Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Mere amerikanisering, tak

Publiceret 01-08-2012

INDSPARK Vort demokrati er amerikansk, men vi har indskrænket det. Vi tør slet ikke lade folk vælge så meget, som de gør i USA. Lad os blot amerikanisere lidt mere

Af Hans Hauge

Når man udnævner et eller andet til at være dansk, hører man ofte en bemærkning om, at det "i virkeligheden" er tysk, fransk eller engelsk. Dermed indrømmer man, at det danske er en imitation af noget andet nationalt, der åbenbart er originalt. Blot kan vi gentage proceduren, hvis vi er et andet sted og sige, at det tyske "i virkeligheden" også er kommet udefra. Tysk marchmusik er tyrkisk - og Goethe var også af tyrkisk oprindelse.

Vi ved godt, at demokratiet ikke er dansk, selvom man kan høre folk sige, at det danske er det demokratiske. "I virkeligheden" er det kommet til os udefra, men hvor er efterhånden dette udefra, hvorfra noget kommer "ind"? Kom demokratiet fra Grækenland eller Island? Igen kan vi gentage proceduren. Det moderne græske er tyrkisk og det antikke egyptisk. Det islandske kom fra Norge. Og hvordan kom det til Egypten? Og Norge? Østfra? Samerne?

En ting ved vi: Amerikanerne var de første til at praktisere et moderne demokrati (måske fik de det fra indianerne). Da vi havde enevælde, havde amerikanerne folkestyre. De opfandt menneskerettighederne, der altså er amerikanske. Det amerikanske er også identisk med det universelle. Og de forsøger at udbrede demokrati, menneskerettigheder og universalisme. Det kan vi ikke lide.

Vort demokrati er amerikansk, men vi har indskrænket det. Vi tør slet ikke lade folk vælge så meget, som de gør i USA. Vi vælger ikke dommere. Vi vælger ikke offentlige anklagere. Vi får ikke lov til at vælge politimesteren. Vi er langt mere bange for folket, end de er i USA. Lad os blot amerikanisere lidt mere.

Er det religiøse, kulturelle og politiske liv udsat for yderligere amerikanisering? Vi kan hurtigt udelukke det religiøse. Der er stort set intet i Danmark, der minder om amerikansk kirkeliv. Vi har svært ved at forstå, at amerikanske præsidenter er så religiøse, og at de beder bønner. Vi kan næppe skelne en metodist (Bush, Jr.) fra en baptist (Clinton), og kun få kan gøre rede for, hvad en mormon er, og hvordan det vil påvirke det politiske. Mitt Romney er som bekendt mormon. Mormonismen er en af de hastigst voksende religioner på verdensplan. Det vil være første gang, der vælges en præsident, der har rødder i en amerikansk religion. Vil det øge antallet af mormoner i Danmark? Jeg tvivler.

Ser vi bort fra McDonald's og Coca Cola, spiser vi ikke amerikansk mad. Amerikansk populærkultur påvirker os nok en del: Det gælder musik og film, men interessen for amerikansk sport er lille.

Så er der politik. Igen er påvirkningen minimal - når vi ser bort fra demokratiet og menneskerettighederne. Vi kunne måske sige, at den stærke opdeling i to blokke kan minde om det amerikanske topartisystem, men blå svarer ikke til Republikanere og rød ikke til Demokrater. Det demokratiske Parti svarer til Venstre, men hvis vi ser på dansk politik fra EU's side, kan man se en vis amerikanisering. De europæere, der vil have mere magt til staterne i unionen og er imod Bruxelles, svarer til Republikanerne, og de varme EU-tilhængere er de europæiske Demokrater. DF og EL er vore Republikanere.

Den væsentligste forskel mellem USA og os er demokratiopfattelsen. Vi lægger vægt på deltagelse, mens amerikanerne lægger vægt på at kunne skifte en regering ud. Vi går op i valgdeltagelse og foragter de 20%, der bliver på sofaen. Men valgdeltagelse gør ingen forskel, siger de pragmatiske amerikanere. Og vi ved det. Når 2% er talt op, er det afgjort. Vi kunne derfor godt lære endnu mere om demokrati af amerikanerne.