Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hvordan synes du selv, det går?

Publiceret 11-01-2010

Unge kæmper med selvværdet. Og det er ikke længere et socialt fænomen. Flere og flere unge med de ellers bedste forudsætninger har vanskeligt ved at sætte sig igennem i deres eget liv. De aner ikke, hvor de skal hen, men ved bare, at de helst skal være både lykkelige og have succes. Autoriteternes fald bærer en del af skylden.

Af Andreas Tonnesen

I starten af 1990erne døde en ung pige som et resultat af sine spiseforstyrrelser på en højskole. Dengang kendte man knap nok til fænomenet, men i dag er tendensen klar. Et stigende antal unge kæmper med selvværdet og har svært ved at overkomme hverdagen, og det vækker bekymring. For hvis de ikke kan klare de relativt trygge rammer på en højskole, hvor dagens aktiviteter er lagt tilrette, og de unge serviceres døgnet rundt, hvordan skal disse unge så klare sig videre i deres liv?

Uffe Strandby har været i højskolemiljøet i omkring 20 år, i 12 af dem har han fungeret som forstander for Gymnastikhøjskolen i Ollerup på sydfyn. Det var først med den unge piges tragiske død, at Uffe Strandby overhovedet blev bekendt med fænomenet. Inden da var det simpelthen ikke noget, han havde hørt om. Han er i årenes løb kommet tæt på mange unge. Igennem de sidste 10-15 år har han oplevet et stigende antal af især unge piger, der kæmper med et lavt selvværd. Flere og flere synes også at have et blufærdigt og til tider nærmest selvudslettende forhold til deres egne kroppe.

At blive set
Fænomenet er ikke nyt, men det er en markant tendens, der peger i den forkerte retning. En af forklaringerne kan være den flydende identitet, som de fleste unge er bekendte med. Man kan være den, man har lyst til, men risikerer ikke at blive nogen som helst - at forblive flydende i en uklar og angstprovokerende tilstand af retningsløshed. På Krogerup Højskole i Nordsjælland sad Neal Ashley Conrad, ind til han forlod højskolen sidste år, med den samme oplevelse. Det stigende antal unge med lavt selvværd er i hans øjne en markant tendens, selvom det selvfølgelig er et komplekst problem. Igennem flere år har han haft et skriveværksted, et meget intimt rum hvor man kommer under huden på hinanden, og hvor man derfor virkelig kan tage temperaturen på det miljø, der præger de unge. Det er et miljø, hvor værdierne flimrer. Det er Conrads erfaring, at mange af højskoleeleverne har en tendens til at gemme sig og tro, at hvis man bare har gå-på-mod og kender tidens tegn, koder og talemå-der, så skal det nok gå. På den måde holder man, ifølge Neal, både sig selv og andre på afstand, fordi det hele tiden handler om at være på og blive set - for bliver man set og opnår den ydre opmærksomhed, er man nogen. Udadtil gælder det nemlig for de helt unge om at være ligeglade - at foregive at det intet betyder, hvis andre går imod én, ikke kan lide éns tøj eller attituder, mens man bagved og indvendigt hele tiden er ved at bryde sammen og hader alt og alle.

Der er en udpræget tendens til at fokusere på det ydre - på hvordan man tager sig ud, og om andre kan lide én - frem for på det indre, på de værdier, man tror på, og de tanker, man har. I følge Conrad er der også vitale sider ved den flimrende subjektive identitet, som unge har, nemlig at den er hurtig og omstillingsparat og i stand til at kombinere viden, muligheder og perspektiver på helt nye måder. Men det gælder altså kun for de bedst fungerende. Mange falder fra og falder fra sig selv - indvendigt uden at det bliver bemærket før langt senere, hvor der skal et større psykologisk forbyggelsesarbejde til for at kalde de unge tilbage og få dem på ret køl.

Måske er netop højskolen et særligt gunstigt miljø til at aflæse sådanne tendenser blandt unge, der ellers ofte har en skjult karakter og er svære at italesætte. Som et sted, hvor man er både dag og nat i en intens periode, udgør højskolen et særegent læringsmiljø, der fordrer det personlige engagement - et engagement, der i høj grad afhænger af den enkeltes selvværd.

