Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Afsmagens sprog

Publiceret 26-04-2012

INDSPARK Det er nemmere at definere og verbalisere det, man ikke kan lide, end det, man kan lide. Men det skaber afstand og problemer for den mellemmenneskelige dannelse

Af Rasmus Kjær

Det er let at blive forarget over det bramfrie sprogbrug, som fylder medierne. Bloggeren Bitterfissen er som bekendt "pissetræt af de skide medier og meningsfissernes ligegyldige kaglerier" og realitystjernen Angela siger "knep dig selv med denne her finger" til sin partner på Paradise Hotel, uden han i øvrigt tager særlig notits af det. Om det er meget værre end Henrik Sass Larsen, der synes Børsen laver "fuckjournalistik" eller Anders Samuelsen, der synes, at DR er både "latterlige" og "til grin", skal jeg ikke gøre mig til herre over. Men der er noget på spil, når mennesker i fuld offentlighed fremhæver sig selv gennem verbal afstandtagen fra andre.

Personligt kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over eksplosionen af ukvemsord, men som andre i tiden, bekymrer jeg mig da også om, hvad den sproglige udvikling betyder for vores mellemmenneskelige dannelse. Eller rettere, hvad der er sket med dannelsen, siden vi har så stort et behov for at rette verbale bebrejdelser mod andre.

Nu opfatter jeg ikke alene dannelse som et spørgsmål om at fyre høflighedsfraser af til et selskab, hvor bestikket ligger på den rigtige måde. Dannelse handler om at blive til som menneske i fællesskab med andre med alt, hvad det indebærer af social afkodning, sprogbrug og debatdeltagelse. Man danner sig i forhold til noget. Men hvad sker der med dannelsen, når der ikke længere er nogen autoriteter eller kollektive værdier at danne sig op imod?

I en verden, hvor intet er sikkert, kan man ikke positivt bestemme fælles forbilleder for den menneskelige udvikling. Det synes med andre ord mere sikkert at bestemme alt det, man ikke bryder sig om. Filosoffen Lars-Henrik Schmidt har betegnet fænomenet som afsmagens dannelse, det vil sige, at man danner sig selv ved at sige fra overfor det, der synes for meget eller for lidt. Det er lettere helt præcist at sige, hvad man ikke kan lide, end hvad man kan lide.

En god ven inviterer mig i ny og næ til forskellige fotoferniseringer. Jeg ved ikke meget om foto, men jeg har fundet ud af, at jeg er nogenlunde sikker på accept i miljøet, hvis jeg påstår, at den pågældende udstilling er noget lort. Jeg bliver en del af mængden ved at sige fra, og vi danner på den måde et fællesskab om det, vi i hvert fald ikke synes er godt. Det er helt opstemmende.

Alligevel er det værd at overveje holdbarheden i en dannelse baseret på den sproglige fordømmelse af andre. I højskoleverden bryster vi os ofte af at bidrage til den sociale kapital og tillidsbåndene mellem mennesker. Det forudsætter, at menneskene bag skolerne på engageret vis formår at vælge andre til. Ikke fra.

Det er sikkert en selvfølgelighed, men det er indimellem vigtigt at huske på, at højskolerne som dannelsesrum meget gerne må være et sted, hvor vi danner smag for hinanden.