Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Nutidens ungdomsoprørere er nydanskere

Publiceret 06-12-2010

Integration i Danmark er en megasucces. Den sociale mobilitet hos nydanskere med ikke-vestlig baggrund er enorm. Der, hvor integrationsproblemet for alvor eksisterer, er hos de danske drenge, der halter alvorligt efter karrieremæssigt. Alligevel er indvandrerdebatten fortsat massiv på den politiske scene

Af Karina Søby Madsen

"´Når folk spørger mig, hvor jeg kommer fra, svarer jeg: fra
jylland. Trukket lidt hårdt op mener jeg, at man skal forholde sig til den hverdag, man er en del af. Og den hedder København og ikke Tyrkiet for mit vedkommende. Det udelukker ikke, at jeg er stolt af min kulturelle baggrund, men jeg savner et sted, hvor vi kan mødes som ligeværdige borgere uden at sætte etiketter på hinanden. Jeg vil defineres ud fra, at jeg er en aktiv medborger i det danske samfund og ikke ud fra, at jeg er muslim." Sådan forklarer Yildiz Akdogan, som er en ung og fremadstormende nydansker. Hun er født i Tyrkiet i 1973 og blev familiesammenført til Danmark i 1979. Hun er den første i sin familie, der har fået en studentereksamen, og hun har endog taget en kandidatgrad i statskundskab fra Århus Universitet.

Faktisk kan man sige, at Yildiz Akdogan er en del af en bevægelse. Selv om det nogle gange kan være svært at få øje på de positive integrationshistorier i mediebilledet, så er integrationen intet mindre end en megasucces, hvis man spørger integrationskonsulent Hans Lassen. Sidste år udgav han bogen Den anden virkelighed. Tanker og tal om integrationen i Danmark , som er fuld af statistikker og konkrete eksempler på, at integrationen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fungerer godt.

Hans Lassen siger om den offentlige diskurs om integration:
"Myten om den fejlslagne integration er vel forankret, men den har ikke bund i virkeligheden. Vi er simpelthen ikke i kontakt med vores egne styrker på integrationsområdet. Vores selvbillede er forvrænget. Danmark er som en stor patient, der har brug for terapeutisk hjælp."

Hans Lassen henviser blandt andet til statistikker, som viser, at Danmark - med Lassens ord - "ligger i den europæiske superliga", når det handler om integration. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri fra sidste år er Danmark det land i Europa, der har været allerbedst til at reducere beskæftigelsesgabet mellem indvandrere og personer med indenlandsk oprindelse. Fra 1996 til 2006 er gabet mindsket med 13 %. Tilsvarende viser en undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen i år, at Danmark i 2009 er det EU-land, der er allerbedst til at øge andelen af indvandrere i job, og at Danmark har den højeste andel af indvandrere i beskæftigelse.

Uddannelsens frontkæmpere
Også på uddannelsesområdet går det særdeles godt. En just offentliggjort undersøgelse viser, at andelen af 20-24-årige efterkommerkvinder med ikke-vestlig oprindelse, der er i gang med en videregående uddannelse, er højere end for de jævnaldrende danske kvinder.

Flemming Mikkelsen, der forsker i området unge og marginalisering ved Center for Ungdomsforskning, og som er forfatter til bogen Indvandring og integration, siger:

"Ser man integrationen fra nydanskernes vinkel, så går det rigtig godt. De er tilfredse med at være her, og de er taknemmelige for den sociale sektor. Mange af de unge er dybt taknemmelige for vores uddannelsessystem. I modsætning til i mange andre lande er det gratis, og kvaliteten er høj."

Yildiz Akdogan er i høj grad tilfreds med det danske uddannelsessystem. Hun fortæller om sit møde med universitetet:
"Universitetet var sagen for mig, et trygt og intellektuelt miljø. Her blev jeg bekræftet i, at jeg blot var en ud af mange studerende og ikke et etnisk fænomen. Ingen stillede spørgsmål om tvangsægteskaber og tørklæder. Jeg blev respekteret for den person, jeg var."

Vi hører ellers tit i medierne, at elever med ikke-vestlig oprindelse kan så lidt, når de forlader grundskolen, at de end ikke er i stand til at tage en ungdomsuddannelse. Men det bliver der kompenseret for senere i livet. En rapport fra i år, der undersøger situationen for de unge i København, viser, at der er 85% af de etsprogede drenge og piger og af de tosprogede drenge, der er i gang med en ungdomsuddannelse 11 måneder efter afsluttet folkeskole. For de tosprogede piger er tallet 90 %.

