Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Retten til eget navn

Publiceret 10-05-2010

TENDENS I vore dage spiller medierne en altafgørende rolle i skabelsen af hvert enkelt individ, mener manden bag Das Beckwerk. Hvad er medieskabt, og hvad er selvskabt? Højskolebladet ser på, hvordan man mister grebet om sin egen person i offentligheden

Af Karina Søby Madsen

Suzanne Brøggers blottede underliv beklædte midtersiden af ekstra bladet et par dage før, hun debuterede med "Fri os fra kærligheden" i 1973. Anmelderne i Politiken og Information mente, at det nøgne skød var en planlagt publicityhandling fra Brøggers side, mens Jyllands-Postens anmelder lagde vægt på, at "Damen også kunne skrive", som det hed i overskriften.

På den måde blev scenen sat til et forfatterskab, der pendulerer mellem selviscenesættelse og at blive iscenesat i medierne. Hurtigt blev der skabt en fortælling om en frisindet, sexet, smuk og skandaløs kvinde - en fortælling som blandt andet fandt sin næring i, at Brøgger lod sig fotografere til medierne i fantastiske og fantasifulde antræk, og i hendes bøger, der til en vis grad fremstår som bekendelseslitteratur, og hvor intime detaljer fra privatlivet bliver slynget ud på siderne. I "Creme fraiche" beskriver hun blandt andet, hvordan hun frivilligt gav sin mødom væk i Bangkok og femten år senere sad model for en New York-kunstner, der modellerede en skulptur af hendes ydre kønsdele.

Men der er en hårfin balance mellem selvskabt og medieskabt. Det måtte Suzanne Brøgger erkende, da hun i 1980'erne erfarede, at medierne havde taget magten over hendes fortælling. Det afgørende vendepunkt var, da hun fik en dobbeltgænger - et menneske, der i første omgang skrev en artikel i Information om at være hende, og som siden begyndte at skrive breve og artikler i hendes navn.

Fra selviscenesættelse til iscenesat
Suzanne Brøggers forfatterskab blev indledt på et tidspunkt, hvor medierne ændrede karakter, blandt andet som resultat af faldende læsertal og tabloidpressens indtog. Det betød, at kunstnerne for første gang enten bevidst kunne bruge medierne eller ikke kunne undgå at blive iscenesatte. Ifølge lektor i dansk, Poul Behrendt, er den tendens fortsat, og forfatteren bliver i dag inddraget i mediernes kredsløb uanset, om han eller hun vil det eller ej.

Men det er ikke kun forfatterne, der indrulleres i mediemøllen. I 2005 blev Søren Ventegodt udråbt til Doktor Klam i Ekstra Bladet og på DR, hvor han blev anklaget for at befamle sine patienter, og dog er han blevet frifundet af politiet.
Ventegodt-historien er et eksempel på en spektakulær journalistisk satsning, der er endt i næsten ingenting, men som har fået alvorlige konsekvenser for manden. Som han fortæller i et interview med Information to år efter, at historien væltede frem i medierne: "Det er en anseelsessag. Det er mit ståsted i samfundet. Jeg falder fra at være en højtrangerende forsker og læge og leder af Nordens største forskningsprojekt i alternativ medicin til at være et usselt lille kryb af en alternativ behandler, der bruger yderst livsfarlige og skadelige metoder."

På trods af politiets frifindelse klæber navnet Doktor Klam til Søren Ventegodt, og så sent som i februar 2010 blev han i Ekstra Bladet nævnt på en liste over skandalelæger.

Søren Ventegodt siger om mediernes rolle: "Det er utroligt, hvor formbar folks bevidsthed er. Og den er i høj grad styret af medierne. Langt mere end vi forestiller os. Det virker som om, vi alle sammen har nogle kollektive illusioner, vi må gøre os frie af for at blive selvstændige og klare i hovedet."

Forfatternes modreaktion
Som en modreaktion på medierne er nogle forfattere begyndt at lege mummespil med offentligheden, mener lektor Poul Behrendt, og det har han skrevet værket "Dobbeltkontrakten" om. I et interview med Dagbladet Information forklarer Behrendt forfatternes strategi med dobbeltkontrakten således: "Forfatteren vil ikke finde sig i mediernes betingelser, de vil jo have personnummer og adresse på det hele. Medierne vil have kommunikation, at der er entydighed i meddelelsen, men forfattere vil ikke kommunikere. De ved, at kommunikation skaber en søvndyssende situation. At modtageren afkoder afsenderens meddelelse nøjagtigt, som den er intenderet, er drømmen for kommunikation, men skrevet værket "Dobbeltkontrakten" om. I et interview med Dagbladet Information forklarer Behrendt forfatternes strategi med dobbeltkontrakten således: "Forfatteren vil ikke finde sig i mediernes betingelser, de vil jo have personnummer og adresse på det hele. Medierne vil have kommunikation, at der er entydighed i meddelelsen, men forfattere vil ikke kommunikere. De ved, at kommunikation skaber en søvndyssende situation. At modtageren afkoder afsenderens meddelelse nøjagtigt, som den er intenderet, er drømmen for kommunikation, men der vil forfattere ikke være. De vil smadre symmetrien."

