Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Mere tid til rengøring og mindre tid til os selv

Publiceret 28-06-2012

FORSKNING Vi har mere fritid, men vi bruger også mere tid på fx husholdning, kropspleje og at spise med vores børn, viser nye undersøgelser. Den tid, hvor vi ikke laver noget, er næsten væk

Af Sara Peuron-Berg

Vi har så travlt i dag, synes vi. Og det er delvist sandt. Vi arbejder mindre, men vi bruger fx mere tid på at spise med vores børn, drage omsorg, købe ind og pleje vores udseende. Den frie tid nedprioriteres.

Ny forskning fra Rockwool Fonden viser, at siden 1964 er arbejdstiden faldet drastisk. I 2009 havde vi således mere fritid, men forbruget af tid på husholdning er stadig langt større end før de moderne husholdningsmaskiner, fra 2 timer og 27 minutter om dagen til 2 timer og 47 minutter om dagen. Dette er ret overraskende, moderne hjælpemidler og fastfood taget i betragtning. Det kan muligvis forklares ved, at vi har større hjem, vasker oftere, bruger mere tid på mad, pleje og børneomsorg.


Mere fritid, mindre fri tid

Fra 1964-2009 stiger fritiden således i alt med lidt over en time om ugen, men samtidig ses en stigning i tid brugt på husholdningen. Yderligere er der siden 1964 sket en demografisk ændring af med flere ældre, hvilket forklarer halvdelen af stigningen i fritiden.

For den almindelige børnefamilie er der således ikke meget mere fritid nu end i 1964. Den ekstra fritid, vi har, bliver i dag brugt på mange ting. Ifølge en ældre undersøgelse fra 2003 er den tid, vi bruger på vores basale behov som spisning, toilette og søvn, steget med næsten 40 minutter per dag. Samlet set har vi mindre af den frie tid. Den tid, hvor vi ikke laver noget. Den er stort set forsvundet fra 1987-2001. Tid til fritidssysler og hobby er gået fra 30 minutter til 9 minutter om dagen for kvinder.

Men den tid, hvor vi ikke laver noget, er vigtig. Tidsfordriv og venten kan gavne din kreativitet, sagde professor i læring og filosofi ved Aalborg Universitet Lars Qvortrup tidligere på året til P1. "Den kommer, hvis man lægger sig på græsplænen en sommerdag og kigger op i himlen og ser skyerne drive indtil noget falder én ind. Det er derfor, det er så godt at slukke mobilen og holde sommerferie. Jo mere skemalagt din tid er, jo mindre tid har du jo til at gøre noget originalt.