Af Asser Amdisen
Er der andre end mig, der kan huske første gang, de stødte på en Time Manager. Det var nede i firserne, hvor en stor del af ungdommen gik med slips. For mig personligt var det et traumatisk møde. Jeg var 15, havde langt hår og bondeskjorte, og hvis nogen spurgte til min yndlingsbeskæftigelse, så ville jeg uden tøven svare, at det var at ryge Gauloises og diskutere Gramsci. For de yngre kan jeg afsløre, at en Time Manager var en kalender. En analog én af slagsen, som oftest var et lille ringbind, så man bagerst kunne have sine kontakter, men vigtigst var det, at der i midten var en række farvede sider, hvorpå der stod; projekter. Ideen var, at man kunne styre sin tid langt mere effektivt end med en gammeldags kalender. Man gik til kurser i det, og det var vældig smart, men virkeligt ikke noget som vi "progressive" unge identificerede os med.
Jeg var dog fortabt. Ideen om specielle projektsider og alt den aura af kontrol og overblik, som lå i konceptet, bragte mig fuldstændigt fra koncepterne. Jeg fik aldrig en, men min forelskelse var komplet, og jeg var fuldstændigt forført af tanken om, at jeg så let kunne opnå den kontrol, der som 15-årig virker ganske og aldeles uden for rækkevidde. Det, som bragte mig (og ganske mange andre mennesker) i favnen på Time Manageren, var, at vi havde forelsket os i et begreb, som i en eller anden forstand lovede et quickfix til virkeligheden. Vi havde travlt og manglede overblik, men vi kunne få både tid og overblik ved bare at købe et lille ringbind. For mig var det den første gang, at jeg faldt over sådan et begreb, som måske havde dækket over en reel kerne, men som - fordi det var så forførende og bar på så mange implicitte løfter - kom til at blive varm luft. Time Manageren var faktisk smart, men vores tro på, hvor meget orden, kontrol og tid den kunne give, var vildt overdrevet.
Siden er jeg stødt på fænomenet masser af gange. Det mest klare eksempel på sådan et ord i øjeblikket er nok innovation. Et fint og udmærket ord, som er blevet til aggressivt modeord. Som leder af en videregående uddannelsesinstitution skal jeg nu spilde tid til møder om, hvordan jeg skal understøtte innovationslæringen. Ordet er blevet så populært, fordi det implicit lover kreativitet, nytænkning, iværksætteri og økonomisk vækst, men den måde, det bliver brugt på, er oftest bare som synonym for virksomhedsetablering. Man behøver ikke være ret kvik for at gennemskue, at den måde, hvorpå den slags ord bliver brugt på, gør dem til varm luft, og ordene er derfor stort set ufarlige, men der er også en række ord, som er langt mere farlige. Det er de, fordi de på samme måde er forførende, men i virkeligheden er Newspeak - altså ord, som er bevidst valgt for at få noget grimt til at virke pænt. Udlændingeservice, Moderniseringsstyrelsen og normalisering er eksempler på talemåder, som under det forførende og charmerende ydre skjuler en helt anden dagsorden end den umiddelbart pålydende. Og det er virkeligt farligt.