Forklædt som forfører

Publiceret 25-04-2013

TEMA Film- og radiomanden Kenneth Sperling ville lære sig selv at forføre – ja, han ville lave om på sig selv. Resultatet blev en besindelse på det, han i forvejen var

Af Maj Kirkegaard

Det var ikke, fordi han var vor tids don juan. slet ikke. Og som han sidder der på Nørrebro-cafeen en solrig fredag morgen i grå uldsweater og let pjusket hår, giver han mest af alt indtryk af at være en ganske almindelig familiefar med begge ben solidt plantet på jorden. Men erkendelsen af, at de kvinder, han fandt sammen med dengang for fem år siden, inden han mødte sin kone, bare ikke var den rigtige slags kvinder, betød, at radio, tv - og videotilrettelægger Kenneth Sperling var nødt til at tage affære. Det var i 2008, og Sperling var 32 år gammel. Problemet var ikke det at møde kvinder og fåen kæreste - nej, problemet var, at han ikke turde tage kontakt til de kvinder, som egentlig interesserede ham. Han blev klar over, at han grundlæggende ikke var tilfreds med sine livsomstændigheder. Selvom han i dag synes, at han allerede dengang var for gammel til den slags, indledte han et større udviklingsprojekt; han ville lære om sig selv i mødet med kvinder og samtidig forsøge at lære sig den store kunst: at forføre.

erkendelser og afvisning

Sperlings projekt skulle vise sig at løbe over godt tre år. Her studerede og læste han værker om forførelse så som Don Quixote og Baudrillards' Forførelse - en "skrivebordsagtig tilgang", som han kalder denne første fase af projektet. Energien blev i starten mest brugt på opdagelsen af, at det er muligt at ændre på den, man tror man er: "Jeg havde en fornemmelse af: 'Jeg tror egentlig, jeg har det i mig, jeg har bare aldrig turdet.'" Men det er ikke småting, det kræver at ændre sin egen selvopfattelse. Sperling øvede sig i kunsten at være til stede i så godt som alle situationer - ikke kun i mødet med interessante kvinder, men også i dagliglivets møder med familie, venner og arbejdsrelationer. Samtidig erkendte han, at hans opfattelse af dynamikken mellem mænd og kvinder havde brug for revision. Hans tilgang til kvinder var nok for blid: "Det var en erkendelsesfase, hvor jeg kom frem til, at der var noget, jeg slet ikke havde forstået. De, der har forstået det her, gør nogle andre ting, end jeg ville jeg gøre. Jeg ville skrive kærlighedsbreve til at starte med," vedkender Sperling, let genert og smilende, mens han tager en tår af sin kaffe.

Jo længere han kom i sine erkendelser, desto tydeligere blev det for ham, at disse tanker ikke blot kunne holdes ved skrivebordet som internaliserede teorier - han måtte forsøge sig i virkeligheden. Han måtte lære at blive afvist af kvinder og mærke, at man ikke dør af det: "Så jeg gjorde det, jeg var mest bange for, nemlig at få afvisninger. Jeg gik ud og skaffede mig selv afvisninger ved at sige ting, som gjorde det svært for dem at sige andet end: 'Ej, det tror jeg er en dårlig idé'. For at få en eller anden tolerance over for afvisninger," erindrer han tavst og ligner en, derforsvinder tilbage til fortidens også pinlige møder med det modsatte køn. Projektet nåede herefter nye højder. Sperling besluttede, at han, når han skulle ud og forføre, ville optage sig selv på bånd og i sidste ende producere et radioprogram om forførelse. Han nåede dog aldrig så langt, idet han blev kærester med en af de kvinder, han mødte, hvorefter lysten til at fortsætte forsvandt. "På en måde lykkedes projektet - på det rigtige tidspunkt. Jeg nåede ikke at blive for dygtig til at forføre. Jeg nåede ikke at have en hel stak af store oplevelser med alle mulige forskellige kvinder, som gjorde, at jeg på en eller anden måde var blevet for dygtig. Da jeg mødte noget, som var helt unikt, standsede jeg der, hvor jeg ellers godt kunne have fortsat."

manuskripter og improvisation

Sperling gjorde sig også mange overvejelser om, hvad der er etisk forsvarligt, når det kommer til forførelse. Netop det at forføre så mange som muligt uden egentlig at have sig selv med i forførelsen og uden at kunne mærke en kemi med den, man forsøger at forføre, har aldrig været hverken en del af målet for projektet eller en del af træningen i forførelsen. Han skulle have en rigtig mavefornemmelse i mødet med en anden forat forsøge en forførelse. Han læste eksempelvis bogen The Game af Neil Strauss. Den handler om Strauss' egne erfaringer med scoringer og forførelsesstrategier. Sperling var dog meget opmærksom på at bevare den kritiske distance: "Det, man lærer her, det er hårde stoffer, og det er farligt," pointerer han. Samtidig skal man holde en vis balance mellem planlægning og tilstedeværelse, når man skal forføre. Sperling planlagde til en vis grad, når han skulle møde kvinder, men mere som en måde at være forberedt til samtale på snarere end en opskrift, der absolut skulle følges. "Så snart man har et manuskript, er det et bedrag. Man flytter ud af virkeligheden og ind i en tekst, som man har skrevet på forhånd. Jo mindre man kan være i den tekst, og jo mere man kan være i øjeblikket, desto mere er man tro over for øjeblikket og siger ting, som er ægte og rigtige," fortæller han eftertænksomt, kigger rundt i cafeen og understreger, at nogle mennesker, som ham selv, bare ikke er de fødte forførere, men skal bruge lidt hjælp i form af forberedelse hjemmefra.

på den anden side

I det hele taget lader det til, at Sperling i dag forholder sig ambivalent til sit projekt. Da det stod på, var han i en overgangsfase i sit liv og søgte efter noget andet, og erindringerne om tiden synes ikke kun positive: "Det var vildt… vildt svært. Og det var ret håbløst og totalt uskønt," fortæller han. Sperling oplevede også paradokset i på den ene side at ville lære at forføre og på den anden side at ville finde kærligheden og røber en erkendelse han har gjort sig: "Jeg tror nok, at jeg er en type, som signalerer kærlighed mere, end jeg signalerer forførelse". Projektet handlede altså ikke blot om at finde den eneste ene. For Sperling blev det en øjenåbner for, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv, sin krop, og anerkende sine behov uden skam. Han mærkede et behov for at lære at give sig hen til mødet med et andet menneske, som han fandt interessant og beskriver "det indre dyr": "Det var den fornemmelse af dyret i maven, som skulle have lov til at løbe frit og fungere som en del af mig," forklarer han med en vis begejstring. Frygten for ikke at kunne leve med sig selv, fordi han ikke fik udforsket det indre dyr, blev drivkraften. Det var måske i virkeligheden her, den største forløsning fandt sted for Sperling. Og selvom han langsomt blev bedre til at møde de kvinder, han syntes var skræmmende, fastholder han i dag en væsentlig del af sin selvopfattelse og understreger: "Jeg var bestemt ikke nogen stor forfører - eller specielt dygtig til det. Og det er jeg glad for."