Fortalt til Andreas Harbsmeier
Højskolen præciserer sig egen indsats i forhold til uddannelsessystemet og placerer sig derfor i uddannelsessystemet som sådan. Man løser nogle problemer, som er en del af uddannelsessystemet. Man har det samme formål som uddannelsessystemet ved at gøre den enkelte egnet til at gå ud og være erhvervsaktiv. Formålet med højskolerne er det samme som med uddannelserne generelt. Og det er jo så spørgsmålet, om man skal underlægge sig det samme formål, eller om det skal tænkes anderledes.
Højskolen har vel intet andet formål end at lette overgangen mellem de forskellige uddannelsesniveauer og er vel også et resultat af, at grundskolen har nogle store problemer, som den ikke selv adresserer eller har kompetencerne til at adressere. Dermed er der behov for et andet system, nemlig højskolerne.
En af de vigtigste ting at pointere, når man taler om idéen, er, at højskolerne er statsfinansieretde og dermed på idéplanet politisk underlagt det til enhver tid gældende politiske flertal.
Den tidligere analyse, kritik og utopi
I midten af 1800-tallet byggede højskolerne på en kritik og en analyse af, at der var mange, der havde behov for myndiggørelse. Der var mange, der stod bøjede, der ikke havde selvforståelse, ej heller uddannelsesniveauet til at forstå sig selv som et selvbårne individer. Det baserede sig på en analyse af enevælden, rangsamfundet og sociale forskelle. Det baserede sig på, at tyende og bondestanden ikke havde en selvforståelse af og en social position til at være myndige. Deri lå analysen og kritikken af det eksisterende som udgangspunkt for at formulere utopien. Hvad gør vi så? Hvad vil vi så? Det karakteristisk var, at uddannelse og dannelse blev blandet. Det var meget svært at se, om det var færdighed eller myndiggørelse. Der skal færdigheder til at påtage sig myndiggørelse, og myndiggørelse til at påtage sig færdigheder.
Der er 6-7 store utopier, der kendetegner efterkrigstiden. Det er internationalisme, politisk integration, fredstænkning, ligeværdighed, velfærd gennem økonomisk vækst, medborgerdemokrati og tilværelsesoplysning. De utopier er karakteriseret ved, at de vendte ryggen til uhyrlighederne fra 2. Verdenskrig. Er der behov for at kæmpe for de samme idealer i dag, selv om de i stort mål er realiseret? Der er i hvert fald behov for at fastholde dem.
Reaktionens tid
Vi lever i reaktionens tid. Og jeg placerer mig selv som en af de reaktionære. I dag er der en kritik bagud. Fremtiden var meget bedre i fortiden, ikke sandt? Nu er der ingen fremtid. Den katastrofestemning er de reaktionæres hovedbegreb. Den er udgangspunkt for forsvaret - forsvaret for fortidens utopi, fastholdelse, udvikling, proces og selvansvarlighed. Det er ikke en utopi for fremtiden. Det er forsvaret for, at det stadig er en civiliseret verden, vi lever i. Derfor kalder jeg mig reaktionær. Det er en fastholdelse af det, der var positivt. Det er nødvendigt at forsvare det mod det, der kommer.
Der er ingen tvivl om, at vi lever i en post-fascistisk periode. Trump, Le Pen og den slags er postfascisme. Der skal ikke mere end 5-10 år og nogle sociale ulykker til, før vi sidder der. Det er den gennemgående konklusion i den vestlige intellektuelle debat i dag. Derfor er forsvaret den progressive position.
Højskolen mangler kritikken
Man mangler kritikken i højskolebevægelsen. Det er pudsigt, at vi i denne diskussion med det samme tager udgangspunkt i statsfinansieringen. På den ene side er det en ramme, på den anden side er det et udgangspunkt: Hvad betyder det, at højskolen er endt der? Hvad betyder det overhovedet for dens idékraft at have den nødvendighed. Hvor stor en frihed har man til at formulere nye idéer og andre formål end dem, de politiske flertal bestemmer?
Den rette tilgang er at finde en balance mellem en kritik af, hvor vi står, og så en respekt for, hvorfor vi står der. Ud fra en konklusion måske, som den jeg er kommet til: En nødvendighed af forsvaret. Da jeg var ung, var utopien en nødvendighed. I dag er den stort set realiseret. Den er ikke fuldkommen og ikke uden utilsigtede konsekvenser. Slet ikke. Men min generation er dem, der har levet i den længste fredsperiode nogensinde. Vi er den generation, der har haft den højeste velstandsstigning, middellevetidsstigning, livsindkomststigning, livskvalitetsstigning af alle i hele vores historie.
Det er en kamp at fastholde den gode udvikling. Der er en masse uønskede konsekvenser af den. Nationalisme over for internationalisme. Europæisk integration over for skepsis osv. Der er meget, der kan gå galt. Alt, der er gået galt de sidste 5-10 år, er gået galt med en kritik, der er reaktionær.
Ansatser til utopier
Du kan lave en hurtig scanning hen over den internationale litteratur og finde en række utopier. Der er teknologisk optimisme: Robotterne kommer. Den er koblet til diskussionen om borgerløn. Hvis vi ikke alle sammen skal knokle hele tiden, hvad skal vi så leve af? Teknologien skal skabe en produktivitet, som vi skal leve af , og vi skal ikke arbejde så meget, som vi har gjort. I klimadiskussionen og energidiskussion ligger der også en masse utopier. Meget af det er reaktioner på udviklingen. Der kommer mere social ulighed. Så må vi gøre noget ved det. Det er progressiv tænkning.
