Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

En organiseret ansvarlighedszone

Publiceret 04-04-2013

AUTENTICITET Højskolen kan skildres som modvægt til karriereræsets
overfladiskhed og som en intellektuel frizone med en indrestyret læring. Begrebet autenticitet kan langt hen ad vejen bruges til at beskrive det forhold

Af Sara Peuron-Berg

"Se her, hvordan vi sætter fokus på det autentiske liv!," står der på Kalø Højskoles hjemmeside. "Men det er bare et PR-fremstød," siger forstander Søren Iversen uden tøven. "Det virker dog ikke på rekrutteringen," tilføjer han grinende. Det er med "bonderøven i baglandet", at højskolen bruger begrebet. For det autentiske er blevet et modefænomen. Det bevidner Søren Iversen dagligt, når han fra skolen, som ligger ved Nationalpark Mols Bjerge, ser de mange mennesker, der ernærer sig ved nicheproduktion af fødevarer på den gammeldags måde. Den helt bogstavelige dyrkning af det naturlige og oprindelige er blevet gængs.


Søren Iversen forstår imidlertid primært autenticitet som et overfladisk og delvist overflødigt begreb. For eksisterer det inautentiske overhovedet? Han har gjort sig en del overvejelser omkring den menneskelige dimension af autenticitetsbegrebet og mener, at det ikke dækker over andet end en økonomisk fordelagtig fortælling om oprindelige produktionsmetoder. I hans øjne er man som menneske autentisk uanset, hvor man befinder sig, og hvilke sammenhænge man indgår i, fordi verden fremstår på sin helt egen - autentiske - måde for den enkelte. "Også selvom man er en gut, der snakker om mode i Go'morgen Danmark," understreger han. Medierne kan ofte fremstille en fortegnet virkelighed, men det er en kamp om et kulturbegreb og ikke det samme som spørgsmålet om autenticitet, mener han.


autenticitet som myndighed

Både Mads Vestergaard og Frank Beck Lassen mener godt, man kan tale om autenticitet på en meningsfyldt måde. Den mere produktorienterede version, som Søren Iversen omtaler, kalder Mads Vestergaard ikke-autentisk. Ifølge Mads Vestergaard, der er cand. mag. i Filosofi og filosofilærer på Krogerup Højskole, skyldes nutidens store fokus på autenticitet, at vi i dag oplever en følelse af meningstab, og denne fremmedgørelse er bevæggrunden for at søge det autentiske. "Autenticitet er på mange måder en sekulariseret erstatning for folks religiøse behov," siger han. "Det autentiske skal forstås i relation til det, man gerne vil væk fra. Det ikke-autentiske bliver tit betragtet som det kalkulerende, det forstillede, det planlagte, fx i politik."


Frank Beck Lassen, idéhistoriker og lærer på Testrup Højskole, er slet ikke sikker på, at der i dagens Danmark findes en autenticitetsbevægelse, selv om man let kunne få det indtryk. "Men jeg tror, at der findes en interesse for en række fænomener knyttet til autenticitet som myndighed, selvforvaltning, at være tro mod sig selv, og det er noget, der interesserer mange, der går på højskole," fortæller idehistorikeren. Han har netop behandlet det autentiske liv med sine filosofielever på Testrups filosofilinje.


alternativ til karriereræset

For to tidligere elever på Ry Højskole, Hanne B. Scheler og David Franikeur Strykowski, er højskolen henholdsvis "et sted, hvor jeg kunne trække stikket ud - helt ud" og et " frirum fra eksamensræset". En oplevelse de deler med andre elever, hvis citater pryder skolens hjemmeside. Og de har fat i noget af det rigtige, ifølge Mads Vestergaard og Frank Beck Lassen. Højskolerne kan noget som de traditionelle uddannelsesinstitutioner ikke kan.


Mads Vestergaard mener, højskolerne kan give eleverne en mulighed for at "tænke kreativt og prøve at danne sig og blive dannet uden det helt konkrete instrumentelle formål, som er forbundet til deres karriereplanlægning." En frizone, hvor der ikke tænkes i konsekvensregning eller femårsplaner. Det omkringliggende samfunds karriereræs kræver ifølge Mads Vestergaard, at lærerne må træde i karakter. "Der kan højskolen spille den rolle, hvor vi siger: Hør her, der er andet i livet end at komme hurtigt igennem en uddannelse og blive produktive medborgere. Det kunne være, at man skulle bytte om på mål og middel. Burde hele vores karriereræs ikke være midlet til at lave ting, vi godt kan lide, som dannelse, kunst og tænkning?" spørger Vestergaard retorisk.


Eleverne oplever ifølge Frank Beck Lassen, at det traditionelle læringssystem er præget af ydre styring, og de er derfor ude efter noget, der er styret indefra, og som er forbundet med selvrealisering og ansvarlighed. "Man kan nogle gange opleve stereotyper om, at en højskole er en organiseret ikke-ansvarlighedszone, men min oplevelse er, at eleverne faktisk er ude efter det modsatte. De er ude efter steder, hvor det at være ansvarlig betyder noget andet end bare at overholde nogle regler på en bestemt måde. Ansvarlighed med dybde. Det tror jeg mange forbinder med autenticitet," siger han og henviser til sine egne elever. Han mener, at højskolerne som modsætning til den golde universitetslærdom beskæftiger sig med en inderlighed, der er meget knyttet til det autentiske.


højskolen som intellektuelt frirum

Begge lærere er enige om, at højskolen kan spille ind med dybde og refleksion som modvægt til det kommercielle autenticitetsbegreb. Mads Vestergaard kalder højskolerne et intellektuelt frirum, hvor man tør sige nej til idealet om mennesket som den blotte produktive medborger og i stedet tør trække sig lidt tilbage fra ræset. Og på det punkt er der mange ligheder mellem højskolen og autenticitetsbevægelsen.


"Man kan jo håbe på, at højskolen faktisk kan være en modvægt til en forfladiget autenticitetsbevægelse, som kommer til at handle om at købe paleomad. Måske fordi man på højskolerne bare har lidt mere erfaring og et bedre takemed, hvad vil det sige, at noget skal være indrestyret, og at det skal være lysten, der driver værket. Men det er der nok også andre steder i verden man kan," afslutter Frank Beck Lassen ydmygt.