Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Ikke et ord om Grundtvig

Publiceret 31-10-2012

ANMELDELSE Rune Lykkeberg er lærd og intellektuelt velbevandret i sin fremstilling af demokrati som princip og problem, men han begår én markant undladelsessynd

Af Jørgen Carlsen

I september udkom en bog om Frihed, skrevet af idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz. Bogen var på 60 sider og kunne købes for en tyver i Netto. Her var smæk for skillingen i bogstaveligste forstand. I oktober udkom en bog om demokrati, skrevet af weekendredaktør på Information Rune Lykkeberg. Bogen, som har titlenAlle har ret, er på små 400 sider og koster 300 kr. Ikke et ondt ord om prisforskellen. Det er svært at tage kampen op mod Netto. Men omfanget kunne måske være en udfordring for Lykkeberg, der ikke ligefrem fremturer i begrænsningens kunst.

Begge bøger er ude i et folkeoplysende ærinde. De tilsigter en begrebsafklaring. Men strategien er vidt forskellig. Begge forfattere tilkendegiver, at bogen har karakter af intervention i den offentlige debat. Det ideelle format for den slags er pamfletten. Det var folkeoplyseren Hal Koch sig bevidst, da han i 1945 udgav det berømte skrift Hvad er demokrati?, som klogeligt holdt sig under de 100 sider.

Hvor Schanz klør på med krum hals og præsterer et knock out i 3. omgang, der effektivt sender friheden til tælling, går Rune Lykkeberg kampen ud i sin fight med demokratiet. Han vinder ganske vist matchen på points, men kunne have gjort kort proces langt tidligere. "Lucky Mountain" - alias Lykkeberg - burde have søgt mere infight og være mere hårdtslående. Man savner et "lucky punch". Måske er forklaringen, at der er for meget krøluld i boksehandsken. Eller også skyldes det, at han har alt for travlt med at bekæmpe diverse spøgelser i ringen. Det kan selvsagt være svært at få et spøgelse til at bide i kanvassen.

Lykkeberg vader ind i og ud af fiktionens verden. Han har ikke læst litteraturvidenskab for ingenting. Der er tilsyneladende ingen ende på hans bagkatalog af litterært eksempelmateriale. Nogen steder fungerer det godt, andre steder trækker han store veksler på læserens tålmodighed. I længden virker hans omstændelighed en anelse trættende. Vi præsenteres for en lang række Holger-fortolker-udlægninger, som indimellem godt kan tage pusten fra læseren.

 

enmandsuniversitet

Ingen tvivl om, at Lykkeberg er litterært og intellektuelt velbevandret. Han kan sine klassikere: Platon, Holberg, Hegel, Tocqueville, Kierkegaard, Ibsen, Nietzsche, Brandes, Blixen, Løgstrup og opsøger så mere aktuelle emner som Kirsten Hamann, Medina, Klovn, Krummebøgerne og Alfons Åberg. Men alt med måde. På mange måder kan Lykkeberg lede tanken hen på den legendariske folkeoplyser Jørgen Bukdahl fra Askov, også kaldet "Danmarks omrejsende énmandsuniversitet". Han var så lærd, at det næsten var en byrde for ham. Man sagde om ham, at "alt muligt minder ham om alt muligt andet". Den karakteristik kunne også gælde Rune Lykkeberg.

Der er dog en rød tråd gennem hele fremstillingen. Et gennemgående ledemotiv hos Rune Lykkeberg er inspirationen fra Hegels "herre-træl-dialektik", som den artikuleres i værket Åndens fænomenologifra 1807. Her ligger han helt på linje med Francis Fukuyamas Historiens afslutning og det sidste menneske. Selve kritikfiguren hos Lykkeberg er stort set dannet over samme skabelon som hos Fukuyama - for Lykkebergs vedkommende blot garneret med et mere hjemligt eksempelmateriale. Det skal bestemt ikke forstås som en problematisk omstændighed - tværtimod: Fukuyama har givetvis fat i den lange ende, og det har Lykkeberg også. Det dialektiske problemkompleks er i al korthed, at den demokratiske kultur rummer en virus, som indebærer dens egen undergang. I sin radikaliserede udgave vil den sejre sig ihjel. Den har en tendens til at ville nivellere alle forskelle mellem folk, og i dette afhierarkiserede univers fratages individet enhver tilskyndelse til at manifestere sig, udmærke sig og i det hele taget stræbe efter anerkendelse - det, som hos Platon blev betegnet som "thymos". Tilbage er kun det enkelte menneskes egen selvtilstrækkelige jagt på privat tryghed og bekvemmelighed. Ingen føler sig længere tilskyndet til at yde sit ypperste. På det fundament kan et samfund ikke udrette noget som helst af betydning. Kulturudviklingen går sin egen varmedød i møde.

Dette "aberdabei", når talen er om demokrati, får Lykkeberg fint frem i sin mobilisering af en række danske kulturpersonligheder, som stryger demokratiet mod hårene: Holberg, Kierkegaard, Brandes, Blixen og Løgstrup. Det er alt sammen såre vedkommende og godt, selv om det i visse tilfælde (fx Løgstrup) havde været tilstrækkeligt med en mere overordnet markering.

 

hvor er grundtvig?

Men nu kommer min alvorligste kritiske indvending. Den går ikke på Rune Lykkebergs vidtløftigheder og omstændeligheder, men på noget, der er totalt fraværende i bogen. Hvordan kan det gå til, at en fremstilling af holdningen til demokrati i dansk åndshistorie kan navigere uden om Grundtvig? For at finde hans navn skal man have luppen frem. Han optræder ingen steder i brødteksten, men fører en hengemt eksistens i to fodnoter.

Hvis Lykkeberg havde opsøgt Grundtvig er jeg temmelig sikker på, at han ville have visse vanskeligheder med at indplacere ham i skematikken mellem demokratitilhængere og demokratiskeptikere, for kendsgerningen er, at han befinder sig på begge sider. Det tætteste Lykkeberg kommer i forhold til Grundtvigs position er den norske kriminolog Nils Christie, som citeres for følgende udsagn: "Mit grundlæggende ønske er (…) at få flest mulig med i den store samtale." (s. 170) Lidt senere hedder det: "Det handler for Christie om at forbinde to former for fornuft og sprog. Den ene er den fornuft, som hersker i uddannelsessystemet, og den anden kalder han for 'livskundskab'. Man kan også sige, det handler om at nedbryde skellet mellem sandhedernes rige og meningernes verden, mellem lyset uden for og livet nede i hulen hos Platon." (s. 170)

"Livskundskab", fik I den? Tættere kan vi vist ikke komme på Grundtvigs begreb om "livsoplysning". Faktisk kan man hævde som Grundtvigs store fortjeneste, at han i sin livsoplysning formår at transformere "thymos"- begrebet ind i en forståelse af "folkelighed". Og medens vi er ved det: der er heller ikke hos Lykkeberg bare ansatsvise overvejelser over begrebet "folkelighed" - den specielle danske aftapning af organisationsformerne i det civile samfund. Hvordan kan det være, at et værk om den demokratiske kultur - om "demokrati som princip og problem", som det hedder i underoverskriften - overhovedet ikke reflekterer over dette egensindige begreb i den danske politiske kultur?

Retfærdigvis skal det siges, at Lykkeberg i en fodnote går til bekendelse og beklager, at Grundtvig er fraværende i hans fremstilling: "Når jeg ikke har inkluderet eksempelvis Grundtvig, hvilket jeg på sin vis burde, skyldes det mine egne og bogens fysiske begrænsninger" (s. 357). Det er dog trods alt ærlig snak og hatten af for det. Men bedre havde det selvfølgelig været, om Lykkeberg ikke havde haft grund til at beklage sin undladelsessynd. Jeg vil anbefale Rune Lykkeberg at opsøge sin gode kollega Ejvind "Mangeord" Larsen i Informations kantine og lade snakken gå. Jeg er ikke i tvivl om, at det kunne være til gensidig fornøjelse.