Af Højskolebladet
Jesper Øland:
Jesper Øland er nystartet forstander og projektleder på Roskilde Højskole. Tidligere teamleder og eventmager i Højskolernes Hus.
Hvis man kigger på Højskoleloven, får man et klart billede af rammerne for det at lave højskole. Der står bl.a., at man gerne må have en særlig faglinje, men aldrig på bekostning af det brede og almene. Derudover er det også vigtig at kigge på højskolernes hovedsigte, som står på tre ben, livsoplysning, folkeoplysning
og demokratisk dannelse. De berører alle væsentlige almene aspekter, hvor livsoplysning handler om det eksistentielle, folkeoplysning om vekselvirkningen mellem det fælles og det individuelle og demokratisk dannelse om at være deltagende og gøre sin stemme aktiv og berettiget. åbenhed i praksis
Hovedsigtet kan let komme til at halte, hvis man bygger en højskole op på et meget specifikt formål og en snæver faglig ramme. Og selvfølgelig er det et problem for højskolen, hvis der er skoler, som kun formelt, men ikke reelt lever op til både lov og hovedsigte. Hvis man fx på skolens hjemmeside giver udtryk for, at man er en åben skole for alle, men at det i realiteten forholder sig helt anderledes, fordi højskolens fokus og fag reelt set kun appellerer til en snæver målgruppe, der enten tror på en enestående guru, liv på Mars, kun skal slanke sig eller forberede sig til et specifikt studie.
Verden udenfor er i forvejen fagligt indsnævrende og rammet ind i kasser. Vi skal specialisere os, og vi skal løbende dygtiggøre os, men højskolen bør ikke være et sted, hvor man snævrer ind, men derimod et sted, som åbner kasserne op for andre nye perspektiver. Hvor man finder ud af sig selv og lærer at forstå og anerkende andre kulturer og andre måder at tænke på. Det kræver, at højskolen skaber rammer for, at forskelligheder kan mødes.
Fællesværdier i fremtiden Jeg kan godt forstå, at man gerne vil lave skole for specifikke målgrupper, men en højskole bør forsøge at favne alle slags elever. Det er en af højskolens helt klare styrker, at de bygger bro mellem forskelligheder. Det bør være sådan, at der reelt set er plads til alle på en højskole, ellers bør man bygge en anden slags skole under en anden lovgivning. I sidste ende er det Undervisningsministeriet, som godkender de forskellige højskoler, men det kan godt undre, at højskoler med et meget specifikt fundament og snævert fagudbud rettet mod en meget specifik målgruppe kan blive godkendt. Efter min overbevisning
balancerer det på grænsen til at være på bekostning af det brede og almene, og dermed er selve højskolens kerne sat på spil.
Lisbeth Trinskjær:
Lisbeth Trinskjær er forstander på Ubberup Højskole, Danmarks
første livsstilshøjskole.
Det fælles fundament for højskolerne er, at vi er sat i verdenen for at varetage noget væsentligt i det danske samfund. Det har vi nogle værdier og rammer til. En af styrkerne er, at det er meget forskelligt fra højskole til højskole, hvordan det udleves, ligesom det også er forskelligt, hvilke fagligheder, det udleves igennem. Vi arbejder alle for de samme idealer, og det er de samme ting, vi gerne vil ud fra højskolernes grundtanke. Det, som binder højskolerne sammen, er blandt andet ambitionen om at bringe mennesker, som er forskellige, sammen. Det er ambitionen om at finde ud af, hvilket potentiale man har, og at finde en god vej i livet. Det foregår på forskellige arenaer, alt afhængigt af om man er en teaterhøjskole eller musikhøjskole. Men dybest set arbejder vi med den samme ide om, at man kan inspirere mennesker til at gøre ting, som de ikke selv troede, de kunne.
Højskole for alle?
Det er et vigtigt grundprincip, at højskolen er åben for alle, men det er også vigtigt at være bevidst om, at der i enhver faglig specialisering - det være sig musik, teater, politik, kunst, idræt eller livsstil - ligger et naturligt til- og fravalg af målgrupper og interesser. Man vælger selvfølgelig ikke en musikhøjskole,
hvis man hader musik.
Når det er sagt, så er højskolerne stadig et af de sidste steder i vores samfund, hvor man møder andre mennesker, som ikke ligner en selv. Det er med til at gøre højskolerne til et alment dannende sted, som former eleverne til samfundsborgere. Eleverne på fx Ubberup Højskole, hvor jeg er forstander, er i aldersspektret 18-70 år. De er vidt forskellige - aldersmæssigt - men også i forhold til deres baggrund og hvilket sted, de er i livet. De fleste af vores elever vælger ikke at tage på Ubberup, fordi det er en højskole, men på grund af det, vi laver. Det betyder, at vi får en gruppe mennesker, som man kunne kalde højskolefremmede, indenfor. Og det, der lykkes for dem, lykkes i høj grad, fordi vi er en højskole - ikke på trods af det. De får præcis det samme med, som andre elever får fra andre højskoler.
Bred forståelse af højskolens rammer
Nogle anskuer de alment dannende rammer for højskolen som enormt stramme og snævre, men det er vigtig med disse snævre rammer. I praksis kan detaljerigdommen i lovteksterne være vel rigelig, men overordnet er det godt, at der bliver stillet krav.
Højskolerne får store tilskud fra staten til at drive højskole, så det er klart, at der kræves noget igen. Det føler jeg mig forpligtet af, men jeg føler mig lige så forpligtet på eleverne og den enorme investering, det er for dem at være hos os. De lægger egenbetaling, har ikke deres normale indtægt og har stadig alle udgifterne derhjemme, så de kommer, fordi de tror på, at det vi kan give dem, er investeringen værd.
Den fælles højskoleverden
I højskoleverdenen tales der meget om, at vi ikke kan sætte ord på, hvad det er, vi laver, og det er jeg til dels enig i. Men hvis vi skal formulere os til en bredere målgruppe, bliver vi nødt til definere os selv anderledes. Højskolerne vil kunne nå flere potentielle elever, hvis man satte flere ord på og var mere målrettede.
Højskolen er en metode til at opnå noget. Om det er en teaterhøjskole eller sundhedshøjskole er for så vidt lige meget. Hvad der foregår på højskolerne rundt omkring, lykkes kun, fordi det foregår på højskole og i en højskolepædagogisk kontekst. Men jeg oplever at vi i højskoleverdenen er bange for at prøve at definere denne "udefinerbare proces", den enkelte højskoleelev
oplever i en ikke-højskole-agtig kontekst. Det er ærgerligt og måske også lidt elitært. Og det er synd, fordi der er et kæmpe potentiale i mange unge og voksne, som ikke kunne finde på at tage på højskole i dag, simpelthen fordi de ikke ved, hvad det er.