Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Brug bolden

Publiceret 03-09-2012

TENDENS Selvom der netop nu er stort fokus på kroppen og motion, er idrættens betydning for dannelsen ofte overset. Sport og bevægelse spiller en vigtig rolle for indoptagelse af viden og erfaringer, og højskolerne et godt eksempel på en kropslig demokratikultur

Af Eva Birgitte Jensen

Lige nu er vi er midt i en kropskultur med ekstremt fokus på kroppen som fitnesskulturen. Men trods kroppens stigende kulturelle betydning er det en almindelig opfattelse, at viden og erkendelse er noget, man får med hovedet. Men man overser kroppens betydning for måden, vi indoptager og "lagrer" erfaringer på. Ny viden peger på, at kroppen og fysisk aktivitet er mindst lige så vigtig for dannelsen. Kroppen har en anden funktion end bare at bære hovedet hen i et klasselokale.


Morten Andersson, pædagogisk leder på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, ser tydeligt i kulturen netop nu, at krop og sind ses som to adskilte poler: "Konsekvensen kan være en hel generation af unge mennesker, som ikke kan mærke sig selv. De har en masse ord om 'hvordan de har det', men fokuserer kun på designet af deres krop. Inden for fitness er der et øget fokus på specialiseret træning, og det er jo mest udtryk for en bevægelseskultur, hvor man fokuserer på hvor mange kilojoules, man har forbrændt. Det er her, højskolen kan give de unge kvalitet i oplevelserne, så det ikke kun bliver medier som MTV, som inspirerer til den kropslige identitet."


Han fortsætter: "Vi gør, hvad vi kan, for at kroppen får en anden funktion end bare at bære hovedet hen i et klasselokale. Man er ved at få øjnene op for, at man bedre lærer de boglige ting, når man også bevæger sig. Her er vi dybt optaget af, hvordan dannelse, bevægelse og idræt hænger sammen, når det gælder faglig udvikling. I de situationer, hvor eleverne udvikler sig personligt og socialt får mange en aha-oplevelse om sig selv, når vi fx evaluerer boldspil."


Morten Andersson understreger, at målet ikke er at gøre de unge til gode gymnaster, men at give dem personlige, dannelsesmæssige ting med i bagagen.


"I vores lederuddannelse sætter vi en ære i, at eleverne bagefter kan formidle det videre, de har lært. Derfor sender vi eleverne ud og undervise børn, unge og voksne i idræt og gymnastik. Vi har mange eksempler på, at det lykkes."


På Gymnastikhøjskolen skal lærerne og eleverne snart i gang med en temauge om filosoffen Søren Kierkegaard, og heri indgår både bevægelse og andre udtryksformer. Kierkegaard var selv inde på, at det er sundt at bevæge sig - især når man skal tænke.

Kroppens filosofi

Ligesom Søren Kierkegaard har Lektor Lars Emmerik Damgaard Knudsen, Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, en filosofisk tilgang til idræt og dannelse. Han er bl.a. medforfatter til bogen Kroppen i læringsrum. Han er dog mere inspireret af den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som kaldes "kroppens filosof ."

Lars Emmerik Damgaard Knudsen mener, at dannelsen kommer fra kroppen: "Populært sagt er der så at sige intet mere kropsligt ved at slå vejrmøller på en eng i skoven, end der er ved at spille World of Warcraft på sin computer. Forskellen er, at man forholder sig til sin kropslighed på forskellige måder. Kroppen erfarer både engen og computerspillet før tanken. Dannelsesindholdet af vejrmøllen eller World of Warcraft grundlægges og betinges af oplevelsen - ikke af tanken. At dannes sætter sig altså i kroppen som bestemte erfaringer af fx idræt og frihed eller venskab og strategispil."


Han mener, at det ikke står så skidt til med at arbejde med bevægelse og dannelse sammen. Han nævner som eksempel folkeskolen, som er blevet dygtig til at inddrage bevægelse og boldlege i fx matematik og stavning.


