Ungdomshøjskole samler ind for at overleve

Publiceret 04-01-2011

På Andebølle Ungdomshøjskole på Fyn står det skidt til med økonomien. Bestyrelsen har iværksat en indsamling, som skal hjælpe til dens overlevelse. På skolen frygter man at gå i betalingsstandsning i foråret.

Af Charlotte Kjærholm Pedersen

Mellem jul og nytår blev det klart, at Andebølle Ungdomshøjskole var nødt til at skaffe 300.000 kr. inden 1. februar ellers truer en betalingsstandsning. Problemet er, at de i 2010 har mistet penge på, at udenlandske studerende ikke har opnået opholdstilladelse i Danmark - og dermed ikke har kunnet tage det studieforberedende kursus, som skolen udbyder. Kurset har de tilbudt siden 2004, hvor der også var økonomiske problemer på Andebølle, og det har styrket elevtallet. 

Skolens bestyrelse har derfor iværksat en indsamling, som har til formål at skrabe de 300.000 kr. sammen inden udgangen af januar måned. Bestyrelsesformand Peter Jessen fortæller:

"Nu hvor Andebølle Ungdomshøjskole har mange elever, synes bestyrelsen, det ville være ærgerligt at skulle lukke, så vi har nedsat en støttekomite".

"Via vores netværk som Facebook og nyhedsbreve har vi bedt om hjælp. Banken har været meget behjælpelig hidtil, men som med så mange andre frie skoler, er de ikke vilde med at låne os flere penge og har ikke været interesserede i at forhøje vores kassekredit, " siger han.


Noget at kæmpe for

Mellem jul og nytår har det ligget lidt stille med indsamlingen, men bestyrelsesformanden er positiv og tror på projektet:

"Vi fortsætter ufortrødent, og vi er optimistiske med hensyn til at nå at samle pengene ind, " siger han og tilføjer: "Vi har allerede 40 tilmeldte på forårskurset og nogle elever fra Kina på vej, så vi har noget at kæmpe for."

Foruden støttekomiteen har skolens bestyrelse også lavet en udviklingsstrategi, som de håber kan give stedet økonomisk stabilitet i fremtiden.