Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Kan en filthat styrke demokratiet?

Publiceret 10-06-2009

Essay: Højskolen skal bidrage til ”myndiggørelse
af borgeren” hedder det i oplægget til det nye Folkeoplys-ningsudvalg. At kræve, at højskolerne skal undervise
i demokrati, er problematisk, for det ville være at krænke voksnes værdighed som borgere

Af Ove Korsgaard

Da folkehøjskolen fejrede 100-års jubilæum i 1944, blev der udgivet en bog, Den grundtvigske højskole 1844-1944, der rummede hvad redak¬tionskomiteen anså for at være de centrale artikler gennem højsko¬lens historie. Bogen er på omkring 400 sider og indeholder 42 artik¬ler med Wegeners tale ved indvielsen af Rødding Højskole som den første. Der er også artikler af Grundtvig, Christen Kold, Ludvig Schrøder, Ernst Trier, Jens Nørregaard, Jakob Knudsen og Holger Begtrup. Undersøger man, hvor mange gange forholdet mellem folkehøjsko¬len og demokrati bliver tematiseret, bliver man slået af for¬bavselse. Ordet demokrati bliver kun brugt én gang. Det er Alfred Povlsen, der skriver: "Hvor demokratismen gik frem med sin lære om menneskerettighederne og sit krav om folkeligt selvstyre, maatte nødvendigvis spørgsmaalet før eller senere blive rejst om folkeoplysning og - opdragelse". Alfred Povlsens artikel er imidlertid en enlig svale. I de 41 andre artikler bliver ordet demokrati ikke brugt.

At demokratiet ikke blev tematiseret i jubilæumsbogen fra 1944, var ingen tilfældighed, men en afspejling af den opfattelse, der dominerede i de første 100 år af højskolens historie, at en stærk dansk kultur var en forudsætning for et levedygtigt dansk demokrati. Det nationale folkefællesskab blev betragtet som forudsætningen for et stærkt folkestyre. Og derfor var det højskolens primære opgave at styrke et nationalt folkefællesskab ved at fokusere på fællesskabets kerne, nemlig det danske sprog og dets historie. Det er en væsentlig baggrund for, at de historisk-poetiske fag, som for eksempel dansk litteraturhistorie og dansk kulturhistorie, blev centrale dannelsesfag. For at undgå misforståelser: At demokrati ikke tematiseres gennem de første hundrede år af højskolens historie betyder ikke, at højskolefolk ikke gik ind for demokrati, men det betyder, at de betragtede et dansk folkefællesskab som en nødvendig forudsætning for et funktionsdygtigt dansk folkestyre.  

Demokrati efter 2. verdenskrig
Det er først med Hal Koch, at demokrati og demokratisk opdragelse for alvor bliver et tema i højskolen. Hal Koch forsøgte nemlig at udskifte højskolens national-kulturelle diskurs, men en politisk-demokratisk diskurs. I første omgang som formand for Dansk Ungdomssamvirke fra 1940, i anden omgang som forstander på Krogerup Højskole fra 1946. I et memorandum fra 23. december 1940 har Hal Koch selv formuleret, hvad hans sigte var med D.U. Her skriver han:

"Man har stærkt understreget, at D.U. er upolitisk. Det er efter min mening en farlig tale. Hvis D.U. bidrager til at afpolitisere ungdommen, samtidig med at man øger nationalfølelsen og stimulerer sportssansen, vil D.U. medvirke direkte til en nazificering af dansk ungdom (...) Hellere ville jeg sig sige det modsatte: D.U's opgave er at politisere ungdommen. Ordet betyder da: at vække interessen og kendskab til staten og det offentlige liv, således at ansvarsfølelsen vækkes - og den er p.t. ikke svær at vække. En sådan politisering og ansvarsfølelse i hvert fald hos befolkningens bedste mænd må dog være den eneste forudsætning, hvorunder folkestyre giver mening".  

Hal Koch overraskede mange med sin forståelse af det politiske. Han tog nemlig afstand fra den almindelige fore¬stilling, at den danske kultur forener os, mens det politiske adskiller os. "Nu vil jeg i al Almindelighed advare mod Folk, der taler for meget om det 'kulturelle'. Det er nemlig et meget farligt Ord", som leder til abstrakt tale om 'vor Arv i tusind Aar', om 'Dansk¬heden' og de 'dybe kulturelle Værdier'. Noget sådant giver grobund for nazisme". Går man i dybden med det kulturelle viser det sig, at "det kul¬turelle samler ikke, det adskiller". Og sådan skal det være. Der er stor forskel på den kultur, som en bondekone fra Vestjylland og en bourgeoisi¬dame fra Køben-havn lever i. "Det fælles er at finde et andet Sted: det, der dybest set binder os sammen, er det politiske". At det politiske binder os sammen som folk, er det epokegørende nye i Hal Kochs syn på demokratiet. Denne republikanske tanke, som han udviklede under krigen, gjorde han senere til det idémæssige grundlag for Krogerup Højskole. 