Ifølge Hans Lassen er integration i virkeligheden et danskerproblem. "Danske drenge fra såkaldt ressourcesvage
hjem (undskyld udtrykket) er ved at gro fast. I virkeligheden burde vi tale om de danske drenge, som vi er ved at tabe på gulvet."

Mens der er en enorm og stigende social mobilitet hos nydanskerne, så er den mindre og stagneret hos danskerne.
En undersøgelse foretaget af Jørgen Goul Andersen i 2008 viser, at mens den sociale mobilitet er stigende blandt drenge med ikke-vestlig baggrund, så er den stagneret for de danske drenge. En dansk 21-årig dreng fra et såkaldt ressourcesvagt hjem ville både i 1997 og 2007 have 25 % sandsynlighed for at være i gang med en uddannelse. For 21-årige tyrkiske drenge var tallene henholdsvis 19 % og 37 %, mens de for pakistanske drenge var på henholdsvis 33 og 47 %.

Myten om integration
Men når nu integrationen tilsyneladende går så godt, hvorfor lever myten om den fejlslagne integration så stadig i bedste velgående? Hvorfor handler mediehistorierne om kriminalitet, pointsystemer, ghettoproblemer og terror?¨

Flemming Mikkelsen siger: "Integrationen er et overpolitiseret område. Små problemer hæves op på et stade, hvor de slet ikke hører hjemme. Det er eksempelvis tilfældet med ghettoerne. Og det er med til at sløre for de problemer, som rent faktisk eksisterer."

Det er Hans Lassen enig i. Han siger endvidere: "Der har udviklet sig en konsensus i Danmark om, at man kun kan vinde et valg på en stram udlændingepolitik. Derfor må man som politiker fortælle historien om den fejlslagne integration, hvilket 90 % af mandaterne i Folketinget gør i dag - SF, Socialdemokraterne, Venstre, Konservative og DF."

Ifølge både Hans Lassen og Flemming Mikkelsen er det en udvikling, der er sket siden regeringsskiftet i 2001, og som også er forstærket af terrorangrebet i New York 9. september 2001. Flemming Mikkelsen siger: "Terroraspektet har gjort, at alle indvandrere er blevet til muslimer. Det er med til at køre den offentlige debat i en negativ retning. Terrorkortet er let at gribe til, for der er da en frygt i befolkningen, som kan pustes til."

Begge er endvidere enige om, at også medierne spiller en stor rolle. Flemming Mikkelsen forklarer:
"Det er lettere at få plantet en negativ historie. Formen passer bedre til de journalistiske nyhedskriterier, hvor konflikten ofte er i højsædet."

Ifølge Hans Lassen er det en stor udfordring, at hverken journalister eller de, der gerne vil en anden historie, er klædt godt nok på vidensmæssigt.

"Når jeg taler med dem, der har arbejdet med integration de sidste 20-30 år, så er det også overraskende for dem, hvordan det rent faktisk står til med integrationen. Det betyder, at meget få kan fortælle en overordnet historie, og de små solstrålehistorier bliver jo nemt undtagelsen, der bekræfter reglen," siger han og fortsætter:

"Ofte hører vi om, at der er så og så mange med anden etnisk baggrund end dansk, der er på overførselsindkomst set i forhold til danskere. Men hvis man i stedet for at se på øjebliksbilledet gik bag om udviklingen, så ville man se, at gabet mellem danskere og nydanskere bliver mindre og mindre."

Indvandrerkortet
Noget tyder dog på, at udlændingedebatten får en mindre betydning i den offentlige og politiske debat fremover. Professor ved Århus Universitet, Jørgen Goul Andersen, siger til Information:
"Man kan fastholde stemmer på værdipolitikken og indvandrerdebatten. Ikke vinde nye eller flytte de store vælgerskarer længere, fordi der i løbet af de seneste ti år er etableret en skillelinje i vælgerkorpset, der ikke er så afhængig af, hvad der sker fra dag til dag."

