Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Forførelse - dit navn er kvinde!

Publiceret 25-04-2013

TEMA Litteraturhistorien er fyldt med forførende fristerinder. Kom med
på en rejse gennem 2500 års fortællinger om farlige og lokkende kvinder, der forfører ubevidst, som hævn, for sjov eller for magt

Af Sara Peuron-Berg

"I min hjemstavn ville man have korset sig over en kvinde i et sådant kostume. Men i Sevilla tilråbte enhver hende temmelig kåde bemærkninger over hendes holdning og med udfordrende blikke og knyttet hånd i hoften fræk som en sigøjnerske, hvad hun jo også var, gav hun dem alle svar. Ved første øjekast syntes jeg ikke, der var noget ved hende, og jeg tog igen fat på mit arbejde; men ligesom kvinder og katte, der ikke kommer, når man kalder på dem, og kommer, når man ikke kalder på dem, standsede hun foran mig og sagde til migpå andalusisk: 'Hør Far min! Giv mig den kæde, jeg vil hænge nøglerne til mitpengeskab der på!'"

Den mørke og iltre Carmen er indbegrebet af en bevidst, sydlandsk og dyrisk forførerske. Uddraget er fra Prosper Mérimées novelle af samme navn fra 1845. Citatet tydeliggør, at forførelse handler om både fremtoning, adfærd og selvbevidsthed.

dagligdagsforførelse

Al kunst, kultur og litteratur er forførelse, og al forførelse er iscenesættelse,
mener forfatter Bo Tao Michaëlis. Han har gennemgået 32 litterære favoritter i
bogen Verdenslitteraturens store forførere - en lystvandring gennem en række forførende værker - fra Homer til Kundera . Bo Tao gennemgår kronologisk sine
favoritfigurer. Han mener ikke, at der er tale om arketyper, men ser alligevel
nogle fællestræk mellem Goethes fortælling om den unge Werthers elskede
Lotte og naboens datter. Lotte, der med sin uddeling af rugbrød til sine små søskende ubevidst forfører den unge Werther i en fuldstændig platonisk
dagligdagsscene, kan læses som en litterær forgænger til Niels Olsen og Sidse Babett Knudsen, der mødes over opsætningen af et køkken i Den eneste Ene . Det dagligdags som en forførende situation kendetegner, ifølge Bo Tao Michaëlis, det moderne borgerlige menneskes kærlighedsliv og kan siges at være noget særligt nordisk som kontrast til den elegante rokokoforførelse eller den sydlandske varmblodethed.

forførelse som middel til et mål

Som alternativ til Bo Tao Michaëlis kronologiske opstilling, kan man i stedet pege på fire grundlæggende forførelsesmotiver: forførelse for forførelsen skyld, for magt, som hævn og den ubevidste eller dragende forførelse. De tre første er de mest interessante. Forførelse opfattes tit synonymt med en aktiv mand, som Johannes Forføreren, og langt størstedelen af de udvalgte forfattere er da også mænd. Men det er de kvindelige figurer, der er de mest fængslende og farlige. Og lidt overraskende flest.

livsnyderen

Carmen, som beskrevet i citatet ovenfor, er en kvinde, der forfører for nydelsens skyld. Hun møder dragonen Don José Navarro under optøjer på tobaksfabrikken, hvor hun arbejder. I modsætning til alle andre mænd reagerer Don José ret ligegyldigt over for hende. Det ansporer hende blot, og hun lokker ham ved at lade som om, de kommer fra samme egn, til at lade hende slippe for anholdelse. I stedet bliver Don José straffet for at lade hende gå. Han falder selvfølgelig til sidst pladask for den sensuelle og mørke fristerinde, der både stjæler og ryger! Hun lokker ham endda til kriminalitet i en bande, hvor Carmens talenter bruges til at distrahere; Carmen nyder dette job, hvilket gør Don José jaloux. Don José vil have hende for sig selv, myrder to af hendes beundrere og gifter sig efterfølgende med hende. Men Carmen forelsker sig i en ny ung mand og afviser Josés drømme om et nyt liv. I afmagt stikker Don José hende ned. I bogens samtid blev Carmen opfattet som amoralsk og skandaløst. For Carmen følger sine instinkter og beruser sig i livet, og ingen mand skal stoppe hende. Selvom hun allerede tidligt forudser sin død, gør hun alligevel som hun vil. Hendes lyster og frihed er vigtigst; mænd er mere et middel end et mål.

