Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Højskolens placeboeffekt

Publiceret 24-10-2011

INDSPARK Er det overhovedet muligt at identificere pædagogiske metoder, der fungerer og virker, uafhængigt af hvem, hvad og hvor der læres?

Af Rasmus Kjær

Da tidligere undervisningsminister Troels Lund Poulsen gik på talerstolen til årsmødet i Folkehøjskolernes Forening i år, medbragte han blandt andet et budskab om, at højskolerne skulle dokumentere deres værd. Det var forventet. Idéen om, at undervisningssektoren skal retfærdiggøre sig selv gennem dokumentation og evaluering, er internationalt udbredt blandt både politikere og forskere, og for så vidt kan der også være gevinster forbundet med at fortælle, hvad man som skoleform gør bedst. Spørgsmålet er bare, hvordan man evaluerer kvalitet, og hvad man så i øvrigt bruger dokumentationen til.

I Danmark er Dansk Clearing House med inspiration fra sundhedsforskningen blevet oprettet for at levere evidensbaseret viden om, hvad god pædagogisk praksis er og ikke er. Håbet er selvsagt at kortlægge metoder, som med sikkerhed skaber resultater på tværs af skoler og fag. Men er det muligt at identificere pædagogiske metoder, der fungerer og virker, uafhængigt af hvem, hvad og hvor der læres? Kan man overhovedet bruge sundhedsvidenskabelige forskningsmetoder til at afdække de pædagogiske anliggender? Og er et sådant foretagende overhovedet sundt i en fri skoletradition, hvor det er åndsfrihed og holdninger (mere end facts), der er styrende for praksis?

Svaret på alle spørgsmålene er nej.

Hvad enten vi befinder os i gymnasiet eller på en højskole, finder undervisningen sted på et særligt tidspunkt, med nogle særlige elever, der skal beskæftige sig med et særligt indhold. Uanset hvilken manual læreren end måtte forholde sig til, står og falder den gode undervisning med underviserens dømmekraft i situationen. En dømmekraft, der primært opøves gennem praksiserfaring og ikke blot ved læsning af videnskabelige rapporter. Det er højskolernes store styrke, at personalet fortsat kan styre undervisning og samvær med alvorlig opmærksomhed på, hvad situationen kræver af dem og eleverne. Ganske enkelt, fordi det er i situationen og ikke på papiret, at den pædagogiske opgave udspiller sig. Metode, indhold og situation er uløseligt forbundet.

Selvom politiske beslutningstagere fra Danmark til USA prioriterer den forskning, som kan overføres direkte til praksis, vil det være uheldigt at teste eksempelvis lærerens undervisningskompetencer efter samme dobbeltblindede test, som medicinske præparater udsættes for. Det ene sted er virkningen forbundet med kroppens mekanik, det andet sted med menneskers kommunikation og fortolkning. I dobbeltblindede forsøg tager man højde for de bias, der følger af den såkaldte placeboeffekt - at kontrolgruppen rent faktisk tror, de bliver behandlet med virksom medicin, at lægen er sød, og at de fysiske rammer er smukke. I pædagogisk sammenhæng er der nærmest ikke andet end placebo at gøre godt af. Det er placeboeffekten og ikke præparatet (undervisningsmetoden) i sig selv, der er afgørende for det pædagogiske udfald. Det er med andre ord ikke væsentligt, om læreren bruger den ene eller anden metode, men om han eller hun bruger den på rette vis i den rette situation.

Danske højskoler kan heldigvis selv tilrettelægge den pædagogiske praksis. Højskolelærerens privilegium og udfordring er i den forbindelse, at han eller hun kun kan henvise til sig selv, når en pædagogisk beslutning skal retfærdiggøres. Selvfølgelig kan der hentes inspiration udefra, men i bund og grund kan og skal en højskolelærer aldrig aflaste sig selv med henvisning til ovenfra kommende bestemmelser og manualer. Heldigvis!