Debat: Støvring og Operation X

Publiceret 10-08-2009

På foranledning af leder og artikler m.v. i Højskolebladet, juni 2009, vil jeg hermed rette nogle faktuelle misforståelser,
samt redegøre mere generelt vedr. denne meget beklagelige sag.

Af Birgit Skovmand, bestyrelsesmedlem, Støvring Højskole

På foranledning af leder og artikler m.v. i Højskolebladet, juni 2009, vil jeg hermed rette nogle faktuelle misforståelser,
samt redegøre mere generelt vedr. denne meget beklagelige sag.
For det første vil jeg gerne slå fast, at der ikke på Støvring Højskole er blevet svindlet med offentlige midler. Jeg vil også gerne slå fast, at det ene og alene skyldes højskolens meget kompetente forretningsfører, Marianne Kjeldgaard. Hun har, på trods af meget vanskelige arbejdsvilkår, sikret, at der ikke er blevet udbetalt statstilskud til de elever, der har fået kommunal støtte til deres højskoleophold.

Det er meget vigtigt for mig at få rettet denne misforståelse. Jeg ved dog ikke, om der skulle være enkelte elever, der har betalt for meget for deres ophold, men hvis det er tilfældet, er det alene på grund af nogle uoverskuelige forhold vedr. Flemming Darres ledelse, hvor Marianne Kjeldgaard ikke har kunnet få de nødvendige bilag fra Flemming Darre (FD).

Det er meget beskæmmende som bestyrelsesmedlem at skulle tage medansvar for de uværdige forhold, der under FD´s ledelse har været på Støvring Højskole. Jeg mener dog, at det først og fremmest må være bestyrelsens formand, der står med ansvaret. Det er formanden, der får informationerne direkte fra skolens forstander og forretningsfører, og det må være hans pligt at videregive disse informationer til sin bestyrelse.

Desværre valgte Støvring Højskoles formand, Thorkild Bækkelund at udvise så stor loyalitet overfor FD, at han flere gange tilbageholdt vigtige oplysninger for bestyrelsen (har det senere vist sig). Det betød eksempelvis, at da Marianne Kjeldgaard så tidligt som ca. 3 uger efter kursusstart i februar orienterede formanden om, at regnskabet vedr. nogle mellemregninger mellem FD og højskolen var uigennemskuelige, og at hun ikke kunne få de nødvendige bilag og relevante papirer fra FD, undlod formanden at viderebringe disse oplysninger til sin bestyrelse. Jeg mener derfor, at bestyrelsen aldrig har haft et reelt grundlag at træffe beslutninger på.

Det er altså ikke på grund af økonomisk svindel, at Støvring Højskole ikke kunne få sit forårskursus 09 godkendt. Det var et spørgsmål om åbenhed og kursusindhold. Åbenheden vil være en skønssag. At et kursus om sundhed og livsstil skulle være mere ensidigt end et kursus for idrætsudøvere eller musikinteresserede, har jeg svært ved at forstå. Jeg er helt enig i de synspunkter, som Lisbeth Trinskjær fra Ubberup Højskole giver udtryk for i samme nr. af bladet. Vedrørende selve indholdet i undervisningsplanerne, havde vi, da det endelig blev besluttet i bestyrelsen, fået konsulentbistand fra FFD, og der mente man (efter hvad jeg har fået refereret), at planerne ville kunne godkendes af Undervisningsministeriet. De blev derefter godkendt i bestyrelsen. Men Operation X-udsendelsen viste desværre, at der ikke var blevet undervist efter de indsendte planer. Jeg blev på det tidspunkt klar over, at vi umuligt kunne få forårskurset godkendt af UVM.

Af Højskolebladets indhold fremgår det indirekte, at Støvring Højskoles bestyrelse i en trængt situation mere eller mindre bevidst har godkendt disse forhold. Det vil jeg på det kraftigste tilbagevise. Men jeg må nødvendigvis erkende, at bestyrelsen ikke har handlet tilstrækkelig ansvarligt i henhold til bestyrelsens overordnede ansvar.

Hvordan det ser ud for fortsat skolevirksomhed,
når dette blad udkommer, ved jeg ikke, men det er meget, meget trist, at denne situation skulle ramme Støvring Højskole, som har drevet højskolevirksomhed i over 100 år.