Af Asser Amdisen
Nogen tusinde gæve mennesker vælger hvert år at bruge deres fritid på at tage på korte kurser på landets højskoler. Med meget jævne mellemrum dukker der en debat op i pressen eller andre steder, som sætter spørgsmålstegn ved, om de korte kurser er lige så god højskole som de lange kurser - om de er lige så berettigede til tilskud fra staten som de lange kurser.
Nu har jeg selv som højskoleforstander været midt i et sådant stormvejr, hvor fadøl og klaphatte fløj gennem luften sammen med undervisningsministerens spindoktorer, forsider fra Ekstra Bladet, forskræmte højskolefolk og en forarget offentlighed.
Når jeg i dag kigger tilbage på det store hurlumhej, står en ting tilbage. Det, som virkelig forargede den daværende minister, Ekstra Bladet og såmænd også en del højskolefolk, var, at kursisterne på de korte kurser havde det for sjovt. De ville såmænd gerne give statsstøtte til ældre eller andre, der ville på højskole, men så skulle de sørme også kede sig for pengene.
Det forekommer urkomisk, at Grundtvigs gamle ambition om, at på højskolen skulle eleven kunne møde lærdom (ikke den golde og kedelige lærdom, men den levende og vedkommende lærdom), nu er blevet til, at når dette mål faktisk opnås, så bør statsstøtten også fjernes. Man kunne vel føre det videre til andre felter og fx bestemme, at hvis museer faktisk var spændende og relevante, så kunne de ikke oppebære et statstilskud.
Dette skriver jeg ikke for at agitere for, at hvad som helst skal kunne give statstilskud. Højskolekurser - uanset om det markedsføres som golf-, bridge-, eller fodboldkurser - skal naturligvis være relevante og lødige. Det findes der også ganske udmærkede systemer til at sikre. Bare fordi golf er noget, som eleverne brænder for og synes er sjovt, diskvalificerer det jo på ingen måde alle de øvrige positive aspekter af opholdet.
Det at være på kort kursus på en højskole er for nogle mennesker årets højdepunkt. Det er der, der bliver højt til loftet, og hvor de sammen med andre mennesker kan få luft under vingerne. De korte kurser udfylder en demokratisk funktion, fordi de er med til at diskutere og reflektere over den verden, vi lever i. Dette gælder for alle kurserne, for hvis disse krav ikke er opfyldt, kan ministeriets embedsmænd uden yderligere diskussion fjerne tilskuddet fra kurset. Så de kurser, der afvikles, er selvfølgelig juridisk og indholdsmæssigt i orden.
Alligevel kommer der af og til en historie fra en eller anden sensationshungrende journalist, der kan få en lille fjer til at blive til fem høns. Det må man så reagere på. Højskolebevægelsen kan, som det er set tidligere, flygte i panik, stikke hovedet i busken og selv begynde at angribe de kurser, som vi ved er gode og nyttige. Alternativt kunne man også rette ryggen og bruge disse dumme sager til at gøre opmærksom på den samfundsnyttige og gavnlige opgave, som højskolerne løser med de korte kurser.