Symmetrien smadres ved, at forfatterne indgår to uforenelige kontrakter med sine læsere. Behrendt forklarer: "Den grundlæggende opfattelse af skønlitteratur er, at den afviger fra andre former for meddelelse ved at være frigjort fra den konkrete kommunikationssituation og konkret tid og sted. Men det er en sandhed med rigtig store modifikationer, fordi de tidsbundne forudsætninger i næste omgang bliver afløst af åbenbare eller skjulte referencer, der ikke er mindre specifikke." Der er altså tale om en dobbeltkontrakt, når værket både er skønlitteratur og inkluderer elementer fra virkelighedens verden.

Individets undtagelsestilstand
Den mest yderliggående eksponent for dobbeltkontraktlig litteratur er ifølge Behrendt Claus Beck-Nielsen, som i 2001 erklærede sig død for i 2002 at oprette Das Beckwerk som en transnational 'virksomhed', der varetager Claus Beck-Nielsens liv og værk. Det er dog ikke kun Claus Beck-Nielsen-identiteten, der er i en form for undtagelsestilstand. Da den seneste roman af Das Beckværk, "Suverænen", blev udgivet i september 2008, efterlyste dagbladende Information og Politiken den ene hovedperson, nemlig Rasmussen, som man kan se grafisk afbilledet på bogens cover. Information lykkedes med at finde pågældende Rasmussen, og et halvt år senere kvitterede Thomas Skade-Rasmussen Strøbech med at sagsøge bogens forlag, Gyldendal samt Das Beckwerk for at have offentliggjort hans adresse, hans eget og børnenes navne, hans formue- og ansættelsesforhold samt hans billede i og uden på bogen.

For at få hold på disse identitetsspil og på mediernes indflydelse på identiteter, ringer Højskolebladet til manden bag Das Beckwerk. Inden har bladets udsendte gjort sig visse overvejelser, for hvordan kan man spørge efter en mand, der ikke har et navn?
"Ja, hallooo", lyder det langtrukkent og med en spinkel stemme i den anden ende af røret. "Ja, goddag. Du taler med Karina Søby fra Højskolebladet" (og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor påfaldende det er, at jeg allerede har sat to identiteter i spil overfor denne mand, der netop afskriver sin identitet). "Kan jeg tale med manden, der har skrevet "Suverænen"?." Vejret bliver trukket dybt ind i den anden ende af røret. Så lyder svaret: "Det er ikke én mand, det er flere, det er os fra Das Beckwerk, som... som har skrevet den." "Jamen er det så blandt andet dig, som jeg taler med, og må jeg i så fald stille nogle spørgsmål til en artikel i Højskolebladet."

Da det ikke er et godt tidspunkt, og eftersom det også er vigtigt, at de andre Beckwerkere deltager i svar-processen, bliver det bevilget, at jeg kan sende mine spørgsmål per mail. Her følger korrespondancen:

- Er idealet for Das Beckwerk, at I lever mest muligt som Claus Beck-Nielsen?
"Nej, vi forsøger at leve op til virksomhedens målsætning: at skabe aktive forbindelser mellem den enkelte lille verdensborger og verdenshistorien. At finde nye måder, hvorpå den enkelte verdensborger kan være med til at skrive verdenshistorie. Vores opgave er altså i en vis forstand at leve forbilledligt. Hvad Claus Beck-Nielsen angår, så var han måske bare en tidstypisk wannabe, og hans død var måske blot den dør, gennem hvilken vi og verdenshistorien og alle verdens borgere kan gå ind i en ny epoke hinsides den personlige identitet."

