Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

For lidt plads til eksperimenter

Publiceret 24-05-2012

UNDERSØGELSE Skal man tro forstanderne på landets højskoler, balancerer skoleformen fint mellem tradition og fornyelse – men lovgivningen giver visse begrænsninger for nytænkning. Det viser en undersøgelse, Højskolebladet har lavet

Af Andreas Harbsmeier

Kravet om fornyelse og nytænkning er til stede overalt. Også landets højskoler bliver mødt med politisk opfordring til nytænkning, ligesom elevtilstrømningen er betinget af den enkelte skoles evne til at forny sig i takt med de nye ungdomsårgange.

Samtidig spiller højskolens egen historie og tradition fortsat en stor rolle i den måde, der bliver bedrevet højskole på rundt om i landet, netop fordi højskolen i sin oprindelige form var et nybrud i måden at tænke dannelse og uddannelse på.

Højskolen bevæger sig med andre ord i en konstant vekselvirkning mellem tradition og fornyelse. Højskolebladet har lavet en rundspørge blandt landets forstandere for at se, om de selv mener, at der er en god balance mellem tradition og fornyelse.

Mellem tradition og fornyelse

Måske ikke så overraskende svarer knap 90% af forstanderne, at de er meget enige eller enige i, at deres egen skole bidrager til fornyelse og udvikling af skoleformen. Men når det kommer til en vurdering af, om skoleformen bredt set er i stand til at forny sig eller er for bundet af skolens tradition, er billedet en anelse mere broget.

"Nogle hænger grundigt fast i det grundtvigske muld. Men mange andre har fat i nutidens ungdom og fornyr sig i takt med den," skriver en forstander og peger dermed på de store forskelle, der findes. Mens en anden mere pragmatisk mener, at fornyelsen er indlejret i traditionen:

"Højskolen er helt afhængig af den tradition, den er vokset ud af. Det er i min optik en tradition, der rummer fornyelsen i sig som en nødvendig forudsætning. De skoler, der ikke fornyer sig, lukker."

Et mere kritisk blik på traditionsbundetheden er også at finde: "Der er masser af vilje og tiltag til fornyelse på højskolerne, men en del inkarnerede højskolefolks forståelse af højskoleinstitutionen som en helligdom er benspændende.

Højskolen i sig selv har ingen værdi ud over det, vi helt aktuelt putter i den. Vi forholder os naturligvis til historie og tradition, men gør vi det dogmatisk, mister vi vores betydning."

Den brede anerkendelse

Mens højskolerne selv er i stand til at forny sig, kniber det ifølge forstanderne noget med den brede anerkendelse. Med andre ord bliver den fornyelse, der finder sted på højskolerne, ikke anerkendt i tilstrækkelig grad. Enten fordi højskolerne ikke er i stand til at kommunikere deres aktualitet og værdi, eller fordi mange blot ikke har øje for højskolens evne til at følge med tiden.

"Hos alle de, der ikke kender en højskole, lever stadig billeder fra forgangne årtier og måske århundreder, eller også er der bare sort skærm," skriver en forstander, mens en anden også retter kritikken indad: "Højskolerne imellem er vi måske for indforståede og selvfede. Vi må løbende aktualisere os selv og skærpe vores argumenter som bevægelse."

Et andet element i undersøgelsen er synet på højskoleloven. Giver den gode eller mindre gode betingelser for, at skoleformen kan udvikles og fornys? Her er billedet tvetydigt. Der er generel enighed om, at højskolerne skal være glade for den relative frihed, skolerne har.

Men samtidig mener under halvdelen af alle forstandere, at den gældende højskolelov giver gode betingelser for udviklingen af skoleformen. Synderen i den forbindelse er Tvind-loven og ministeriets til tider noget snævre tolkning af UBAK-begrebet (kravet om, at 50% af undervisningen skal have bred almen karakter)."

"Der er alt for lidt plads til eksperimenter," mener en forstander, mens en anden mener, at "skoleformen (endnu) lider under en generel mistænkeliggørelse efter det skærpede ministerielle tilsyn som følge af Tvind. Det er ikke helt godt, men det skal også siges, at det kunne være meget værre. Vi har i forhold til andre skoleformer prisværdige frihedsgrader, som vi må kæmpe for at holde fast i."

En ikke uvæsentlig del af højskoleloven vedrører størrelsen på tilskuddet. Mange skoler er pressede på økonomien og har behov for at have andre aktiviteter, der kan genere indtægt. Som en forstander formulerer det i undersøgelsen: "Hvis tilskudsbetingelserne udvikler sig hen over de kommende år, bliver vi, som det ser ud nu, tvunget til at finde nye indtægtsmuligheder, og det må loven justeres efter."

Sådan blev undersøgelsen til

Højskolebladet stillede samtlige forstandere på landets højskoler fem spørgsmål per e-mail med henblik på at kortlægge højskolens eget syn på skoleformens balance mellem tradition og fornyelse. Skemaet blev sendt til 72 forstandere. 43 svarede. Svarprocent: 60 %

Udvalgte svar:

Højskolen har en rimelig balance mellem tradition og fornyelse
Meget enig: 21%
Enig: 58%
Hverken enig el. uenig: 9%
Uenig: 5%
Meget uenig: 0%
Ved ikke: 7%

Min egen skole bidrager til fornyelse og udvikling af skoleformen
Meget enig: 49%
Enig: 40%
Hverken enig el. uenig: 7%
Uenig: 2%
Meget uenig: 2%
Ved ikke: 0%

Højskolen generelt anerkendes bredt som en institution, der er i stand til at forny sig selv
Meget enig: 2%
Enig: 33%
Hverken enig el. uenig: 30%
Uenig: 23%
Meget uenig: 5%
Ved ikke: 7%

Den gældende højskolelov giver gode betingelser for, at højskolen kan udvikle sig som skoleform
Meget enig: 19%
Enig: 30%
Hverken enig el. uenig: 28%
Uenig: 19%
Meget uenig: 2%
Ved ikke: 2%