Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Ny gammel højskole i Randers

Publiceret 24-02-2011

Nær Randers - i Mellerup - hvor Mellerup Højskole lå indtil 1917, skal der være højskole igen

Af Højskolebladet

Skolen, som i sin tid blev ledet af salmedigteren Jacob Knudsen, starter på ny til sommer, hvor der vil blive udbudt et ugekursus. Kurset, "Livet, legen og musikken - en uge for hele familien", bliver ledet af Hans Henrik Hjermitslev og kommer til at foregå på friskolen, som ligger i Mellerup. Til Randers Amtsavis siger Claus Bock, forstander på Mellerup fri- og efterskole:

"Mellerup er en rigtig grundtvigsk skoleby, og det er meget glædeligt, at fri- og efterskolen nu suppleres med en højskole, der kan tiltrække kursister, undervisere og foredragsholdere, som uden tvivl vil virke som inspiration for skolens lærere og skabe liv i lokalsamfundet. Højskolen kan også indgå som en del af den aktuelle satsning på at gøre området omkring Randers Fjord mere attraktiv".

På lang sigt håber man at kunne gøre højskolen mere permanent.