"Folkeskolen integrerer kroppen og bruger kropsligheden meget i den moderne skoleform, hvor det før gjaldt om at sidde helt stille i timerne. Enhver lærer ved, hvor svært det er at få eleverne til at sidde stille. De ved også, at der er forskel på piger og drenge i den måde, de forholder sig til omverdenen på, selvom det nu mere og mere går på tværs af køn. Det er vigtigt for dannelsen, at man udfordrer kroppen og lader være at ignorere den. Ingen kan koncentrere sig efter 20 minutters undervisning, så må man op at stå. Men bare det at flytte rundt på møblerne i klassen kan give en helt anden kropslig oplevelse mellem læreren og eleverne. Når miljøet ændres, vænner kroppen sig lynhurtigt til det. Og det er den evne kroppen har, som i dannelsessammenhænge er vigtig. Vi dannes på grundlag af kroppens oplevelser af omverden, og først på skuldrene af disse erfaringer reflekterer vi over, hvad dannelse til medborger betyder for os og andre.'"


Damgaard Knudsen roser højskolerne for at udfordre elevernes kreativitet.

 

"Højskolerne inviterer med sine frie rammer eleverne til at blive hele mennesker. Højskolen skaber eleverne, og det er i høj grad det, som er deres kvalitet i en dannelsessammenhæng. Ikke mindst fordi erfaringer og oplevelser er en del af konceptet. Her udfordres kroppen i stedet for at blive ignoreret eller disciplineret til bestemte arbejdsformer som i skolen."
 

Den grundtvigske krop

Kultursociolog Henning Eichberg er professor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, og har netop udgivet en bog om idrætspolitik i forskellige lande. Henning Eichberg deltager i et stort forskningsprojekt på Harvard Universityi USA om Grundtvig som "nationbuilder". Han ser på, hvilken rolle Grundtvig spiller for den folkelige idræt, og hvad kroppen betyder i det grundtvigske univers.

"Det er så dansk, så det næsten ikke kan oversættes. Grundtvigs levende ord bliver opfattet som kropslige, et fællesskab med idræt, sang, lege og dans, noget vi er sammen om, et levende demokrati, som også findes i Norge."

Idræt er gået fra at være en slags disciplinkultur med gymnastik i lige rækker til at være en konkurrencekultur, hvor alting drejer sig om kompetence, resultater - og sundhed, mener Eichberg.


"Vi har en enorm sportsfiksering i vores konkurrencestat, hvor alting drejer sig om at få store events til alle byer, hvor vi skal udkonkurrere alle andre. Konkurrencestats-mentaliteten giver stress på arbejdspladserne, og så skal alle røre sig og dyrke motion. Sport er suget ind i sundhedspolitikken, og idrætsinstitutterne på universiteterne er lagt sammen med fag som ernæring, folkesundhed og biomekanik."

Henning Eichberg mener, at det aldrig er lykkes at gøre folkeskolens idrætsundervisning til et dannelsesprojekt.

"Det vigtigste for skolens mainstream-dannelse er og bliver matematik og læsning. Siddekulturen har stadig højeste prioritet i skolen, hvor idræt er en slags bevægelsespause." Højskolebevægelsen er gået den modsatte vej af folkeskolen, mener Eichberg og giver den æren for, at idræt som kropslig bevægelse er blevet personlig udvikling.

Han går tilbage til 1880erne: "I det øjeblik man på Vallekilde Højskole opdagede den svenske gymnastik, blev gymnastik en del af højskoledannelsen. Fra at have været en bevægelsespause i undervisningen blev idræt til dannelsesprojekt, der sigtede på menneskets personlige udvikling. Den folkelige idræt kom fra højskoler og efterskoler og har smittet af på andre dele af bevægelseskulturen, som blev til en kropslig demokratikultur."


Henning Eichberg boede på Gerlev Idrætshøjskole i 25 år og betragtede højskolen som et eksperimentarium for sin idrætsforskning.


"Fitness blev også moderne på Idrætshøjskolen, og man indrettede et fitness-lokale, men det stod snart tomt. Så det afhænger af menneskers valg og historisk skiftende bevægelsesinteresse."


Men under et forskningsprojekt omkring ældre og bevægelse opdagede Eichberg noget overraskende. Det viste sig, at ældre, som kom i fitness-centrene, dannede fællesskaber og tog på udflugter sammen.


"I disse kommercielle rammer opstod en folkelig demokratikultur, og pludselig var fitness-kulturen ikke så forskellig fra højskolekulturen og foreningskulturen. Folk har dette demokrati i sig, og tager det med, også under markedets præmisser - ikke mindst takket være højskolerne."