Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Forvirring om konkurs

Publiceret 06-09-2010

Det sidste slag i kampen for at redde Haslev Udvidede Højskole synes at være tabt. Skolen blev sidst i august erklæret konkurs, og det har medført en vis forvirring.

Af Højskolebladet

Det sidste slag i kampen for at redde Haslev Udvidede Højskole synes at være tabt. Skolen blev sidst i august erklæret konkurs, og det har medført en vis forvirring. Efter skolens meddelelse om lukning i vinter har en initiativgruppe gennem længere tid forsøgt at stable en ny højskole på benene. Det har tilsyneladende været
forgæves arbejde, hvilket har medført en vis uforståenhed og undren hos leder af gruppen, Henrik Vilsbøll. Han og resten af gruppen har den seneste tid arbejdet hårdt på at skaffe penge
til en fortsættelse af skolen med en ny profil.

Interesserede i skolen skulle senest den 1. august have et finansieringsforlag på bordet. Netop det angiver advokat for skolen, Jens Brusgaard, som afgørende for, at skolen indgav en konkursbegæring: "Det var ikke forsvarligt at fortsætte længere, og ved fristen den 1. august kunne Henrik Vilsbøll ikke skaffe pengene. Der er intet mystisk i det, vi har hele tiden vidst, at man fra den ene dag til den anden kunne gå konkurs efter den 1.
august," siger han til Dagbladet Køge og understreger, at det var af hensyn til de ansatte, at initiativgruppen ikke blev oplyst om konkursen før.

Den melding godtager Henrik Vilsbøll imidlertid ikke, men afslutter sin pressemeddelelse med at skrive: "Kunne man forestille sig, at tilsynsfører i et betalingsstandsningsbo foretager sig dispositioner, som fremmer egen andel af honoraret for at udføre opgaven?"

/cp