Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Højskolen skal ikke være kritisk

Publiceret 04-04-2013

KOMMENTAR Lad os nu tænke positiv handling, mener forstander Louis
Mogensen, der i sin studietid i 70’erne selv blev opflasket med den kritiske frankfurterskoletænkning. Han er dog siden blevet klogere

Af Louis Mogensen, forstander

Af og til træder en og anden frem og synes, at højskolen skal være mere kritisk. Det forstår jeg vist ikke helt. For det første forstår jeg ikke højskolen, når den nævnes i ental, og jeg kan dårligt få øje på noget, som højskolerne har været enige om, bortset fra, at højskoleloven og højskolebevægelsen ikke må være eksklusiv for bestemte meninger eller opfattelser. Frihed for Loke såvel som for Thor.


Jeg har det heller ikke for godt med ordet kritisk. Jeg tror det hænger sammen med, at den frankfurterskoleinspirerede kritik fyldte så utroligt meget for os, der var studerende i 70'erne. Det er ikke fordi, det var en forkert samfundskritik, der herskede. Den var nok på rette tid og sted. Det er snarere, fordi den var forholdsvis perspektivløs. Den kritiske tilgang betød i reglen betydelig viden og meget lidt handling. Det ene lys opliver, det andet slår ihjel.


Det tog tid at krænge den kritiske tilgang af sig; helt ærligt kniber det engang imellem endnu, fordi man er opdraget med det, og fordi det er en let måde at sætte scenen til en omgang livsoplysning og folkelig oplysning. Mine højskoleår har imidlertid i langt højere grad bestået af at finde på positive og sjove måder at oplyse på - ikke fordi jeg fandt de vises sten - men fordi højskoleeleverne simpelthen ikke orkede fejlfinderundervisning. Først oplive, siden oplyse.


frihed til muligheder


På en idrætshøjskole har man mange udfordringer. Idrætten er blevet det moderne samfunds tydeligste udstillingsvindue for dårligdomme med bl.a. hæmningsløs kommercialisering, eksponering, snyd, vold…

you name it. Vores valg er egentlig, om vi prioriterer, at vore elever er en slags eksperter i det, eller om vores perspektiv er at pege på andre veje, hvor vore elever lærer idrætten at kende som bl.a. frisætter, udvikler og fællesskabsskabende. Vi gør begge dele; men hvor kritikken sagtens kan formidles i en god bog eller en fin dokumentar, er den positive tilgang krævende, ambitiøs, besværlig og skabende.


Netop det skabende er vel højskolernes adelsmærke og egentlige begrundelse. Højskolen har været med i nogle skabelsesprocesser, hvor eleverne drog ud og skabte videre. De var måske nok kritiske; men brugte deres energi på at sætte nye andelsforetagende, NGO´er og frivilligt arbejde i søen. I mindre målestok blev de gode studerende og medarbejdere, der var opmærksomme på, hvordan man bidrager, der hvor man lander. Derfor ligger det ikke i kortene, at højskolerne er eller danner kritikere, snarere ligger det i skoleformen, at man dannes til at se muligheder og handle på dem - hvad skulle man ellers bruge friheden til? Er det ikke netop her, højskolen kan og skal adskille sig fra mere reguleret undervisning?

Min erfaring er, at hvis man som højskolemenneske forsøger at blande sig i debat med netop mulighedsbrillerne på, ignoreres man, hvorimod mudderkastning er den sikreste vej til spalteplads og mange reaktioner. Det hænger sammen med den måde, man eksponerer kritik på. Enten lader man den samme indspiste gruppe af professionelle kritikmagere gå på i et showlignende og vellønnet spin, eller også spørger man ind til tilfældige strøgvandreres følelser i den bedste sendetid. En mere nuanceret drøftelse er henvist til andre steder, og kun meget sjældent er der tale om idéudvikling snarere end demaskeringsforsøg fra studieværter og samtalemodparter. Er det her, højskolefolk skal bidrage?


Jeg tror efterspørgslen efter højskolefolk skyldes, at en forholdsvist veluddannet gruppe af mennesker ikke har det godt med, at reel debat og udvikling ikke finder sted i det offentlige rum. Nogle håbede nok på, at kirken kunne bidrage; men ak. Dernæst må højskolerne da kunne; men spørgsmålet er, om det ikke bare er fordi, det giver en illusion om, at debatten er folkelig.


Mudderkastning er naturligvis ikke det modsatte af kritisk tilgang. Det modsatte må være ukritisk tilgang, og det er der ingen undskyldning for.