Lars E. Gandsø, forstander for Højskolen Møn
Højskolerne lever, som konsekvens af de vilkår, der er givet, et tupperewareliv. Vi er ikke synlige nok i den offentlige debat. Skolerne arbejder koncentreret, men under låg, fordi de er nødt til at være sultne og årvågne efter den alt for lille gruppe af mennesker, der rent faktisk har mulighed for, for en stund, at vælge højskolen til og karriereplanen fra.
Som højskoler bruger vi en masse energi på at finde livsgrundlaget til næste semester - gong-gong'en lyder dagligt til endnu en hård omgang, hvor der skal findes elever.
Det er hårdt og opslidende og flytter fokus fra de elever, der jo er på skolen, og som har brug for os. Det er synd for skolerne og synd for Danmark.
Eksistensgrundlaget
Højskolens udfordring er den samme som politikernes, men vi har pligt til at være klogere, for vi har ingen pensionsordning og ingen mulighed for at sidde i opposition, indtil stemningen vender.
Så indimellem spørger vi sikkert os selv, som politikerne i særlig grad synes at gøre for tiden: Skal vi blot gå efter trenden på gaden? - Lave det, der efterspørges og dryppe guldet ind i sprækkerne mellem alt det faglige, som eleverne (tror de) kommer efter?
Eller tør vi tro på nye tal - tro på at højskolens fremtid er lys, fordi nye generationer har fået nok af det enøjede økonomisk funderede låne-lanciers om gulvkalven? Fordi nye generationer vil en masse af det, vi højskoler ER, men ikke ofte det, vi 'sælger'?
Tør vi satse på det, vi tror på og drømmer om, eller skal vi, som politikerne, gå efter endnu et quick fix med det ene mål for øje at (over)leve?
Som mange andre forstandere drømmer jeg om, at vi kan skabe et samfund hvor kuglerammen er så stor, at den kan beregne de positive virkninger højskolen vil have på den unge, den modne, den flygtede og den nye. Vi drømmer om, at vi i langt højere grad kan sikres et eksistensgrundlag og dermed få ro til at skabe den kontinuitet, der er så afgørende for at blive klogere. Vi ønsker os, ud på de små timer, at værdien af vores skoler blev prioriteret således, at også den marginaliserede, den ledige, den handicappede, den stressramte og dem, der har brug for en timeout i konkurrencesamfundet, kan få det unikke tilbud det er at komme på højskole.
Mens vi venter, kæmper vi videre. Nogle for at holde hjulene i bevægelse og andre, som jeg, med at bidrage med en blomst til den samlede buket.
Hvordan gør man så? Hvordan starter man en helt nye højskole op? Der findes som bekendt ingen manual, Der findes ingen genvej. Der er kun entusiasme og arbejdsomhed i værktøjskassen.
Den største og første udfordring er jo at finde eleverne. Vi har satset på to heste. Vores netværk og de sociale medier. Alle de platforme der findes, og så sat alt ind på, at få folk derude til at dele.
Vi har, på Højskolen Møn, sagt - storladent og med et lille glimt i øjet - at vores elever skal forandre verden med fredelige håndvåben; Keyboards, mikrofoner og kameraer. Vi har taget en chance og talt direkte ind i vores eget kolossale håb om, at der derude går mennesker rundt, som vil gøre verden til et bedre sted og sætte af fra højskolen.