Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Jeg er en halvdannet snakkerøv

Publiceret 28-07-2011

Jeg er desværre en af dem, der får tunge øjenlåg, hver gang eksperter i medierne debatterer klima, atomkraft, finanskriser, bæredygtighed og andre emner, der lugter bare en smule af naturvidenskab

Af Rasmus Kjær

Jeg er vokset op i en familie fyldt med lærere og bløde værdier, er humanistisk uddannet og pinligt præget af den åndsvidenskabelige foragt for naturvidenskabens
påståede objektivisme.

Allerede tidligt stod det klart, at fag som fysik, kemi og biologi var fuldstændigt ubrugelige for en blød værdi- og samfundsdebatterende snakkerøv som mig.

Det fortryder jeg nu. For beslutningen om at afskærme mig selv fra naturvidenskaben har faktisk gjort min dannelse som aktiv samfundsborger halv. Jeg ved og forstår ikke nok til at deltage i debatter med naturvidenskabelige undertoner og lider af samme
grund af en frygt for at dumme mig, når jeg alligevel ikke kan undgå det.

Naturvidenskabelig dannelse er og må være en del af den demokratiske dannelse som medborger i dag. Derfor er det ærgerligt, at folkeoplysningsudvalgets rapport fra 2010, der netop
skulle "fremlægge forslag til, hvordan højskolen, folkeoplysningen og idræts- og foreningslivet i højere grad kan medvirke til at styrke demokrati og medborgerskab" ikke nævner den naturvidenskabelige dannelse med et ord.

Mange opfatter naturvidenskabelige fag som svært tilgængelige og baseret på objektive, meget abstrakte facts og kendsgerninger. Med andre ord lidt grå og kedelige. Selvom de fleste naturvidenskabelige forskere sikkert ikke kan genkende dette billede i deres hverdag, er det en opfattelse, som er uhyre svær at komme til livs. Det er nok også derfor, at naturfag af mange vælges på laveste niveau i gymnasiet og i det videre uddannelsessystem.

Det sidste har i lang tid bekymret politikerne, fordi konkurrencestaten i fremtiden vil mangle naturvidenskabelig arbejdskraft til at performe optimalt på det globale marked. Hvad der er mere overset er, at folket uden naturvidenskabelig dannelse vil være ude af stand til at mobilisere demokratisk aktivitet og derfor vil have svært ved at agere som fællesskab i det globale demokrati. For her er nogle af de mest centrale omdrejningspunkter som klima, økonomi, sundhed og teknologi uundgåeligt knyttet til viden om og forståelse for naturfagligt stof.

Folkeoplysningen skylder i højere grad, end det sker nu, at modsætte sig tendensen til halvdannelse. Viden om og anvendelse af det naturvidenskabelige sprog og principper må i dag betragtes
som en integreret del af den almene dannelse og er derfor også at betragte som en folkeoplysningsopgave. Og det er ikke nok at vække lysten til naturfag gennem hyggelige oplevelser på naturvandringer eller stjerneobservation.

Det handler også om, at man i tilknytning til oplevelsen skal oplyses om årsager og sammenhænge i de oplevede fænomener. Allervigtigst er det dog, at den naturvidenskabelige dannelse i folkeoplysningsregi knyttes til den almene dannelse gennem perspektivering til emner og udfordringer, der rækker ud over den naturvidenskabelige sfære. Herved kan spørgsmål om magt, politik, fællesskab, livsgrundlag, bæredygtighed og videnskabelige konsekvenser adresseres i et helhedsperspektiv og med naturvidenskaben som integreret element. På den måde kan folkeoplysningen gøre naturvidenskaben relevant og spændende for selv de mest bløde og værdiorienterede snakkerøve.