Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Danmark i krig - Innovation er våbnet

Publiceret 24-05-2012

TENDENS Innovation er blevet tidens løsen – i en sådan grad, at man selv på vuggestue-niveau taler om at fremme ”innovative og kreative” kompetencer.

Af Andreas Harbsmeier

Der er ikke noget galt med at være innovativ, mener lektor på DPU, Jens Erik Kristensen, vi er bare innovative på de forkerte præmisser.

"Innovation er et væsentligt element i børnehavens pædagogik," står der på den hjemmeside, hvor man kan læse om Børnehaven Mariekjær i Kolding. Det er ikke så underligt, for innovation er det Danmark skal leve af i fremtiden. Derfor skal børn allerede i børnehaven og nu også i vuggestuealderen forberedes bedst muligt til et arbejdsmarked, der fordrer kreativitet og innovation.

Det samme gør sig gældende i det videre forløb - i folkeskolen, i gymnasiet, hvis de når så vidt, og endelig på universiteterne, hvor innovativ tænkning for så vidt altid har været i højsædet, man har blot tidligere kaldt det noget andet. Og vi har en uddannelsesminister, der siger, at vi lever ikke længere blot lever i et vidensamfund - nu hvor vi ellers lige havde lært at stave det rigtigt uden fuge-s -, men i et "innovationssamfund."

Man kunne få den mistanke, at der blot er tale om et modeord, der har gået sin sejrsrige gang fra den økonomiske tænkning via de politiske målsætninger hele vejen gennem uddannelsessystemet. Men det er det ikke. Det er dødsens alvor. Indstiller vi os ikke alle sammen på det, er vi færdige i den globale konkurrence.

Det har fået nogle til at tale om innovationstvang, frem for innovationstrang. Og det er ikke usædvanligt, at folk bliver lidt stramme i betrækket, når innovation endnu en gang fremhæves til løsningen på det hele. "Men hvis man kan finde på at gøre tingene på en anden og bedre måde, så er der jo ikke i sig selv noget galt i det," fortæller Jens Erik Kristensen, der er lektor i pædagogik på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, "for innovation er den eneste resterende ressource, vi har.

Det er en simpel ligning: Hvad kan vi konkurrere på globalt: Er det på løn? Er det på højteknologi? Eller kan vi konkurrere på produktivitet? Ingen af delene. Og så må vi konkurrere på det, vi historisk set har været rigtig gode til, nemlig at være innovative. Det er jo ikke forkert."

"Derfor er det nærliggende," forklarer Jens Erik Kristensen, "at vi laver den kortslutning, der siger: Ergo skal alle børn, unge og voksne udvikle kreative kompetencer, og det kan ikke gå hurtigt nok. Problemet er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvad det vil sige at initiere udviklingen af kreative og innovative kompetencer."

Ifølge ham er innovationsbegrebets udbredelse et symptom på en ekstrem økonomisering af samfundspolitikken generelt. Det ligger i innovationsbegrebet, at det ikke bare handler om at få gode nye ideer, det handler om at få gode, nye ideer, der kan omsættes i praksis, så det skaber øget værdi. Det kan være både i velfærdsmæssig sammenhæng eller i økonomisk sammenhæng.

"Det handler om, at færre skal gøre mere for flere, bare billigere og bedre. Det er den formel, der stort set kendetegner velfærdsdebatten i dag. I konkurrencestaten er velfærdspolitikken en integreret del af den økonomiske politik og konkurrencepolitikken, fordi velfærdspolitikken ikke længere er et spørgsmål om omfordeling og kompensation, men derimod en investeringspolitik. Konkurrencestaten investerer i velfærd som den investerer i andre områder. Og det gør den af hensyn til konkurrenceevnen," siger Jens Erik Kristensen.