isdronningen

"At være en kvinde dømt til en smertefuld og ydmygende straf er ingen hindring for skønhed, men det er en forhindring for generobring af magten. Som alle sande genier, vidste Mylady, hvad der passede til hendes natur og midler. Fattigdom var modbydeligt for hende; degradering tog to tredjedele af hendes storhed. Mylady var kun en dronning når blandt dronninger. Nydelsen vedtilfredsstillet stolthed var nødvendig for hendes dominans. At kontrollere underlegne væsner var snarere en ydmygelse end en nydelse for hende." (egen oversættelse).

En af de mest interessante typer er kvinden, der bruger forførelse til at opnå magt eller indflydelse, især politisk. Alexandre Dumas' værk De tre musketerer er fra 1844, men den blonde Lady Clarick de Winter, kaldet Mylady, er på mange måder en moderne selvstændig kvinde, der får en afgørende politisk rolle i en mandeverden. Som ung flygter hun først fra et kloster sammen med en præst og kirkeligt tyvegods. Denne udåd efterlader hende bogstaveligt talt brændemærket som farlig med en Fleur-de-Lis på skulderen. Hun møder herefter musketeren Athos, en rig greve, ved at lade som hun er søster til den mand, der i virkeligheden er hendes elsker. Athos falder for hendes løgn, og de gifter sig. Men da han opdager hendes lilje, føler han sig bedraget. Han hænger hende, men hun overlever. Den blonde skønhed arbejder sig herefter opad i hierarkiet og ender som spion, stikker og morder for kardinal Richelieu. Undervejs får hun forført en del mænd, heriblandt den unge D'Artagnan, selvom han godt ved, hun kun gør det af strategiske årsager, og senere får hun, ved at spille på sin tilsyneladende uskyldighed og lyve om sin religion og et falsk selvmordsforsøg, overtalt sin fangevogt er til at slippe hende fri. På sin flugt myrder hun som hævn den kvinde D'Artagnan elsker under påskud af at hjælpe hende. Til sidst løber hun dog tør for venner, og musketererne halshugger hende. Mylady er en af de mest spændende og fængslende figurer. Hun er blondine - helt modsat Carmen - en lys forførerske, hvis nordiske, kolde fremtoning understreger hendes kalkulerende adfærd. Hun lader sig ikke rive  med og skifter ansigt efter rolle. Her er ingen fortrydelse. Det er spis, eller bliv spist. Mylady bruger de talenter og muligheder, hun har til rådighed i en mandeverden for at komme fra bunden af samfundet til magtens tinde. For magt
og dermed frihed.

hævneren

"Jeg skrækkelige! Hvorfor raser jeg?/Og hader dem, der fatter klog og gavnlig Plan?/ Hvi stiller jeg mig fjendsk mod Landets Herskerslægt/ Og mod min mand, som gør hvad gavnligst er for os,/ Naar Fyrstebarn han ægter, avler Brødre saa/Til mine Børn? Hvad gaar der af mig? Vil jeg ej/ Opgi' min Harm, naar Guderne gør alting godt?/ […] Men vi er, som vi er - jeg siger intet ondt,/ Blot: Kvinder! Derfor burde ej du gjort dig lig/ En slet ved Daarskabs Snak at give Daarskabs Svar./ Tilgiv! Jeg tilstaar, at jeg ufornuftig var/ Dengang; men nu jeg bedre dette har betænkt."

I Euripides tragedie fra 431 f.v.t. forføres den trolddomskyndige kongedatter Medea af helten Jason. Han har brug for hjælp, og hun lover at hjælpe ham, hvis de gifter sig. Derefter flygter Medea fra sin familie og hjemland med Jason til Korinth. Der forlader han hende for at gifte sig med kong Kreons datter og selv blive konge. Det bryder Medea sig bestemt ikke om og plæderer for retfærdighed ad traditionelle veje. Forgæves. Kongen bliver dog så bekymret for Medeas reaktion, at han landsforviser hende. Det lykkes hende dog ved list og retorisk forførelse at få straffen udsat en dag i en tale til kongen om kvinders ydmyghed over for mænds magt og visdom. Også sin mand Jason overbeviser hun om, at hun tilgiver ham og sender deres to børn af sted med en gylden gave til hans nye kone, der bliver smigret. Men gaven er giftig og koster den nye kone livet. Medea myrder derefter begge børn og tager dem med sig. Børnenes liv er den pris, der må betales, og Medea er overbevist om, at de alligevel vil blive dræbt senere, da de kunne blive en trussel mod magten. Hævnen kommer af hendes retfærdighedsfølelse, men også af hendes kærlighed til Jason. Da han begræder sit tab og kalder hende et monster, svarer hun, at nu har hun da trods alt fået ham til at lytte til hende i stedet for at le af hende. Medea er som Carmen hovedprotagonist. Hun gider ikke bare være elskerinde - hun vil tages seriøst og spille hovedrollen i Jasons liv. Ikke fordi hun elsker ham vanvittigt, men fordi det var aftalen. Ved sine desperate handlinger tvinger hun alle mændene til at lytte og tage hende seriøst. Og lærer dem en lektie. Der er ingen nåde for de mænd, der har forsmået en kompromisløs kvinde som Medea.

forførelsens pris

I litteraturhistorien har forførelsen en høj pris. Mange af de mænd, der involverer sig med forførende kvinder, betaler med livet eller mister noget andet dyrebart. For størstedelen af kvinderne er det døden. Ifølge Bo Tao Michäelis er forførelse et skældsord fra første dag i Paradis. Det var med Eva, at kvinden i de store religioner blev til fristerinden og dermed grundlag for den religiøse og sekulære kvindeforagt. Den overleverede historie bliver fortællingen om de bedrageriske og manipulerende kvinder, der ved hjælp af deres charme og seksualitet bruger manden til at opnå noget andet end nydelse. Medea får endda at vide, at det hele er hendes egen skyld, fordi hun er så jaloux. Alle kvinder må bøde for en enkelt kvindes bedrag, som det ses helt konkret i De tre musketerer eller Tusind og en nat . Enkelte kvinder straffer sig selv - andre straffes af overjordiske kræfter, men flest for en mands hånd. Det sker for Carmen, og det sker for Mylady. Og for begge kvinder er deres frihed det vigtigste mål; mænd bliver blot et middel. Kvinderne havde dog ofte ikke andre muligheder i en mandsdomineret verden. De vil være frie kvinder, men de har brug for mænd. De gjorde, hvad de kunne for at opnå magt, frihed, status, hævn og selvfølgelig nydelse. Det er sikkert, at samtiden ikke altid så med milde øjne på disse forførersker. Kvinden som aktiv i forførende, romantiske eller seksuelle situationer faldt udenfor. De var anderledes, skræmmende og truende over for samfundets hierarkiske og patriarkalske orden. Har man ikke læst disse medrivende og klassiske værker, så har man nu endnu en grund. Er man mere til film, tv eller billedkunst, vil man garanteret genkende arketyperne. Bare tænk på den amerikanske volds- og nøgenhedsfyldte tv-serie Game of Thrones ' nådesløse blonde skønhed Cersei Lannister. Hvad ville hun være uden Mylady…