Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Mellem kittelmisundelse og pillefetichisme

Publiceret 29-11-2012

INDSPARK Meningen med livet fås sjældent i pilleform

Af Asser Amdisen

Ingen, der arbejder med unge mennesker nu om dage, kan undlade at lægge mærke til, at naturvidenskabelige løsninger på livets problemer er blevet mere og mere almindelige. Om det er angsten for fremtiden, sorg over en pårørendes død eller kærestesorger, så skal der ofte bare ti minutter hos en praktiserende læge til for at få en recept på lykkepiller.

For nogen mennesker er lykkepiller en nødvendig og god løsning, men mit indtryk er, at et knus, lidt nærvær og en forklaring om, at mennesker ikke nødvendigvis skal være lykkelige hele tiden, ofte ville kunne bidrage med betydeligt mere end pillerne. Jeg er uddannet historiker og mit fag, som historisk set har været et fag, hvor man diskuterede livet, samfundets og fællesskabets store spørgsmål, er gennem de sidste 150 år blevet skamredet af kittelmisundelse. I slutningen af 1800-tallet var naturvidenskabens primat blevet så anmassende, at historikerne måtte bruge naturvidenskabelige troper for at kunne legitimere deres praksis. Historiefilosofi blev reduceret til Historisk Teknik. Biblioteket blev omdøbt til Historisk Laboratorium og så fremdeles.

Resultatet blev, at fagtraditionen blev gennemsyret af en værdinorm, hvor det er finere at sige alt om en detalje i historien end at kunne sige lidt om sammenhænge og mening. Sagt på en anden måde blev det ultimative mål for historikerens praksis at beskrive fortiden historisk korrekt. Der er bare en stor forskel på, om noget er historisk korrekt, eller om det er sandt. Meningen, perspektivet og den almene brugbarhed blev skubbet til side for en videnskabelig stræben, som ikke giver mening for en humanistisk videnskabstradition.

Hjerneforskning, psykofarmaka og begrænsede ressourcer per elev/ patient/borger er desværre ved at gøre det samme for de pædagogiske fag og plejefagene. Måske kan pillerne hjælpe lidt med at skabe overskud til at gøre noget ved problemerne, men de forandrer jo ikke livets grundvilkår. Problemet er, at naturvidenskabens forudsætning altid er den lille sætning "alt andet lige" - og det er det virkelige liv med virkelige mennesker aldrig. Kampen med livet og forsøget på at leve med det er så kompleks, at naturvidenskaben aldrig vil kunne forstå den helt. Så vi må stadig løse de store problemer med omsorg, medmenneskelighed og nærvær, som så vidt jeg ved, er meget svært at få i pilleform.