Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Bestyrelsen svarer igen

Publiceret 10-11-2009

Diskussionerne er gået højt i den lille by Græse Bakkeby nær Frederikssund efter, at det blev offentligt kendt, at Kunsthøjskolen Thorstedlund til jul lukker ned.

Af Højskolebladet

Hver søndag lavede man skydeøvelser med sovjetiske våben, og der var planer om at danne en gruppe, der ikke stod tilbage for Baader-Meinhoff-gruppen, hvad angår radikalitet og aktivitet. Sådan lød PET's vurdering af, hvad der foregik på den nu hedengangne Tidens Højskole. På Tvind - Den rejsende højskole - var det især personen Mogens Amdi Petersen og det forhold, at man angiveligt havde kontakt til udenlandske terrororganisationer, der påkaldte sig opmærksom¬hed fra efterretningstjenesten.

En række højskoler kendt som "de røde højskoler" fik stor opmærksomhed og trak mange elever til i løbet af 70erne og den første del af 80erne. Heriblandt Assens Højskole, Store Restrup, Kolding, Tvind, Tidens Højskole og Den Røde Højskole i Svendborg. De betjente sig af en venstresnoet revolutionær retorik og var stærkt optagede af solidaritet med tredjeverdenslande, i særdeleshed Vietnam. Sympatien var hos den realeksisterende socialisme i Sovjetunionen, Kina, Cuba og Vietnam, og revolutionære bevægelser rundt omkring i verden - herunder også RAF's aktioner i Vesttyskland, mens hovedfjenden var kapitalismen og det imperialistiske Vesten. Op gennem 80erne fik de røde højskoler det sværere og sværere, og den kolde krigs ophør med Berlinmurens fald i 1989 markerede også endegyldigt afslutningen på den relativt korte, men markante tendens inden for
højskolebevægelsen.

Kampen om den kolde krig
Nu er kampen om den kolde krig - kampen om, hvordan historien skal skrives - i fuld gang. I dag, i 20-året for Murens fald, har interessen næppe været større. Nye bøger om PET, den yderste venstrefløj, fodnotepolitik og Danmarks rolle i årene 1945-89 udkommer i en lind strøm. De højskoler, der deltog i den globale ideologikamp på den røde side, har til gengæld ikke været genstand for påfaldende opmærksomhed blandt journalister og historikere, som de ellers var det op gennem 70erne og 80erne hos efterretningstjenesten.

Nu var højskolerne jo ikke på nogen måde ene om at repræsentere mere eller mindre venstreradikale holdninger, men en vis energi samlede sig på enkelte skoler og inspirerede igen andre til en markant politisk profil. Inspirationen fra socialistiske tænkere var utvivlsomt stor på mange skoler - også dem, der ikke var erklærede "røde". Ejvind Larsen, der havde været omkring Askov Højskole, og var med til at grundlægge Den Røde Højskole, formulerede på et tidspunkt i starten af 70erne ganske klart på lederplads i Dagbladet Information, hvad høj¬skolen skulle: "Højskolens formål er at bekæmpe kapitalismen og indføre socialismen".

Debatklimaet
I dag er fløjene trukket hårdt op i den offentlige debat. På den ene side har man en gruppe af historikere - primært omkring den kontroversielle Bent Jensen og journalisten Bent Blüdnikow. De slår på, at venstreorienterede grupperinger, der mere eller mindre direkte sympatiserede med socialistiske totalitære regimer eller illegale oprørsbevægelser, skal stilles til ansvar for deres holdninger dengang. På den anden side har man en større gruppe historikere og politikere, der mener, at der bliver politiseret for meget, og at historien om den kolde krig bliver brugt som del af den aktuelle kulturkamp. For det er vanskeligt at skrive samtidshistorie. Særligt når mange af de involverede personer stadig lever og mener, at de nok også har noget at skulle have sagt i debatten.

Debatten er til tider meget politiseret og skarp. Også PET's rolle i forbindelse med overvågningen af forskellige politiske grupperinger har været gransket, og tidligere på året udkom den længe ventede rapport om PET's arbejde under den kolde krig.

