forskel. Men det synspunkt får Stefan Herman til at tænde en rød advarselslampe, idet han skriver, at det mest problematiske ved min kommentar er, at "Korsgaard løsner koblingen mellem viden og dannelse".

 

En nødvendig skelnen

Lad mig begynde den videre diskussion ved at sætte sagen på spidsen: Hvis ikke der skelnes mellem viden og dannelse, sker der en kortslutning. For i udgangspunktet er dannelse noget andet end viden. Dermed siger jeg ikke, at viden ikke har noget at gøre med dannelse, for det har det i høj grad, specielt når det drejer sig om skole og undervisning. Men jeg hævder, at det er nødvendigt at skelne mellem viden og dannelse. Ellers giver dannelsesbegrebet ingen mening. 

 

Faktisk gælder det ikke kun dannelsesbegrebet men også oplysningsbegrebet, som det blev formuleret af den tyske filosof Immanuel Kant i hans berømte artikel "Hvad er oplysning?" fra 1784. Hans eget svar var: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed". Kant kobler således oplysning sammen med myndiggørelse. Men hvad skal der til for at komme ud af en umyndig tilstand, ud af mørket? Er det bare mere viden? Det er i hvert fald ikke det, Kant peger på, idet han henviser til en ikke-kognitiv egenskab som "mod". "Hav mod til at bruge din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog."

 

Lad mig også trække den tyske filosof Johan Friedrich Herbart ind i diskussionen. Han regnes for at være grundlæggeren af moderne pædagogik som videnskab. I sit store værkPædagogiske forelæsninger i omridsfra 1835 forholder Herbart sig til begreberne viden og vilje: "Et menneskes værdi ligger ikke i detsviden, d.v.s. hvad det véd, men i detsvillen, d.v.s. hvad det vil". Men hvad så med skolen, hvor der ikke undervises i viljestyrke men i fag som dansk, matematik og geografi? Hvordan styrke viljen, når skemaet er fyldt med fag, der har som mål at forøge elevernes viden? At det er en vanskelig sag, lægger Herbart ikke skjul på: "Mennesket er lettere tilgængelig på kundskabssiden end med hensyn til sindelag og vilje, og ydermere kan man eksaminere i kundskaber og viden, derimod ikke i sindelag og karakter".

 

Det er derfor ikke underligt, at skolen let kommer til at fokusere på det, der kan eksamineres i, viden og kundskaber, og lader det, der ikke kan, sindelag og karakter, glide i baggrunden, selv om det sidste ifølge Herbart er hele formålet med undervisning. "Det øverste formål for undervisningen, som for al opdragelse, ligger i begrebet dyd". Hvordan "løser" Herbart den gordiske knude? Det gør han med begrebet "opdragende undervisning".Det vil sige en undervisning, der ud over at give viden og kundskaber også virker ind på følelses- og viljeslivet, altså på karakterdannelsen.

 

Lærere på herrens mark

Som jeg skrev i min kommentar, ønsker jeg ikke at deltage i den almindelige dæmonisering af PISA, og jeg betragter heller ikke eksamen og karaktergivning som overgreb på børn og unge. Hvad jeg ønskede var at gøre opmærksom på en anden forståelse af karakter end den, der knytter sig til eksamensbordet, nemlig den, der forbindes med karakteregenskaber som udholdenhed, selvkontrol, nysgerrighed, samvittighedsfuldhed, viljestyrke og selvtillid - altså egenskaber, der udgør kernen i det klassiske dannelsesbegreb.   

 

Jeg medgiver, at mange lærere i dag er på herrens mark, når det gælder begrebet "opdragende undervisning". For hele det sprog, der knytter sig til begreber som opdragelse, dannelse, karakter og dyd, er næsten fuldstændig gledet ud af læreruddannelse, ud af de pædagogiske lærerbøger, ud af pædagogiske leksika og i videre forstand ud af det pædagogiske sprog, som derfor ofte lyder som "nysprog".

 

Selv om der bruges mange flere ord om pædagogik end tidligere, har vi i dag langt færre begreber om det, der virkelig betyder noget, når det gælder karakterdannelse. Det skyldes mange forhold, som det ikke er muligt at komme ind på i denne kommentar. Så jeg må nøjes med at påpege, at da den danske lærerstand var præget af kaldstanken, var lærerne dybt fortrolige med begrebet 'opdragende undervisning', men med lønmodtagerbevidsthedens fremmarch blev begrebet hjemløst. Og selv om denne bevidsthed nu søges erstattet af 'den professionelle lærer', som er Stefan Hermans lærerideal, har det ikke ændret afgørende på misseren. Dertil er idealet alt for præget af en systemteoretisk tankegang.     

 
 

Søg artikler og indhold

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret med de nyeste interviews, tendenser, debatter og arrangementer.
Se tidligere udgaver af nyhedsbrevet BRIEF her.





KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven