Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Højskoledanmarks mest indflydelsesrige tænkere (1)

Publiceret 15-09-2009

Feature
Om man vil det eller ej - forstanderne giver klar besked: Grundtvig er stadig den mest indflydelsesrige tænker i højskoledanmark. Men han står aldrig alene. Listen over inspirationskilder spænder vidt og Grundtvig er i dialog med mangt og meget, hvis man skal tro Højskolebladets undersøgelse

Af Højskolebladet

Hvem er den mest indflydelsesrige tænker i højskoledanmark? Højskolebladet har lavet en rundspørge blandt de danske højskoleforstandere for at finde ud, hvem de henter inspiration fra - privat såvel som i deres arbejde. Vi bad dem lave en prioriteret liste over deres syv største inspirationskilder. Knap halvdelen af alle forstandere svarede på undersøgelsen - og resultatet er entydigt: Grundtvig indtager stadig en suveræn førsteplads. Og det er vel i og for sig ikke så overraskende.
Men måske kan det undre, at han indtager så suveræn en førsteplads. Fire ud af fem forstandere havde ham med på deres liste, og mere end en tredjedel placerede Grundtvig som deres førsteprioritet. Det betyder, at Grundtvig scorer mere end tre gange så højt som listens nummer to, Søren Kierkegaard. Konklusionen må være, at den gamle stadig en uomgængelig del af landskabet i højskoledanmark.
Helga Kolby Kristiansen, formand for Folkehøjskolerne Forening i Dan¬mark (FFD) og forstander på Silkeborg Højskole, indtager selv en delt 75. plads på listen. Hun er begejstret over, at Grundtvig stadig er det fælles udgangspunkt for landets højskoler:
"For mig er det glædeligt, at Grundtvig stadig indtager en suveræn førsteplads. Det fortæller, at der trods forskelle er en del fælles tankegods, som vi har med os. At der er et fællesskab højskolerne imellem, som alle trækker på. Listen fortæller, at vi har et fælles værdigrundlag - men også, at vi hele tiden trækker noget nyt ind. Det klassiske som klangbund for nye tanker."
Jes Fabricius Møller, lektor i historie på Københavns Universitet og tidligere højskolelærer, opsummerer forholdet til Grundtvig ganske præcist: "Hvis Grundtvig ikke havde stået øverst, ville man have begrædt traditi¬onstabet. Nu hvor han står øverst, vil man beklage sig over, at højskolen ikke flytter sig."

Tradition og fornyelse
I det hele taget peger listens øverste placeringer i retning af en forholdsvis traditionsbunden skoleform. Mange af navnene ville sandsynligvis have været at finde på en tilsvarende liste for 30 eller 40 år siden.
"Umiddelbart tyder listen på, at høj¬skolen bestemt ikke er traditionstømt. Overordnet er det jo er et bredt udvalg af det 20. århundredes humanisme," siger Fabricius Møller efter at have set listen. Han er lidt overrasket over, at listen trods alt er så bagudrettet: "Listen overrasker mig ved at være så traditionel. Kierkegaards scorer højt, men det har han jo gjort siden engang i 50'erne. Han er efterhånden også tradition."
Heller ikke Ove Korsgaard, der er professor på Danmarks Pædagogiske Universitet og tidligere højskolefor¬stander, er overrasket: "De første fem, med undtagelse af Møllehave, er ret lige til. Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup og Hal Koch er jo klassikere. Det er ikke på nogen måde overraskende, men jeg tror ikke, der er udtryk for, at højskolen ikke har rykket sig.. Uanset om man trækker på Grundtvig eller er i opposition til ham, så er man nødt til at have vist forhold til ham, fordi han er en så kolossal stærk del af hele traditionen."

