Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Jelved begrunder valget af Stoltenberg

Publiceret 26-09-2012

Marianne Jelved var valgt til at overrække årets Hal Koch-pris til Jens Stoltenberg. Her kan du læse hendes motivationstale "En kamp der stadig går på"

Af Marianne Jelved

Statsminister Jens Stoltenberg er årets modtager af Hal Koch-prisen, der uddeles en gang om året på Hal Kochs gamle højskole, Krogerup Højskole i Humlebæk. Hal Koch-prisen er indstiftet "for at anerkende Hal Kochs markante betydning i demokratidebatten, og for at anerkende mennesker eller organisationer og projekter, der i dag påtager sig et særligt ansvar for demokratiets udvikling og vitalitet. Prisen er en initiativpris, der skal bevidstgøre os om, at 'demokratiet ikke er en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på' ( Hal Koch i Hvad er demokrati? , 1945)."

Den 21. juli 2011 blev Norge ramt af et ufatteligt angreb i Oslo og på Utøya. Det var et angreb på det frie samfund og på den personlige frihed til at vælge retning og formål med ens engagement i fællesskab med andre. Statsminister Jens Stoltenbergs svar var løftet om mere demokrati, mere åbenhed og mere dialog med ens modstandere, hvilket netop er udtryk for erkendelsen af, at demokratiet er "en kamp, somstadig går på." Det var også en afvisning af "Dem og Os" som modsætning og et forsøg på at finde fælles svar og forståelse uden at gå på kompromis med egne holdninger. Jens Stoltenberg insisterede på retsstaten og på, at demokratiets fjender skal bekæmpes med samtale, dialog og rettergang, og blev dermed et eksempel for andre lande - også for Danmark. Ved at reagere med sorg og forundring over det ufattelige og ikke med trods, blev det norske folk samlet i et nationalt og inkluderende fællesskab af dets statsminister.

 

Fra multinationalstat til nationalstat

Vi blev mindet om, at demokratiet og dets værdigrundlag ikke er naturgivent. Det giver mig anledning til at referere til den nyligt udkomne bog N.F.S. Grundtvig af professor Ove Korsgaard. Her lærer læseren Grundtvig at kende som den person, der som politiker har haft afgørende betydning for dannelsen af den danske nation. På engelsk kaldes det "nationbuilding". Grundtvig levede 1783 - 1882. For mig har bogen været en øjenåbner for den prægning, som jeg genkender som demokratiske holdninger og dansk kultur i fx det demokratiske og politiske liv.  Også i det, vi kalder foreningsdanmark: i masser af mindre og større frivillige fællesskaber, der tager ansvar for stort og småt og hinanden i lokal- og civilsamfundet præget af frihed, åndsfrihed og fællesskab. Grundtvig udvikler politiske teorier og handler for at skabe de forestillinger, der skaber et folk, der kan tage demokratiet på sig i en fælles forestilling om samfund og værdier til fælles bedste. Det sker i en periode, hvor der sker meget store ændringer i og omkring Danmark. Under de store forandringer formulerer Grundtvig skole- og samfundsfilosofiske skrifter og politiske ideer og tanker, en anselig mængde sange og salmer og bl.a. det kulturpolitiske kampskrift, Nordens mytologi . Han holdt historiske foredrag og virkede som præst. Han var også valgt til Folketinget og til Landstinget i forskellige perioder og var med i den grundlovgivende forsamling.

Grundtvig oplevede, at Danmark blev inddraget i Napoleonskrigene og udsat for massive bombardementer af København, måte afstå flåden til englænderne og indgå fred, der betød, at Norge og Danmark opløste det 434 år lange statsfællesskab, og Norge fik en fri forfatning og gik i union med Sverige 1814-1905. Danmark gik bankerot i 1813 og fik sin første skolelov i 1814. Den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring i slutningen af 1700 tallet prægede Europa. Danmark fik sin Grundlov i 1849. Efter krigen mod Prøjsen i 1864 mistede Danmark Holsten, Lauenborg og Slesvig, så grænsen rykkede op til Kongeåen. Danmark mistede 2/5 af sine indbyggere og 1/3 af sit areal. Fra multinationalstat til nationalstat. Grundtvig inspireredes af den engelske industrialisering og den tyske romantik. Fra Enevælde til demokrati. Fra almue til folk. Der har været tale om en kolossal stor transformation og ditto mentalitetsændring.

