Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Ud i lyset

Publiceret 23-01-2012

KOMMENTAR Højskolen befinder sig i offentligheden, og dens undervisningsform er udveksling med samfundet og konkret demokratisk erfaring. Hvorfor vil Stefan Hermann og Jørgen Carlsen
lukke den inde i en osteklokke, som den for længst er brudt ud af?

Af Aske Birkelund Erbs og Andreas Ullum Kristensen

Som to unge mennesker med højskoleopholdet i frisk erindring, med et stort engagement i elevforeningsarbejdet og som kommende højskolelærere, synes vi, at vi har aktier i debatten om højskolens legitimitetsgrundlag. Men vi har desværre måttet konstatere, at debatten kørte fast i uklædeligt personfnidder og floromvundne luftkasteller, endnu før den nåede at komme rigtigt i gang.

Stefan Hermann anklagede højskolerne for en ødelæggende og
stagnerende oppositionstænkning. Bag dette synspunkt ligger en række, desværre meget udbredte, fordomme om den moderne højskole, som ifølge Hermann allierer sig "med de dele af kulturlivet, der synes, at det hele går ad helvede til", og som med en slet skjult antydning bliver beskyldt for "traditionsfetichisme". Det må være højskolens pligt at gendrive disse fordomme, hvis den vil legitimere sin undervisningsform.

Det har Jørgen Carlsen forsøgt at gøre, og vi nikker med vores højskolehoveder, når han afbalanceret belærer om højskolernes evne til at "reformulere deres eksistensberettigelse på en ny tids betingelser" og om det problematiske ved en assimilering med resten af uddannelsessystemet. Men at udbasunere højskolerne som "samfundets samvittighedsværksted" er en isolerende etikette, der ikke dækker den højskoleoplevelse, vores generation af højskoleelever har haft. Jørgen Carlsens tanke er, at højskolerne skal være en slags modsætning til og vagthund over for et uddannelsessystem, der er "ideologisk ensrettet af neoliberal virksomhedstænkning". Med idéen om et "samfundets samvittighedsværksted" fornemmer man dog, at det ikke kun er uddannelsessystemet, Jørgen Carlsen tænker højskolerne i opposition til, men hele samfundet.

Vi mener, at man skal vare sig for at afskære højskolerne fra resten af samfundet og lukke dem inde i en osteklokke. Med Carlsens ekskluderende og arrogante bemærkning om, at der på højskoler simpelt hen er ånd til forskel, trækker han højskolerne med op i det træ, hvor de bliver sårbare over for anklager om navlepilleri og selvforherligelse. Ikke fordi man skal have højskolernes folkelighed til at rime på suverænitet og styre, som Hermann plæderer for, men fordi højskoleformen i dag består af en konstant udveksling med den verden, der omgiver den.

En åben eller lukket klub?

I vores højskolers respektive elevforeninger er det netop udvekslingen, vi har oplevet. Her har vi arbejdet med en ny foreningstanke, der er det stik modsatte af en lukket klub, der fortaber sig i indadskuende diskussioner om metafysik og Grundtvigs salmer. Før i tiden var det en selvfølge at melde sig ind i foreningen og oprette kredse landet over, og ofte var foreningen indirekte styret af forstanderen. Nu skal elevforeningerne vise deres værd og konkurrere på lige vilkår med andre af senmodernitetens flydende fællesskaber. Det er et arbejde, der retter sig mod at samle elever på tværs af årgange og engagere dem i arrangementer både på og uden for højskolen. Dette vidner ikke om et indelukket oppositionsfællesskab, men om en demokratisk dannelse med fokus på den praktiske anvendelse af livsoplysningen.

En sådan foreningstanke, mener vi, ligger i forlængelse af højskoleformen, som den rent faktisk ser ud i dag. Vi husker den konkrete lærdom, udsprunget af praktisk afprøvning af kreative oplysningskampagner, af besøg i forskellige aktivistmiljøer, asylcentre eller danske dagblade. Det er mellemøstrejser eller ture til USA og Istanbul, der er med til at forme vor tids højskoleophold: At stå ansigt til ansigt med store konflikters involverede parter i Jerusalem, på Tahrir-pladsen og i Amman.

For et år siden inviterede Grundtvigs Højskole til debat om højskolens kerneværdier. Her var resultatet en vision om Højskole 2.0, en skole, der samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner og omverdenen generelt. Det har resulteret i blandt andet bande-seminarer, integrationsdage på Nørrebro og policy slam på Christiansborg. Disse eksempler vidner om højskoler, der naturligt
betragter sig selv som en del af deres omgivelser og ser deres fornemmeste opgave i at lære gennem udveksling og konkret demokratisk erfaring.

Demokratisk dannelse i det faktisk levede liv

Den moderne højskole er ikke længere en kulturel smeltedigel, hvor alle samfundslag mødes under samme idé om harpens kraft. Moderne højskoleelever er et privilegeret folkefærd af ressourcestærke 4.g'ere på vej fra gymnasiet til en videregående uddannelse. Den demokratiske dannelse, højskolerne i dag er i stand til at give disse unge mennesker, finder ikke sted på højskolen, men gennem højskolens udadrettethed og i selve udøvelsen af demokrati.

Denne indsigt kan måske give mere substans til Jørgen Carlsens luftige idé om højskolernes forbindelse til "det faktisk levede liv". Det kan også være, at den kan afdække de tanker, der ligger bag Carlsens vage formulering om, at højskolen skal sætte de unge i en
"overskudstilstand", men i så fald kommer hans pointe ikke tydeligt frem, hvis de unge samtidig er manet op i en oppositionel krog.

Med et blik for denne udveksling mellem højskole og samfund, mener vi, at man kan besvare Hermanns kritik uden at pådutte ham et fintfølende ideologisk enten-eller. Vi mener ganske enkelt, at det er forkert, når Hermann påstår, at højskolerne ikke er til stede i offentligheden. Højskolerne underviser netop i et samspil med offentligheden. Højskolen lærer om livet gennem praktisk erfaring i verden. Faktum er, at højskolerne ikke består af lukkede
klubber og menigheder.

Spørgsmålet er, om et fokus på den udveksling med verden, der i dag foregår på højskolerne, ikke er et mere konstruktivt udgangspunkt for debatten om højskolernes eksistensberettigelse.