Højskolehistorie

Publiceret 15-04-2013

Det kunne i sidste udgave af dette blad læses, hvordan højskolebevægelsen befinder sig på gravens rand. Rygterne om dens død er dog måske en smule overdrevne

Af Jeppe Langkjær

Højskolehistorien holdes i den grad i hævd af Foreningen for Folkehøjskolens Historie. Foreningen, som bl.a. arbejder for at styrke forskning og undervisning i samt at inspirere til formidling af højskolehistorie; at opbygge og vedligeholde et netværk af personer og institutioner med interesse for højskolehistorie samt at bevare den tidligere Grundtvigs Højskole, der ligger på Frilandsmuseet i Lyngby, som højskolehistorisk museum, inviterer nu til højskolehistorisk forum d. 4. maj på den nuværende Grundtvigs Højskole i Hillerød.

Dagen indledes med en brunch kl. 11, som efterfølges af oplæg om og diskussion af højskolens opgaver i dag samt Grundtvigs Højskoles plads i historien, mens debatten afsluttes med en generalforsamling fra kl. 15 til 16. Alle med den mindste interesse for højskolen er velkomne. Prisen er 75 kroner for medlemmer og 150 for ikke-medlemmer.

Du kan læse meget mere om Foreningen for Folkehøjskolens Historie på hjemmesiden www.hojskolehistorie.dk.