- Hvordan har Das Beckwerk det med mediernes fremstilling af Claus Beck-Nielsen? Og hvordan har I det med, at medierne insisterer på at titulere Das Beckwerk-repræsentanter som Claus Beck-Nielsen?
"I løbet af det seneste års tid har flere eksperter i litteratur, kunst, filosofi etc. forsøgt at finde ud af, hvem "Claus Beck-Nielsen" er. Er han et spøgelse? spørger Lillian Munk-Rösing i et essay fra Passage, mens Mikkel Frantzen i et essay, der skal publiceres i det næste nummer af Kritik, foreslår, at CBN er en zombie. Under alle omstændigheder: Det er som om, Claus Beck-Nielsen hjemsøger Das Beckwerk, han går igen i Das Beckwerk, han spøger. I de sidste mange år har vi forsøgt at få ham helt ud af werket, men han bliver ved at dukke op, i glemte dokumenter, i henvendelser fra folk udefra, i artikler i aviser og i andre medier. Han spøger. Vi er helst helt fri for ham, men vi har jo ytringsfrihed i Danmark, så vi kan ikke forhindre, at folk kalder en og anden af os for "Claus Beck-Nielsen" af og til. Vi kan kun venligt henstille til, at man lader være."

- En repræsentant fra Das Beckwerk siger i samtalebogen "I sammenbruddets tjeneste", at andre mennesker gerne må tage Claus Beck-Nielsen identiteten på sig. Men hvad nu hvis identitetslåneren lever et liv i mod¬strid med Claus Beck-Nielsen? Hvis vedkommende f.eks. er grådig som Thomas i "Suverænen" eller måske endog er kriminel? Hvordan vil Das Beckwerk tackle det?
"Det står ethvert menneske frit for at overtage eller bare låne Claus Beck-Nielsens identitet. Og han eller hun kan i princippet leve og handle præcis, som han ønsker det. Men det er klart, at vi generelt foretrækker, at menneskene lever et liv, der så at sige lever op til Das Beckwerks idealer. Men som sagt: Det er op til enhver Claus Beck-Nielsen at leve, som han eller hun ønsker og kan."

- Apropos Thomas, som er en af hovedpersonerne i Das Beckwerk-romanen "Suverænen", og som også er en virkeligt eksisterende person. Hvilke tanker har Das Beckwerk gjort om dette identitetslåneri?
"Thomas Skade-Rasmussen Strøbech er en person i en roman. Han er med andre ord fiktion, et produkt af Das Beckwerk. At der tilfældigvis har vist sig også at findes en virkeligt eksisterende person med det navn, viser bare, at kunsten ikke nødvendigvis er et spejl af verden, men at det ofte forholder sig omvendt: Virkeligheden er tit blot en dårlig kopi af kunsten. Hvilket igen betyder, at det kan være svært at trække grænsen mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion."

- Nu har denne Thomas Skade-Rasmussen lagt sag an mod Das Beckwerk og Gyldendal for med "Suverænen" at have krænket hans identitet og frihed. Hvilke overvejelser har Das Beckwerk gjort sig i forbindelse med sagsanlægget?
"Vi har sammen med Gyldendal hyret Danmarks førende jurist på området, en yngre jurist fra Kromann & Reumert, til at føre vores sag. Sagen er af stor principiel vigtighed, og den er derfor blevet flyttet fra Byretten til Landsretten, hvor sagsforhandlingerne skal finde sted 8. og 9. september, for åbne døre, alle er velkomne. Vi har tænkt os at vinde sagen. Det handler om den kunstneriske ytringsfrihed. Vi mener at have ophavsretten til romanfiguren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. I princippet havde det været mere relevant, at vi sagsøgte den virkelige Thomas Skade-Rasmussen for identitetstyveri. Det er ham, der er en dårlig kopi."

- Hvad har mediernes rolle været i denne sammenhæng ifølge Das Beckwerk?
"Uden mediernes dybdeborende research havde måske hverken vi eller læserne fundet ud af, at der fandtes en virkelig Thomas Skade-Rasmussen Strøbech."

- Slutteligt - hvilken rolle mener Das Beckwerk, at medierne spiller i forhold til identitetsskabelse?
"Tv-programmer som Big Brother, Stjerne for en Aften, Vild med Dans, Talent 08/09 etc. har siden årtusindskiftet skabt identiteter ud af mennesker, der indtil de kom med i programmet var så godt som intet. Men mediernes rolle går langt videre, og de fleste mennesker er selv aktive medskabere. Tænk på, hvor meget tid hver enkel borger i de vestlige samfund bruger hver dag på at skabe sin identitet på Facebook osv."
"Identiteten og identitetsproduktionen er vor tids store problem. For det første tager den tid og energi, som menneskeheden kunne bruge til langt vigtigere ting: afskaffelse af sult, sygdomme, fattigdom osv. For det andet er identiteten et problem i en globaliseret verden, et verdenssamfund. Gruppeidentiteten, den nationale identitet, raceidentiteten, den religiøse identitet osv., alle er de eksklusive, de udelukker andre mennesker fra fællesskabet. Identitetsskabelser fører til racisme, fremmedhad, "hjem"sendelse af flygtninge osv. osv."