Af Andreas Harbsmeier og Jeppe Langkjær
Tidligere i år udgav Testrup Højskoles Elevforening en antologi, der satte højskolen til debat på tryk. Onsdag aften blev den fulgt op af et levende arrangement i Politikens Hus. "Højskolens berettigelse - før, nu og i fremtiden?" var det brede oplæg til de fire paneldeltagere: sognepræst Katrine Lilleør, Stefan Hermann, rektor på Professionshøjskolen Metropol, filosof Anders Fogh Jensen og selvfølgelig
forstander på Testrup Højskole, Jørgen Carlsen. De kunne fra deres ophøjede
position se ud over godt 100 fremmødte i det store, højloftede lokale - formodentlig en ligelig blanding af tidligere Testrup-elever og Politiken-Plus-kunder
med højskoleinteresse. Og så et par stykker mere.
den forrykte skole
Hvorfor skal vi overhovedet diskutere højskolens berettigelse, ville Rasmus Dyrvig Henriksen, både medredaktør på antologien og ordstyrer ved denne lejlighed, indledningsvis vide. Er højskolen ikke den eneste skoleform, der kan finde på at sætte sin egen berettigelse til debat?
"Højskolen elsker at tale om sig selv," indledte Stefan Hermann med et glimt i
øjet. Mere seriøst tilføjede han, at det skyldes højskolens gradvise tab af sin
selvfølgelighed og samfundsmæssige relevans gennem de sidste 50 år. Den har
ikke længere en privilegeret position at tale fra. Faren er derfor, at "skoleformen
blot bliver en dårlig kopi af sin egen original," lød advarslen.
Anders Fogh Jensen, der er bidragyder til antologien og tidligere har været lærer på Borups Højskole, mente også, at højskolen har et problem. Fordi den ligner resten af samfundet. Den almene dannelse er i krise - derfor er højskolen i krise. Men højskolen bør ikke følge tendenser, den skal skabe sine egne - den skal være forrykket. Måske endda forrykt.
Et lignende synspunkt lagde Katrine Lilleør for dagen. "Højskolen var oprindeligt et demokratiprojekt - det handlede om det folkelige fællesskab. Men det er under pres, fordi individualisten er ved at tage over," lød hendes indledende bemærkning. "Højskolen skal fortsat byde ind med et 'Kend dig selv' i grundtvig-koldsk forstand. Man skal kende sig selv for at kunne være et ordentligt menneske over for andre. Det er en væsentlig fællesskabspointe," fortsatte hun og understregede, at højskolen skal være tro over for sit eget udgangspunkt.
Også Anders Fogh Jensen var med på den idé. Dog med det væsentlige korrektiv,
at højskolen ingenlunde har patent på selvudvikling. Højskolen tilbyder derimod
et forum, hvor man kan finde sig selv ved at glemme sig selv, var hans opbyggelige pointe.
genopførsel
Kernen i diskussionen var aftenen igennem en kendt problematik: Højskolen er udfordret af samme krav om nytte som landets øvrige uddannelsesinstitutioner. For højskolen er denne udfordring imidlertid særligt tydelig: "Højskolen er splittet mellem at skulle leve op til det omgivende samfunds konkurrenceparametre, hvorved den mister sig selv, eller ikke gøre det og dermed miste anerkendelse og elever," som Stefan Hermann præciserede det.
Jørgen Carlsen var ikke uenig i den diagnose, men vedblev at insistere på, at
højskolen ikke blot skal spejle det omgivende samfunds normer, men derimod tilbyde alternativer. Han daterede højskolens store sporskifte til omkring 1960:
"Indtil da var højskolens ambition sammenfaldende med det, politikerne ville.
De delte en fælles udviklingsoptimisme. Men i kølvandet på 2. verdenskrig
ændrede dette forhold sig. Mennesket blev konfronteret med sin egen begrænsning
og ødelæggende potentiale - indsigter som senere blev gældende inden for
Heretica-bevægelsen. Og netop Heretica kom til at præge højskolen i efterkrigstiden, hvorfor højskolen kom til at stå i opposition til det politiske." Og denne position tjener højskolen godt, var pointen - højskolen skal med Carlsens hjemmebryggede udtryk være "samfundets samvittighedsværksted". Ganske vist skal højskolen være solidarisk og en engageret medarbejder i samfundsprojektet, men den må aldrig blive en medløber.
Debatten udviklede sig herefter delvist til en genopførsel af en meningsudveksling
mellem Carlsen og Hermann fra Højskolebladets spalter sidste efterår.