De stille og ensomme unge
Men ikke bare i højskoleverden synes et markant antal unge mennesker at kæmpe med et lavt selvværd. Ventilen er en frivillig organisation, der i de sidste 10 år har drevet en række mødesteder for ensomme og stille unge. Og en del af de unge, der kontakter Ventilen, tager rent faktisk ofte et ophold på en højskole sidenhen. På Ventilen ser man højskolen som en god mulighed for at komme ud af en voksende ensomhed og for at opøve færdigheder i at skabe kontakt og socialisere. Selvom organisationen oplever flere henvendelser, er det svært med nøjagtighed at sige om det skyldes en stigende ensomhed blandt de unge, eller om det hænger sammen med, at organisationen vokser og har fået en større kontaktflade med de unge.

Medarbejderne på Ventilen kan til gengæld konstatere, at der ikke er nogen en entydig sammenhæng mellem forældrenes sociale klasse og de unges problemer med ensomhed. Med andre ord synes årsagerne til unges problemer med ensomhed og lavt selvværd ikke dækkende at kunne forklares udfra en 'klassisk' socialtfokuserende sammenhæng. Også velstillede unge fra stabile hjem døjer gevaldigt med selvværdet.

Afdelingsleder i Psykiatrifondens børne- og ungdomsafdeling, Hallur Thorsteinsson, oplever også, at problemerne med manglende selvværd rammer mange forskellige unge. Børne- og ungdomsafdelingen faciliterer en række forskellige projekter, der søger at hjælpe de unge, der har det skidt på den ene eller anden måde. Årligt har de kontakt til et sted mellem 5.000 og 6.000 unge.
Ifølge Hallur Thorsteinsson kan det være den flittige pige, som er rigtig kompetent og har klaret sig godt i skolen, der alligevel i al den tid har kæmpet med et lavt selvværd. Hun har måske i en række år formået at leve op til omgivelsernes forventninger og har præsteret, men på et tidspunkt bliver presset for stort, og så resignerer hun. Og selvom den udadfarende dreng - måske klassens klovn og ballademager - kan fremstå selvsikker, ofte fordi vi har en tendens til at forveksle selvtillid med selvværd, så kan også han ofte kæmpe med et lavt selvværd. Pigerne repræsenterer ofte en mere introvert attitude, hvor drengene er mere udadvendte. Men det er tit de samme selvværdsproblemer, de bærer rundt på. De bærer dem bare forskelligt. Selvom det er vigtigt at holde sig for øje, at problematikken er langt fra entydig, så hænger den ifølge Hallur Thorsteinsson heller ikke kun sammen med sociale klasser, men i høj grad mere bredt med en ungdomskultur, der omspænder alle på tværs i samfundet.

De unge lever i et præstationssamfund og i en performancekultur. Det er derfor, at en følelse som skam fylder utrolig meget i de unges bevidsthed i dag. Man kan let blive belejret af følelsen af ikke at kunne slå til i ens eget liv. For nogle bliver selvværdet så lavt, at det tipper over i egentlig selvforagt eller selvhad. Og der er det, at man typisk kan opleve, at de skader sig selv. En anden ting, som er sigende for nutidens unge, er angsten for at fremstå som svag. Man er ikke bange for at hjælpe andre, men man er til gengæld bange for selv at spørge om hjælp. Hallur Thorsteinsson understreger, at det er vigtigt ikke at sygeliggøre det lave selvværd. Men det lave selvværd kan føre til reel mistrivsel. Lavt selvværd er en alvorlig ting og skal forstås som en risikofaktor.

De kernesvages kultur
Er fænomenet et udtryk for en bredere udvikling? Der bliver jo efterhånden talt ekstremt meget om depression som den nye folkesygdom. Blot ikke så meget blandt unge. Henrik Jensen er historiker og lektor ved Roskilde Universitetscenter. Han har i adskillige bøger og artikler på forskellig vis karakteriseret det moderne samfund som et massesamfund, hvor det nære sociale netværk er eroderet. Hvor man i stigende grad lever et monadeliv som eneboende singel og udvikler en særlig forandringsmentalitet. Hvor identitetsdannelsen præges af en angstprovokerende risikokalkulering, og hvor man i hidtil uhørt grad dyrker iscenesættelsen af det individuelle.

Den lave selvværdsfølelse blandt mange unge er i følge Henrik Jensen et komplekst problem med mange komponenter. Men det spiller en stor rolle, at der er sket en erosion af det nære. Det er derfor ikke et uinteressant billede, man bruger, når man siger, at man i dag "bliver opdraget af fjernsynet".

