Friår mindsker frafald

Publiceret 31-10-2012

Godt nyt for højskolerne: Sabbatår mindsker risikoen for frafald blandt studerende på videregående uddannelser

Af Jeppe Langkjær

Det viser resultaterne fra et forskningsprojekt på Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet.

En undersøgelse foretaget blandt alle unge, der er blevet studenter mellem 1995 og 2007, og som efterfølgende er begyndt på en videregående uddannelse inden for det tekniske eller det naturvidenskabelige område, sætter tal på en gavnlig effekt af sabbatår. Analysen, der således bygger på 12.609 studenters studieforløb, peger på, at risikoen for frafald i løbet af de tre første studieår er relativt lavere for personer, der har holdt pause. Det viser sig sågar, at risikoen mindskes yderligere for de personer, der har haft mere end ét sabbatår.

Undersøgelsens bagmænd sætter derfor spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt og en god forretning at gennemføre regler, som presser de unge gennem uddannelsessystemet. For som det konkluderes: Noget kunne tyde på, "one size fits all" ikke gælder, når det kommer til uddannelsespolitik.