Af Jesper Himmelstrup
Er teknokratiske regeringer i Italien og Grænkenland reelt en trussel mod demokratiet - og er finanspagten i virkeligheden den seneste ammunition i kampen mellem plutokrati og demokrati?
Det var som bekendt i oldtidens Grækenland, at demokratiet fødtes for mere end 2000 år siden. Derfor er det ikke desto mindre paradoksalt, at det nu er Grækenlands demokrati, der er blevet sat under administration med en teknokratregering og en finanspagt, der skal fungere som kontrolinstans, så den græske stat ikke ender på fattiggården. Årsagen er som bekendt den økonomiske krise, som i tre og et halvt år har præget Europa. Slut med debat om identitet, demokratisk underskud og folkelig opbakning - ind med diskus¬sioner om gældsbremser, arbejdsløshed og statsbankerotter. Men spørgsmålet er, om finanspagten og de indsatte teknokratregeringer i både Grækenland og Italien i virkeligheden er en trussel mod de europæiske idealer om demokrati?
"Både ja og nej. Det er jo ikke at sætte demokratiet ud af kraft, at fx Mario Monti er blevet indsat af præ-sidenten i Italien, for han har stor opbakning i parlamentet og i befolkningen. Man kan diskutere det lidt mere i Grækenland. Det er jo egentlig dejligt, at der er nogle udefrakommende, der kan presse ikke-kompetente typer som Berlusconi og alle de græske politikere. Men vi ved jo ikke, hvordan det kommer til at virke på længere sigt," siger professor i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School, Uffe Østergaard.
Han peger på, at de demokratiske udfordringer derimod ligger i, at de toneangivende stater i EU får for meget magt. Og ikke i, at EU er ved at udvikle sig til et teknokrati frem for et demokrati. "Nej, tværtimod. Man kan sige, at de teknokratiske sider er begyndt at fungere dårligere, for EU-Kommissionen har mistet magt. Barroso (EU-kommissionsformand, red.) bliver ikke engang inviteret med til møder længere. Der kan vi pludselig se, hvordan de store stater har taget over. Og det er skidt for de små stater," understreger professoren. Han tilføjer, at selv om Barroso måske nok bestrider posten som formand for EU-Kommissionen, så er det i virkeligheden den tyske kansler, Angela Merkel, der trækker i trådene. "Ja, det er det. Det er der ikke tvivl om. Derfor kan man også driste sig til at sige, at der er masser af demokratisk kontrol i EU - den foregår bare via den tyske forbundsstat," siger Uffe Østergaard.
Tilliden bliver svækket
Men EU's største udfordring er ikke for lidt demokrati. Det er, at befolkningernes tillid til EU-projektet er blevet svækket, siger tidligere EU-vismand og nuværende MF for Venstre, Lykke Friis. "Når grækerne fx reagerer mod Merkel ved at kalde hende for Hitler, så har vi da et problem. Og ser man på den folkelige opbakning i fx Tyskland, så er den faldet markant, fordi den tyske regering har følt, at den var nødt til at redde euroen. Men det har så betydet, at tyskerne er begyndt at spørge: Hvorfor skal vi egentlig betale til euroen - og hvad er idéen med det europæiske projekt fremover," siger Lykke Friis og tilføjer: "Der, hvor jeg ser problemet, er, at vi kommer til at gennemføre nogle økonomiske reformer, som kommer til at gøre kolossalt ondt. Her vil der være en fare for, at flere siger, at det er EU's skyld," understreger Lykke Friis.
Og under alle omstændigheder kommer vi ikke uden om, at økonomi og demokrati hænger uløseligt sammen, siger Uffe Østergaard. "Demokrati er vanskeligt, fordi det er vanskeligt at dele en tilbagegang. Men økonomien presser til gengæld en europæisk identitet frem, fordi tyskernes, hollændernes og finnernes fællesskabsfølelse er blevet sat på prøve, når man skal have hænderne op af lommen for at hjælpe grækerne. Man kan lige så godt vende det om og sige, at nu er vi der, hvor det gør virkelig ondt," siger professoren.