I det politiske system er der ikke den store vilje til at gøre noget ved det. Man styrker det eksisterende med det resultat, at højskolerne har en målgruppe, som er fremragende til at finansiere jer ud i fremtiden. Den gruppe, der befinder sig mellem grundskolerne og de videregående uddannelser, der bliver presset til hurtigst muligt at komme igennem. Så kommer I til at sidde med en bestemt målgruppe. Dem, der ikke vil. Dem, der ikke kan. Dem, der har udfordringer med at gøre det.
Dannelse er disciplinering. Mange af dem, I modtager, synes måske, de er blevet disciplineret i stedet for at blive dannede. De er kørt igennem straffemaskinen i stedet for at få lov til at tænke frit. Det er vel et udtryk for at ganske snævert dannelsesideal, der handler om at blive en fodsoldat i fællesskabet.
Skab processen
Højskolen mangler en proces for at motivere til at få alle de ideer, alle de konflikter, alle de forskellige forståelser for hvilket samfund, vi lever i, og hvilke udfordringer, vi har, op på bordet.
Man skal sondre mellem højskolens uddannelsesformål, som har med statsfinansieringen at gøre, og højskolens oplysningsformål. Det gør højskolerne også i forvejen. Men hvordan gør man den sidste del til en offentlig oplysningsstrategi. På mange af de højskoler, hvor jeg kommer, er der en indadvendt oplysningsstrategi. Det er de samme ansigter, man møder. Og skal man have en ordentlig debat, skal man virkelig provokere dem.
Det handler altså ikke så meget om at formulere selve ideerne, men om at skabe en proces, hvor nogen bliver forpligtet til at begrunde, formulere og præcisere dem, stå ved dem. Hvordan får man egentlig en idédebat, som er krævende, forpligtende og provokerende? Ikke unødvendige konfrontationer, men nødvendige og prægende debatter, der baserer sig på ikke bare at være uddannende, men også være del af en oplysningstradition.
Det er paradoksalt, at der ikke er formuleret et oplysningsbegreb. Der er heller ikke formuleret et forsvar for tilværelsesoplysning, selv om det er det, mange efterspørger. Vi fejrer tilværelsesoplysningen, men vi kritiserer den ikke. Fordi vi er bange for at give ammunition til modstanderen.
Hvis man undgår analysen og kritikken, så kan det gå hen og blive en reaktionær fastholdelse af utopien. Uden at den baserer sig på de mange års erfaringer. Mit grundlag er altid en diagnostisk, voldsomt kritisk tilgang til det hele. For overhovedet at finde en sammenhæng, som man ud fra sine egne normer forpligtes til at forholde sig til.
Jeg mangler en selvkritik, et opgør i højskolebevægelsen. Det er en debat og en proces, som er anstrengende. Og det hænger sammen med statsfinansieringen. Fordi man er tvunget til at tænke på en måde, som et politisk flertal har lagt ned over en. Der er et forsvar for fortiden, og der er en bandsættelse af, hvor forfærdelig fremtiden ser ud. Det er ikke et grundlag til at komme videre. Der er ikke noget opgør med en meget lang historie i bare at gentage den.
Højskolerne har det privilegium, at de har meget dedikerede og dygtige lærere og forstandere. Der ikke nogen institutioner i dette land, der har et lignende privilegium. Derfor skal de arrangere den debat. I får ikke svar på den i dag. I får det måske om 20 år, når I har diskuteret det længe.
Lige meget hvor meget I anstrenger jer, hvor I går hen og leder, så finder I ikke en prægnant formulering af højskolens idé, som overhovedet motiverer til noget som helst. I må lægge grundlaget for en proces, organisere den og gøre den så vilter som overhovedet muligt, med så mange væsentlige bidragydere som overhovedet muligt. Og så må I håbe, at der ud af den debat opstår nogle kløgtige hoveder, som kan indtage væsensforskellige positioner i den. De er der jo. Alene det, at der er en dannelsesdebat, kan man ikke se som andet end positivt.
Er der overhovedet nogen, der har stillet sig spørgsmålet om, hvor de uønskede konsekvenser af tilværelsesoplysningen som dannelsesideal er? Hvorfor er der 15-20 % af en ungdomsårgang, der har det ad helvede til? Hvordan kan det være, at det uddannelsessystem, der havde til formål at skabe lige muligheder for alle, uanset hvor de kom fra, har fastholdt de sociale uligheder. Folkeskoleloven er fyldt med tilværelsesoplysning. Det er helt inde i paradokset af en enhver oplysningstradition, at den på den ene side er disciplinerende, på den anden side er frisættende. Hvor ligger den konfrontation mellem de to aspekter, der gør ondt?
Jeg vil ikke sætte mig ned og forsøge at formulere nogle nye idealer for højskolen. Der er kun en vej. Det er at organisere en proces.
Ove Kaj Pedersen (f. 1948) Professor i politisk økonomi ved Copenhagen Business School. Blandt meget andet forfatter til den meget omdiskuterede bog Konkurrencestaten (2011).