Videnskaben ikke er den eneste vej til viden

KOMMENTAR Det er en forældet og urealistisk forestilling, at videnskaben i sig selv skulle udgøre en helhed, en instans, der på forhånd repræsenterer en sammenhængende viden, et samlet overblik. Det mente tidligere forstander Hans Henningsen. Iben Valentin minder om problemerne med et videnskabs-fikseret samfund

ibenvalentinvidenskab
Af Iben Benedikte Valentin Jensen, tidligere lektor på professionshøjskolen

Der er gået ECTS-point i al stræben efter "viden" i dag. Alle vil have dem, alle blive styret af dem, og dem, der udsteder dem, har eneret på uddannelsesbegrebet.

 

Utallige professionsfolk sidder på diplom- og masteruddannelser, ikke for at blive klogere, men for at få ECTS-point. Det er derfor sjældent kvaliteten af uddannelserne, der er genstand for evalueringer. Man sover gerne lidt med åbne øjne i undervisningen eller får tjekket sine mails. For vejen til den individuelle karriere går via ECTS-point, og det er langt hen af vejen en kvantitativ størrelse. For hver diplom- og mastermodul har sine forskningsteorier og akademiske metoder, som lydigt gentages til eksamen.

 

Kunne man blive klogere på en højskole eller på Folkeuniversitetet? Utvivlsomt. Men hvad gavner det karrieren? Når det handler om at blive specialist, forsker, videnskabsbaseret, have metoder-der-virker, at få ECTS-point...!

 

Jeg vil gerne minde om, at viden og færdigheder også kan opnås andre steder. Og at videnskaben ikke er den eneste vej til viden.

 

Jeg fik for nogle år siden tidligere forstander på Askov Højskole Hans Henningsens (1928-2013) efterladte papirer. De er en guldgrube. Og uhyggeligt aktuelle. Derfor vil jeg gerne dele med alle højskolefolk en af teksterne, der danner grundlag for et foredrag ved Folkeuniversitetets landsmøde den 21. maj 1982. Titlen er "Forskningsformidling og folkeoplysning"

 

Hans Henningsen så allerede dengang, de problemer, som vores videnskabs-fikserede samfund i dag står i. Alle er blevet specialister, ingen samtaler, og den folkelige debat er væk:

 

"Det er en forældet og urealistisk forestilling, at videnskaben i sig selv skulle udgøre en helhed, en instans, der på forhånd repræsenterer en sammenhængende viden, et samlet overblik. Sammenhæng i tingene kommer der først, hvis man er rede til at gå vejen over almensproget og den offentlige debat. Tilspidset sagt, at folkeoplysningen er det fundament, som bærer en oplyst brug af videnskaben. Troen på at eksperterne en dag, hvis det hele skulle blive for broget, kan overtage styringen af samfundet, er en illusion. Eksperterne skal ikke styre og kan ikke."

 

Når vi fixeret videnskabeliggør og akademiserer eksempelvis professionshøjskolerne, så er vi i fare for at ødelægge folkelige erfaringer, folkelige samtaler og folkelige fællesskaber. Måske har vi allerede gjort det? For alle vil i dag have ECTS-point, vil videre, vil være akademikere, vil være videnskabsbaseret. Ingen viser faglig stolthed og respekt for eksempelvis den pædagogiske praksis. Den skal bare opkvalificeres ved videnskabsteorierne, og det kan ikke gå hurtig nok. Spørges der offentligt ind til den pædagogiske praksis, får journalister fat i forskere og professorer.

 

Hans Henningsen var på mange planer involveret i læreruddannelsen og holdt hele tiden fat i forbindelsen til den folkelige oplysning. Han opsummerede pointen i den føromtalte tale i følgende punkter, som i dag er gået tabt på UC'erne. Fremhævningerne her er hans, og hvis jeg kunne slog punkterne op ved indgangen til Højskolernes hus på Nytorv og samtlige professionshøjskoler, så gjorde jeg det. For punkterne er helt afgørende, hvis vi vil forblive et demokratisk-humanistisk samfund:

 

1) "Videnskaben er kultur, d.v.s. undergivet de vilkår for udvikling og forfald, som i øvrigt gælder menneskets historiske tilværelse. Samtidig med, at videnskab retter sig mod erkendelse af det almengyldige.

 

2) Da videnskab er kultur, må forholdet til samfundet i øvrigt, forholdet mellem videnskab og folk, være genstand for opmærksomhed og pleje.

 

3) Forskningsmidlingen må være perspektiverende, den må omfatte videnskabens grundlagsproblemer, spørgsmålet om erkendelsens rækkevidde og forhold til anden erkendelse samt konsekvenserne både i henseende til verdensanskuelse og handlingsmuligheder. Uden at man forfalder til blot at docere abstrakt videnskabsteori.

 

4) For at holde sagen klar og sikre den en særlig opmærksomhed er det praktisk at skelne mellem folkeoplysning og uddannelse.

 

5) Folkeoplysning sker ikke kun for folkets/folks skyld, men også for videnskabens. Folkeoplysning er, som tingene i dag stiller sig, grundlaget for et oplyst forhold til videnskaben og en oplyst brug af videnskaben.

 

6) Folkeoplysning omfatter mere end videnskabsformidling. Til folkeoplysningen hører også den før-videnskabelige erkendelse. Denne kan naturligvis kritiseres videnskabeligt, ligesom den videnskabelige oplysning om fornødent må kritiseres på grundlag af den før-videnskabelige.

 

7) Folkeuniversitet og folkehøjskole har forskellige hovedopgaver, men bør ikke af den grund isolere sig i forhold til hinanden, snarere samarbejde, hvor det er muligt."

 

Jeg kan ikke slå nogle af punkterne op i ECTS-systemet længere, men jeg kan offentligt gøre dem tilgængelige for Højskolebladets læsere. Og så ellers bare håbe, at de stadig giver åbenlys mening for alle i Højskolen. At vi alle stadig ved, at punkterne her er vigtige, at de er farlige at glemme, og at hvis vi er nok - er sammen - så er de en dansk tradition og virkelighed, som vi vil, kan og skal bevare og udvikle.

 
 

Søg artikler og indhold

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret med de nyeste interviews, tendenser, debatter og arrangementer.
Se tidligere udgaver af nyhedsbrevet BRIEF her.





KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven