Af Louis Mogensen
Jeg er træt af UBAK: undervisning af bred almen karakter. Eller rettere: Jeg er træt af den måde, det skal håndteres på. Jeg har selv et medansvar, for i Højskoleudvalget blev vi enige om, at halvdelen af undervisningen skulle være UBAK. Det kan jeg sagtens tilslutte mig - for min skyld kunne det sagtens være hele undervisningen - for hvad er der ellers ved højskolen? Som undskyldning har jeg to forklaringer.
For det første var udvalgets bundne opgave at åbne muligheden for, at højskoleelever kunne bruge opholdet til at indhente nogle formelle kompetencer - fx via enkelt fag på HF. Stort set ingen har imidlertid valgt at gøre sådan; men i udvalget ville vi sikre, at disse eventuelle deltidshøjskoleelever ikke gik glip af højskolens kerne. Vi frygtede vel, at hvis man gik på HF og tog dansk, og så i øvrigt på højskolen kunne vælge rytmisk musik eller fodbold, blev det som ren færdighedsindlæring. Hvad er så hovedsigtet?
For det andet blev det perspektiveringen af hovedsigtet, der blev højskolens lakmusprøve. Jeg har denne sommer deltaget i mange morgensamlinger, bl.a. for at sikre netop denne del. De fleste lærere vælger at lægge temaer frem, som de så dygtigt perspektiverer i forhold til menneskesyn, natursyn, politik og mm.
En dag fortalte Ole en myte. Jeg sad på sidelinjen, så jeg både kunne se og høre ham og de ca. 100 kursister på familiekurset: voksne, unge og børn fra 8 år. Ole er efterskolelærer og en dygtig fortæller. Han fortalte myten om Ikaros, så børn og voksne sad med åben mund og polypper. Ole havde endda taget nogle gode kunstneriske tegninger med, der illustrerede hans historie. Som han fortalte kunne han ikke lade være med at antyde paralleller til et moderne liv. Da myten sluttede, kunne man se (bilder jeg mig da ind) et forklarelsens lys over tilhørernes ansigter.
Skulle jeg have fulgt op og perspektiveret? Skulle jeg have været der med lidt psykologi, lidt myteteori, lidt billedanalyse og et par moderne sociologiske modeller. Jeg undlod det i tillid til, at myten, billederne og fortælleren havde gjort sit.
skolemesteren skal væk
Bortset fra at jeg ikke kunne drømme om at kloge mig på en andens oplæg, synes jeg også, man skal lade kunsten tale, som Ole gjorde. I perioder er jeg træt af denne evige skolemestertankegang, der er blevet så fremherskende de senere år. Jo, vi skal kunne introducere og være fødselshjælpere på nye områder - og måske især på gamle områder, men vi skal også kunne lade være. Ole har her en herlig og folkelig pointe: I fortællingen kan man være en del af et fællesskab, uanset hvilken intellektuel baggrund, man har.
Jeg tror denne skolemestertankegang kom til os i forbindelse med at politikerne engang fralagde sig ansvaret for, hvad der er godt og skidt. Det har man uddelegeret til skolebestyrelser og indholdsplaner, mod at man skal dokumentere alt. Kontrol i stedet for tillid. Naturligvis er vi ikke selv uden skyld, for højskolerne har udfordret tilliden - ikke bare ved at gå til kanten, men ved at lave dumdristige forsøg på at overbevise skatteborgernes forlængede arm, at alt er støtteværdigt.
Jeg tror, at det bedste ved erfaring er, at man lærer, hvordan og hvornår tingene virker. Derfor går man måske og lusker lidt på sidelinjen, indtil det er tid til at sætte ind. Når timingen er der, opstår power-UBAK. Der er noget, der bliver sat på plads - dog ikke endegyldigt - som nu må rumstere og modnes. Ligesom man aldrig skal gå tilbage til en fuser, skal man heller ikke gentage de vigtigste pointer - i det mindste aldrig på det samme hold.
godkend forstanderne
Jeg ville ønske, at vi som højskoler bliver taget alvorligt på vores værdier og vores indholdsbeskrivelser, der fortæller, hvordan vi forsøger at leve op til disse værdier og til højskolelovens hovedsigte. I stedet for at lade uddannelsesøkonomers tankegang måle UBAK i halvdelen af et kursus´ timetal, så indkald forstanderne til kurser og aflæggelse af beretninger. Godkend igen forstanderne, og lad dem være det politiske Danmarks forlængede arm ind i en skoleform, der er unik i verden, og som har potentialet til at afsøge højskolelovens hovedsigte for alle og ikke kun for dem, der nu lige kan perspektivere.
Jeg håber vores Kulturminister vil se positivt på dette ønske. I Aarhus var Uffe Elbæk primusmotor i en spændende udvikling, der startede med de Flyvende Pisbønder. Det var en gruppe unge, mange af dem kom lige fra ungdomshøjskolen, som ikke ville acceptere passiv forsørgelse i en arbejdsløshedsperiode. Der skulle ske noget, og det, der skete, kender vi fra Frontløberne og senere Kaospiloterne, som eksperimentet udviklede sig til. Selvfølgelig har der været godt med offentlige midler i disse projekter, og jeg ved ikke, om de også kan være stivnet i regler og andet, der skal legitimeres, men udpræget godt var det. Højskolen skal tilbage på et spor, hvor målet (hovedsigtet) er klart og ambitionerne (indholdsplanerne) lige så klare. Men det er måden, vi opfylder det på, der bør være i spil - helst hver dag.