De to professorer, Ove Kaj Pedersen og Lars Bo Kaspersen, har i bl.a. henholdsvis Konkurrencestaten fra 2011 og i Danmark i verden fra 2009 påvist, at de store samfundsændringer og værdiændringer kommer, når der sker store omvæltninger i vilkårene for et folk og for en nation, som det skete i 1800-tallet. Da muren væltede i 1989, måtte bl.a. kansler Kohl tænke helt om igen om en tysk genforening. Den skete herefter på mindre end et år.

 

den usynlige nation 

I det 19. århundrede var Grundtvig som bl.a. politisk aktiv i stand til at påvirke forandringerne, værdierne og forestillingerne om nationen og folket. Den norske nation rystedes af den ufattelige terror i 2011, og statsminister Stoltenberg var i stand til at samle det norske folk og nationen om de demokratiske værdier sansende, at her er der brug for "en kamp, som stadig går på." Korsgaard skriver, at i moderne teori om nationalisme indgår ideen om, at en nation er usynlig. Den kan ikke ses, som en elefant kan ses. Antropologen Benedict Anderson udtrykker det med ordene, at en nation er "et forestillet fællesskab". En nation er et produkt af medlemmernes forestillinger om at have noget tilfælles. Forestillingerne omfatter bl.a. kundskaber, oplevelser, følelser, erkendelse, fantasi, historie, kultur og må symboliseres og forankres i institutioner.

I Danmark blev nationen forankret i institutioner som fx folkekirken, folkeskolen, folkehøjskolen, folkebiblioteket, folkeuniversitetet, folkestyret og Folketinget. Og det er selvfølgelig fortsat nødvendigt at forankre nationen i institutioner, der kan opfylde opgaverne om dannelse og oplysning af de nye generationer. Der er god grund til at spørge hinanden om, hvorvidt de institutioner, der skal løfte de opgaver, har det indhold og de muligheder, der skal til. Eller vi må spørge hinanden om, hvad der skal til i dag. Hvad er det nu meningen er med vores institutioner set i forhold til fællesskabet og nationen Danmark i sine aktuelle udfordringer. Er det godt nok, at vores børn og unge uddannes til individualister og "soldater" i konkurrencestaten?


Grundtvig fandt, at demokratiet kræver oplysning, der igen kræver en ny form for højskole, en folkehøjskole baseret på folkets sprog, og i Danmark var det dansk. Det skulle føre til et oplyst og selvbevidst folk, der reflekterer i modsætning til almuen, der var underlegen som fjerde stand. Det var samtidig en kritik af den lærde skole, hvor sproget var latin. Det var kun et lille mindretal, der havde adgang til dannelse. Skolen skulle derfor bygge på et fællesskab om at være borger i Danmark og ikke på en fælles tro. Grundtvig så transformationen gå "fra trældom til frihed, fra kastevæsen til ligelighed, fra hemmelighed til offentlighed i alt, hvad angår det heles tarv og fælles bedste", som han udtrykte det. Kardinalpunkter var offentlighed, trykke- og ytringsfrihed. Tiden kaldte han skolens tidsalder og individualiseringens tidsalder. Han fandt, at frihed bedst sikre den enkelte, så man bedst kan pålægge sig de nødvendige bånd til det fælles bedste. Forestillingen om et samfund vil være uforeneligt med den absolutte individualisme. Der må være en grundenighed i et samfund om, hvad der er til det fælles bedste. Grundtvig har selv bidraget til grundenigheder bl.a. i sangen "Langt højere bjerge" med linjerne: "Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt."

 

det frie samfund 

Hverken lærde eller almuen kunne styre landet, mente han. Det skulle der et selvbevidst folk til. De fire stænder strukturerede samfundet under enevælden: adelen, gejstligheden, borgerne og almuen, og de medvirkede til en standsbevidsthed, der skulle ændres til en folkebevidsthed. Det krævede frihed. Dannelsen af nationen krævede, at sammenblandingen af stat og religion, af kirke og skole blev bragt til ophør. Der måtte være religionsfrihed, som var det samme som samvittighedsfrihed, der igen var åndsfrihed. Et samfund kunne ikke bygge på en fælles religion. Det skulle bygge på et fælles sprog og en fælles historie, og skolen skulle give indføring i, hvad det ville sige at være en god samfundsborger, hvilket jo var ens for kristne, jøder og mennesker med anden religion. Der skulle både dannelse, oplysning og frihed til.


Grundtvig mente, at kirkelige vielser skulle erstattes af borgerlige vielser, og at tvangsdåb skulle afskaffes ligesom den tvungne kirkeskat. Ja, enhver form for tvang var uantagelig, og nationsdannelse skulle være karakteriseret ved religiøs pluralisme. Der skulle være borgerlige friheder, Grundtvig var imod al skoletvang. Skoler var ikke statsinstitutioner. Det var frie institutioner, der opbyggede den sociale kapital til opretholdelse af et nationalt fællesskab. Endnu en grundenighed i vores samfund er sætningen, "Frihed for Loke såvel som for Thor…", men den sang handler også om de onde kræfter i form af Fenrisulven, der symboliserer destruktive kræfter, som skal bindes til gavn for det fælles bedste.

Åndens frihed forudsætter kroppens frihed, hvorfor Grundtvig var imod slaveriet. Han mente, at ingen kan have fuld ejendomsret over sine medmennesker. Den personlige frihed står over økonomiske interesser, og "Kun den er fri, der vil lade næsten være det med sig." Det gjaldt også frihed til kappestrid. I Danmark går vi ikke sammen, vi slår os sammen! For Grundtvig var logos ordet, og det var ånd, og kamp i form af dialog var åndens fremtrædelsesfrom: "Det er gennem kamp, at ånden transformeres til dåd," dvs. til handling. Kommunikativ handlen er for at opnå gensidig forståelse med en anden, hvilket er mere grundlæggende end strategisk handlen, som er til for at opnå en ensidig påvirkning af en anden. Det kan vi jo tænke over i tider, der er præget af spin og strategier.

I øvrigt var Grundtvig stærkt kritiske over for de nationalliberale, der efter den vundne treårskrig (1848-51) iværksatte en danificeringspolitik i Slesvig. Det tog han stærk afstand fra, ligesom han tog afstand fra at se Grønland som koloni. Grønland kaldte han et biland, og heri lå en anerkendelse af grønlændernes nationalitet. Grundtvig mente iøvrigt, at nationalisme var fædrelandskærlighedens forfaldsfænomen og i kombination med foragt for det fremmede var det national selvforherligelse. Grundtvig mente, at Holsten skulle gå til Tyskland, mens Slesvig skulle deles, så de, der talte dansk og ville vedblive med at tale dansk, skulle til Danmark, og der skulle være fuldstændig kulturel og religiøs frihed. Løsningen på genforeningen i 1920 blev Grundtvigs model.

 

Retsind Lovsind Frisind Storsind

Grundtvig var nationsbygger. Han er nok den person, der har betydet mest for transformationen fra enevælde til folkestyre over folkeoplysning med en stærk fornemmelse for et forpligtende fællesskab, og en stærk frihedstradition. Det skylder vi hinanden at tage vare på, som også statsminister Jens Stoltenberg mindede os alle om, da han samlede nationen om mere demokrati, mere åbenhed, mere dialog. Grundtvig er en politiker, der stadig kan ramme lige ind i aktuelle problemstillinger. Det har vi godt af at blive mindet om. Demokratiet er ikke en engang erhvervet ret.  

Han døde i 1882 som 95-årig og havde i væsentlig grad påvirket dannelsen af den danske nation. Almuen var blevet et folk, oplyst og selvbevidst bl.a. gennem folkeoplysningen på folkehøjskolerne. Da teknologien gjorde det vanskeligt for landbruget at sælge kornet, fordi dampmaskinerne ændrede handelsforbindelserne, var gode råd dyre. Bønderne satte sig om bordet og etablerede andelsbevægelsen, hvor alle kunne vælge at være med og aflevere deres mælk fra den ene ko eller fra de hundrede køer. Hver havde en stemme, og i det forpligtende fællesskab kunne opgaven løftes, og alle, der ville, kunne være med. De havde lært noget på folkehøjskolerne. Som et andet billede på ændringen af bevidstheden fra almue til at være et folk, kan man i 1901 se den nye Husmandsforening, der i sit manifest viser de forandringer, der er sket gennem det foregående århundrede på vejen fra almue til folk. I 1901 skriver husmændene: "Vi vil være myndige. Kundskab er magt. Ved denne magt vil vi hævde vor plads. Ikke ved vort flertal. Frem for alt vil vi opøve os i selvhjælp. Vi vil stå på egne ben. Vi vil absolut ikke danne et nyt parti. Vi vil ikke sætte skel mellem husmænd og gårdmænd."

I 1918 blev Christiansborg Slot indviet igen efter en brand. Maleren Rasmus Larsen havde dekoreret væggene i Vandrehallen. På væggen ved montrerne med de fire grundlove, der er vedtaget i henholdsvis 1849, 1866, 1915 og 1953, står der fire ord: Retsind Lovsind Frisind Storsind. Det er fire egenskaber, som jeg ønsker mig, at Danmark og andre demokratier kendes på. Jens Stoltenberg mindede os om det i juli 2011. Det skønner vi på.