Historie ind i Højskolesangbogen

Publiceret 02-03-2016

Heinrich Nutzhorn var en af hovedkræfterne bag højskolesangbogen

Af Højskolehistorisk Forening v. Lars Thorkild Bjørn

Heinrich Nutzhorn (1833 -1925) kom med Ludvig Schrøder til Rødding højskole i 1862. De to teologer kendte hinanden fra studietiden. Schrøder blev forstander og Nutzhorn skulle undervise i historie. Ved tabet af Sønderjylland måtte de i 1865 forlade Rødding og grundlagde derefter Askov Højskole. Nutzhorn blev kendt som den store historiefortæller, der som aktiv højskolelærer oplevede både nederlaget i 1864 og genforeningen i 1920. På Askov blev han også sanglærer.

I dag huskes Nutzhorn først og fremmest som tonesætter og som den, der mere end nogen anden fik organiseret den folkelige sang gennem udgivelse af flere sang- og nodebøger samt oprettelsen af organisationen Danske Folkekor. Han var også en af hovedkræfterne, da Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler i 1894 besluttede at lave en højskolesangbog. Som historielærer ville Nutzhorn gerne, at kollegerne kunne fortælle eleverne lidt om sangene. Derfor begyndte han i 1906 at forsyne højskolesangbogen med små noter  - noget der ikke kendes fra andre sangbøger.

Han var en munter lærer, og det faldt ham let at snakke med alle elever. Christen Kolds datter Marie var Askovlærling i 1886 og hun skrev til sin mor: "Jeg er mildest talt forelsket i Nutzhorn."