Fascismen og nazismen var den historiske baggrund for Hal Kochs betoning af demokrati og medborgerskab. Den aktuelle baggrund for den øgede fokusering på demokrati og medborgerskab, som bl.a. kommer til udtryk i kommissoriet for Folkeoplysningsudvalgets arbejde, kan indkredses ved hjælp af slagord som individualisering, globalisering, europæisering og multikulturalisering. Gennem de seneste årtier har det danske demokrati fjernet sig fra idealet om at være indlejret i en homogen national kultur, idet demokratiet nu indgår i såvel et stadigt mere multikulturel, multietnisk og multireligiøs dansk samfund som i en europæisk politisk union. Der er således al mulig grund til at se på, hvordan højskolens og folkeoplysningens "samfundsmæssige betydning kan styrkes og synliggøres". Men hvordan kan det ske, når der er tale om ikke-offentlige institutioner og organisationer, hvis primære målgruppe er voksne? Hvis udvalgets opgave var at styrke undervisning i demokrati og medborgerskab i folkeskolen, kunne man for eksempel foreslå indførelsen af undervisning i medborgerskab (citizenship education), som man har gjort i en række europæiske lande gennem de senere år. Men kan folkeoplysningsudvalget foreslå noget lignende, når målgruppen er voksne mennesker?    

Demokrati og myndighed
I dag omtales den danske folke¬højsko¬le ofte som verdens første skole¬form for voksne. Det er imidlertid en sandhed med store modifikationer. Højskolen var - som Ludvig Schrøder skrev i indledningen til bogen Den nordiske Folkeskole (1904) - en ungdomsskole. Mens Rousseau havde været hovedmanden i det attende århundredes opdragelseskunst, så indtog Grundtvig scenen i det nittende århundrede. Den afgørende forskel mellem dem var, ifølge Schrøder, at Rousseau skrev "Barndommens Evangelium", hvorimod Grundtvig skrev "Ungdommens Evangelium". Og "ligesom Rousseaus Lære om Barndommen har Ærinde til alle Stænder og til alle Folkefærd, saaledes turde det samme være Tilfældet med det, som Grundtvig har vidnet om Ungdommen".

Tidligere var det sjældent, man brugte ordet 'voksne' om højskoleelever, højest 'de unge voksne'. Højskolen var en skole for ungdommen. Hal Koch talte ligeledes om ungdomsundervisning, ikke voksenundervisning, når han talte om demokratisk opdragelse.  Det er først, da voksen¬under¬visning omkring 1970 bliver tematiseret som et særligt område, at ungdom bliver skiftet ud med voksen¬dom som det livsafsnit, højskolen i særlig grad retter sig mod. Skiftet fra, at højskolen var for ungdommen eller for unge voksne, til at højskolen nu er for voksne og dermed myndige personer, har aldrig for alvor været tematiseret, men bør medtænkes, når talen er om demokrati og folkeoplysning.   

Der er to grunde til skiftet: Den ene er, at valgretsalderen siden 2. verdenskrig successivt er sat ned fra 25 år, til 23, til 21, til 20, til 18 år. Myndighedsalderen er ligeledes blev sænket. Den nuværende myndighedsalder og valgretsalder blev indført i henholdsvis 1976 og 1978. Forenklet sagt: Gennem de første hundrede år af højskolens historie var valgretsalderen 25 år, kun i godt 30 år har den været 18 år. Indtil 2. verdenskrig var stort set alle højskoleelever umyndige, i dag er de alle myndige.   

Den anden grund til skiftet er, at højskolen siden 1970 har åbnet sig mod helt nye aldersgrupper. Fra at højskolen var en skole for unge mellem 18 minus og 23 år, er højskolen nu for personer mellem 18 og 80 plus. Den udvikling er man nødt til at tage i betragtning, når demokrati, højskole og i videre forstand folkeoplysning tematiseres.

I et demokrati må der skelnes skarpt mellem undervisning af børn og unge og undervisning af voksne. Ifølge den amerikanske politiske filosof Amy Gutmann skal undervisning for børn være obligatorisk, "fordi undervisning er det vigtigste middel demokratiske regeringer har til at skabe oplyste borgere". Men: "Demokratiske regeringer må ikke tvinge voksne til uddannelse, ikke fordi de ikke kan have samme uddannelsesmæssige behov som børn, men fordi voksnes frihed og værdighed som borgere må kræve den største respekt".

Det vil være i strid med grundlæggende demokratiske principper, hvis højskolen og folkeoplysningen får pålagt den opgave at gøre myndige borgere til demokrater, det vil krænke deres frihed og værdighed som borgere. (Her er idrætsforeningerne anderledes stillet end højskolen og folkeoplysningen, idet idrætten har børn og unge som en stor målgruppe).       

