Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Vi har alle svigtet friheden

Publiceret 01-08-2012

ANMELDELSE Den personlige frihed er under pres. Love og regler i et omfang, ingen vel efterhånden har overblik over, gør danskerne til ofre på frihedens alter – og endda med vores fulde samtykke. Jacob Mchangama skriver begavet og konsistent om skredet fra frihed til formynderi

Af Andreas Harbsmeier

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at chefjuristen for den borgerlige tænketank CEPOS, Jacob Mchangama, er et tiltrængt og interessant bekendtskab i den offentlige debat. Med skarphed og vid sætter han fingeren på ømme punkter i dansk lovgivning og dobbeltmoraliserende synspunkter fra både højre og venstre.


At han har nu begået en pamflet om frihedsbegrebet er derfor ingen overraskelse, og størstedelen af bogen kan man da også genkende fra mange af hans utallige indlæg i aviser, på tv og i radio. For grundsynspunktet er sådan set det samme hele vejen igennem. Vi skal værne om friheden og må for Guds skyld ikke tage den for givet. Mchangama tager udgangspunkt i den britiske filosof John Stuart Mills credo om "det enkelte menneskes ret til at tænke og handle frit, så længe det ikke skader andre". I denne ene sætning finder han nemlig den bedste definition på, hvad frihed er. Og princippet bruges flittigt og konsekvent som en lakmusprøve på alt, hvad der bare minder om frihedsindskrænkende tiltag. Det kan til tider virke nærmest monomant, men man må give manden, at han for så vidt er helt igennem konsistent i tanke og kritik.

Princippet over alt

Fra sit principfaste udgangspunkt om, at frihed er det bedste guld, revser han "sundhedsfascismen", terrorlovgivning, racismeparagraf, overvågning og forbud mod animeret børneporno. Der er masser af gode eksempler at hente bare inden for de sidste 10 år.


Mchangamas lønlige håb er, at befolkningen på et tidspunkt siger fra over for alle disse forbud, påbud og love. Det er der dog ikke udsigt til lige foreløbigt. Over en bred kam er der opbakning til "sundhedsfascismen" ud fra en forestilling om, at samfundet således hjælper dem, der ikke er i stand til at hjælpe sig selv - eller for en mere rationel betragtning, at samfundet sparer penge og sengepladser i et hårdt trængt sundhedsvæsen.


Den centrale iagttagelse er, at vi alle - politikere som befolkning - mere eller mindre passivt accepterer, at den grundlæggende frihed indskrænkes. Ikke dermed sagt at totalitarismen ligger lige om hjørnet, men hvis ikke vi er opmærksomme, kan vi havne i en situation, hvor alt, der ikke udtrykkeligt er tilladt, er forbudt. Mchangama skyder ikke på bestemte partier eller regeringer. For selv om de fleste af hans eksempler på frihedsindskrænkende love og regler er blevet indført under den tidligere VKO-regering, har den nuværende regering heller ikke, trods lovning om det modsatte, gjort det store for at ændre noget. Det er med andre ord et "tværpolitisk fænomen".


Selv om frihedsbegrebet bruges flittigt over hele det politiske spektrum - men på ingen måde efterleves - er det efterhånden så overbrugt, at det er tid til at se på det med friske og helt igennem liberalistiske øjne. Det gør Mchangama ved at se lidt tilbage. I et historisk afsnit beskrives det, hvordan bl.a. venstrefløjen har svigtet de frihedsidealer, der lå grund for blandt andet pornoens frigivelse i slutningen af 60'erne. For det er vist det, vi ifølge Mchangama skal tilbage til. Dengang hvor Grundtvigs frihedsbegreb stadig stod klart for en del politikere - herunder SF'eren Poul Dam, der fremhæves som en af heltene, der gjorde, at Danmark blev betragtet som et foregangsland. Det gør det ikke længere.

Hvor går grænsen?

Spørgsmålet, der står tilbage, er måske så alligevel, hvor grænsen går. Den danske velfærdsstat bygger på tillid, men netop tilliden synes at være et første offer, når frihedsindskrænkende regler lægger ansvaret for den enkelte borgers ve og vel over på staten. Den principielle pointe hos Mchangama er ikke blot rigtig og nødvendig at få sat på dagsordenen, men det et princip enhver bør have in mente, når han eller hun - politiker eller borger - konfronteres med nye regler, der indskrænker den personlige frihed.


Et spørgsmål, bogen ikke kommer ind på, er imidlertid, hvad al den frihed så skal bruges til. Og hvori værdien i friheden egentlig består. Mchangama kan komme med en masse eksempler på nationer, hvor indskrænkede frihedsrettigheder har ført til menneskefjendske samfund, hvor kun de færreste ville leve. I hele Østblokken var staten ikke til for dens borgere, men omvendt. Han kunne imidlertid også have valgt at se på USA, hvor netop frihedsbegrebet er det dominerende perspektiv i det politiske liv - og en udtalt skepsis over for staten. Er det tættere på idealet? Eller hvad med "Forbudssverige"? Er broderlandet udtryk for skrækscenariet? Næppe.


Der er al mulig grund til at diskutere frihed i dagens Danmark - særligt når det gøres så konsekvent og overbevisende som hos Mchangama. Næste skridt må så være en diskussion af, hvad vi skal bruge den til.