Historiker Rasmus Mariager har været medforfatter til PET-kommissionens rapport om "PET's overvågning af den anti-imperialistiske venstrefløj 1945-1989". Og han har netop udgivet en bog om PET sammen med to kolleger. Bogen er et forsøg på at fremlægge reel viden om nogle centrale sager hos PET og den måde, den arbejder på, for på den måde at kvalificere debatten. For som han siger: "holdningsniveauet ligger langt over vidensniveauet" i den brede befolkning. Når debatten så ydermere ofte bliver ført i de brede medier, er det vanskeligt at få detaljerne med:

"Enkelte historikere publicerer ofte deres stof direkte i medierne i stedet for i fagtidsskrifter, som det ellers længe har været praksis. Det gør, at synspunkterne er strammet op, og tonen er meget hård og ofte unuanceret. Der er nok enkelte historikere, der ser det som en mulighed for at profilere sig i medierne for på den måde at fremme deres karrierer. Det er ikke godt for den lødige diskussion af et historisk emne."

Overvågning
Rasmus Mariager har været med til at skrive den del af kommissionens rapport, hvor PET's overvågning af primært Tvind og Den Røde Højskole fremlægges. Om højskolens samlede rolle i PET's overvågning i perioden siger han:

"Man tog spørgsmålet om Tvind meget alvorligt. Det fremgår også af rapporten, at det var en meget vanskelig sag, fordi Tvind havde stor opbakning langt ind i det politiske liv, herunder fra Ritt Bjerregaard. Tvind modtog statsstøtte, også under undervisningsminister Bertel Haarder, og derfor var det kontroversielt, at skolen blev overvåget."

Generelt var Tvind genstand for en stor opmærksomhed fra PET's side. Relativt omfattende telefonaflytninger blev fulgt op af placeringen af en kilde på skolen. Ekstra Bladet fandt imidlertid ud af, hvad PET var i gang med og lancerede en serie, der satte overvågningen i et meget dårligt lys. Og det skabte en mindre skandale, så PET var nødsaget til at trække sig fuldstændig ud af den sag.
Også Tidens Højskole i Hørsholm var genstand for PET's opmærksomhed. Forstanderen på højskolen dengang hed Poul Simonsen, og han blev noget overrasket, da han for nylig læste en kilde i PET berette om, hvad PET mente, der foregik på højskolen. Han blev så forarget, at han med det samme skrev et brev til PET, hvori han beder om at få indsigt i mappen om ham selv: "Det er rystende. PET er jo en rygtebørs og ikke en efterretningstjeneste. Tænk, hvis fremtidens terrorsigtede bliver dømt på lignende materiale fra PET? Hvis et samfund mener, man har nogle farlige fjender, må aflytning og registrering i det mindste ske på et kvalificeret grundlag. Det må aldrig ske på baggrund af rygter," sagde han til Dagbladet Arbejderen tidligere i år.

Til det siger Rasmus Mariager: "PET's egne rapporter bliver jo netop ikke skrevet med henblik på at blive gransket af en kommission eller lagt frem i offentligheden."
Og heri ligger jo det grundlæggende problem med en efterretningstjeneste. Når den finder ud af noget, der kan forhindre kriminalitet af en eller anden slags, er det i orden, og der er politisk opbakning. Men hvis dens mistanke viste sig ikke at holde stik, har man begået overgreb mod de mennesker, man har overvåget.

I den konkrete sag var der da heller ingen, der blev straffet, endsige anklaget.

Den røde højskole
Oplysninger om Den Røde Højskole i kommissionens rapport er ikke overvældende, men man kan blandt en del andet læse, at PET havde fået oplysninger om, at Danmarks Kommuni¬stiske Arbejderparti (DKP) havde del¬taget i et kursus på Assens Højskole, hvor der angiveligt var blevet undervist i sabotage. Og den type kurser var vist ikke så usædvanlige.

PET forsøgte også at placere en kilde som kursist på Den Røde Højskole i Svendborg, der arbejdede ud fra et entydigt marxistisk grundlag. Tiltaget var dog ikke den store succes, da kilden måtte forlade skolen igen allerede den første dag, fordi han genkendte en gammel klassekammerat blandt de øvrige kursister og var bange for at blive afsløret.

Ole Hjorth var i en periode fra starten af 80erne, ind til han ryk¬kede videre for at grundlægge Oure, underviser og forstander på Den Røde Højskole. Han var desuden distrikts¬formand for den fynske afdeling af DKP. Og det var den forbindelse, PET var særligt interesseret i. Ifølge Hjorth var de på Den Røde Højskole overbeviste om, at de blev overvåget, men tog det nærmest som et kompliment:

"I modsætning til Tvind, var vi hele tiden en åben skole. Enhver kunne se, hvad der foregik. Vi foretog os på intet tidspunkt noget ulovligt, selv om vi følte os som revolutionære."

Kun på et tidspunkt blev Hjorth nervøs. Journalist og forfatter Arne Herløv Petersen blev i 1981 anklaget for spionage. Han blev aldrig dømt, men tilkendt tiltalefrafald. Det vil sige, at han ikke blev straffet, men erkendt skyldig i at have udleveret oplysninger til den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. En aften i en ordentlig brandert ringede Herløv, der flere gange havde været på Den Røde Højskole, til Ole Hjorth og sagde, at han faktisk var spion for russerne. Det var det eneste tidspunkt, Ole Hjorth var alvorligt nervøs for, om der nu var nogen, der lyttede med på telefonen. For her var der tale om en person, der om ikke andet så i hvert fald var anklaget for noget ganske alvorligt.

PET-kommissionens rapport fortæller også, at Den Røde Højskole i starten af 80erne afholdt et såkaldt BZ-kursus, hvor der på programmet blandt andet stod, at man skulle "diskutere oprøret" og "diskutere nye aktionsformer".

Ole Hjorth fortæller: "Højskolen var dengang såmænd ikke så meget anderledes end i dag. Vi skulle jo også skaffe elever, og BZ-kulturen havde i en periode stor opbakning, så vi ville gerne tiltrække nogle af de unge fra København med et BZ-kursus."

For de havde de sjovt på de røde skoler. De rejste til Cuba og Sovjet. De var kritiske, men blev aldrig dogmatiske. Men de havde det vanskeligt med det øvrige højskolelandskab:

"Når vi var sammen med højskolefolk, kom vi altid til at sidde i samme hjørne som dem fra Tvind, fordi alle de andre var grundtvigianere. Men desværre var dem fra Tvind altid så kedelige."

Opgør
Nogle vil nok mene, at man også i højskolesammenhæng burde granske lidt i mere i den nære fortid for at finde ud af, hvor radikale de røde højskoler egentlig var. Men PET-kommissionens rapport har på sin vis frikendt de røde højskoler for mistanken om ulovlig virksomhed - hvis man ser bort fra Tvind.

Ole Hjorth mener heller ikke, at der er grund til selvransagelse, eller til at være bitter over, at han blev overvåget af PET, selv om han på intet tidspunkt har foretaget sig noget ulovligt. Tværtimod kan han godt finde på at prale lidt over for sine yngre kolleger: At han var vigtig nok til at blive overvåget af efterretningstjenesten.

"Jeg vil meget gerne være med til at diskutere vores ideologiske grundlag dengang. Men jeg vil ikke være med til helt urimelige sammenligninger mellem den ideologi, som vi dyrkede, og så en ideologi som den nazistiske. Socialismen bygger jo dybest set på den samme europæiske oplysningstradition, som det liberale demokrati. At der så er blevet begået store forbrydelser i socialismens navn er en anden ting. Den periode betød for mig, at jeg blev styrket i min demokratiske overbevisning. Derfor er jeg på sin vis også stolt af, at demokratiet kunne rumme sådan nogen som os. Vi var unge og voldsomme. Vi syntes jo, at vores eget system var råddent, og vi var kritiske. Og det er vigtigt at holde fast i. Jeg har mødt mange 'religiøse' mennesker i højskolebevægelsen, både kommunister og grundtvigianere, der var overbeviste om, at de sad inde med den eneste sandhed. Det blev jeg træt af. Jeg blev venstreorienteret, fordi der var en platform for samfundskritik. Ikke for at låse mig selv og andre fast i nogle helt bestemte forestillinger og sandheder. Det kan man sagtens tage med videre i højskolen i dag."

Diskussion om, hvordan historien om den kolde krig skal skrives, er uden tvivl ikke forbi, ligesom diskussionen om, hvilken rolle PET har haft og skal have i forhold til lovlig politisk virksomhed, heller ikke er det. Det sidst kapitel i den historie er ikke skrevet endnu. Og mon ikke også højskolerne skal høre mere om den sag.