Genopretningsaftalen hviler på falskt grundlag

Publiceret 31-05-2010

Aftalen om besparelser på højskoleområdet hviler på forkerte tal – og Undervisningsministeren siger til Højskolebladet, at hendes begrundelse for at spare på højskoleområdet er en helt anden end den, der fremgår af selve aftalen af

Af Andreas Harsbmeier

Genopretningsaftalen, der i sidste tirsdag blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, indebærer blandt andet massive besparelser på tilskuddet til højskolernes korte kurser. Men den del af aftalen hviler tilsyneladende på et falsk grundlag.

Af aftaleteksten, der er blandt andet er tilgængelig på Undervisningsministeriet hjemmeside , fremgår det, at der blandt andet skal spares 55 millioner årligt på højskoleområdet de næste tre år for at sikre forbedringer på Sundhedsområdet. Det er i aftaleteksten begrundet således: "På baggrund af de senere års stigning i de korte kurser på folkehøjskolerne gennemføres en omlægning og reduktion af tilskuddene til folkehøjskoler og husholdnings og håndarbejdsskoler."

Men ifølge Undervisningsministeriets egne tal har der slet ikke har været nogen stigning i de korte kurser de senere år. Tværtimod har der været et fald i perioden 2006-2009 på 32 Årselever, hvilket groft omregnet svarer til 1200 kursister. Med andre ord er ministeriets egne oplysninger er i direkte modstrid med det grundlag, aftalen er indgået på.

Konfronteret med de oplysninger, siger Undervisningsminister Tina Nedergaard noget overraskende i et interview til Højskolebladet om baggrunden for aftalen, at hun "ikke personligt har brugt den begrundelse", og at aftaleteksten "ikke har været en del af hendes beslutningsgrundlag."


Kendte forligsparterne overhovet til begrundelserne?

Spørgsmålet er, om forligspartierne overhovedet er klar over, på hvilket grundlag aftalen er blevet til, når selv Undervisningsministeren ifølge hende selv har en anden dagsorden end den, der fremgår af aftalen?

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, undrer sig over forholdene i aftalen, men kender ikke til detaljerne i aftaleteksten. Heller ikke De Konservatives vikarierende uddannelsesordfører, Rasmus Jarlov, kan opklare på hvilket grundlag, aftalen er indgået. Han har slet ikke har fået set på aftalen endnu, da Højskolebladet taler med ham fredag eftermiddag - fire dage efter at aftalen er offentliggjort.

Marlene Harpsøe henviser i stedet til Kristian Thulesen Dahl, der var den politiker hos Dansk Folkeparti, der repræsenterede partiet ved forhandlingsbordet. Trods flere henvendelser har det endnu ikke været muligt at få en kommentar for Thulesen Dahl.