Det er derfor problematisk at tale om, at højskolen og folkeoplysningen skal bidrage til "myndiggørelse af borgerne", som der står i kommissoriet, idet målgruppen er myndige borgere. Derimod er det uproblematisk, hvis målet er "at give mennesker redskaber at begå sig i den tid og i det samfund, de lever i". Det er ligeledes uproblematisk at undervise voksne i, hvordan man kan bidrage til at opdrage og danne den opvoksende generation, dvs. børn og unge, til demokratiske medborgere.

De mokrati og æstetik
Nutidens højskole er ikke domineret af historisk-poetiske fag, men af musisk-æstetiske fag, som for eksempel musik, kunsthåndværk, film, foto, drama m.v. Der undervises selvfølgelig også i andre fag, som for eksempel kunstforståelse, filosofi og psykologi, men de musisk-æstetiske fag fylder meget i dagens højskole og folkeoplysning. Det er derfor naturligt, at spørgsmålet rejses: Kan en filthatt stärka demokratin? - sådan som Lene Lindgren har gjort det med bogen af samme navn (1996).

Hvad er svaret? Kan det at kreere filthatte, binde blomster eller designe tøj styrke demokratiet? Når der svares ja, lyder svaret sjældent overbevisende. Hvis svaret er nej, er spørgsmålet, om disse fag dermed mister legitimitet i højskolen og i videre forstand i folkeoplysningen? Mit svar er: Selvfølgelig gør de ikke det. Netop fordi vi lever i et demokrati.

Til forskel til totalitære politiske systemer er demokratiske styreformer kendetegnet ved, at der etableres ikke-politiske sfærer i samfundet. I kraft af politiske beslutninger skabes der så at sige ikke-politiske sfærer. Det er denne tankegang, der kommer til udtryk i slagord som 'kunst for kunstens egen skyld', videnskab for videnskabens egen skyld', 'sport for sportens egen skyld' osv.

Svaret på spørgsmålet: Kan en filthat styrke demokratiet? må derfor være: Det kan man ikke vide. Og hvis man absolut vil vide det, griber demokratiet ind i et felt, der er gjort til et politik-frit felt. Demokrati som politisk system kan ikke diktere eller dirigere æstetiske processer i en bestemt retning, det kan alene skabe rammer for at fremme sådanne processer. Hvad man kan håbe og tro er, at æstetiske aktiviteter er med til at udvikle værdier og karakteregenskaber, som demokratiet bygger på.

Med andre ord: De æstetiske fag kan ikke legitimeres med henvisning til deres direkte betydning for demokrati. Det er tværtimod demokrati, der legitimerer, at der undervises i fag, der ikke har direkte politisk (eller for den sags skyld økonomisk og religiøs) betydning. Det er således ikke et problem, at der i højskolen og folkeoplysningen undervises i æstetiske fag, der ikke kan legitimeres med henvisning til deres direkte betydning for demokratiet. Det ville snarere være et problem, hvis de alle blev søgt legitimeret med henvisning til en konstaterbar betydning for demokratiet. 

Med denne afvisning af, at al undervisning skal have med demokrati at gøre, er alle legitimeringsproblemer selvfølgelig ikke løst. For hvad nu hvis man på en højskole kun arbejder med at kreere filthatte, binde blomster eller designe tøj? Eller for den sags skyld spiller golf en uge eller flere måneder i træk - med statstilskud? Er det i orden? Eller skal der lovmæssigt stilles krav om, at højskoler skal bidrage "mere aktivt i undervisningsforløb om demokrati" - for også at få tilskud til undervisning i fag, der ikke kan legitimeres med henvisning til deres betydning for demokratiet? Med det spørgsmål er vi ved sagens kerne, når det gælder højskolerne. For hvis ikke højskolen vil forpligtes på at have en vigtig funktion i forhold til demokrati og medborgerskab, vil skoleformen uden tvivl i det lange løb miste legitimitet i tilskudsgivernes øjne. 

Jeg finder det som nævnt problematisk at pålægge højskolen og folkeoplysningen et krav om undervisning i demokrati med det mål at myndiggøre borgerne. Det vil være at krænke voksnes værdighed som borgere. Ligeledes finder jeg det problematisk at legitimere højskolens og folkeoplysningens opgave alene med henvisning til demokrati og medborgerskab. Opgaven er i videre forstand livsoplysning og tilværelsesoplysning. 

Jeg finder det derimod i orden, at højskolen og folkeoplysningen - på linje med andre institutioner og organisationer, der modtager statstilskud - pålægges et krav om at yde 'public service' herunder krav om at bidrage til at styrke bevidstheden om de principper og dilemmaer, som det danske demokrati bygger på.      

Artiklen er en forkortet udgave et oplæg til møde den 26. maj 2009 i det af Undervisningsministeriet nedsatte Folkeoplysningsudvalg