Grundtvig og de andre
Grundtvig har været ude og inde i den danske højskole i forskellige former, men uanset om man har forholdt sig positivt eller kritisk til ham eller dele af hans tankegods, har han hele tiden været uomgængelig, mener Ove Korsgaard: "Man kan bemærke, at Grundtvig indtager en sikker førsteplads, selv om der har været højskolefolk, som har forholdt sig kritisk til betoningen af den grundtvigske arv og tradition. Og den kritik er også blevet stærkere, fordi folk uden for højskolen har taget Grundtvig til indtægt - i særlig grad folk fra Dansk Folkeparti. Men det har åbenbart ikke rystet højskolefolket - heldigvis, vil jeg sige."
Korsgaard mener, at man er vendt tilbage til en mere klassisk, kanonise¬ret udgave af Grundtvig: "Det kunne være interessant at vide hvilken side, der spiller den største rolle for højskolefolk. Er det hans sange? Der er ingen tvivl om, at de er en stor inspirationskilde. Er det hans folkelighedsbegreb, hans universalhistoriske forestillinger, eller hvad er det for sider af Grundtvig, men trækker på i dag?"
"Da jeg selv gik på Askov i 60erne, var det ikke Grundtvig der blev refereret mest til, selvom han selvfølgelig var der. Knud Hansen, der på det tidspunkt var forstander, holdt foredrag om Kierkegaard og Marx, men jeg har aldrig hørt ham holde foredrag om Grundtvig. Det er først efter 1970, at Grundtvig fik en virkelig revival med Ebbe Reich Kløvedahls bog Frederik og Ejvind Larsens Grundtvig og noget om Marx . Grundtvig har stået meget stærk siden 70erne, men stod ikke særlig markant i 60erne."
Jes Fabricius Møller er overrasket over, at Grundtvig stadig er så markant, men mener ikke nødvendigvis, at det betyder, at skrifterne bliver studeret særligt grundigt rundt omkring på højskolerne:
"Det er påfaldende, at Grundtvig stadig indtager så fremtrædende en position. Men det kan jo være en form for "lippenbekenntniss". Der er jo ingen, der er blevet grundtvigianer af at læse Grundtvig. Man bliver grundtvigianer af at være inde i miljøet, og så læser man Grundtvig. Man kan ikke udelukke, at højskoleforstandere bliver mere og mere grundtvigske, jo længere tid de har siddet på posten. Det hænger i gardinerne. Men man skal huske, at Grundtvig aldrig har været enerådig. I 50erne var det Kierkegaard og Sartre, nu er det Grundtvig og nogle andre"

Overraskelserne
Ser man bort fra listens fire øverste folk, er der dog også overraskelser at spore. Den mest overraskende figur på top 10 er Stephen R. Covey - ham med de 7 gode vaner.
"Af nulevende figurer er udvalget overraskende - Johannes Møllehave, Dalai Lama, Nelson Mandela og Stephen R. Covey. En aforistiker, to internationale politikere og enma¬nagement-figur. Sidstnævnte kender jeg ikke meget til, men er antagelig det navn, der viser højskolens forsøg på at nærme sig erhvervskulturen," siger Frederik Stjernfelt, flittig skribent for blandt andet Weekendavisen og professor i Semiotik ved Århus Universitet. Han ikke håber, at navnene på listen er udtryk for, hvad der bliver undervist i på højskolerne: "Personligt gad jeg ikke tage på højskole for at lære sådan noget. Mandela er et meget tiltalende navn at møde, men er jo forbundet til en politisk sag, der definitivt synes at have sejret. Dalai Lama er til gengæld forbundet til en sag, der ikke har sejret - Tibets selvstændighed - men til gengæld kan hans tænkning synes noget kaloriefattig."
Et markant træk ved listen er, at teologer og religiøse figurer fylder meget. Det vidner naturligvis om højskolens mangeårige forbindelse til kirken. Men det kan synes overraskende, at det teologiske fortsat dominerer på inspirationssiden, når højskolepraksis ellers i øvrigt har fjernet sig fra det kirkelige:
"Listen viser, at højskolerne fortsat er overraskende teologisk domineret - med top-tre'en som resultat. Med Jesus på 10.pladsen kan man sige, at religionen som sådan ligger meget længere nede end den senere teologiske refleksion over den," siger Frederik Stjernfelt.
Over Korsgaard forklarer: "Op gennem 60erne undergik det relativt tætte forhold mellem højskolen og kristendommen store forandringer - man holdt op med at bede morgenbøn og Fadervor til morgensamling. Det betød dog ikke, at interessen for det religiøse forsvandt. Gamle østlige, religiøse traditioner vandt frem. Dalai Lama er udtryk for en form for religiøsitet, men det det er mere en bredere spirituel interesse og har jo intet med kirken at gøre."
Folk som Dalai Lama og Desmond Tutu, der figurerer noget længere nede på listen, er nok heller ikke udtryk for en genuin interesse for det religiøse: "Man kunne også forestille sig Ghandi og Martin Luther King, som begge er helt gennemreligiøse figurer. Men det er jo ikke for deres religiøsitet, at de bliver beundret. I vores kulturopfattes deres religiøsitet som humanisme," siger Jes Fabricius Møller.