"Det handler om at opretholde det velfærds- og velstandsniveau, vi har nu i lyset af den globale konkurrence. Fra at være en økonomisk underdisciplin, der handler om betydningen af teknologiske innovationer, så er innovation i dag blevet et selvopretholdelsesprincip, et imperativ på nationalt niveau og på alle niveauer af samfundet. Vi skal vænne os til, at plejer er død - eller måske snarere: Plejer er døden."


Historikken

Innovationsbegrebet har faktisk ca. 100 år på bagen. Dengang formulerede østrigeren Joseph Schumpeter sin økonomiske teori, men begrebet slog først igennem i slutningen af 70erne samtidig med globaliseringen. Fra at være et begreb, der primært havde med teknologisk udvikling at gøre, er det med tiden blevet udvidet til også at omfatte social innovation, der kort sagt handler om at finde nye løsninger på sociale problemer.

I en vis forstand kan man sige, at innovation har erstattet de store fortællinger, mener Jens Erik Kristensen: "Forestillingen om, at vi kan have et stort liberalt eller socialdemokratisk projekt findes ikke længere. Den type fortællinger blev allerede grundlæggende anfægtet i 70erne. Forestillingen om, at tingene kan blive bedre er forsvundet.

I stedet har vi nu i virkeligheden en forandringskonservatisme: Vi må for Guds skyld tilpasse os for ikke at få det ringere. Det er et godt gammelt konservativt slogan, der er blevet benhård realitet. Vi skal innovere for ikke at gå til."

Med den franske politolog Dominique Moïsi mener Jens Erik Kristensen derfor, at håbet er forsvundet ud af horisonten, og den bærende drivkraft nu grundlæggende er frygten.

"Den østasiatiske verden er båret af håbet - det vil sige forestillingen om fremskridt i forhold til, hvordan de har levet tidligere. Den muslimske verden er båret af ydmygheden - der sker i realiteten ikke det helt store. Mens den vestlige verden er båret af frygten. Frygten for, at det, de andre håber på, kan blive en realitet," fortæller han.

Det er frygten for lavere levestandard og ringere velfærd, der ligger som grundstemning bag al den politik, der føres i dag, mener Jens Erik Kristensen. Derfor har retorikken indoptaget nærmest krigslignende metaforer: Vi er truet ude fra, og vi skal mobilisere for at kunne modstå truslen.
"Det minder om mobiliseringsstrategien op mod verdenskrigene. Selv en socialdemokratisk regering har været med til at udråbe syndebukkene i form at dem, der ikke gør nok for at være med. Vi er alle i samme båd - underforstået, landet er i krig, vi kalder det bare global konkurrence."


Højskolens rolle

Heller ikke højskolen går fri - hvis den da overhovedet skal det - af innovationsdagsordenen. Den spiller ifølge Jens Erik Kristensen uafvidende med på logikken, selv om det udefra set kan se anderledes ud:

"Højskolen er vigtig for store dele af ungdomsårgangene, for det at tage et højskoleophold er meget firkantet sagt i sig selv kreativitets- og innovationsfremmende. Højskolen bør gøre en dyd ud af at holde sig fri af uddannelsessystemets imperialisering af alle de andre institutioner. Og det kan den gøre i dag, fordi den kan argumentere for, at den alligevel netop er et vigtigt bidrag, både menneskeligt og økonomisk, til den dagsorden, som resten af samfundet er underlagt."

Problemet er snarere, at højskolen er ved at udvikle sig til at blive et luksusfænomen for akademikerbørn, der her får den dannelse, de ikke fik i gymnasiet. I en vis forstand er højskolen blevet ulighedsskabende, mener Jens Erik Kristensen:

"Alligevel er det er en rigtig god ide at tage på højskole, fordi man der også oparbejder nogle af de kompetencer, der efterspørges. Dannelsen er beslægtet med størrelser som kreativitet og innovation, hvis man vel at mærke ikke instrumentaliserer dem på forhånd. Højskoletraditionen er jo også en eksportvare, der er skabt ud af en dansk innovativ idé. Hvis man er klog, så sælger man også højskolerne på den forudsætning."