Læserne mener...

Bør lærere og forstandere bo på højskolen?

DEBAT Højskolens særlige livsform slår revner, når undervisere ikke har pligt til at bo på skolen, lyder kritikken. Omvendt mener andre, at man kan vægte samværet højt uden selv at bo på højskolen. Et overraskende studie kaster lys på elevernes oplevelse af hjemlighed – her spiller lærerens bopæl tilsyneladende ingen rolle.

hjem
På Vestjyllands Højskole bor alle de faste undervisere ved højskolen. Foto: Vestjyllands Højskole
Af Sofie Buch Hoyer, journalist

Elever nævner konsekvent hjemlighed, samvær og fællesskab som centrale elementer af atmosfæren på en højskole. Og det gør de vel at mærke, uanset om det er elever fra højskoler, hvor der bor mange lærere, eller højskoler, hvor kun få eller slet ingen lærere har adresse på skolen.

 

Det er et af de foreløbige resultater i en undersøgelse, som Rasmus Kolby Rahbek, forsker i højskolepædagogik ved Aarhus Universitet, står bag.

 

"Jeg er overrasket over, hvor ens eleverne taler om den særlige atmosfære, de oplever ude på højskolerne. Og jeg tror ikke, at de deltagende højskoler selv vil være i stand til at udpege de elevudsagn, der knytter sig til deres egen højskole, når det handler om oplevelsen af hjemlighed og det fælles liv," siger han.

 

Eleverne taler ifølge Rasmus Kolby Rahbek samstemmende om, hvor radikalt anderledes den oplevelse er, i forhold til hvad de ellers har oplevet i uddannelsessystemet, og hvor betydningsfuld den er for deres forståelse af højskolen.

 

Han forklarer, hvordan følelsen af hjemlighed og fællesskab knytter sig til de menneskelige relationer mellem lærere og elever. Men selve atmosfæren er mere end det. Det er også højskolens materialitet og fysiske indretning, herunder den særlige boform, der er med til at tone atmosfæren.

 

"Det er en atmosfære, som er pædagogisk i den forstand, at den ikke er tilfældig, men et udtryk for en hensigt og en praksis. Samtidig er den dog ikke et resultat af en bestemt metode," siger Rasmus Kolby Rahbek.

 

"Højskolerne skaber en følelse af hjemlighed med en lang række forskellige greb. Her er den mere traditionelle måde med at kræve bopælspligt blandt undervisere én vej at gå. Intensive forløb med lærere, der er på skolen non-stop i en periode for derefter at være mindre til stede i andre perioder, er en anden - og med stort set samme resultat set fra elevernes synsvinkel," forklarer han.

 

Samtale vs. coaching

 

I den seneste udgave af Højskolebladet advarer Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø fra Rødding Højskole mod, at højskolebevægelsens DNA - livsformen og den særlige følelse af nærvær - går fløjten, når stadig flere forstandere og lærere vælger ikke at bo på matriklen.

 

Da Grundtvig i sin tid skulle beskrive sin idé om højskolen, henviste han til kostskoletraditionen ved Oxford og Cambridge Universitet i England, men skrev i øvrigt ikke særlig meget om den praktiske indretning af højskolen. Det var snarere Christen Kold, der for alvor banede vejen for den tætte lærer-elev-relation, som historisk og institutionelt har præget højskolerne, og som har betydet, at mange lærere har boet på skolen.

 

Siden 2006 har det været muligt for de enkelte højskolers bestyrelser at give dispensation fra bopælspligten, og den seneste FFD-undersøgelse af livet som højskolelærer fra 2015 viser, at kun en ud af tre højskolelærere bor på eller i umiddelbar gåafstand fra skolen.

 

En af dem er Lars Andreassen, der har været lærer på Egå Ungdomshøjskole siden 2005, og som bor lige ved skolen. For ham handler spørgsmålet om bopælspligt i høj grad om relationer.

 

"Når vi bliver lønmodtagere på højskolerne, er vi med til at professionalisere relationerne mellem lærere og elever. De bliver upersonlige, hvis vi ikke længere taler med hinanden, fordi vi føler os etisk forpligtede til det, som Løgstrup sagde, men kun taler med hinanden, fordi vi får penge for det," siger han.

 

Bopælspligten har ifølge Lars Andreassen visse feudalistiske og patriarkalske træk, som det er svært og uønskeligt at bevare i dag. Men der ligger en fare i, at samfundets stigende tendens til mentorordninger, psykologaftaler og coaching-snak smitter af på højskolerne, mener han.

 

Han spiser med sin familie på højskolen cirka fire gange om ugen og bliver gerne hængende bagefter, hvis eleverne har spørgsmål eller vil snakke.

 

"Det handler som underviser om at vise, at man gider at være sammen med eleverne uden for undervisningen. Ellers ender vi som coach-konsulenter, hvor alle samtaler skal skemalægges," lyder det fra Lars Andreassen.

Skalkeskjul for dårlige arbejdsforhold

 

Malthe Ibsen Sørensen fra Ubberup Højskole er enig i målsætningen om at få flere lærere til at bo på højskolerne. Selv bor han i København med sin familie og tror ikke, at han ville trives med at have adresse på højskolen.

 

"Personligt kan jeg virkelig godt lide at have forskel på mit arbejdsliv og mit privatliv," forklarer han. Men der behøver ikke at være en kras kontrast mellem kaldet som højskolelærer og dét, der bliver betegnet som lønmodtagermentalitet.

 

"Det kan godt være, at vi er højskolelærere, men vi er altså også nogen med et arbejde. At være højskolelærer er også en professionel relation, selv om jeg udmærket er klar over, at den skal være mere og andet end en professionel relation i mødet med eleverne," siger Malthe Ibsen Sørensen.

 

Kaldsetikken kan ifølge ham hurtigt blive et skalkeskjul for dårlige arbejdsforhold på højskolen. De kampe, der nødvendigvis må tages med en ledelse omkring eksempelvis løn, ferie og fritid, hører med til at være højskolelærer - lige såvel som de høje idealer om dannelse og hjemlighed, forklarer han.

 

"Lad os være ærlige: Nogle dage er det virkelig træls at gå på arbejde. Men det er et arbejde, og hvem ville egentlig gøre det, hvis ikke vi fik penge for det?"

 

Samspillet med lokalområdet

På Vestjyllands Højskole bor alle de faste undervisere ved højskolen, og der kan i særlige tilfælde kun gives kompensation fra bopælspligten til én lærer.

 

"Hvis ikke der boede nogen lærere på skolen, ville der jo ikke være nogen større forskel på os og en institution," siger forstander Else Mathiassen.

 

Ifølge hende er der tale om en mereffekt, når det ikke bare er underviseren, men også hans eller hendes familie, venner og fagfæller, der bliver en del af højskolen.

 

"Eleverne ser, at sådan kan man godt leve. At det er en mulighed, selv om det er en alternativ livsform", forklarer hun.

 

Og så spiller geografien heller ikke en uvæsentlig rolle i spørgsmålet om, hvorvidt lærerne har hjemme på matriklen eller i nærmeste store by.

 

"Der er mange, der spørger, om man godt kan få folk her til Vestjylland - og så må jeg bare sige, at ja, det kan man godt. Det betyder samtidig ekstremt meget for lokalområdet, at lærerne er fast forankret omkring skolen. Vi arrangerer folkerådsmøder med lokalpolitikere og embedsmænd, er aktive i teater- og musiklivet på egnen og engagerer os bredt i lokalbefolkningen, hvilket er til gavn for alle," siger Else Mathiassen.

 

Osteklokkementalitet

 

Modsat de højskoler, der holder til i yderområderne, får Roskilde Festival Højskole nemt ved at rekruttere undervisere fra København, når højskolen åbner i januar 2019.

 

Forstander Jesper Elkjær Øland anerkender, at diskussionen om bopælspligt er svær. For hans eget vedkommende bliver han boende med sin familie lidt uden for Roskilde for at give plads til en ekstra underviser på højskolen, hvor tre lærerhuse og to mindre lejligheder lige nu er i gang med at blive bygget.

 

"Det er højskolens velsignelse, at jeg får undervisere på matriklen, der kan være en aktiv del af kostskolemiljøet, og som går all-in på dét at være højskolelærer. Det er der slet ingen tvivl om," siger Jesper Elkjær Øland.

 

"Men bopælspligt eller ej, så skal højskolerne inklusive min egen være særligt gode til at koble det retslige arbejdsmarked med de enestående rammer, som et højskolearbejdsliv består af," siger han og advarer mod, at der går for meget "osteklokkementalitet" i den på højskolerne.

 

"Vores skoleform er rimelig ufleksibel, i forhold til at man også skal kunne skifte ud i lærerkollegiet og navigere i den moderne virkelighed, vi lever i. Der kan bopælspligten også blive en klods om benet," lyder det.

 

Jesper Elkjær Øland forbereder allerede nu sin egen familie på, at de skal spise, lege og i det hele taget være på højskolen mange af ugens dage.

 

"For mig er det blot et spørgsmål om, hvilken seng jeg sover i. Jeg ved, hvor stort et nærvær jeg er nødt til at have som forstander - og jeg lover, at alle mine fastansatte vil få en lang tale om, hvor meget de skal vægte samværet i forhold til undervisningen," siger han.

 
 

Søg artikler og indhold

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret med de nyeste interviews, tendenser, debatter og arrangementer.
Se tidligere udgaver af nyhedsbrevet BRIEF her.





KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven