Skriv og vind

Publiceret 13-11-2009

Grundvigs tanker og salmer ligger til grund for både årets julekalender på DR, Pagten, og en konkurrence, hvor højskoleelever har mulighed for at give deres bud på, hvordan de forstår Grundtvig i dag

Af Charlotte Kjærholm Pedersen

Når startskuddet den 1. december lyder til dr's nye julekalender, Pagten , er Grundtvigs tanker og salmer stærkt repræsenteret i de 24 afsnit.

Ifølge forfatteren bag serien, Maya Ilsøe, er Grundtvig og hans tanker om fællesskab særdeles væsentlige i dag for de problemstillinger, som hun finder vigtige.

"Grundtvigs tanker er superrelevante. Ideen med julekalenderen var, at den skulle handle om sociale relationer mellem børn såsom mobning og fællesskaber. Forsøget med serien er, at i dette minikosmos - klasseværelset - sker der nogle ting, som
sker alle steder. Mobning foregår jo ikke kun i folkeskolen, det sker overalt i samfundet."

Hun forklarer videre, at valget af Grundtvig og hans tanker ikke var omdrejningspunktet, da hun skulle skrive serien, men at de helt naturligt blev en del af serien.

"Grundtvig blev ikke bare et element, som skulle opfylde nogle public servicekrav. På et tidspunkt var han ude af historien, men kom ind igen. Jo mere jeg læste mig ind i det, han har skrevet, jo mere relevant synes jeg faktisk, hans tanker blev for historien. Især hans tanker om fællesskab, det levende ord, mødet med andre, hans syn på det nationale og det nordiske er spændende."

Højskolerne og Grundtvig
Det er ikke kun DR's julekalender, som henter inspiration og nyfortolker Grundtvig. DR har i denne sammenhæng også udskrevet konkurrencen "Grundtvig i pagt med tiden", hvor både efterskolerne og højskolerne bliver opfordret til at nyfortolke fem af Grundtvigs salmer.

På Vallekilde Højskoles forfatterlinje har man valgt at tage udfordringen op, og eleverne har haft mulighed for at diskutere, analyse og forsøge at skrive nyfortolkninger af de udvalgte salmer. Det er blevet grebet meget forskelligt an, men ligesom Maya Illsøe er der blandt eleverne enighed om, at Grundtvig og hans tanker er relevante i dag.

Sigurd på 20 år, som følger forfatterlinjen på Vallekilde, har skrevet en nyfortolkning af "Dejlig er den himmel blå". Nyfortolkningen er ikke en lovprisning og hyldest, men derimod en ironisk tilgang til det danske samfund i dag.

"I Danmark tales der meget om, at vi er det lykkeligste samfund i verden, og der er meget fokus på økonomisk velfærd. Jeg er skam glad for at bo i Danmark, men nogle gange bliver der fokuseret på de forkerte ting."

Han forklarer nærmere: "Fx at man tager den kriminelle lavalder op til revision og helt seriøst taler om at sætte den ned til 11 år."

Ideen med nyfortolkninger har, fra hans side, været at ruske op i Danmark og den vestlige levevis, som danskere sværger til.

"Jeg gør lidt grin med det vestlige paradigme, som præger det danske samfund i dag."

Leg med sproget
En anden og mere klassisk tilgang har Iben, som ligeledes går på forfatterlinjen på Vallekilde. Hun har omskrevet Lille guds barn hvad skader dig med en ny tekst og melodi. På holdet diskuterede de, om man skulle lave sproget meget moderne med udtryk som "nice", men Iben synes, at det er mere udfordrende, at sproget har nogle dimensioner, hvor der er mulighed for at fortolke.

"Jeg synes godt om sange, hvor sproget er ligesom at pakke gaver op - at man ikke lige med det samme kan fornemme, hvad der står. Det giver en mulighed for at fortolke i den retning og på den måde, man har lyst. Det er jo ikke sikkert, at alle forstår det samme med teksten, som jeg gør."

Om tankerne bag teksten siger hun: "I stedet for at skrive om Gud, har jeg valgt et udtryk, som er meget mere relevant i dag - med fokus på kærlighed - som jeg synes, den religiøse tone står for. Den står for menneskets evighed i hinanden, og det er netop det tema, som jeg har forsøgt at skrive om."

Nore på 19 år supplerer Iben i hendes syn på, hvad salmen handler om.

"For mig handler salmen om et vigtigt aspekt, nemlig tillid til at være en del af verdenen. Salmen har et religiøst præg, men jeg synes, man i stedet kan tale om fællesskab og evighed i hinanden - altså det menneskelige fællesskab - og de handlinger, man foretager sig."

I dag
Nore synes derudover, at Grundtvig er et vigtigt element, når man går på højskole:

"Grundtvig kan man i dag bruge til at finde nogle værdier, som er almengyldige. Han er vigtig for at forstå baggrunden for højskolen. Højskolen skal ikke kun være sjov og ballade, der skal jo også ligge et oplysende element, hvor der er plads til historien og til en tænker som Grundtvig."

Det underbygges af julekalenderforfatteren, Maya Illsøe, som mener, Grundtvigs tanker ikke kun er vigtige for højskoler, men for selve indstillingen til andre mennesker:

"Den åndelige og sociale indstilling blandt mennesker i dag er vigtig at tage fat på. Jeg ønsker, at serien skal ramme børn såvel som voksne. Serien rejser spørgsmål om, hvordan fællesskabet fungerer bedst. Serien kommer med forslag, men håbet er jo, at det sætter nogle tanker i gang hos folk, der ser den. Jeg tager jo ikke patent på Grundtvigs holdninger, men tillader mig en slags kunstnerisk egenfortolkning, for jeg synes hans pointer er vigtige i dag."

Om konkurrencen
Grundtvig i pagt med tiden er en konkurrence lavet af DR. De udfordrer elever på efterskolerne og højskolerne: Hvordan ville Grundtvigs salmer lyde i dag?
Kravene: Vælg en af de fem sange og lav en ny tekst og evt. også melodi. Teksten kan være en nyfortolkning af en Grundtvig-tekst - eller den kan være en helt ny tekst inspireret af Grundtvig. Melodien skal enten være den oprindelige - eller en ny melodi inden for en genre, hvor der er plads til fællessang.
De fem Grundtvigsalmer der konkurreres om:

1. Dejlig er den himmel blå
2. Hvad er det min Marie
3. Lille Guds barn hvad skader dig
4. Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
5. Er lyset for de lærde blot

Dommere:
Michael Bojesen, dirigent for DR Pigekoret.
Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole.
Thomas Buttenschøn, sanger og sangskriver.
Frist for indsendelse er 15. november.
Læs mere: www.dr.dk/Undervisning/Syngelyst/Grundtvig  her

Pagten
DR's julekalender har en klassisk opbygning, hvor omdrejningspunktet er, at pagten, som Grundtvig og nissen Saia har lavet, er forsvundet. Den skal findes inden jul, og de to hoved-personer, Malte og Lyda, går en masse prøvelser igennem for, at det kan lykkes. Det er et juledrama med en real¬istisk verden og en magisk verden, som bliver forenet i klasseværelset på skolen i den lille by Thyregod, hvor Malte går i skole - og bliver mobbet.
Derudover har også Grundtvigs Forum har taget tråden op fra DR's julekalender Pagten. Gennem december vil der blive afholdt flere arrangementer i Vartovs Gård, hvor man kan lære Grundtvig lidt bedre at kende, mens man nyder en æbleskive. Det vil foregå den 5., 12. Og  19. december fra kl. 12.00. Læs mere her