Den økonomiske krise kan faktisk i sidste ende betyde en øget bevidsthed om, at vi er fælles om problemerne, siger Lykke Friis: "Krisen har betydet en langt større forståelse af, at vi er i samme båd. En krise i Grækenland og Sydeuropa bliver vores alle sammens krise, fordi vi jo er flettet så meget sammen med Europa, når vi ser på de økonomiske investeringer. Men det er da en tydelig fare i og med, at vi har så store økonomiske problemer, at det kan gå ind og anfægte vores demokratiske idealer," siger Lykke Friis.
Størrelsen betyder noget
Demokrati eller ej - man kan stadig finde demokratiske skønhedspletter på Europakortet. I begyndelsen af marts underskrev 25 af EU's 27 medlemsstater den finanspagt, som skal sørge for, at de enkelte stater ikke skejer for meget ud, men har orden i husholdningerne på hjemmefronten. Problemet er bare, at pagten ikke er særlig demokratisk. Den kan nemlig kun genforhandles, hvis alle 25 stater, der har indgået den, er enige. Derfor kunne den tyske kansler Angela Merkel også efter underskrivelsen med sindsro i stemmen erklære: "Gældsbremserne skal være bindende og gyldige for altid. De vil aldrig kunne ændres af et parlamentarisk flertal". Og derfor er finanspagten set med demokratiske briller også temmelig flosset i kanten, siger professor i statskundskab på Aarhus Universitet, Palle Svensson.
"Det er bestemt et problem, at den danske regering og Folketinget binder selv sig og reelt svækker deres handlefrihed ved at indgå i finanspagten. Det her betyder, at de nuværende regeringer bestemmer, hvordan fremtidige regeringer kan føre økonomisk politik," understreger han. Til gengæld er den økonomiske krise et glimrende eksempel på, hvad det er for et dilemma, demokratiet står over for i sådanne situationer, siger Palle Svensson.
"Problemet er, at hvis du vil have løst nogle store problemer - som fx gæld eller miljø - der involverer mange lande, så bliver det sværere at opretholde demokrati og medbestemmelse. Modsat kan små enheder med problemer, som ikke har konsekvenser for andre, i højere grad have demokrati og folkelig deltagelse. Jo mere globalisering og jo flere sammenhængende problemer, jo mere kommer demokratiet under pres. Store enheder er simpelthen svære at styre demokratisk. Så dybest set tror jeg, der er et dilemma mellem størrelse og demokrati," siger Palle Svensson.
Demokratiet overlever
Som et modsvar på de altoverskyggende økonomiske betragtninger understregede den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle i slutningen af marts måned, at vi nu har diskuteret krise i over to år - nu skal vi også huske på EU's demokratiske legitimitet efter krisen. Og det er den rigtige kurs at lægge, mener tidligere udenrigsminister og MF for De Konservative, Per Stig Møller, der ikke lægger skjul på, at den nuværende økonomiske krise på sigt kan blive en udfordring for demokratiet. "Det er for mig at se et rigtigt træk. For man skal huske på, at demokratiet, som vi kender det i dag, ikke har mere end 65 år på bagen. Og vi har historisk set ikke før haft demokratier, der var udsat for længerevarende kriser," understreger Per Stig Møller.
Og Westerwelles tanker bakkes også op af tidligere EU-vismand, Lykke Friis. "Der er jo tegn på, at vi har nogle demokratiske legitimitetsproblemer. Det er derfor, han siger, vi bliver nødt til at puste noget mere demokratisk liv i processen ved at styrke Kommissionen. Og selv om vi måske ønsker at styrke de nationale parlamenter, er det underordnet - bare man starter på en diskussion af demokratiet. Det er for mig at se det vigtigste," siger Lykke Friis.
Så selv om vi i Europa i øjeblikket snakker meget om økonomi og kontrol og knap så meget om demokrati i EU, så er begge folketingspolitikere fortrøstningsfulde, når det gælder demokratiets fremtid i Europa. "Lykkes det at få reddet økonomien, så kan EU rejse sig. Lykkes det ikke, så er der lang vej igen. Men jeg er sikker på, at demokratiet nok skal klare sig i en eller anden form," siger Per Stig Møller. "Vi er langt fra i mål hverken økonomisk eller med hensyn til den folkelige opbakning i EU. Men man skal huske på, at det Europa, vi har i dag, er væsentligt mere demokratisk, end nogle af de Europa'er, vi nogensinde har haft før," understreger Lykke Friis.