De politiske
Mens teologer og religiøse figurer er rigt repræsenteret, glimrer egentligt politiske tænkere ved deres fravær. Listen er præget af teologer, humanister og store personligheder, der påvirker mere i kraft af deres handlinger end deres tanker og skrifter. Tiden i 70erne og 80erne, hvor en lang række højskoler bekendte sig til eller anden form for marxistisk inspireret standpunkt, er i hvert fald endegyldigt forbi. Højskolerne kan ikke på det idemæssige plan, siges at være særligt røde længere. Men de socialistiske inspirationskilder er ikke blevet erstattet af andre politiske tænkere, selv om den tyske filosof og samfundstænker Jürgen Habermas ligger på listen 12. plads. "Man kan sige om listen, at den er relativt upolitisk. Den mest politiske på top 10 er jo Hal Koch. Og han er formentlig ikke med af den grund," siger Jes Fabricius Møller.
På den måde afspejler listen også tidsånden. De store ideologierne er ikke til stede - det er derimod traditionen, forklarer Ove Korsgaard: "Grundtvig og Kierkegaard udgjorde jo et tvillingepar fra midten af 1800-tallet. Og det samme gør Løgstrup og Hal Koch efter 2. Verdenskrig. Man kan sige, at listen også er præget af tidsånden nu og her. Hvis man havde spurgt for 30 år siden, så ville Marx og Engels helt sikkert have figureret. Det, manforstår ved socialistiske tænkere, har ikke haft en stærk placering i højskolens historie som sådan, men i 70erne op gennem 80erne var der alligevel mange skoler, der tog et socialistisk udgangspunkt og havde marxismen som udgangspunkt og inspirationskilde."

Koryfæerne, der forsvandt
Lige som listen ikke ligefrem er over¬plastret med politisk tænkere, er en række tidligere koryfæer gledet ud.
"Martin A. Hansen var vigtig for mange højskolefolk. En anden som jeg måske selv ville have peget på indenfor højskolekredsen er Knud Hansen. Og Dostojevskij er eksistentialisternes litterære eksempel par excellence. Ham kunne man godt have forventet var med," siger Jes Fabricius Møller: "En anden man kunne have forventet var Wilhelm Grønbech. Han var sådan en, man ikke kunne komme uden om i en periode."
Frederik Stjernfelt kunne også godt tænke sig at supplere med et par navne: "Mest savner jeg nok nogle utvetydige repræsentanter for oplysningstraditionen - der jo har været uhyre afgørende for fremvæksten af det moderne samfund."
"Det kan overraske, at der ikke er flere inden for den økologiske bevægelse. Man kunne godt forestille sig, at der havde været en stærkere betoning af det økologiske og forholdet til naturen, og man kunne savne en Habermas eller lignende lidt højere oppe på listen. Fordi der er et markant bud på en tænker, som er relevant for højskolen: hans forestillinger om sproget, livsverdenen, dialogen og det europæiske perspektiv. Derudover er der et fravær af højskolens egne folk på listen. Jakob Knudsen, Martin A. Hansen, Jørgen K. Bukdahl ville have præget listen i 50erne og 60erne."

Grundlag og praksis
Lister har deres begrænsninger - således selvfølgelig også denne. Den kan give en god pejling i forhold til, hvorvidt højskolen har en form for fælles værdigrundlag. Men den siger ikke nødvendigvis så meget om, hvordan der bliver drevet højskole, fordi der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem teori og praksis, mener Jes Fa¬bricius Møller: "Inspirationskilderne siger ikke meget om, hvor højskolen faktisk står, fordi værdigrundlaget sjældent har noget med den faktisk praktiserede højskole at gøre."
Det samme er Frederik Stjernfelt inde på. "Det er jo ikke sikkert, at ledernes personlige inspirationskilder siger så meget om indholdet af højskolernes undervisningsprogrammer," siger han og fortsætter: "Listen vil naturligvis opsamle de inspirationskilder, lederne er fælles om - men de kan jo godt have denne fælles basis, samtidig med de har specifikke, nutidsorienterede kurser af vidt forskellig art, der på grund af denne forskel ikke kommer på listen."

Top 20

1. Grundtvig
2. Søren Kierkegaard
3. K.E. Løgstrup
4. Johannes Møllehave
5. Hal Koch
6. Henrik Pontoppidan
7. Dalai Lama
8. Nelson Mandela
9. Stephen R. Covey
10. Jesus
11. C.G. Jung
12. Jürgen Habermas
13. Karen Blixen
14. Paulus
15. Desmond Tutu
16. Martin Buber
17. Martin Luther
18. Poul Henningsen
19. Martinus
20. Benny Andersen