"Højskolen var et offensivt krystalliseringspunkt, mens den nu er en defensiv
sprække," svarede Hermann, der ikke overraskende begræd denne udvikling:
"Højskolen skal ikke være en ø, men en passage. Højskolen skal kunne
sandsynliggøre sine resultater. Man skal kvalificere sin omgang med verden,
gøre op med sin vidensforskrækkelse og netop tage viden som medium langt mere
alvorligt," lød opfordringen.
Alle syntes dog heller ikke, at debatten var fremadrettet nok. "Hvis der havde siddet 300 potentielle højskoleelever blandt publikum, ville de da være skræmt væk fra højskolen nu...," hviskede Jasper Mortensen, kommunikations- og udviklingschef på skolerne i Oure, i pausen.
formynderi
Hvor de første godt 45 minutter blev formet af ordstyrer Rasmus Dyrvigs forberedte spørgsmål, blev ordet givet frit efter pausen. Særligt én opfordring fra salen til højskolen om især at vægte myndiggørelsen, vandt genlyd i panelet.
Katrine Lilleør mente, at behovet for dannelse og myndiggørelse muligvis er
mere udtalt i dag end nogensinde før, og at højskolen her kan finde sin
berettigelse: "Højskolen skal ikke være så bange for vidensdelen længere. Den
skal være lærd. Højskolerne skal kunne være videnslokomotiver."
"Vi har brug for formyndere," slog en enig Hermann fast: "Højskolen skal tage
sit formynderi alvorligt. Men med viden som forlæg langt mere end tradition og
fællesskab. Det er et problem, at højskolen kun indoptager det vidensindhold,
den godt kan lide. Og så er der yderligere det problem med formynderi og
myndiggørelse, at det kræver slid."
Denne udmelding gav anledning til en ganske interessant diskussion, idet både
Anders Fogh Jensen og Lilleør efterfølgende beskyldte ungdommen for ikke at
gide dette slid. Nok er det in at være klog, men denne klogskab skal helst
kunne erhverves på tre timer. Carlsen tog som den eneste de unges parti med
henvisning sine egne elever: "Der mangler ikke respekt for viden og klogskab."
Særligt med denne disput blottedes panelsammensætningens store akilleshæl. Carlsen kunne som den eneste praktiker trække på egne og konkrete erfaringer, hvorfor han stod uimodsagt hver gang snakken faldt på højskolens egentlige forhold. Denne ulige panelsammensætning skyldtes måske, at arrangementet uheldigvis lå oveni det årlige forstandermøde.
en aften med vennerne
Med sit spørgsmål til panelet klarlagde Kulturministeriets undervisningskonsulent
på højskoleområdet, Jesper Moesbøl, debattens anden svaghed: Samlet denne aften var højskolens venner - alle enige om, at den er særlig og nødvendigvis må
bestå. Hvor er de egentlige kritikere, var en nærliggende tanke? Moesbøl ville således også vide, hvad højskolerne vil stille op med det forhold, at tidligere højskoleelever i ringere og ringere grad er repræsenteret i samfundets magtfulde
institutioner. Der er efterhånden ikke mange politikere med højskolebaggrund.
At det forhold er et problem, syntes der at være enighed om i panelet, hvor
kun Jørgen Carlsen kunne vride en positiv konklusion ud af spørgsmålet: "Vent
og se, Jesper. Mange af eleverne fra 90'erne og 00'erne kommer til at indtage
centrale positioner i samfundet frem over. Det er jeg sikker på," trøstede han
forsamlingen med. Om han får ret, må tiden vise. Konkrete bud på, hvad
højskolen fremadrettet skal stille op, var der altså ikke decideret optræk til
på trods af enighed om mange forestående udfordringer. Tiden må derfor også
vise, hvorvidt højskolen fremover positionerer sig som ø eller halvø - både i værdimæssig forstand og i forhold til magten.
Tættest på et konkret forslag kom Katrine Lilleør, der i kraftige vendinger
opfordrede højskolerne til at tænke lidt mere i komfort: "Hvorfor skal det være så usselt på de fleste højskoler? Det hele er brugt og 30 år gammelt. Måske kunne man tænke lidt mere luksuriøst?" I det hele taget mente Lilleør, at højskolen minder en del om folkekirken: "Begge steder er det som om, at man ikke må diskutere 'best practise'. Hvorfor må man ikke tale om, at nogen højskoler bare gør det bedre end andre?"