Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

I år sætter vi dagsordenen

Publiceret 28-06-2012

ÅRSMØDE En ny højskolelov, to ministeriers opmærksomhed og forpligtende fællesskaber. Det er de vigtigste udfordringer for højskolen det næste år

Af Helga Kolby Kristiansen, formand for FFD

Som ethvert elevhold får sin egen farve og identitet, sådan tager et foreningsår også farve af de udfordringer og de arbejdsopgaver, der trænger sig på. I dette år har vi i højere grad selv sat dagsordenen. Ikke mindst har vi fået en ny strategi, et nyt ministerium og fokus på højskolernes kerneopgaver.

Bestyrelsen har tilladt sig at være så ambitiøse i den nye strategi at foreslå, at vi går efter en ren højskolelov. Vi ønsker en stærk frihedsbeskyttende lov med forståelse for, at friheden også beskyttes af klare rammer. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der i sidste instans er ansvarlig for en skoles værdigrundlag og organisering. Derfor skal en ny lov også klart udtrykke, at det er den enkelte skoles folkelige bagland, der er garanter for, hvordan en skoles idé udfoldes i frihed. Det er dette bagland der i sidste ende er højskolernes legitimitet.

Mellem to ministerier

Højskolerne har længe tænkt uddannelse og dannelse sammen. Vi har dog haft en skærpet opmærksomhed på, at der fra undervisningsministeriet har lydt toner i retning af, at den måle- og evalueringskultur, der gennemsyrer hele samfundet, også vil generere særlige krav til højskolerne om, at flere tilskudskroner bliver øremærket løsningen af bestemte samfundsmæssige opgaver og politiske projekter. I den sammenhæng er det måske udmærket at skifte til Kulturministeriet, der tæller en lang række institutioner med tradition for dannelse og tilværelsesoplysning - uden skarpt fokus på mål og vægt. Et særligt fokus er dog, at vi stadig er i lovfællesskab med efterskolerne og de frie fagskoler og dermed en udfordring i forhold til at skulle arbejde i to ministerier.

Lovgivningen både hjælper og begrænser

Et vigtigt lovgivningspunkt er muligheden for tilskud til internationale elever, og her er vi meget tilfredse med kulturministerens tilsagn om fortsat støtte i forlængelse af Cirius-ordningen.

Et andet interessant felt er højskolernes engagement i internationalt udviklingsarbejde, som i en periode har været nedprioriteret som foreningsanliggende. Men FFD har via en højskole modtaget en henvendelse fra Danidas Oplysningsudvalg, som spørger til, om højskolerne kan bidrage til at forny og kvalificere oplysningsarbejdet om dansk udviklingsbistand. FFD går selvfølgelig ind i projektet, og vi har netop modtaget kr. 150.000 til et pilotprojekt.

Højskolerne har i de seneste år haft fremgang på elevtallet, men denne fremgang er sket i en periode, hvor antallet af skoler er faldet. Faktum er, at der i dag er flere elever på færre skoler. Set fra et økonomisk perspektiv med ønske om rentabilitet kan det lyde fornuftigt, men det tænder også nogle advarselslamper, når der gennem de sidste fem til seks år er lukket ni skoler og kun tre nye er kommet til. Det betyder færre mødesteder, mindre mangfoldighed og i sidste ende en smallere folkelig forankring. Derfor bliver det også en vigtig del af lovarbejdet at få lempet på de skrappe krav til at rejse nye skoler.

Tæt forbindelse til uddannelsessystemet

Regeringen har fortsat en ambition om at få unge "hurtigere i gang og igennem" uddannelserne og ud på arbejdsmarkedet. Det er selvfølgelig glædeligt, at der sat penge af til uddannelse, men der synes at være nogle veldokumenterede mellemregninger, politikerne har valgt at se henover. Det er tal, der klart fortæller, at de sædvanlige politiske slagord om "hurtigt i gang og igennem" ikke altid bidrager til bedre uddannelse. Hvis Danmark skal generere kvalificeret arbejdskraft, bør politiske initiativer rette sit fokus mod, hvordan unge bliver færdige med uddannelse, både i tid og i kvalitet. Det ensidige pres har tydeligvis spillet fallit.


Fra højskolernes side vil vi argumentere for, at evt. nye incitamentsfremmende initiativer inden for SU-systemet ikke bør straffe de unge. Derfor foreslår vi, at det skal være muligt at gennemføre et højskoleophold uden at blive straffet, således at den periode forlænges, inden for hvilken det er muligt at gange sit eksamensresultat med 1,08, og/eller et højskoleophold skal udløse point i forbindelse med studieoptag ligesom i Norge.

Et andet emne er fleksuddannelsen, som kan give mulighed for, at også andre end de ressourcestærke unge kan komme på højskole. En ny fleksibel ungdomsuddannelse med højskolerne som medspiller er nævnt i regeringsgrundlaget. Men der skal også appelleres til, at fleksuddannelsen bliver en mulighed for de mange unge, der i dag står uden for arbejde eller uddannelse. Det er nu, at regeringen har mulighed for at tænke uddannelses-, arbejdsmarkeds-, beskæftigelses- og socialpolitik sammen.

Fællesskabet og folkestyre

Det er som om, "fællesskaber" igen efterspørges fra flere sider. Vi ser det i den pædagogiske debat, hvor der spørges til, om vi ikke i jagten på den enkelte elevs resultater har indholds-og kulturtømt pædagogikken. Både danske og internationale forskere peger på, at børn lærer mere og bedre i et fællesskab, og at det er stærke fællesskaber, der skaber de stærkeste individer. Ikke omvendt! Derfor efterlyser en række danske samfundsforskere et mere nuanceret vækstbegreb med øje for fællesskabets kræfter.

Det er næppe tilfældigt, at disse tanker kommer på samme tid fra forskellig side. Vækst og velfærd. Uddannelse og dannelse. Fællesskab og demokrati. Tilsammen udtrykker de en overbevisning om, at uden en genindsættelse af fællesskabet bliver det svært at håndtere en foranderlig og kompliceret verdens udfordringer. Højskolerne kan give eleverne mulighed for at øve sig i fællesskab på et demokratisk grundlag, hvor de får erfaringer med at bidrage klogt i en kompliceret verden.

Højskolerne har i det hele taget en opgave i at binde forpligtende fællesskab og folkestyre sammen og fastholde både os selv og politikerne på, at folkestyret gror nedefra. Her affinder den demokratiske samtale sig ikke med udveksling af politiske skudsikre påstande, men har altid som udfordring at være politisk medansvarlig for verdens gang og være uenige på en anstændig og befrugtende måde.

Højskolerne kan være den "træningslejr", hvor eleverne øver sig i at gå ind i samtalen og stille kritiske spørgsmål og ikke acceptere overfladiske svar. Og hvis ikke vi i højskolerne skulle og kunne det, hvem så - nu hvor efterspørgslen efter fællesskabet lyder igen?