Verden er blevet et kolossalt mulighedsrum, som den enkelte præsenteres for gennem medierne. Samtidig er der gennem en længere historisk proces sket en autoritetsvækkelse i samfundet. Vores tid er på mange måder en rodløs tid, hvor de traditionelle fælles normer er blevet få og utydelige. Mulighedsverden er i én forstand en gave, men den stiller meget store krav til den enkeltes valg. Meget tyder på, at individet har brug for grænser. Grænser, som man bruger til at definere sin identitet - ikke nødvendigvis ved at gøre som ens forældre gjorde, det kan også være ved at sætte sig op imod de overleverede normer. Men når disse grænser ikke er til at finde og derfor ikke kan optages og internaliseres, kan det være neurosen, der i Sigmund Freuds samtid indtog pladsen som det centrale symptom på kulturens trykkende normer, i dag er blevet erstattet af depressionen. Depressionen er det mest fundamentale symptom på en nutidig kultur, der dyrker det grænseløse og er befolket af kernesvage individer.

Henrik Jensen pointerer, at især unge mennesker har behov for at blive inddraget og have oplevelsen af at være forpligtede. Det behov giver vores samfund ikke i tilstrækkelig grad rum for. Der er en farlig tendens til, at de unge bliver frisat med et, "hvad synes du selv?" og får at vide, at "du er ikke nødvendig, gå du bare ud og leg". Det svært at udvikle det, man med et gammeldags ord kaldte karakter. Derfor er der meget på spil, når vi snakker om unges lave selvværd og deres resignation i forhold til at træde igennem i deres egen tilværelse.

Inden for psykiatrien såvel som psykologien er der en bred enighed om, at det grænseløse kan være en kilde til depression. Og ifølge Henrik Jensen lever vi netop i en individualiseret tid, der søger og dyrker det grænseløse - det frisatte individ. Det er derfor, at er det værste, man kan gøre for unge mennesker. Det er en af årsagerne til de mange subkulturer. For samfundet formår ikke at definere en fælles forpligtelse - et fælles kulturelt fundament.
Derfor er autoriteten så vigtig, og derfor sagde den tyske filosof Theodor W. Adorno - der ellers havde et temmelig kritisk blik på autoritetens mekanik - "at hvis man ikke har det faste, myndiggørende blik på en, så bliver man ikke rigtig menneske", påpeger Henrik Jensen. Det er interessant, at vi på det kulturelle felt dyrker det grænseløse og i uddannelsessammenhænge skyr ethvert forbud og påbud, samtidig med at vi på det politiske område oplever en stadig fremvoksende skov af regelmenter og den ene stramning efter den anden. Det er netop, fordi de fælles kulturelle normer er i opløsning, at stramningstendensen svulmer op i det politiske. Men her fremstår det ikke længere som en positiv, karakter-dannende kraft, men derimod som et mangelsymptom.

At finde sit forbillede og vinde sig selv
Det forekommer egentligt absurd, at det, at mange unge døjer med selvværdet, resignerer og har svært ved at sætte sig igennem i deres eget liv, er en konsekvens af den individualisme og frihed, vi dyrker og værdsætter kulturelt. Men hvor skal de unge kigge hen i dag for at finde noget solidt at holde fast i? Hvordan ser forbillederne eller rollemodellerne ud i en virkelighed, hvor værdierne flimrer som evigt omskiftelige og uhåndgribelige glimt?
Frem for alt må man nok konstatere, at der ikke foreligger nogen entydig endsige nem opskrift. For tidens kulturelle rum er et resultat af samfundsudviklingen som sådan, og den er langt fra styret og bevidst kontrolleret. Det er den, der virker tilbage på den enkelte med det evindelige frihedscredo: "der er ingen anden værdi, end den du selv skaber". Derfor er ensomheden en meget stærk tendens i vores tid, og den rammer bredt - både blandt unge og gamle. Men det er måske i ungdommen, at den gør mest ondt.

For Neal Ashley Conrad har det i undervisningssituationen været vigtigt at forsøge at pege på og gøre plads for et indre rum, hvor det fremmede, det mærkelige, angstfyldte, ensomheden og det anderledes kunne få lov til at blande sig med alt det, man i forvejen godt ved om sig selv. For ham er det også helt afgørende, hvordan de unge gør brug af deres forbilleder og med hvilken indstilling, de gør det. Forbilleder, der er misbrugere, behøver ikke nødvendigvis at avle misbrug hos dem, der dyrker dem. Men det er indlysende, at man narrer sig selv grueligt, hvis man ikke forpligter sig på de udfordringer, forbilledet stiller én overfor.