Af Helga Kolby Kristiansen
"Højskolerne vil til at mene noget igen". Sådan stod der at læse på forsiden af en landsdækkende avis for godt en måned siden. Efterfulgt af ordene: "Efter at være næsten forsvundet ud af den offentlige debat gennem årtier begynder højskolerne nu igen at blande sig". Den konkrete anledning var, at nogle højskoler havde deltaget i politiske happenings, samt at 49 højskoleforstandere samlet havde sagt fra over for pointsystemet i den nye udlændingelov.
Min første reaktion var, da journalisten ringede og spurgte mig, om det var rigtigt, at højskolerne igen ville til at mene noget, om han ikke lige kunne sige mig, hvornår det var, vi var holdt op med at mene noget?
Hver eneste dag debatteres, diskuteres og meningsudveksles der på højskolerne. Politikere og meningsdannere, samfundsforskere og kunstnere har vel her landets bedste talerstole. På højskolerne giver det stadig mening at sætte demokrati og samtale i sammenhæng, og her opleves hver dag mennesker, der ville have forsvoret, at de kunne lære noget af hinanden, være i dyb samtale om livets store spørgsmål og den fremtid, som vi fælles hænger på. Om samfundets indretning og fællesskabets udvikling, både nationalt og globalt. Derfor ved vi også, at nutidens kompleksitet og uoverskuelighed ikke kan modsvares af enkle løsninger og formstøbte holdninger og de 3 hurtige skud fra hoften, som journalister og politikere har viklet hinanden ind i.
Måske er den fornemmeste opgave derfor i dag, hvor alt skal være så klappet og klart, at give plads til tvivlen og til famlen efter svar.
Kampretorikken er en anakronisme
Det synes som om, at der har udviklet sig en pligt til klarhed - og foragt for tilstanden: jeg-ved-ikke-lige-hvad-jeg-skal-mene. Det paradoksale og gådefulde i tilværelsen tillægges ringe værdi. Verden fremstilles alt for ofte, som noget der kan forklares med fakta og færdige meninger, og tidsånden acceptererikke den tvivl, der kommer af vor tids kompleksitet.
Derfor kan højskolerne være det sted, hvor der er tid til den tvivl, som kommer af modsætningen mellem ønsket om at finde ægte værdier og den totale mangel på sikkerhed, om de findes. På højskolerne møder vi de mange unge, der gerne vil gerne gøre en forskel, men de levnes meget lidt tid til at finde ud af hvor og hvordan. Min ungdoms kamp-retorik og enkle verdensforestilling, der var både vind- og vandtæt over for tvivlen, men som i dag høres som et krav til de unge, er anakronistisk og burde for en tid lægges på is.
En højskoleelev, Astrid, formulerer det således:
"Jeg kan ikke vælge side i alle verdens konflikter, og jeg forlanger det i grunden heller ikke af mig selv, men jeg tror derimod, at min pligt som verdensborger er at følge med. Hvis jeg ved, hvad der foregår, er jeg ikke nær så nem at føre bag lyset."
Højskolen kunne være det sted, hvor der gives tid - tid til den kritiske eftertanke som et boldværk mod spind og manipulation. Jeg ved, at det er dybt umoderne, for tidsånden fortæller os uafladeligt, at vi er bagefter.
Men højskolens opgave består vel ikke blot i at være tidssvarende? Men først og fremmest i at være tidsansvarlig!
Hvis udfordringen i dag består i at holde sig orienteret, så er der stadig brug for livsoplysning og folkelig oplysning. Så er udfordringen ikke "klar-parat-til-svar", men at vi - i solidaritet med vores elever - lykkes med, at et højskoleophold giver mulighed for at fritskrabe et felt, hvorfra de og vi kan forstå verden.