Af Rasmus Kjær
På bagsiden af en bog om social kapital læste jeg for nylig, at mistillid og kontrol skaber bureaukrati. Det vil jeg ikke benægte. Til gengæld mener jeg ikke, at bureaukrati i sig selv behøver at være et problem. Bureaukratiet har, som blandt andre filosoffen Paul Du Gay har beskrevet det, en indbygget etik, der skal sikre en fair og ens behandling af dets brugere. Spørgsmålet er, om dette ikke kunne være en tillidsmæssig gevinst.
Bureaukratens dyder er ikke fleksibilitet, spontanitet eller personlig omsorg. Det er nærmere loyalitet, forpligtelse og omhyggelighed. Dyder som let vendes til laster i et samfund, der kalder sig selv foranderligt. Bureaukratens karikatur er enten en nidkær skrankepave, hvis smålighed får ham til at knockoute borgerne med hårdtslående dokumenthenvisninger. Eller også er han en doven og arbejdssky lediggænger, der i ly af utallige mapper og notater bruger tiden på Wordfeud og syvkabale i stedet for at varetage den enkelte borgers behov her og nu. For at komme dovenskab og regelrytteri til livs foreslår kritikere, at den enkelte bureaukrat i højere grad ansvarliggøres for arbejdsprocessernes effektivitet. Gennem koncepter som "Lean" og "Performance Management" skal bureaukraten gøres mere smidig.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg selv har været mere end irriteret over at blive sendt på rundtur i bureaukratiets kommunikationsveje på baggrund af et umiddelbart undseeligt spørgsmål om selvangivelsen. Set i det lys lyder det helt rigtigt at forsyne bureaukraten med mere personligt ansvar og fleksibilitet.
Omvendt har jeg også følt en næsten voldsommere irritation, når bureaukratiet ikke fungerede. Når medarbejdere i mit telefonselskab eksempelvis misledte mine klager gennem løse henvisninger til tidligere samtaler og umiddelbar erindring. Hvis sagen nu havde været ordentlig bureaukratisk registreret, var jeg i det mindste sikret en fair behandling på lige fod med andre. Måske nogle mere standardiserede sagsbehandlinger ville hjælpe på det?
Selvom standardisering lyder "so last century", er der mange bureaukratisk opbyggede virksomheder, som fortsat gør god forretning på standardiserede arbejdsprocesser og produkter. Når vi køber en Big Mac, er det fordi betjeningen og smagen overalt i verden er præcis den samme. Vi har tillid til varen, og derfor køber vi det.
Højskolerne leverer ikke standardvarer. De skal agere hurtigt og fleksibelt, og de har også en vis frihed til at gøre det. Derfor synes embedsværkets langsommelige sagsbehandlinger ofte at virke bremsende for en ellers forandringsorienteret virkelyst. Hvordan kan en enkelt dispensation fra loven i det gode formåls tjeneste være et problem?
Embedsværket kan virke tungt. Indrømmet. Men det er også garant for, at kendte og gode sider i et system ikke bare rages ned, fordi en enkelt minister får en hurtig idé. Embedsværkets bureaukrati er også højskolernes forsikring mod politiske og personafhængige overgreb. Den omhyggelige embedsmand er ikke nødvendigvis en god højskolemand. Men han kan sagtens være en god bureaukrat. En bureaukrat, som måske fortjener lidt tillid.