Ifølge Jørgen Goul Andersen var indvandrerspørgsmålet udslagsgivende ved valget i 2001, men siden har det mistet betydning. Mens 41 % af danskerne fremhævede flygtninge/indvandrerspørgsmål som et af de vigtigste emner ved valgkampen i 2001, så peger kun otte procent af vælgerne i 2009 på, at de ser indvandring som et vigtigt emne.

Som forklaring siger Jørgen Goul Andersen: "Der er kommet et problemunderskud på indvandrerspørgsmålet, fordi det går ret godt med integrationen på mange områder. Men det er jo ikke sådan, at Dansk Folkeparti er svækket, selvom økonomien har fyldt dagsordenen i de seneste to år på grund af finanskrisen."

At påvirke samfundet
Ifølge Flemming Mikkelsen trænger de positive historier sig mere og mere på, bl.a. fordi nydanskerne i stigende grad får offentlige stillinger og ytrer sig. Dermed er de med til at presse på.

Yildiz Akdogan begyndte i løbet af sin studietid at blande sig i integrationsdebatten. Sammen med nogle medstuderende med nydansk baggrund dannede hun en forening med navnet Center for Ghettologi. Ideen var at lave gensidig integration, blandt andet gennem debataftener. Under Århus Festuge lavede de for eksempel et arrangement, hvor folk kunne komme og hilse på en 'rigtig' indvandrer. Efter endt uddannelse har Yildiz Akdogan været med til at stifte foreningen Mangfoldigt.dk. Hun fortæller:"Arbejdet i Mangfoldigt blev en politisk øjenåbner for mig. Hvor jeg tidligere havde arbejdet på græsrodsniveau, fik jeg nu mod på at gå aktivt ind i politik. Resultatet blev, at jeg opstillede som socialdemokratisk folketingskandidat i 2005."

Siden 2007 har hun siddet i Folketinget for Socialdemokratiet.

Ifølge Flemming Mikkelsen har det ligefrem overrasket ham, hvor stor indflydelse nydanskerne rent faktisk har og har haft på udviklingen af det danske samfund. "Det, der slog mig, da bogen Indvandring og integration var færdig, var, at denne meget lille gruppe i befolkningen har haft så stor indflydelse på det danske samfund. De har haft en enorm indflydelse på den politiske diskussion og har ligefrem lavet ravage i det politiske system. De har haft en stor indflydelse på partierne, og hvad de beskæftiger sig med. Endvidere har de stor betydning kulturelt - de bliver meget eksponerede i musik og sport, men også snart i litteratur. Desuden har de ændret vores madkultur og bybilledet. Det er utroligt, hvordan sådan en lille gruppe kan sætte samfundet over ende," siger Flemming Mikkelsen og drager en parallel til ungdomsoprøret i 70'erne:
"Dengang gik jeg og mange andre med patisantørklæde - i dag går de unge piger med tørklæde. Dengang demonstrerede
vi mod krigen i Vietnam, i dag demonstrerer de mod krigene i Irak og Afghanistan. Mens de danske unge ikke længere har noget at kæmpe for, så er der et enormt drive hos nydanskerne."

Dette drive er flere forskere enige om, er kendetegnende for nydanskerne. Ifølge en undersøgelse foretaget af Jørgen Goul Andersen i 2008 har indvandrere meget sværere ved at modtage noget uden at gøre noget for det - såsom overførselsindkomster - end danskerne. Hans Lassen siger endvidere: "Nydanskerne vil gerne arbejde. De har oftere end danskerne selvstændig virksomhed, de er hårdtarbejdende
og burde på den måde være enhver liberals drøm. Man kan sige, at de står for en revival af de klassiske dyder - de er mere dedikerede over for arbejdsgiveren, og de er mindre syge. De sætter pris på at udvikle ting og knokle - i modsætning til danskerne, som tæller timer og går op i rettigheder
og kontrol."

Mentorordninger
En del af årsagen til den store succes på integrationsområdet er mentorordninger. Ifølge Hans Lassen burde mentorordningerne udbredes langt mere og gøres mere prestigefyldte og karrierefremmende.

"Mentorordninger er noget af det bedste, der er fundet på. Man burde satse mere på mentorordninger og eksempelvis gøre det karrierefremmende at være mentor. Og her tænker jeg ikke kun, at det er nydanskerne, der har brug for en mentor - det er i høj grad også et behov for de danske drenge. Der skal sættes ind, før det er for sent. Gerne allerede i folkeskolealderen."